Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Carl Henrik Lorenzen (1828-10-19)

Samme Dags Aften i Civitella.

Efter megen Umage er det endelig lykkedes mig at naae op til denne Ørnerede, træt, vaad og forsvedt, hvilke Fatalia jeg nu vil beskrive Dig, siden jeg har været saa heldig at komme under Tag, hos gode Folk, hvor man ikke savner Hjemmet. I Middags, da Føreren kom tilbage for at hente mig, hang der endnu Taage og mørke Regnskyer rundt omkring paa Bjergene. Han spaaede os mindre heldigt Veir, men siden Veien ikke var saa lang, meente han, at det dog nok kunde være muligt at naae mit Maal i Tørveir. Vi begave os da ufortøvet paa Veien. Efter at have passeret den høie Bro over Floden, begyndte vi at klavre op ad de nøgne, steile Klipper, som omgive Byen paa den sydvestlige Side. Der var næsten ingen Sti at følge, end sige en ordentlig Vei; hist og her havde man s. 130 hugget Huller, hvor det var altfor steilt. Efter en halv Times Marsch naaede vi endelig Toppen, hvor jeg afskedigede Føreren, da han var temmelig snaksom. Han viste mig, hvad Retning jeg burde følge, og meente, at Veien vilde være let at finde. Det regnede endnu ikke; men et Øieblik efterat han havde forladt mig, var jeg indhyllet i Skyer, og det begyndte at regne saa stærkt, at jeg snart var gjennemvaad lige til Huden. Det var først min Hensigt at vende om igjen, men der var ingen Tid at spilde, desuden kunde jeg ligesaa godt tørre mig paa det ene, som paa det andet Sted. Jeg tog derfor Mod til mig, hængte Sloprokken over Hovedet, bandt den med et Tørklæde fast om Livet, og ilede ned i Dalen. Den ene Bjergsti krydsede den anden, og da jeg kun vidste Retningen, men formedelst Mulm og Regn ikke kunde see meget, var det en stor Lykke, at jeg ikke foer vild. Nogle Folk, som siden kom mig imøde og forundredes meget over min besynderlige Paaklædning, fortalte mig, at jeg endnu var paa den rette Vei, og gave mig nøiere Besked. Denne Trøst var ikke ringe, men det var Skade, at Uveiret havde berøvet mig Udsigten oppe fra Toppen: den maa have været deilig, især ned ad Subiaco til. Dalen, som jeg nu skulde igjennem, var temmelig bred og dreiede sig om imod Sydvest; en smal Sti, flere Gange afbrudt ved Bække, som kom ned fra Bjergene, snoede sig imellem Viinhaver og Oliventræer; ogsaa enkelte Hytter og Huse kom jeg forbi. I Solskin maa det være en yndig Vei; men Regnen og Kulden betoge mig al Lyst til at see paa Egnen, idet jeg ilede hurtig fremad. Efter en lang Times Tid naaedes omsider Enden af Dalen, og Solen begyndte til min ikke ringe Glæde at faae Bugt med Skyerne. Dog vare endnu ikke alle Hindringer overvundne. De høie Bjerge med tætte Skove ned ad Skraaningen trængte sig sammen, og igjennem de mørke, tilgroede Fjeldkløfter syntes ikle at være nogen Udvei. Stien, der havde ført mig ind imellem store løsrevne Klippestykker, tabte sig i Krattet, som trak s. 131 sig langt om til Høire. Var Regnen vedbleven, havde der ikke været andet for end snarest muligt at vende om igjen og søge Stien; nu derimod saae jeg til al Lykke en lille By høit oppe paa Toppen af et Bjerg, oplyst af Solen, og begav mig strar paa Veien derhen. En Hyrde, der kom mig imøde med sin Hund og Faareflok, sagde mig Byens Navn, Civitella, hvilket jeg havde formodet, og viste mig Veien. Denne tabte jeg imidlertid ogsaa, ligesom den forrige, og maatte nu paa Maa og Faa klavre op ad den betydelige Høide. Efter en Times Anstrængelse naaede jeg da endelig Maalet.

9

Min Vært, Signore Vincenzo, som eier et lille anstændigt Huus blandt de faa usle Hytter, tør jeg anbefale mine Landsmænd, der muligen kunde faae det Indfald at besøge denne Afkrog i Bjergene. Han har hidindtil været særdeles venlig og forekommende imod mig. Da jeg af nogle pjaltede Drenge blev viist hen til ham, som den eneste, der kunde tage imod Fremmede, og traadte ind ad Døren med Bøn om Logis og Føde, siden jeg var nødt til at tye til Mennesker i denne Ørk, bød han mig velkommen og kaldte strar paa sin Kone, der bragte mig Linned og nogle af sin Mands bedste Gangklæder, forat mine kunde blive tørrede. Derpaa blev der lavet lidt Mad og et Værelse anviist mig med en lystigt knittrende Ild i Kaminen. Han er en lille livlig Mand, der interesserer sig meget for Politica, endskjønt det ikke lader til, at han har læst det sidste Halvaars Aviser, og synes lidt stolt af at være den første i Rang og Velstand blandt Byens Indvaanere. Han sad hele Tiden inde hos mig, medens jeg spiste, og det var kun med stor Anstrængelse, at jeg kunde dele min Opmærksomhed mellem en stegt Høne samt et ypperligt Glas Viin og de store Verdensbegivenheder, hvilke han Ord for Ord søgte at lokke ud af Munden paa mig. Den øvrige Tid, til det blev Aften, har jeg været ene. Fra det store Hjørneværelse er en deilig vid Udsigt; dybt nede seer man Dalen, heelt om til Subiaco, s. 132 derpaa selve Byen og Bjergene bag ved samme, over hvilke Toppene af de vilde Abruzzer rage frem, høit op i Skyerne; lige overfor reiser sig en mægtig Bjergryg, hvis øverste Deel kaldes S. Arcangelo, neden for denne ligger en lille By Roviate; til Høire langt ud i det Fjerne øines en Deel af den store Kjæde, der gjennemskjærer hele Halvøen, og dernæst de blaae, mindre høie Volskerbjerge. Næsten alle disse Bjerge og Dale, Kløster og Sletter med deres Skove og Kilder overskuer man med et eneste Blik fra Vinduet. Engang, da jeg stod og saae ud af samme, trak enkelte Skyer, der hang paa Biergtoppen omkring Byen, sig sammen, og i et Øieblik var Solen borte. Kort efter var Alting indhyllet i Dunst og Taage, og Byen befandt sig inde i en stor, tæt Skymasse. Den deilige Udsigt var forsvunden, jeg hørte kun Regnen strømme og bruse nede i Dybet i Kastanieskoven. Og atter efter nogle Minuters Forløb havde den stærke Blæst drevet Skyen bort, bag over Bjerget, og lidt efter lidt traadte nu Alting frem igjen, først de dybere liggende Egne, ligesom det var et Slør, der blev trukket bort, derpaa Bjergene med deres Toppe, og omsider smilede hele Himlen mig imøde i Eftermiddagssolens varme Straaler.

9*

I Aften, da jeg var lidt inde hos Familien og snakkede med Værten ved Kaminilden, beskrev jeg denne deilige Scene for ham. Sligt fandt hyppigt Sted heroppe, sagde han, helst om Efteraaret. Men et Tordenveir skulde være meget smukkere, omendskjøndt han ikke kunde huske, at det nogensinde havde lynet under deres Fødder. Da vi kom til at tale om Egnen og Indbyggernes Kaar og Ressourcer, gav han mig en ynkelig Beskrivelse over samme. De nøgne, golde Klipper egne sig ikke til nogen Dyrkning. Selv det daarlige Vand maa hentes op fra en lille Kilde, som ligger et godt Stykke nedenfor Byen. De faa Marker og Viinhaver nede i Dalen give de Fleste kun et tarveligt Udkomme, og Resten maa søge Fortjeneste ved s. 133 Dagleie i bedre, tildeels langt bortliggende Egne. Hvad jeg har seet af Byen ved at ile fra Porten her hen til Huset, synes at bekræfte hans Ord. Forresten har jeg ikke været ude, da det er koldt i Veiret og meget hyggeligt herinde i de lune Værelser. Imorgen inden jeg gaaer bort, kan Alting tages i nærmere Øiesyn. Det er forunderligt, at Folk vil boe heroppe, men der er vel sagtens ogsaa her, ligesom allevegne, Kjærlighed til den Plet Jord, hvor man første Gang har seet Lyset.

Den snaksomme Signor Vincenzo var nylig herinde hos mig med en Foliette god Viin fra Olevano. „Jeg har flere Gange været t Rom og hørt meget om deres Landsmand, Signor Alberto,“ sagde han, „lad os drikke hans Skaal.“ Denne Skaal har jeg ogsaa drukket med enslags Stolthed, men alligevel bliver man dog lidt øm om Hjertet ved her at mindes om sit Fædreland. Endskjøndt jeg er træt og det nu er blevet sildigt, synes mig dog, det er vel tidligt at gaae til Sengs endnu. Henne ved Vinduet er det deiligt at see Vinden jage med Skyerne. Det er lyst nok til at skjelne de fleste Gjenstande rundt omkring i hele Dalen, og naar man seer en saadan mørk, stor Regnsky vælte sig ud over Bjerget, skulde man næsten troe, det var en af Ossians Helte, der svævede truende forbi paa Stormens Vinger.