Unden Dags Formiddag.
Jeg er her endnu og har sat mig hen for at skrive. Den rene blaae Himmel skinner ind i mit svale Bærelse, som vender ud imod Haven; for et Øieblik siden ophørte Sangen nede i Kirken. Hele Morgenen har jeg gaaet og klattret omkring, for at oplede gamle Tiders Spor og frie Udsigter, langt ud i det Fjerne, over Land og Hav, fra Monte Soracte til Forbjerget Circeji.
Det er længe siden, at jeg saa aldeles har været inde t hine Tider, da Folket i lange Skarer drog op til Templet paa Bjergets Tinde, for at feire deres aarlige, høitidelige Lege, eller da den romerske Feldtherre efter en Seiervinding fuldbragte Offeret heroppe, hvor han kunde see Rom i det Fjerne, den kjære FædrEnestad. Det maa have været en herlig Tid, fuld af Kraft og Daad. Nu er der kun faa Minder tilbage om hine fordums Dage, en daarlig brolagt Bei og nogle mosgroede Fundamenter af Templet. Jeg trængte frem igjennem Busk og Krat og omgik hele den store Slette, som jeg før har omtalt, hvor Hannibal skal have havt sin Leir engang. Dybt inde t Skoven, paa Bjergets sydlige skraaning, traf jeg en gammel Capuciner,s. 77der sankede Brænde og læssede det paa sit Æsel. Han bad mig i den hellige Madonnas Navn om et Par Bajok til Snuustobak. Det var en af Heltenes Efterkommere. Jeg gav ham en halv Paolo og bad ham tænke paa mig og min Madonna, hvergayg han kom til at nyse; hvilket han ogsaa lovede. Siden stod jeg længe udenfor Klosteret, og mønstrede Egnen fra Tivoli rundtom hele Horizonten til det i Taage indhyllede Forbjerg Circeji. Her skulde Skolepogen staae med Læreren; e døde Navne og Aarstal vilde nok smelte sammen til et levende Billede. Der var ingen Sky paa Himlen; det deiligste Blaa hvælvede sig over hele Egnen, Berdens gamle Tempel; men Gudebillederne vare forsvundne. Nu ryger man dernede ved det blodløse Offer, vælter sig i Støvet og vrider Handerne; der er Baande og Ovide nok, men det er dog nemt at have Een, der tager al Synden paa sine Skuldre.
Man indbød mig imorges tidlig til at deeltage i Gudstjenesten, hvilket gjerne er Tilfældet i Klostrene. Den dannede, sine, ikke meget gamle Munk, som kom op paa mit Bærelse med denne Indbydelse, blev ikke lidet forundret, da jeg afslog den og yttrede min store Lyst til at tilbringe Morgenen i det Frie. ”Som Herren befaler,” svarede han meget høfligt; men det var øiensynligt, at dette Afslag ikke hehagede ham. Siden fik jeg Leilighed til at berolige ham desAngaaende. Det havde ikke heller været mig muligt, at sidde en Times Tid i den skumle Kirke og see Morgenhimlen gløde udenfor Vinduerne. Siden mit inderlige Ønske nu eengang var blevet opfyldt, vilde og maatte jeg hellige denne deilige Morgen til nogle alvorlige Sysler og Betragtninger, og til de sidste er jeg næten intetsteds mindre skikket, end netop indeklemt mellem sire Vægge og tvungen til at være opmærksom paa Noger, iftedetfor at vende Blikket indad. Det Liv, jeg har levet i de sidste to Maaneder, har været stille og alvorligt, midt i al den Hurlumhei, og under de mangfoldige Adspredelser, som jeg med Flid ikke har villet undgaae.s. 78Jeg føler, at jeg har lært meget og er bleven modnere; baade det legemlige og aandelige Øie har vundet ved denne uafbrudte Øvelse. Nu, da jeg snart skal forlade denne yndige Egn, som har været Skuepladsen for sorgfrie, lykkelige Dages stille Glæder, vilde jeg paa eengang i eet Blik sammenfatte det Hele, og fra Bjergets Tinde overskue Byer og Marker, Biinbjerge og dybe Dale, de brede Beie og lønlige Stier. Dette Forsæt er nu udført, og et vigtigt Capitel i mit Liv er nu sluttet. Hvad der endnu er tilbage, bliver en Udvikling af de foregaaende Motiver, siden Alting skal skride frem og modnes til Undergang paa denne Jord.