Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Carl Henrik Lorenzen (1828-08-27)

Fraskati, den 27 August.

For nogle Uger siden flyttede T. op i vor Villa. Han beboer et lille Bærelse ved Siden af mig, og da Gangen gaaer forbi begge Dørene, have vi nemt ved at komme sammen. Han er mig en hjertelig, trofast Ven og et sjelden herligt Menneske. Jeg skylder ham meget; ja jeg tør sige uden Overdrivelse, han har aabenbaret mig Løndomme i min egen og Andres Sjel, som vist uden ham for bestandig vilde være blevne skjulte for mig. Om Formiddagen ere vi gjerne sammen paa et af vore Bærelser; men da han spiser til Middag nede hos B.’s, seer jeg ham først henimod Aften igjen. En anden Gjæst, som vi have faaet heroppe i den senere Tid, er en ung Tydsker. Han lægger sig meget efter Musik, især den ældre italienske Kirkemusik, og da han har et godt Fortepiano og spiller fortrinligt, er det mig en sand Fornøielse i en enkelt Hviletime, naar Beiret er for varmt til at gaae ud i, at sidde og hore paa s. 72 disse simple, uvante Trylletoner. Forleden sik han en heel Pakke med lutter Sager af Allegri og Pergolesi. Naar jeg undtager Weises Arbeider i dette Fag, kjender jeg ingen Musik, der har gjort dette ubeskrivelige Indtryk paa mig. Rigtignok er jeg ikke andet, end en simpel, eenfoldig Dilettant. Men mig synes, Musikken har det Fortrin fremfor de andre Kunster, at den ikke udfordrer anden Forberedelse og Dannelse af vor Opfattelsesevne, end den, en gavmild Natur har givet os. Det kommer blot an paa, om vort Indre er et saa hvælvet Tempel, at den gode Tone kan gjenlyde reen og klar og udfolde sig, førend den hendøer.

Det er længe siden, at den unge H. har været hos mig. Man siger, at han omgaaes meget de to irlandske Geistlige, som jeg disputerede med nede i Klosteret. Vi frygte for, at det skulde lykkes dem at fange ham i deres Snarer. Idetmindste fortæller man, at de lægge an paa at fange ham og Moderen, og at man ogsaa i Begyndelsen havde udseet mig til at nyde Omvendelsens Lykke. Imidlertid hvad mig selv angaaer, da skal jeg nok søge at værne om den Salighed, som jeg anseer for ene og alene ønskelig, saa at Ingen skal vriste mig den ud af Hænderne. Min gamle Bærtinde, som er en meget gudfrygtig Matrone paa sin Italiensk, og behandler Munkene, hvoraf en Deel pleier at søge Huset, med megen Ærbødighed, sagde forleden i en Samtale til mig, at Signor Carlo rigtignok var en Kjætter, men et honnet ungt Menneske, der ikke gjorde Nar af Noget, som saa mange Andre af deres egne Springfyre, og at han nok fortjente at høre til de Rettroende, for hvilken Compliment jeg meget alvorligt takkede.

I Søndags var her endeel af Familien til Besøg hos Værten fra Marino. Ved denne Leilighed indbød Guardarobaen mig til en her i vor Villa sjelden Forlystelse, som bestod i, at man lod alle Vandene springe. I utallige Straaler skjød det fra alle Sider ud paa den store, iøvrigt smagløst opbyggede Fontaine; s. 73 og ligesom Selskabet stod allerbedst og beundrede dette Syn, begyndte en Mængde fine Straaler at springe ud af selve Steenbroen, vi Stode paa. At vi fik Hastværk og flygtede ind i Hovedbygningen, kan man let tænke sig. Siden vare vi inde i Grotten under Fontaine. og hørte paa en gruelig Musik af etslags Orgelværk, som blev sat i Bevægelse ved Hjælp af Vandet. De forhen beundrede Freskomalerier af Domenichino, som findes paa Væggene, ere nu næsten heelt udslettede af Fugtighed og Ælde. Det var ogsaa en egen Idee, saa at sige under Jorden, og ved Siden af dette frygtelige Instrument, at lade en stor Maler gjøre sig udødelig. Jeg holdt det ikke længe ud derinde, hvorimod de Andre forbleve der og lode Orgelet spille, til alt det samlede Vand var opbrugt. En anden moersommere Forlystelse, som jeg bivaanede i forrige Uge, fandt Sted i Anledning af en Madonnafest, eller en Helgens, jeg husker ikke mere, hvilken. Fra den ene Ende af Torvet havde man spændt et langt Toug heelt hen til Porten. Da det var mørkt, sendte man først nogle Raketter i Veiret; derpaa dundrede det svære Skyts, et Par smaa Topundiger, udenfor Porten, og i det samme kom en stor Raket, der skulde forestille en Due, flyvende henad Strikken, vendte om ved Porten og fløi saa tilbage igjen. Gaden vrimlede af Mennesker; B. og jeg havde sat os paa et Par Stole udenfor Kaffehuset og gottede os over al denne Hurlumhei. B.’s Vært, som kom over til os, spurgte mig med en vis Stolthed, om jeg havde seet det før. Jeg vilde ikke anføre den bekjendte Girandola i Rom, og svarede blot, at det tog sig godt ud, og at det gjorde Staden Ære at foranstalte slige Høitideligheder for deres Helgen; hvorover da den skikkelige Mand syntes at være meget fornøiet. Da vort Osteri var propfuldt af Mennesker, gik jeg tidligt hjem, men hørte siden, at vore gode Tuskulanere havde viist deres Tro i Gjerningen til langt ud paa Natten.