Klosteret St. Cosimato, den 16 October.
Det er nu anden Gang, at Omstandighederne have nødt mig til at opslaae min Bopæl i et Kloster. Imidlertid bør man paaskjønne Munkenes Gjæstfrihed, de behandle den Reisende med Velvillie og nøies istedetfor Betaling med alle mulige Nyheder, som de synes at være meget begjærlige efter. Jeg har efter den sædvanlige Audients hos Abbeden faaet et et lille Kammer med et rigtignok endnu simplere Leie, end hos Passionisterne paa Monte Cavo; Kokken har forsøgt at stille min gode Appetit med en stor Ret Mælkebrød, og en gammel Munk har laant mig sit Skrivertøi. Jeg vil derfor begynde at fortælle Dig, hvad der er hændt mig idag, og derpaa snarest muligt søge Sengen, da jeg baade er træt og søvnig.
Den omtalte Fører indfandt sig meget tidligt og kom selv ind og vækkede mig endnu, førend det var blevet Dag. Jeg spurgte ham nu, om han havde ført Nogen omkring nede i Hadrians Villa, og da han svarede, at han kjendte Alt til Punkt og Prikke, begave vi os ufortøvet paa Veien. Himlen var fuldkommen reen, og det lod til, at det vilde blive godt Veir, hvilket s. 114ogsaa har været Tilfældet. Da vi kom ned til de meget udstrakte Ruiner, der efter Førerens Sigende skulle have syv romerske Miglier i Omkreds, tog jeg Piranesis Kort og Planer frem, for at gaae de enkelte Dele igjennem og siden at danne mig et fuldstændigt Begreb om det Hele; men Knøsen meente, at det vilde være et forgjæves Arbeide, og jeg indsaae ogsaa snart, at han ikke havde aldeles Uret. Man gaaer nu omkring mellem disse Ruiner, ligesom i en Labyrinth, uden at kunne med Vished angive de enkelte Bygningers Sammenhæng eller Bestemmelse. Iblandt de gamle Forfattere er der ogsaa kun faa, som have efterladt nogen Efterretning derom; de eneste, der fortælle Noget, ere Spartian og Aurelius Victor, men selv deres Beretninger indeholdes kun i nogle faa Ord. Imidlertid gives der vel neppe nogle Ruiner af slige gamle Villaer, som kunne maale sig med disse, især hvad Udstrækning og malerisk Effect angaaer. De mangfoldigste Grupper af Mure og Hvælvinger findes her, den ene ved Siden af den Anden. Vedbende slynger sig op og ned; alleslags Træer, enkelte og flere sammen, Laurbærbuske, Figen- og Oliventræer, Pinier og Cypresser træsfer man allevegne. I fulde tre Aarhundreder er man ikke bleven kjed af at grave rundt omkring paa hele Terrainet, og endnu er Jorden ikke udtømt. Naar man tænker paa de mange græske og ægyptiske Billedstøtter, som findes i de romerske Museer og private Kunstsamlinger, paa de deilige Mosaiker og andre Ting, som ere fundne her, hvilke Hadrian deels medbragte fra sine Reiser, deels lod forfærdige t Rom, kan man gjøre sig en Idee om den Rigdom og Pragt, som her have været udfoldede. Endnu er der neppe nogen Antiqvar, som jo foregiver at have sine Kunstsager fra Hadrians Villa i Tivoli, og naar man spørger efter Priserne og undrer sig over, at det er saa dyrt, faaer man tidt det Svar, at det ikke er for meget, siden det engang har været i den gamle berømte Imperadore Hadrians Eie.
8
s. 115Det yndigste Punkt i denne Egn af Bjergene er den lille Dal, fom han selv gav Navn af Tempe. Den ligger i Udkanten af Villaen, lige under høie Banker. Et lille Vandløb, snoer sig endnu derigjennem. Her dækkede vi os paa Grønsværen et simpelt Frokostbord, og deelte en Foliette Viin med hinanden. Den snaksomme Italiener fik nu Tungen paa Gang, da han mærkede, at mine Øren vare villige til at høre paa hans flydende Tale. Først lod jeg ham fortælle om det Nærmeste, vor Villa, om de enkelte Dele, og hvad han havde hørt af andre Reisende derom; dernæst fik jeg efterhaanden ved Hjælp af mange Spørgsmaal enslags Idee om Livet her i Byen, om de meest anseete Mænd og om Indbyggernes Sysler. Han gjettede snart, hvad min egentlige Hensigt var med disse Spørgsmaal, og fortalte nu næsten uafbrudt en heel Deel ret interessante Ting. Ogsaa ved denne Leilighed gjorde jeg den Erfaring, som jeg saa mange Gange har gjort, at der ligger mange herlige Evner skjulte i dette Folk, der ikke kunne komme til Udbrud, førend hiint Vankundighedens Mørke splittes ad, som nuomstunder ruger over de Fleste, baade Høie og Lave.
Efterat vort lille Maaltid var endt, og Glas og Flaske vare pakkede igjen i Kurven, gik vi en anden Vei tilbage til Byen. Det var over Middag, da jeg stod udenfor Døren ved Gjæstgivergaarden, og overveiede, hvad Maade der var nemmest at komme til Subiaco paa. Til at gaae tilfods var det for sildigt, og Leien for et Par Æsler og en Fører oversteg min Pungs Kræfter, da jeg med Forsæt kun havde forsynet mig med de allernødvendigste Penge. Et Par Drenge, som det blev givet i Commission at oplede en Leilighed enten til Vogns eller til Hest, kom tilbage med en Mand, der havde to Heste og agtede sig til Subiaco; men da han vilde ad den nærmeste Vei over Bjergene og desuden hans Udvortes ikke huede mig rigtigt, lod jeg ham ride bort igjen. Endelig kom en gammel ærlig Bonde ridende med to Muulæsler. Med ham blev der snart s. 116sluttet en billig Accord, og efterat den sidste Hindring var ryddet af Veien, nemlig det vigtige Spørgsmaal om Natteleie, da han var fra Rojano, en lille Flække i Nærheden af Subiaco, og ikke kunde indtræffe der førend langt ud paa Aftenen, bleve mine faa Effecter rullede i en Bylt og bundne bag paa Saddelen. Det Logis, han tilbød mig i sit eget Huus, blev jeg siden nødt til at afslaae, efterat jeg havde orienteret mig lidt i Egnen, og seet Beliggenheden af Horats's gamle Villa. Da jeg har isinde at undersøge den imorgen, vilde Afstanden fra Rojano være altfor betydelig, og desuden matte jeg saa gaae et godt Stykke tilbage igjen, hvorimod den paa Touren imorgen ikke ligger meget afveien.
8
Det var temmelig varmt i Veiret, da vi travede ud af Byen. Solstraalerne kastedes blændende tilbage af de nøgne Klipper, hvorimellem Floden i lange Bugter løber ned til Byen. Egnen var iøvrigt ret smuk; vi rede længe igjennem den ene Dal efter den anden, uden at tale noget med hinanden. Min gode Sabiner fordrev Tiden med at slaae paa Dyrene. Da han engang, ved at ride forbi et af de mange Madonnabilleder, som findes her paa Veien, tog Huen af og bad et hurtigt Ave Maria, og et Øieblik efter meget ubarmhjertig med en tyk Knortekjæp slog løs paa Æslerne, greb jeg Leiligheden til at indlede enslags Samtale, og bad ham ont, ved andre Midler at faae Dyrene til at gaae, da de dog vare vor Herres Skabninger, ligesom Menneskene. „É vero, Signore,” svarede han, „ma non fa niente, c’è un’ anima non baptizzata.”
Interessante Oldtidsminder kommer man ikke forbi. Flere smaa Byer sees i Afstand oppe paa Bjergene; men deels ere de af nyere Oprindelse, deels kjendes ikke deres gamle Navne. Det nuværende Castel Madama, det gamle Ampullione, som ligger til Høire fra Veien, er imidlertid en Undtagelse. Længere henne naaebe vi en Caravane, der bestod af nogle Mand til Hest, gode Bekjendte af min Sabiner, og en stor Mængde s. 117Æsler, der fulgte os lige til Klosteret. I dette Selskab droge vi ogsaa forbi Vico Varo, Horats's gamle Varia. Man har tvivlet om Sandheden af denne Angivelse, men den bekræftes udtrykkelig af det Peutingerske Itinerarium, som siger, at Varia laae paa den Valeriske Vei otte Miglier fra Tibur, og det er netop Afstanden mellem Tivoli og det nuværende Vico Varo. Navnet er vel opstaaet af Vicus Varia. Man seer endnu nogle Levninger af en gammel Muur; men denne er ogsaa efter Folks Sigende, som jeg har spurgt derom, det eneste Mærkværdige. Egnen er derimod særdeles smuk; Floden bruser til Høire fra Veien dybt nede i Dalen, og Bjergene frembyde mange pittoreske Punkter. Byen synes at være lille og styg, saavidt jeg kunde see paa vor hurtige Gjennemmarsch, eftersom vor Caravane i al mulig Hast blev drevet fremad.
Paa Veien havde jeg hos mine nye Venner erkyndiget mig om et passende Nattelogis, hvor meget end den gjæstfrie Sabiner vilde overtale mig til at blive Natten over i Rojano. De meente, at Munkene i St. Cosimato ikke vilde nægte mig en Smule Mad og et Værelse. Jeg stod derfor af udenfor Klosteret og takkede for det gode Følgeskab, men kunde paa ingen Maade bevæge Bonden til at tage imod nogensomhelst Betaling. Det Eneste, han forlangte, var mit Løfte, at besøge ham imorgen i hans Hjem, hvilket jeg ogsaa gav med det Forsæt at holde det. Derpaa skiltes vi ad; Caravanen satte sig ate i Bevægelse, og jeg gik ned til Klosteret og ringede paa Døren.
For Fuldstændighedens Skyld vil jeg endnu anføre, at jeg har været nede i Haven, til Munkene fik afspiist, som netop sadde til Bords, da jeg kom. Der var en forunderlig Taushed dernede, kun afbrudt ved Flodens Rislen. Solen var gaaet ned bag de høie Bjerge og Dæmringen begyndte at falde paa. Høit oppe glødede endnu de hvide Mure af den lille By Saracinesto, men ogsaa denne Glød forsvandt lidt efter lidt, og det varede ikke længe, s. 118saa var Alting omgivet af den klare Nat, og paa Himlen stod den rolige Maane.