Lorenzen, Carl Henrik BREV FRA: Lorenzen, Carl Henrik (1828-10-03)

D. 3. October.

Dette Brev bliver da det sidste. De mange løse Ark ligge nu adspredte paa Bordet og vente kun paa, at dette bliver færdigt, for at bindes sammen til en Pakke. Jeg har ikke isinde at løsne den for det første; hvad jeg her har tænkt, seet og oplevet, danner et saa levende og fuldstændigt Billede, at jeg vist ikke behøver at opfriske det i mange Aar. Formaae disse flygtige, simple Omrids at give Dig en svag Idee om dette Liv, er min Hensigt opnaaet; det følger af det skrevne Ords Natur, at det blot kan antyde.

Mine Bøger og Papirer samt en lille Samling af gamle Fragmenter og Marmorstykker fra Tuskulum og alle de mærkværdige s. 99Steder, jeg har besøgt her i Egnen, ere allerede indpakkede. Vetturinen er bestilt til at kjøre os imorgen til Rom, og Alt er forsaavidt afsluttet. Selv de nødvendigste Visiter ere lykkelig overstaaede, og den ene, der endnu er tilbage, eller rettere sagt, det Møde, jeg har lovet til i Aften, bør ogsaa overstaaes. I den sidste Uge har jeg kun to Gange været lidt omkring, en Formiddag med T. for at vise ham Egnen omkring Albanersøen, og en Aften i et deiligt Tordenveir oppe paa Monte Cavo. Ellers har jeg været hjemme hele Dagen og fuldendt, hvad der maatte fuldendes. En temmelig vidtløftig antiqvarisk, topographisk Afhandling med en historisk Indledning, deels efter Nibby og Andre, deels ved Hjelp af egen Læsning i Autores, blev færdig i forrige Uge. Det er slemt, at jeg ikke har de nødvendige mineralogiske og geologiske Kundskaber for at beskrive Dig den gamle, vulkanske Bjergmasse, som paa alle Sider er omgivet af Campagnesletten. Den er vist mærkelig i geologisk Henseende. De tre dybe Indsøer, uden Tvivl gamle vulkanske Kratere, vidne om store Revolutioner i Naturen. Dog maaskee er der bedre, at den døde Natur ikke har bortledt mig fra at betragte de levende Mennesker. T. sagde forleden, der vilde engang komme en Tid, hvor min Interesse for de lovpriste Dødelige vilde forsvinde. Endnu har jeg Tro og Tillid til et menneskeligt Hjerte og agter at bevare den, saalænge det er mig muligt.

Nu, min gode Ven, er det paa Tiden, at jeg gjør en Ende paa disse Epistler. Mine Tanker have ofte været hos Dig og de Kjære derhjemme i disse Dage. Alle Eders Breve ere ordnede efter Datum og heftede sammen i et Omslag; de ere læste og atter læste i eensomme Timer, naar jeg, syntes at trænge til en Erindring om mit Fædreland, som Enhver staaer Fare for at glemme her i dette jordiske Paradiis. Med næste Post afgaaer et Brev til Dig og et andet til de Gamle. Dog s. 100nu husker jeg, at det er overflødigt at melde Dig dette her paa dette Sted, siden Du først modtager disse Blade til næste Foraar. Du seer, Din Ven er lidt forvirret i dette Øieblik. Intet Under, siden han skal forlade et Sted, hvor han har tilbragt tre lykkelige Maaneder, en lang Tid for den, der nøies med Lidet, glæder sig ved Lidet og kun attraaer det Nødvendige i denne Verden.

7*