Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Carl Henrik Lorenzen (1828-09-12)

Den 12 September.

Mit Liv gaaer sin vante, rolige Gang, fra Arbeide til Hvile, og tilbage igjen. Hvad jeg derfor har at meddele Dig, maa Du ansee for Episoder, der ikke staae i et bestemt Sammenhæng med Hovedsagen. Kunde det more Dig, at faae en fuldstændig Oversigt over hver enkelt Dags Begivenheder og Sysler, vilde Du indsee, at mit Liv her i Bjergene ligner Løbet af en ikke meget bred, men dyb og stille Flod, i en jevn og rummelig Flodseng, der ikkun sjelden helder betydelig og kun nogle faa Gange har frembragt Cataracter.

Jeg glæder mig nu inderlig over, at jeg uden at forbinde nogen egentlig bestemt Hensigt dermed og egentlig kun dreven af en s. 82 dunkel Følelse, saa pludselig afbrød min Forbindelse med de unge Irlændere nede i Capucinerklosteret. I den senere Tid har der kun sjelden været Leilighed til at see dem; en Formiddag kom de herop og inviterede mig til Aften hos sig, hvilken Indbydelse imidlertid maatte afslaaes, da der netop var en Deel at bestille; en anden Gang havde T. indbudet dem til Kaffe. Der er ingen Tvivl om, at de jo ogsaa havde Lyst at omvende ham, hvis det kunde lykkes. For en fjorten Dages Tid siden fulgte vi med dem til en Dr. Wiseman, Forstanderen for det irlandske Seminar i Rom, som ligger paa Landet om Sommeren i Nærheden af Monte Porzio. Denne endnu meget unge, lærde og energiske Mand kjendte jeg godt fra Bibliotheket, hvor vi hver Dag sad ved Siden af hinanden. Katholikernes Emancipation, denne første Grundsteen til et uafhængigt katholsk Rige i Irland, var Hovedthemaet for flere Timers Samtale. T., som taler correct og flydende Engelsk, indlod sig siden i en dyb og lærd Samtale om Orientalia, hvilket er Wisemans Hovedfag, imedens de Yngre toge fat paa mig, trak mig ud i Haven og bearbeidede mig der med deres utaalelige Spidsfindigheder.

Siden jeg har begyndt at tale om disse tilkommende Skøtter for deres gamle Fædrenetro i Irland, kan Du tillige i al Korthed erfare, hvorledes det er gaaet den unge, før omtalte H. i den senere Tid. Det er omtrent tre Uger siden, at han sidste Gang var hos mig. Man havde fortalt Et og Andet om hans fortrolige Forhold til sine Landsmand, hvisaarsag det var min Hensigt, at henlede Samtalen paa dette for ham saa vigtige Thema. Da han mærkede, at man begyndte at kræve Oprigtighed af ham, skjulte han heller ikke det Mindste. Det var tydeligt, at han allerede var hildet i deres kunstige Net. Maaskee var det ikke saa ilde meent fra deres Side, endskjøndt man nok kunde troe om den ene af dem, at Ærgjerrighed var Drivefjederen; men de havde tillige brugt Kunster med dette unge s. 83 Blod og benyttet sig af hans Svagheder paa en Maade, som ikke kan forsvares ved nogen Moral i Verden. Dette Sidste er ikke værd at detaillere videre; det er tilstrækkeligt at anføre, at vi skiltes næsten som Uvenner fra hinanden. Jeg har siden den Tid kun seet ham en eneste Gang, en Aften i Billa Conti, hvor vi talte om ligegyldige Ting. Dagen efter kom jeg ned til B’s., som jeg fandt næsten svømmende i Taarer. Hemmeligheden opklaredes nu tilfulde; selvsamme Nat, som han havde forladt mig om Aftenen, havde han høitidelig afsvoret den protestantiske Tro i nogle faa Vidners Nærværelse, og var derpaa i en lukket Vogn bleven transporteret til Rom, for i den store Propaganda endnu bedre at blive forberedt paa at modstaae Familiens og Vennernes mulige Indskydelser. B. kom lige fra Forældrene, og kunde ikke beskrive Tilstanden i denne ulykkelige Familie. Det gjorde ogsaa paa mig et ubeskriveligt Indtryk; jeg har siden den Tid væbnet mig fra Top til Taa, naar jeg blev nødt til at tale med ivrige Katholiker om religiøse Gjenstande, og vogter mig nok for at gaae nærmere ind paa stige Materier. Rolighed og Forstillelse er det eneste og bedste Vaaben. Oprigtighed og Iver for Sagen, mærker jeg nok, lede ikke til Noget, med mindre man reent kan undgaae denne Kamp, hvori et Gemyt med dybe Længster og Modtagelighed for det Gode ikke sjelden maa bukke under.

Endnu et lille psychologisk Bidrag. I forrige Uge mødte jeg en Aften oppe i Tuskulums Ruiner en gammel Bonde, der bad mig læse et Brev, som han foregav at have fundet i Nærheden af Villa Ruffinella. Da han kom dernede fra, er det vel ikke sandsynligt, at han har bedraget mig, endskjøndt jeg i det første Øieblik troede, at det var en ny Fælde for min Ringhed. Bemeldte Brev, som havde været aabnet, var fra den unge H. til Moderen, dateret ˮen Time efter min Overgang til den ene saliggjørende Tro,‟ og indeholdt foruden mange svulstige s. 84 Tirader en Opfordring til at følge Hans Erempel, siden han ellers var nødt til at give Slip paa den inderlige Kjærlighed, han altid havde baaret for hende. Er Brevet ikke bleven ham dicteret i Pennen, som ikke er urimeligt, have Ceremonierne ved den omtalte Overgang sikkert været beregnede paa at betage ham den sidste Rest as Sands og Samling. Da jeg kom hjem, viste jeg først T. Brevet, og sendte det siden i Convolut til Moderen, med et Par Linier om Maaden, hvorpaa det var kommet mig ihænde. Hun svarede og takkede mig ikke, men der er al Grund til at formode, at hun virkelig har tabt det paa en Spadseretour.

6*

Denne hele Historie har aabnet Øinene paa mig i mange Henseender. Jeg har under mit hele Ophold i Rom og senere her i Egnen ikke blot iagttaget en vis udvortes Ærbødighed for det Folks Religion, jeg var som Gjæst hos, men ogsaa med en vis oprigtig indvortes Ærefrygt betragtet Katholicismen, som Kilden til mange Dødeliges Fred og Lyksalighed. Hvad det Første angaaer, da byder Klogskab og Forsigtighed ikke at røbe sig; men den forrige Anskuelse om hiin afsluttede, fuldendte hellige Kirke forandrer sig dagligen mere og mere, jo gennemsigtigere det Slør bliver, som mit unge, uerfarne Øie hidindtil ikke formanede at gjennemtrænge.

T. betragter som Videnskabsmand det Hele fra et mere videnskabeligt Standpunkt. For mig er der endnu ingen anden Maalestok, end nogle faa Kundskaber, samt en naturlig god Følelse og den sunde Menneskeforstand. Dog med disse utilstrækkelige Redskaber, naaer man rigtignok ikke synderlig langt i denne Verden, hvor kløgtige Hoveder fra Arilds Tid have spundet den ene stærke Væv efter den anden, med mindre man bryder tværs igjennem og sætter sig hen i en Krog, for at sammenknytte sine egne tynde Traade.