Den 19 Octbr., om Formiddagen.
Det er umuligt at komme afsted. Hele Horizonten er overtrukken med sorte Skyer, og det regner hvert Øieblik, saa at Gaden svømmer i Vand. Du kan forestille Dig, hvor kjedeligt det er at sidde her lænkebunden til sit Kammer, uden Bøger og fornuftige Mennesker at tale med, og det i et saadant Veir, som gjør En forstemt, hver Gang man seer ud af Vinduet. Selv Pennen, der ellers er en saa glædelig Trøst, vil ikke glide henover Papiret, da Hovedet ikke duer Noget. Naar Solen en enkelt Gang kommer frem og skinner et Par Minuter, er det blege, gule Skjær fra de mørke Skyer endnu modbydeligere, end Mulmet, naar det regner. Imorges tidlig, ligesom jeg var staaet op, kom Franskmanden her ved Siden af ind til mig, og bad mig drikke min Kaffe med ham. Han meente, i et saadant Veir var man rigtig skikket til at gjøre Bekjendtskaber, hvilket jeg i min Ærgrelse var grov nok til ikke at indrømme, idet jeg sagde, at Erindringen om en Ven, man havde fundet i en smuk Egn, paa en deilig Solskinsdag, var dog meget behageligere. Han syntes ikke at forstaae det, lod sin Kaffe bringe ind i mit Værelse, tændte en Cigar og begyndte med den franske s. 129Volubilitet at snakke og at spørge mig om allehaande. Nu var jeg Vært og tvunget til at være høflig. Han agter sig om faa Dage til Lago di Fucino tilligemed sin Familie, som bestaaer af Kone, to Børn og en Tjenestepige, og vilde endelig overtale mig til at deeltage i Touren; men hele denne Cavalcade huede mig ikke synderligt, af mange Grunde; jeg anførte derfor blot, at, hvor gjerne jeg end vilde, kunde det dog ikke gjøres muligt, da jeg manglede det aldeles nødvendige Pas, og ikke formaaede at stille nogen Caution her i Egnen. Efterat have passiaret en heel Time og givet sin Harme tilstrækkelig Luft i tusinde Eder, har han endelig forladt mig. En ung Knøs, som var her for et Øieblik siden og tilbød sig som Fører, har jeg sendt bort igjen og bestilt til Middag i Forventning om, at Veiret dog endelig maatte opklares. Jeg er nu elleve danske Mile fra Rom, og Hjemveien bliver endnu meget længere. Det er paa Tiden, at man tager Fod i Haand og slipper heelskindet ud ak Bjergene igjen.