Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Carl Henrik Lorenzen (1828-10-15)

Den 15 October.

Dagen har været ganske god og lærerig, da vi have seet en Deel af Byen og den nærmeste Omegn, men den foregaaende Nat var afskyelig, idetmindste en Deel deraf; en Times Tid efter Midnat, efter at jeg var falden i en dyb og vederqvægende Søvn, kom der et stærkt Vindstød og rev det ene Vindue op med samt Døren, som ikke kunde lukkes, da der hverken var Laas eller Haspe. Jeg vaagnede, sprang op og ilede hen for at lukke Vinduet, men i det Samme blev jeg truffen af en isnende kold Luftstrøm, saa at jeg var nær ved at daane. Ikke destomindre blev Vinduet lukket, men da jeg slog det for heftig i, gik største Deel af de smaa Ruder itu, saa at det begyndte at pibe og tude endnu værre end før. Her vare gode Raad dyre. At flytte ind i et af mine Reisefællers Kamre gik ikke an, og at vække Folkene i Huset, nænte jeg ikke; Resultatet blev, at jeg pakkede mig godt ind og listede mig sagte ud af Huset. Imidlertid har det ikke fortrudt mig; det var rigtignok meget koldt, og der var ingen Læ hverken inde i Byen eller udenfor samme, men ved at gaae omkring med hurtige Skridt blev jeg snart varm og kunde nu uforstyrret nyde det deilige Skuespil, en saadan Egn frembyd er i en fuldkommen klar Maaneskinsnat. Omtrent en Time førend det blev Dag, kom jeg igjen forbi Gjastgivergaarden, og saae, at der var Lys i et Værelse. Folkene vare allerede staaede op og undrede sig ikke lidet over at see mig komme ind fra Gaden. En god Kop Caffe borttog lidt efter lidt næsten alle Spor af denne natlige Promenade, undtagen en lille Forkjølelse, som rimeligviis forsvinder inden i Morgen.

Da det blev Dag og vi alle tre vare samlede, skulde der lægges enslags Plan, for uden Tidsspilde at besee største Delen af hvad der var at see, og det er sandelig meget. Jeg tog Kortet og Grundridset af Byen frem, og udkastede ved Hjælp af Missionairen de første Grundlinier til vort forestaaende Feldttog. s. 107 T. sad imidlertid og skrev, idet han overlod disse verdslige Anliggender til os alene. Siden mældte der sig adskillige Ciceroner, to ældre og en ganske ung, som det blev mig tilladt at vælge, da det syntes at være en vakker munter Knos, hvorimod de Andre vist vare meget lærde og alvorlige, og intetsteds er det lærde Pedanteri modbydeligere, end hos en italiensk Cicerone. Den første Betingelse, jeg gjorde, var, at han kun skulde svare, naar han blev spurgt, og det saa kort som muligt, den anden, at han ikke skulde gaae for hurtigt. Jøvrigt gav jeg ham tilstrækkelige Beviser for, at vi nøie kjendte Terrainet, undtagen Veien, og at det kun var for denne sidstes Skyld, at han blev leiet. Denne lidt alvorlige Tiltale maa have gjort en god Virkning; thi vi vare siden alle tre enige om, at vi endnu aldrig havde havt en saa ordknap og dog saa godmodig og beskeden Fører. Han havde forresten lært en heel Deel, henhørende til sin Haandtering, deels af sin Fader, der havde opdraget ham dertil fra hans ottende Aar, deels af de mange Fremmede, som han havde viist omkring.

Det første, vi bleve forte hen til, var Vesta Templet. Der var ikke langt dertil, da det ligger kun tyve Skridt fra Værtshuset, ude i Gaarden. Den deilige Bygning hviler fast og sikker paa en fremspringende Klippe, lige over Floden, som skyder forbi ned i Dybet. Naar man seer det fra den ene Side, skulde man næsten troe, at den var endnu heel og holden, da de fleste Søiler, eet Vindue, den indvendige Muur, som hørte til Cellen, og hele den nederste Deel have holdt sig. De corinthiske Soiler ere af Traventin og have været overtrukne med enslags Kalkpuds, Cellen derimod er bygget af vulkanske Tufstykker. Templet hører til de runde Bygninger, som Grækerne kaldte Peripteroi. Forholdene mellem de enkelte Dele, og det Hele, betragtet som et Heelt, vidne om den bedste romerske Periode. Men hvad der især er iøinefaldende, og som de Gamle havde saa megen Sands for, er den deilige Beliggenhed. Paa s. 108 be tre Sider af Byen seer man det næsten altid kneise frit og høit over de andre Bygninger.

Paa samme Fundament, lige ved Siden af, staaer et andet Tempel, som nu er indrettet til en lille Kirke. Det er bygget i den joniske Stiil, og ansees for den Tiburtinske Sibyllas, den gamle Albuneas Helligdom. Det er meget forfaldent, og man kunde næsten fristes til det Ønske, at see den lille uanselige Bygning ryddet af Veien, forat skaffe Plads til den anden. Begge Templer ligge nu inde imellem en Deel uregelmæssige og stygge Huse. Det deilige Vesta Tempel vilde gjøre en herlig Effect, naar alle hine Hytter bleve nedbrudte, og en fri og jævn Plads omgav det paa de tre Sider. Men denne Plan vilde rigtignok medføre betydelige Udgifter, da Terrainet ikke er gunstigt.

Derfra skulde vi ned at besee de mærkelige Vandfald. Den gamle Anio, eller med dens nuværende Navn Teverone, udspringer i Nærheden af Subiaco, og dens Løb igjennem Dalene ned til Tivoli skal hverken udmærke sig ved nogen Brede eller Vandmasse. Men i Nærheden af Byen standses den paa to Sider af temmelig høie Banker, hvorigjennem man har ledet en Deel af Vandet, og opfylder et temmeligt bredt og dybt Bassin, inden den styrter ned ad de nordlige Klipper. Under selve Byen ere, som sagt, rigtignok nogle Canaler, som den rivende Strøm udvider fra Aar til andet, men de rumme kun den mindste Deel af Vandet. Uden denne Mængde pittoreske Vandfald vilde Tivoli ikke udmærke sig fremfor de fleste Byer her i Egnen; nu derimod er den ikke at sammenligne med de Andre. Det var ogsaa den første Bemærkning, Føreren gjorde, da vi dreiede omkring Templet og fulgte med ham ned i en dyb og snever, paa alle Sider indesluttet Dal. Ligesom vi kom lidt ned ad den smalle, steile Sti, hørte vi allerede Vandet bruse og kunde knap forstaae hinanden. Det var et herligt Syn. Ved den bestandige Dug, som svæver over Dybet, ere Klippevæggene s. 109 blevne overtrukne med alslags Mos og Buskværter. Morgensolens første Staaler skjød ned igjennnem Taagen, og omgav den ene Side af Dalen med et blændende Skin, medens den anden laae t Skygge. Da vi havde naaet Enden af Stien og dreiede omkring et Klippehjørne, saae vi et ganske forunderligt Vandfald. Floden styrtede nemlig ned igjennem en stor Aabning i en rummelig Hule, næsten lodret, med et Bulder, som overdøvede den stærkeste Stemme. Ved det svære Fald opløste Vandet sig aldeles i Skum og Taage, saa at man Intet blev var af selve Floden, medmindre man klavrede op ad et temmelig skraat Klippestykke, indtil man hang lige ved Siden af Aabningen. Føreren hjalp mig op ad den glatte Stige, og vi anstrængte hele vor Kraft for at holde os; men det uvante Skuespil var altfor imposant: jeg blev der blot et Øieblik og lod mig derpaa glide ned igjen. En saadan Flodgud i sin fulde Vrede er ikke at spøge med.

Fra dette Vandfald samler Strømmen sig i en smal, meget dyb Klipperift, og skyder med en rivende Fart, snart under, snart over Jorden ned igjennem Dalen, til den naaer den saakaldte Sirenernes Grotte. Men det er ingen livlig Sang, som frister Vandringsmanden til at træde næmere ; tvertimod med et huult, frygteligt Bulder styrter Vandet ned i en uhyre mørk Fjeldkløft, hvor Øiet ikke kan see nogen Bund; kun ved at bøie sig ud over et Klippestykke, som ligger lige ved Indgangen til Hulen, kan man see nogle Favne ned i Afgrunden, hvorpaa Alting bliver mørkt og skummelt, og man hører blot Vandenes Susen nede i Dybet.

Fra alle disse nye, overraskende Scener bleve vi førte op igjen, for paa den modsatte Flodbred at følge en Vei, der løber langsmed Skraaningen af høie Banker, hvorfra man har den ene smukke Udsigt efter den anden, mod Syd, over til Byen, en Deel nye Vandfald, og paa sine Steder endogsaa langt ud i Campagnen. Det var paa Tiden, at vi kom op igjen til det s. 110 varme Sollys; dernede i den dybe Dal var det saa koldt, at vi knap kunde holde Varme. Det blev en deilig Morgengang, som jeg ønsker Du skulde have deeltaget i. Byen, der viste sig paa den modsatte Side ligeover for os i dens hele Udstrækning, det lille Tempel, Vandets fjerne Brusen, som nu løb mere roligt ned igjennem Dalen, der var tæt begroet med alslags Træer og Buske, dernæst de lange hvide Striber af Vandet ved og fra Mæcenas's Villa, som styrtede ud over de lodrette Klipper, dertil en Baggrnnd med Rom og Pederskirken i det Fjerne, hvem vilde ikke have forsmaaet de bedste Billeder af en Claude Lorrain, med denne Naturens Sandhed for Øiet? Selv vor Fører, som dog var vant til dette Syn, opfordrede os flere Gange til høit at beundre hans deilige Fædreland. Men dette gjorde vi ikke af gode Grunde; tvertimod vi gik og stode næsten altid tause ved Siden af hinanden, og lode ham blot sige Navnene paa Ruinerne af de forskjellige gamle Villaer, hvoraf der synes at have været en Deel paa denne Side af Floden. Iblandt andet nævnte han ogsaa Horats, Catull og Qvintilius Varus. Det er historisk vist, at de to første have havt hver sin Villa her i Egnen, og i og for sig selv er det ei urimeligt, at de have ligget paa de Steder, som Antiqvarerne anvise dem, men det bliver altid et Spørgsmaal. Vi indlode os ikke heller i nogen videre Strid med vor lille lærde Cicerone, da vi havde andet at bestille. Veien var iøvrigt meget ujævn og ikke god at passere, da den ligger fuld af eu Mængde kantede Smaastene, som formodentlig stærke Regnskyl føre ned fra Bjergtoppene. Den steile Skraaning lige ned til Dalen seer meget tør og afsveden ud; kun enkelte Steder har man plantet en Deel Oliventræer, som synes at trives godt, iblandt andet i Nærheden af en lille Kirke, hvor vi hvilede os lidt og saae paa Cascatellerne, der dannes af den Deel af Floden, som Bernini har ledt hen under Byen.

s. 111 Derfra fulgte vi igien Veien, som gaaer igjennem et lidet Krat, forbi enkelte Aloer og høie Myrtebuske ned i Dalen. Der saae vi endnu engang op til de deilige Vandfald, som lidt efter lidt forsvandt i Morgentaagen, gik over en gammel Bro, som Floden med rask Fart gled hen under, og stege derpaa, ad den gamle Via Tiburtina, hvoraf der endnu har vedligeholdt sig en lille Strækning, forbi forfaldne Substructioner, op til Mæcenas's berømte Villa.

Dette Lykkens Skjødebarn synes at have forstaaet sig paa Valget af en Beliggenhed for slige Lyststeder. Men hvad han vel mindst har drømt om, er den Brug, som Efterkommerne have gjort af hans Pallads. Der hvor den smidige og blødagtige Yndling pleiede at udhvile sig, naar han følte sig altfor generet af sin Herres Nærhed, høres nu Lyden af store Jernværker, som drives ved Hjælp af en Canal, der gaaer ind under Bygningen, deler sig i mange smaa Straaler, og løber sammen igjen, inden den styrter ud af et af de store Vinduer dybt ned i Dalen. Tiden har iøvrigt brugt sin skarpe Tand, og af al den fordums Herlighed ere endnu kun faa Spor tilbage. Naar man undtager en hvælvet Porticus, med høie, bueformige Aabninger mod Nord, hvoraf største Delen har holdt sig, tilligemed nogle tilstødende mindre Rum, formodentlig til Bibliotheket, er Resten altfor ødelagt, til at man kunde gjøre sig et tydeligt Begreb om det Hele. Hist og her seer man endnu Spor af, at det bestod af flere Afdelinger eller Etager med store Gaardsrum. Paa den sydvestlige Side af den omtalte Porticus staaer endnu en jonisk Søile, der udmærker sig ved en paafaldende Noiagtighed, endskjøndt den er opmuret af lutter smaa Muursteen. Det er altsaa rimeligt, at de Gamle ved slige Leiligheder betjente sig af Træformer. Fra den øverste Deel af Ruinerne, hvor man kan gaae frit og sikkert omkring, ligesom paa Fredenstemplet i Rom, har man en deilig Udsigt. Føreren, som fulgte mig derop og stod et Qvarteers Tid ved s. 112 Siden af mig, kunde ikke ftyre sin naturlige Livlighed og begyndte paa enkelte Udraab. Da jeg mindede ham om sit Lofte og vi siden klavrede ned igjen, sagde ham meget alvorligt: »Signor, tillad blot et eneste Ord, De taler ikke meget." For at gjøre ham en Tjeneste, indlode vi os siden t en Samtale med ham.

Efterat have seet en gammel malerisk Ruin, som er bekjendt under Navn af Tempio della Tosse, gik vi endnu over til den beromte Villa Estense. Den er anlagt af Cardinal Hippolyt d'Efte, en Son af Hertug Alphonsus og den berygtede Luæe- tia Borgia, og tilhorer for Tiden Huset Modena. Den ud- mærker sig ved sin deilige hoie Beliggenhed, og Haven med samt Hovedbygningen maa til sin Tid have været meget pragtfulde. Nu er Alting forfaldent, og den store Have med de mange Terrasser og Springvand vil om faa Aar være næsten aldeles tilintetgjort.

Dette er i al Korthed en tro Relation om vor deilige Morgentour. Du maa noies med en kort Besirivelse; thi an- tiqvariste Debatter interessere Dig ikke, og til Naturmalericr er Pennen kun en ufuldkommen Pensel. Sligt kan næsten blot igjenncm Oiet finde Bei til Hjertet. De mange forskjellige Ting, som vi maatte lobe forbi, vare vel værd at see, men det er na'sten en Anftrængelse at see saa meget paa eengang. Vi vare ogsaa ganste trætte, da vi kom hjem og satte os ned til det velsmagende Middagsmaaltid. Der fattede jeg den Beskutning at blive her en Dag endnu og siden tilfods at trænge videre ind t Bjergene. Af min Bagage har jeg kun beholdt en Smule Linned og en varm Sloprok, som t Nodstilftelde kan troede t Stedet for en Chenille. Mine Neisesæller kjorte i Eftermiddags, for at naae Rom endnu inden Aften. Da de vare borte, tog jeg min Tegnebog og Blyant, gik over Broen og satte mig ned paa den anden Side af Floden, for at nyde lidt Ro, idet jeg forsogte at tegne Templet med de omliggende Huse. Jeg s. 113 var imidlertid ikke heldig, og da der begyndte at flokke sig en Deel Gadedrenge omkring mig, lukkedes Bogen igjen. Siden gjennemstreifede jeg Byen en Times Tid, til det begyndte at blive mørkt, og endte med at aflevere et Anbefalingsbrev fra en romersk Familie til en Slægtning, men var ikke saa heldig at træffe ham hjemme. Paa Tilbageveien til Værtshuset traf jeg vor unge Fører, som havde været i mit Logis, for at gjøre Aftale angaaende imorgen. Da min Kundskab om hans Character og Forhold ikke er tilstrakkelig, har jeg kun i Almindelighed betroet ham, at det nok kunde hænde sig, at vi kom til at gjøre en lille Tour sammen, og har bestilt ham til imorgen tidlig.