Tivoliden 14 October 1828.
Det er egentlig ved et Tilfælde, at jeg atter har forladt det gamle Roms Mure, for at tilbringe nogle faa Dage mellem de sabinske Bjerge. Der er heller ingen Grund for os til at skifte Opholdssted, ligesom for tre Maaneder siden. Luften er nu reen og sval, naar man ikke vover sig ind i gamle Ruiner, eller søger Steder, hvor Jordbunden til enhver Aarstid udaander hiin ubehagelige Malaria, hvis egentlige Beskaffenhed og Oprindelse endnu ikke rigtig er oplyst. Romernes og de Fremmedes kjæreste Promenade, den bekjendte Passeggiata, fra den spanske Trappe, forbi det franske Academi til Enden af Monte Pineio, er til enhver Tid af Dagen, helst om Morgenen, fuld af en Mængde Mennesker. Paa den østlige Side, lige paa Kanten af Muren, staaer en Bænk, hvorfra man har en smuk Udsigt over til Borghesernes og Raphaels Villa. En Octoberluft her i Syden er ogsaa værd at indaande. T. som har skrantet lidt i den senere Tid, fulgte forleden Middag med derop, og følte sig meget styrket og oplivet ved en halv Times Tour i det Frie. Du seer heraf, at denne Himmel gavner baade de Sunde og de Syge.
Disse Linier skriver jeg i det sibyllinske Gjæstgiversted i Tivoli, ved Siden af Vestas og Sibyllas gamle Templer. T. havde lovet at følge herud med en Tydsk Missiønair, der s. 104reiser til de græske Øer for bet engelske Bibelselskabs Regning, og bad mig om at ledsage sig. Jeg har nu isinde, at lade dem ene kjøre tilbage og selv at gjøre en lille Fodtour til Subiaco. Hjemveien kan jeg da lægge over Olevano eller Palestrina, eftersom Veir eller Leilighed tillade det. Imidlertid er det endnu for tidlig at lægge Planer. Jmorgen er der saa meget at see og at tænke paa, at det er bedst at opsætte slige Tanker.
Vi kom temmelig hurtig herud. I Eftermiddags toge vi en Vogn paa Hjørnet af Eorso og Via de' Condotti og rullede ud ad Porto S. Lorenzo til. Det var et nydeligt Veir. Først kom vi forbi den gamle af Constantin byggede Basilika, som udmærker sig ved den ældgamle eiendommelige Kirkestiil; derpaa kjørte vi over een af de tre Aniobroer, Ponto Mammolo, i hvis Narhed Regulus skal have havt en Villa. Lidt efter lidt, eftersom vi fjernede os mere og mere fra Staden, traadte det deilige Panorama frem, som omgiver den Reisende næsten allevegne i Campagnen. Til Høire seer man tydelig Fraskati og de omliggende mindre Byer, længere borte Palestrina, og ligefor os kastede Aftensolen et blændende Skjær paa Tivolis hvide Mure. Til Venstre reiste sig det gamle Soracte, isoleret og med skarpe Conturer. Allerede et godt Stykke, førend vi kom til de Albuniske Kilder, kunde vi see og lugte Svovldampen, da Vinden netop bar paa. Jordbunden er her rundtomkring hvid og guulagtig, og da vi kjørte over den lille Bæk, som kommer fra Kilderne og løber ned i Aniv, var Lugten fra det askegraae Vand næsten utaalelig. Imidlertid havde jeg dog Lyst til at staae af, for ved Hjælp af Medvind at komme nærmere og at undersøge Kilderne, men da de Andre ikke vilde følge mig derhen, og jeg ikke kunde forlange en saa stor Opoffrelse af deres Næser, kjørte vi hurtigt videre. Vi kom derpaa atter over en Bro, forbi Plautiernes store Gravmæle og kjørte nu op til Byen, igjennem en deilig Olivenskov. Da det gik stærkt s. 105op ad Bakke, steg T. ud af Vognen, som han pleier at giøre i slige Tilfælde, og gik til Fods. Aftenen faldt paa, Vinden tog til og strøg koldt henad Bjergene; jeg var ikke oplagt til at snakke og sad ganske taus i min Kappe ved Siden af Reisefællen, som havde været livlig og munter hele Veien, og nu ligeledes syntes at være falden i Dvale. Da vi kjørte ind igjennem det gamle Tiburs snævre Gader, var Maanen kommen frem, og vi saae endnu et Glimt af den deilige brede Flod, inden vi dreiede om til Venstre.
Vi have spiist sammen til Aften og sidde nu hver i sit lille Værelse. Det varede længe, inden vi kunde blive samlede. Missionairen gik strar ud for at see Byen, ligesom vort Tøi var baaret ind i Gjæstgivergaarden, og da til skulde til Bords, maatte jeg løbe en halv Times Tid omkring og lede efter ham, inden jeg endelig fandt ham nede paa den smalle Bro, som er bygget lige over den store Cascade. Men det var heller intet Under, at han havde glemt alle hine jordiske Fornødeuheder. Jeg glemte selv mit Ærinde. og stod længe maalløs ved Siden af ham. De høie, mørke Bjerge, de blændende hvide Huse rundt omkring paa Randen af Klipperne, Skummet af det fraadende Vand, som Maanen opløste i tusinde glimrende Stjerner, hvem havde Tid at tænke paa Maden i dette Øieblik? Langt om længe gik vi tause hjem igien og fik mange Skjænd af T., som havde været saa høfkig at vente paa os. Maden stod paa Bordet og var bleven kold, men smagte ypperlig, da vi vare sultne. Nu har jeg faaet mig en Foliette ind i mit lille Kammer , hvor Viuden staaer lige paa de utætte Blyvinduer. En Sloprok og Chenille ere knap istand til at holde Kulden ude, saa jeg af Hjertet istemmer de Gamles Vidnesbyrd, der give Tibur blandt andet ogsaa Tilnavnet, det kolde.