Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Carl Henrik Lorenzen (1828-09-15)

Den 15 September.

Det gamle Tuskulums Ruiner ere nu gjennemrodede saa mange Gange, at jeg næsten kjender hver enkelt Steendynge. Ikke destomindre traf jeg i Gaar Aftes paa en af de nordvestlige Skrænter en rigtignok ubetydelig, men ganske mærkelig antiqvarisk Nyhed, nemlig et gammelt Gulv af Mosaik, begravet under et næsten uigjennemtrængeligt Tjørnekrat. Det er kun paa enkelte Steder heelt og holdent, og i Grunden taget meget simpelt, da det kun bestaaer af smaa hvide og sorte Fiirkanter i Midten, omgivet af en lang sort Stribe paa hvid Grund langs med Muren. Gamle, tildeels forstyrrede Substructioner paa de tre Sider vidne om, at der maa have staaet her en ikke ubetydelig Bygning eller Billa, siden den ligger uden for Stadens Ringmuur. Midten har endnu holdt sig bedst; de enkelte smaa Kiler i Udkanten ere for det meste rykkede op af Kittet og ligge nu adspredte imellem hverandre. Men kunde det lønne Umagen, er der vel ingen Tvivl om, at det Hele jo kunde restitueres, især da det er et saa simpelt Mønster. Da jeg siden kom ned i Byen og gik lidt omkring paa Torvet med min Aftensmad i Haanden, det vil sige, et Stykke tørt Hvedebrød med nogle Skiver Skinke paa og et Par Figener, mødte jeg Byens Antiqvar, som jeg strar meddeelte denne Nyhed. Han kjendte ikke Stedet, men efter at have hørt en nøiagtig Beretning over samme, sagde han ganske rolig til min største Forundring: Eh, un pezzo antico, ma non vale molto, non è da vendere. Hvad skulde der svares? — disse Godtfolk kunde gjerne nedrive og sælge Pantheon, ifald det lod sig gjøre.

Jmorges var der Leilighed til at iagttage en anden, men rigtig nok ganske forskjellig Abnormitet. T. og jeg red tidlig hjemme fra for at besøge det bekjendte Kloster Camaldoli. Det ligger ikke langt fra Monte Porzio, ved Foden af den tuskulanske Bjergryg, i en meget frugtbar Egn, og er omgivet af s. 86 de deiligste Viinhaver og Olivenplantager. Efterat have banket paa den yderste Port og ventet en lille Stund, bleve vi lukkede ind af en gammel Munk, den eneste, der foruden Abbeden har Lov til at tale her i Klosteret. Han førte os først ind i den lille pyntelige Kirke, hvor Brødrene just vare samlede i et lidet Sidecapel i Nærheden af Alteret. Deres monotone Sang lød afskyelig. Bi stode længe og hørte paa denne underlige Bragen. Jeg henvendte mig til vor Fører og lod ham fortælle vidt og bredt om deres eensformige, næsten gruelige Liv her i Klosteret. Da jeg afbrød ham en Gang, at det maatte være kjedeligt, paa denne Maade hver Dag at synge og bede de samme Psalmer og Bønner, gav han det mærkelige, men af en Munk at være, meget fornuftige Svar:,, che volete, Signore, ciascuno fa il suo mesticre. Klosterlivet betragtes altsaa som et Haandværkˮ En herlig Anskuelse! Bi svarede naturligviis ikke videre derpaa, men gave ham Leilighed til at ramse ud, til Sangen var tilende. Derpaa traadte Munkene ud af Capellet og forlode parviis Kirken: næten lutter høie, men gamle, bølede Skikkelser, blege, huuløiede, gjennemfurede Ansigter, i lange, hvide Kjortler, med høie Træsandaler paa de blotte Fødder. Føreren bad os give Agt paa Een af dem og fortalte siden, at det var en Spanier af Fødsel, der under den franske Invasion t Spanien havde tjent Napoleon og dræbt sin egen Fader i en Træfning, han vidste ikke hvilken. Et saadant Ansigt kan man aldrig glemme. Derpaa viste han os rundt, i Haven, eller rettere sagt, førte os om imellem de mange Smaahuse, søm beboes af de enkelte Munke. Til ethvert af disse Huse hører et lille Stykke Jord, som skal dyrkes. Han førte os ind i et, hvis Beboer just var fraværende. Jeg væmmedes ved at høre Detaillen over deres huuslige Liv og gik ud for at see paa Guds deilige blaa Himmel, mens T. undersøgte det nøiere. Derpaa maatte vi endnu høre paa en vidtløftig Beskrivelse s. 87 over Klosterets og Ordenens Historie og Indretning, som ikke var uinteressant i en vis Henseende, men et rædsomt Beviis paa menneskelig Forvildelse. Da Porten var lukket, og vi tause og langsomt red ned ad den steile Opgang til Klosteret, var jeg saa beklemt, at, havde der Ingen været tilstede, var jeg falden paa Knæ og havde givet mit bespændte Hjerte Luft i en Strøm af Taarer og Taksigelser for, at Forsynet lod mig blive født i det kolde, fornuftige Norden. T. vidste ikke, hvad der feilede mig, men slige Indtryk forvindes ikke saa let og hurtigt. Jeg har hele Dagen været ilde tilmode og har stærkt isinde at drikke i Aften en halv Foliette meer end sædvanligt nede i mit gamle Osteri, og høre paa Guitarens Klang og sidde blandt naturlige, gode, livsglade Mennesker.

Lidt Opmuntring gav mig imidlertid for et Par Timers Tid siden min gode Ven Abbaten, den samme, der spilte den ypperlige Comedie ved Villa Bracciano. Jeg var i meget daarligt Humeur, da ha kom, og fortalte ham Aarsagen dertil. „Dette Tøieri skal vi nok faae Bugt med;" sagde han, gik ud for at hente en Guitar hos Vertens, og sang og spillede, til jeg begyndte at lee og accompagnere hans gale Ritorneller. Han havde medbragt en heel Slump meget ziirligt skrevne Sonnetter, for at høre min Mening om dem. Da han kan lidt Tydsk, havde jeg gjort ham den Fornøielse at oversætte nogle faa, som han forleden glemte hos mig. For denne Opmærksomhed takkede han paa sin Italiensk med mange skjønne Talemaader. Dette Menneske er lykkeligt, at han kan leve saa glad og rolig med en bevidsk Ironie i sit Hjerte, og spille sin Rolle uden at det anfægter ham synderligt. „Men naar De engang faaer violette Strømper paa„, sagde jeg en Dag til ham, „faaer Piben en anden Lyd." „Troer De virkelig?" svarede han: „nei, vær De kun ganske rolig. Skulde Romerne imod Forveutning være engang saa taabelige, at vælge mig til Pave for s. 88 mine mange Fortjenesters Skyld, troe mig, det skulde blive en lystig Regjering." Jeg kan ikke andet end more mig, hvergang han er hos mig.