Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Carl Henrik Lorenzen (1828-10-18)

Den 18 Octbr.

Imorges sov jeg lidt vel længe. Der var kommen en saadan Træthed over mig, at Solen alt havde staaet i flere Timer paa mine Vinduer, inden den sik mig vækket. En Bekjendt t Nom havde været saa god at medgive mig et Anbefalingsbrev til en herværende Proprietair, som efter hans Mening vilde modtage mig meget venskabeligt. Dette har ogsaa været Tilfældet. Brevet blev afleveret i Formiddags, efterat jeg havde gaaet mig en lille Tour ned ad Landeveien. Det er en ung, nygift Mand, som har været ansat i Nom, og nu lever af sine Eiendomme her i Egnen. Han ha ikke faaet nogen videnskabelig Dannelse, men er som Italiener klog og livlig og forstaaer med megen naturlig Takt at tale om alleslags Gjenstande Konen er en fød Romerinde, ret vakker, og synes at bestyre sit Huus saa godt, som en romersk Dame formaaer det. Jeg blev en Deel af Formiddagen hos dem, og maatte spise lidt Frokost; de indbøde mig ligeledes til Middag, hvilken Indbydelse jeg ikke vilde afslaae, endskjøndt det havde været mig kjærere at være min egen Herre.

Derpaa gik jeg op til Slottet, som ligger paa det høieste Punkt af Byen. Det er fortiden en Cardinals Embedsbolig.

s. 126 Man har en deilig Udsigt fra dette Slot ned over hele den snevre Dal. Høie Bjerge omgive den fra alle Sider, og mod Øst seer man de sneetakte Toppe af Abruzzerne i det Neapolitanske. Floden bidrager ogsaa til at gjøre Egnen til det yndigste Landskab, man kan tænke sig. Om Sommeren er Subiaco Opholdsstedet for mange fremmede Kunstnere, da det tillige er et meget billigt Levested. Fortiden er her endnu en fransk Kunstnerfamilie, som logerer nede paa Gjæstgivergaarden lige ved Siden af mit Værelse. Valget af et Sujet maa, synes mig, blive vanskeligt i en saadan Egn, hvor man har saa Meget at vrage iblandt, det Ene smukkere end det Andet. Idetmindste hører der vist en stor Udholdenhed og Selvbeherskelse til at fuldende et begyndt Arbeide, naar man har fundet en værdigere Gjenstand for sin Pensel. Det smalle Stræde, som fører op til Slottet, er fuldt af maleriske Hytter; og det, hvorved Byen især synes at udmærke sig, er de mange deilige Figurer og Physiognomier hos begge Kjøn, især hos Fruentimmerne. Jeg har fundet en Mængde ægte junoniske Skikkelser, med strenge, alvorlige Ansigtstræk og store, fyrige Øine. Naar man seer en saadan høi Figur med en Vandkjedel af antik Form, en saakaldt Concha, som holdes af den ene Haand paa Hovedet, skulde man næsten troe, det var en gammel Karyatide.

Det var en deilig Middagsstund, da jeg stod deroppe ved Slottet og indaandede den friske, kjølige Bjerglust. Et lille Udkast af den gamle Bygning, som endnu skal være en Levning fra Middelalderen, blev ikke til Noget, da der ikke var Tid til at gjøre det ordentligt. Til den sædvanlige Spisetid indfandt jeg mig hos den omtalte Ven af min romerske Bekjendt. Foruden mig var endnu et Par andre Gjæster til Bords, Venner af Huset, som ligeledes for et Par Dage siden vare komne fra Rom og agtede at opholde sig en Uges Tid her i Egnen. Samtalen dreiede sig for største Delen om Nyt fra Pavestaden, som det ikke stod i min Magt at opvarte med, da mit Kjendskab s. 127 til slige Ting er yderst ringe. Efter det rigelige Maaltid blev der sat Kaffe ind, og derpaa anbefalede de Andre sig. Jeg vilde giøre det Samme, men blev nødt til at blive og har ikke fortrudt det. Da Manden var saa høflig at foreslaae en Spadseretour i Omegnen og tilbød sig selv som Cicerone, gik vi strar ud, for at være hjemme, inden det blev mørkt. Konen foretrak at blive ved Huset, da hun havde Noget at bestille. Vi vare først nede i Dalen ved Møllerne og gik derpaa op til St. Benedicts Kloster, omtrent en Fjerdingvei fra Byen. Det ligger smukt paa en fremspringende Klippe, og er omgivet af nydelige Haver. Udsigten er yndig ned over Byen og Floden. Med en gammel Benedictiner, som viste os allevegne omkring, kom vi til at tale om allehaande. Da han hørte, at jeg ikke var Katholik, spurgte han mig, om jeg kjendte noget til Dottore Luthers Skrifter, il gran principe dell’eresia, fordi en Fremmed havde fortalt ham, at St. Benedetto var den eneste af alle Helgene og Munke, som Doctoren havde havt nogen Respect for. Det gjorde mig ondt at betage den gamle Mand en Vildfarelse, som han syntes at satte Priis paa; men jeg gad ikke lyve for den graahærdede Gubbe og sagde, at det rigtignok var den hellige Bernhard, som Doctoren havde omtalt paa denne Maade, det vil sige med Hensyn til hans moralske Character; men det var rimeligt, at han ogsaa havde paaskjønnet den hellige Benedicts Bestræbelser for et velordnet Klosterliv, og hans Ordens store Fortjenester af Videnskaberne, da jeg ikke kjendte Luthers Skrifter saa nøie. Denne ringe Trøst syntes Gubben ikke at ville nøies med. „Det er Skade,“ sagde han, „at St. Bernardo har faaet denne Roes, for St. Benedetto er dog den største af alle den hellige romerske Kirkes Helgene.

Om Aftenen havde jeg ventet at kunne være overladt til mig selv; dog dette mit Haab slog feil. Min gjæstfrie Vært tillod mig ikke at blive alene, ja han vilde endogsaa have givet Ordre til at skaffe min lille Bagage fra Gjæstgiverstedet ned til s. 128 sin Bolig, hvis jeg ikke udtrykkelig havde frabedt mig denne altfor store Høflighed. Klokken syv vare vi atter samlede med Gjæsterne fra i Middags, og Selskabet har varet til over elleve. Det vilde være blevet lidt vel kjedeligt, dersom Konen ikke havde sunget og spillet paa Fortepiano, med stor Færdighed og Udtryk. Jeg har nu taget Afsked med disse vakkre Folk, da Afreisen er bestemt til imorgen tidlig. Inden jeg kom hjem, gik jeg endnu en halv Times Tid omkring paa Gaden, en Nydelse, som man ikke kan faae nok af, om det saa skulde vare hele Natten. Der hører enslags Tvang til at løsrive sig fra den mørke Himmel og det blændende Maaneskjær.