Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Carl Henrik Lorenzen (1828-09-26)

Den 26 Septbr.

Førend jeg lægger mig, en lille Beskrivelse over en antiqvarisk Udflugt, som foretoges i Eftermiddags. T. er taget til Nom og bliver borte til iovermorgen. Det havde længe været min Agt at besøge Monte Algido, det eneste Punkt her i Bjergene foruden Velletri, som jeg ikke kjendte. Men B. og Andre havde fortalt T. saa meget om Røvere, der skulde have deres Opholdssted der i Egnen, at jeg bestandig maatte give efter for hans Bønner om at opsætte Reisen til Vinteren. Men paa denne Aarstid skal der ligge megen Snee paa Østsiden, og desuden petimus vetita, jeg havde ingen Rist eller Ro, førend jeg havde været paa dette gamle berømte Sted. Kl. 4 i Eftermiddags fik jeg mig iført en Fløielsdragt og hvide Strømper samt rødt Skjærf og spidspullet Hat, hvilket jeg altsammen havde laant af Vertens Søn, sadlede min lille Sommar, tog kun tre Paoli i Lommen, samt Tegnebog og Blyant, og sagde, at jeg tog til Monte Algido og formodentlig først kom sildig hjem i Aften. Jeg er nu ogsaa kommen heelskindet tilbage igjen, har ikke mistet en eneste BlodsdraabE, og troer ligesaalidt paa Røvere, som paa Helgene.

Fra den gamle Via Latina, som gaaer forbi under Tuskulum, og hvor man endnu hist og her finder Spor af den gamle Steenbro, dreier en nyere Bivei eller saakaldt Diverticolo af til Rocca di Papa. Denne Vei er meget længere, end den sædvanlige, som skjærer Via Latina omtrent tre Miglier længere nede. Man kommer nu forbi en temmelig høi Banke, Capo della Molara, hvorpaa der endnu findes en Deel Ruiner fra Middelalderen, formodentlig etslags Castello eller Ridderborg. Naar jeg undtager et lille Huus, som ligger ret smukt, ved Udkanten af en Skov, hvor jeg holdt et Øieblik for at tale med Manden, der viste mig Veien, traf jeg hverken Huus eller Menneske, forend lige udenfor Rocca di Papa. Fra Via Latina s. 94 kan det omtrent være tre Miglier. Denne Vei er særdeles interessant og gaaer næsten bestandig igjennem Skov og Krat, undertiden med ret smukke Udsigter. De af romerske Antiqvarer omtalte Ruiner af en gammel Vandledning fra Monte Algido fik jeg vel undersøgt, men de vare ikke af stor Betydenhed. Paa Gaden i La Rocca traf jeg en Familie fra Ortacchio ved Lago Fucino, som jeg flere Gange har været hos, da de opholde sig her i Egnen om Sommeren, hvor de have en Deel Eiendomme. De brast i Latter over min Paaklædning og indbød mig, at blive om Aftenen hos dem; men endskjøndt ogsaa Datteren Vicenza, en vakker ung Pige, gjentog Forældrenes Indbydelse, havde jeg dog mine antiqvariske Nykker t Hovedet og red videre. Fra den saakaldte Campo di Annibale vovede jeg mig nu ind i den vilde La Macchia, et meget stort Skovterrain paa den sydlige Side af Monte Cavo, hvor der endnu skal findes Ulve og Vildsviin. Jeg mødte intet Menneske; men Vestphals Kort er saa nøiagtigt, at man for det Meste ikke trænger til nogen anden Veiviser. Herfra til Capo del' Aglio eller det gamle Algidum er der imellem tre og fire Miglier; imidlertid synes Veien at være meget længere, da Skoven paa de fleste Steder er saa tæt, at man kun enkelte Gange faaer en ordentlig Udsigt. Kun den sidste Miglie bliver den lidt lysere, og fra enkelte Punkter kan man endogsaa see over til Monte Fortino og Volskerbjergene. Da jeg endelig naaede Foden af Bjerget, var det blevet saa sildigt, at der kun var en lille Time af Dagen tilbage. Ikke destomindre bandt jeg Æslet godt fast og begyndte at arbeide mig op ad de steile Fjeldvægge, som vare begroede med et tæt og næsten uigjennemtrængeligt Egekrat. Det var mig især om at gjøre at naae Toppen, da Levningerne af det berømte Diana-Tempel kun, saavidt jeg veed, ere beskrevne af den unøiagtige og upaalidelige Chaupy, den samme, der har skrevet om la maison d’Horace. Men det s. 95 varede ikke længe, førend jeg saae, at det var reent umuligt at naae Maalet i den første Time. Jeg satte mig ned og betænkte mig længe, om jeg skulde vente paa Maanen og vedblive til ud paa Natten; men en vis Angest midt i dette Øbe, omgivet af den vilde tause Natur, og Tanken om den lange Vei til Hjemmet, fik endelig Overhaand over min Nysgjerrighed, og mismodig klavrede jeg ned igjen til min Sommar, som stod ganske rolig og græssede.

Hvad mit egentlige Formaal angaaer, da har jeg, som Du nok indseer, ikke havt det mindste Udbytte af min med saa megen Utaalmodighed og under saa store Forhaabninger begyndte Reise. Jeg fortryder dog ikke, at have vendt om itide; Mannen vilde ikke have hjulpet mig stort paa dette Terrain, og hvo veed, om jeg ikke var bleven nødt til at tilbringe hele Natten deroppe. Med disse Tanker red jeg ogsaa videre og lod Gangeren springe.

Da jeg kom ned til den ene af de smaa Indsøer, som Veien gaaer lige imellem, traf jeg to Karle af et meget mistænkeligt Udseende, rigtignok ordentligt klædte t Fløielsburer og hvide Strømper, ligesom jeg, men med barske, mørke Physiognomier. Dette Selskab huede mig ikke synderligt, især da det begyndte at lakke stærkt mod Aften. Uvilkaarligt kom jeg til at tænke paa T., og alleslags Følelser og Tanker krydsede sig i Hovedet paa mig. Jeg red imidlertid dristig hen paa Siden af dem, sagde god Dag og spurgte, hvor de skulde hen, og om de vilde vise mig Veien til Rocca Priora. „Der skal vi ogsaa hen, I kan følge med os," sagde den Ene af dem, en høi, bredskuldret Karl, og lagde Haanden paa Halsen af Æslet. „Hvor er I ellers fra med Forlov?" Jeg svarede, at jeg var en Artista Danese og havde været omkring for at tegne. Disse Ord bekræftede jeg endydermere ved at tage mine tre Paoli op af Lommen, og tilføiede kjækt: „Det s. 96 er hele min Eiendom, I Godtfolk; see, denne ene Paolo skal I faae for Følgeskabet, den anden drikke vi op i Rocca Priora, og den tredie, ja lidt Reisepenge maa jeg dog have til Fraskati, denne beholder jeg altsaa selv. I veed, en fattig Kunstner har ikke Meget, men jeg vil dele med Jer." Denne Tirade, fremsagt i en saa kjæk og spøgende Tone, som det var mig muligt, forfeilede ikke sin Virkning. Karlene loe og gave sig i Snak med mig. De vare fra Valmontone og skulde hente Noget, jeg husker ei hvad, i Rocca Priora. „I er en munter ung Fyr;" sagde den høie, „ere alle Danske ligesaa muntre Folk? I taler forresten vort Sprog godt; Jert Modersmaal ligner vist vores meget." Jeg svarede, at det næsten var det samme, og at vi vare lutter lystige Folk, omtrent som Folkene her i Egnen. Denne Compliment huede dem ikke ilde; vi kom nu til at tale om mange forskjellige Ting, og jeg lod, som jeg red sikkert og ugeneret, ligesom paa Corsoen. Imidlertid bankede dog mit Hjerte hele Veien. Jeg troer aldrig at have udstaaet en saa frygtelig Angest, endskjøndt jeg var overbeviist om, at det var skikkelige Mennesker. Men det var bleven mørkt, og ved Nattetider og paa en eensom Vei at være ene med to Italienere fra denne Egn, langt borte fra al menneskelig Hjælp, er just ikke meget behageligt.

Langt om længe, jeg troer, vi vare vist en halvanden Time underveis, ankom vi da til Rocca Priora, det gamle Corbium. Denne ved sin pittoreske Beliggenhed og uregelmæssige Bygningsmaade interessante lille By havde jeg besøgt adskillige Gange i Sommerens Løb, en Eftermiddag i Selskab med Landsmanden. Man finder hist og her nogle faa Fragmenter af gamle Capitæler og andre antike Sager indmurede i Husene; men hvorved Byen især udmærker sig, er Indbyggernes vilde, røveragtige Physiognomie og deres gamle volskiske utæmmelige Vildhed. Romerne ansee ogsaa hele dette østlige Strøg for en s. 97 sand paese de’ birbanti, og besøge det sjelden, ligesom det vist heller ikke ofte er Tilfældet, at fremmede Reisende forvilde sig hen til denne Afkrog af Bjergene. Da vi endelig naaede Byen, syntes jeg at trænge til lidt Forfriskning og tog med mine to Ledsagere ind i Osteriet, paa høire Haand, naar man er kommen op ad den steile Opgang til Porten. Da jeg var i Bondedragt, gjorde jeg ingen videre Opsigt, undtagen at Berten, som bragte os nogle Folietter og lidt Hvedebrød, spurgte, hvor jeg var fra. Den ene af mine Kammerater svarede for mig, at jeg var un povero giovine artista fra Firenze, ikke langt fra Rom, og at jeg skulde til Fraskati i Rat. Hvor den gode Mand havde Ordet Firenze fra, er ikke let at begribe, med mindre han engang havde truffet paa en Kunstner fra Florenz. Jeg betog ham heller ikke denne Vildfarelse og tilføiede blot, at han havde gjættet rigtigt, at mit Hjem ikke var langt fra det omtalte Firenze. Jeg tog nu Hatten af, pillede lidt ved min Skjorte, for at den blotte Hals kunde komme desbedre tilsyne, og sad og drak ugeneret med mine to Kammerater. Hele Værelset var opfyldt af Unge og Gamle, lutter snakkende, støiende, drikkende og spisende Personer. Jeg tvivler om, at nogen Røverrede kunde fremvise Mage til Physiognomier. Da de kom og gik, ansaae jeg det for bedst at bruge et lille Kneb, og svarede ganske høit, da den Ene spurgte mig, hvad Vei jeg vilde tage til Fraskati og der just var opstaaet en lille Pause, saa at mine Ord kunde høres, at jeg rigtignok helst vilde ride den lige Vei, men siden den ikke var saa let at finde ved Rattetider, havde jeg isinde at tage hjem over Monte Compatri og Monte Porzio. Om Nogen har ligget i Baghold paa denne Vei og ventet paa mig, er ikke at vide, men et lille Krigspuds var vel ikke ganske overflødigt i dette Selskab.

Førend jeg tog bort, gav man mig atter et Beviis paa italiensk Gjæstfrihed. Mine to Kammerater fra Valmontone s. 98 vilde paa ingen Maade tillade, at jeg maatte betale min Part af Vinen og Brødet. „I er en fattig ung Kunstner," sagde den Ene lgjen, ,,I har Intet at undvære; as gjør et Par Paoli meer eller mindre ikke noget. Rid nu med Gud; kommer vi engang til Fraskati, skal vi besøge Jer og smage Jeres Viin. Farvel!"

7

Med disse og lignende Ord toge de Afsked med mig. At jeg var for klog til at være stolt, men tillige paa sin Nordisk blev rørt over disse Naturmenneskers Venlighed, kan Du let tænse Dig.

Paa den øde Vei til Hjemmet mødte jeg intet Menneske. Saasnart jeg var paa den gamle Via Latina, kjendte jeg Terrainet og lod in lille Sommar løbe. Men ikke destomindre var Klokken over tolv, da jeg slap Æslet ud i Vænget, og træt og søvnig har jeg hidindtil opfyldt min Pligt, førend jeg lægger mig, regelmæssig hver Dag at optegne, hvad der er værd at huske af alle mine Hændelser.