Lorenzen, Carl Henrik BREV FRA: Lorenzen, Carl Henrik (1828-12-27)

Albanoden 27 December 1828.

Med en god Bekjendt fra Palazzo Cafarelli paa Capitolet har Din Ven nu isinde at gjøre en lille Udflugt til Volskerbjergene. Vinteren har ikke indfundet sig endnu ; Luften har hidindtil i det Hele taget været klar og mild, og ene ved de nøgne Løvtræer og det hyppige Regnveir mindes man om, at Sommeren og Høsten er forsvunden. Imidlertid have vi dog forsynet os med varme Klæder, da det er muligt, at vi enten træffe eller faae Snee imellem Bjergene, endskjøndt det egentlig kun er en Udkant af samme, som vi have isinde at besøge. Den største Deel af Veien er ufremkommelig tilvogns, og ordentlige Heste ere vanskelige at overkomme og i Bjergegnene ei heller at stole paa. Vi have derfor valgt den sædvanlige Maade at komme frem paa, et Par smaa romerske Æsler, med gode Sadler og Stigbøiler.

I Middags forlode vi Capitolet. Den nyere store Landevei til Albano er os bekjendt; vi valgte derfor en anden Vei, den gamle Appiske, som man kan følge et godt Stykke, tilfods eller ridende. Uden taalelige Kundskaber i den gamle romerske Historie vil jeg ikke raade Dig at ride denne Vei; Du vil savne dem næsten ved hvert et Skridt, Du gjør. Indtil Drususbuen, bag hvilken den gamle Appiske Port ligger, nuværende Porta S. Sebastiano, kjendte vi begge to de fleste Monumenter. Blot Scipionernes Gravhøi havde endnu Ingen af os undersøgt.

10

s. 146Da jeg syntes, det var en Skam ogsaa denne Gang at ile forbi, samtykkede min Ven i Forslaget, og holdt Dyrene, medens jeg fik Manden opspurgt, der har Nøglen til Døren i Forvaring. Udvendig seer dette mærkværdige Gravsted ud, ligesom en lille Kæmpehøi paa vore Heder; ovenpaa staaer nu et Huus, der hvor i gamle Dage to Scipioners og Ennius’s Billedstøtter stode. Det Indvendige bestaaer af lave, snevre Gange, som formodentlig bleve dannede ved Udgravning, efterat Høien var opkastet. Det Hele ligner de christelige Catacomber. Man opdagede det forunderlig nok først i Slutningen af forrige Aarhundrede, da man tidligere havde meent, at det laae udenfor Porten, ligeoverfor den lille Kirke: domine, qvo vadis. Det vigtigste Mindesmærke, man har fundet her, er en Sarcophag af Peperin over Consulen Scipio Barbatus. Den gjemmes nu i Vaticanet, og er mærkelig i architectonisk Henseende. Man bliver underlig tilmode ved at gaae omkring i disse Gange, og læse de mange Inseriptioner ved Skinnet af Førerens Blus. Vi gave os dog god Tid og afskreve dem allesammen; men da vort Øie endelig mødte Solens Lys igjen, maatte vi gjøre os Umage for at glemme dette blandede Indtryk. Det er rigtignok et andet Gjemmested for dødeligt Støv, end de fleste Gravhvælvinger i vore Kirker.

Fra Drususbuen til det saakaldte Capo di Bove, det gamle Cæcilia Metellas Mausoleum, er omtrent to Miglier, og paa begge Sider af Veien træffer man mærkelige Ruiner. En Deel af dem kjendte vi af tidligere Besøg; Resten opsatte vi til en anden Gang. Først kommer man over den lille Bæk Almone, nuværende Aqvataccio, hvor Cybeles Præster aarligen vadskede Gudindens Billede. Den udspringer af forskjellige Kilder tre Miglier fra Rom og falder i Floden. Vi saae flere Gravruiner med smaa Huse paa, ligesom Scipionernes. Derpaa kom den hellige Sebastians Basilica, hvor Nedgangen er til de berømte Catacomber, til Venstre Marentius’s Circus, ikke Caracallas, s. 147som man hidindtil har antaget, og endelig det omtalte Mausoleum, i Middelalderen en Fæstning, som tilhørte Familien Gactani. Du kjender vel Byrons deilige Vers i Childe Harold: There is astern round tower of other days etc. Rundt omkring i Campagnen seer man de hvide Mure af dette stolte herlige Monument, som snarere synes bestemt til at gjemme en gammel Konges, end en Qvindes Aske.

Her er Maalet for de fleste Reisendes Besøg paa denne Side af Byen. Næsten til enhver Tid om Dagen skal man her finde Vogne og Fodgængere. Ogsaa idag holdt der adskillige Vogne og Rideheste; Damer og Herrer toge det i Øiesyn, og en fattig Kunstner sad og tegnede. Et Par Skridt hiinsides den rummelige Plads, som ligger ligeoverfor, ophører Steenbroen, og man er nødt til at gaae tilfods eller betjene sig af Æsler. Her mindes man ret om den gamle Tid, de store Polygoner ere revne fra hinanden, og en stor Deel af dem aldeles borttagne, Græs og Mos vore frodigt allevegne, og paa begge Sider sees Ruiner og Substructioner, næsten uafbrudt den ene efter den anden, af de gamle Gravminder, den appiske Veis berømte Prydelser. Dersom vor Iagttagelse er rigtig, synes de i Nærheden af Byen at have været de ældste; jo mere vi fjernede os fra samme, desto mere aftog Materialets Soliditet, i de fleste Tilfælde et sikkert Kjendetegn paa en senere Tid. Man har i en lang Række af Aar opdaget og aabnet her en Mængde Columbarier, og det er ikke længe siden, at man aabnede tvende store, der, som sædvanligt, indeholdt en Deel brændte Leerkar.

Til disse sørgelige Minder kom det mørke og melancholske Veir. Himlen var overtrukken med Skyer, og undertiden nedsendte de Regnstænk med den kolde Blæst, som foer hen over de øde Marker. Efter en Times Tid omtrent kom vi til et stort Stykke Pløieland, som paa eengang afbrød Veien, og havde udslettet det sidste Spor af samme. Længere henne begyndte s. 148den igjen, samt de gamle Ruiner paa begge Sider. Den gaaer snoerlige, ligesom vore Chausseer, og man seer endnu tydeligt, at Høie vare. gjennemstukne, og Fordybninger udfyldte, for at gjøre den saa jævn og lige som muligt. Dagen begyndte at helde, da vi bleve nødte til at forandre den begyndte Retning. Det blev bestandigt vanskeligere at trænge frem, formedelst den Mængde Levninger af gamle Ruiner, som vare spredte ad over den største Deel af Veien. Vore Dyr vare desuden vante til den gode, glatte Steenbro paa de romerske Gader, og syntes mindre godt om en saa ubehagelig Passage. Et lille Stykke til Venstre saae vi Landeveien til Albano nede i Dalen, og da det vilde være blevet for sildigt, at følge den gamle Vei lige til Enden, dreiede vi af og rede tværs over Marken. Imidlertid faldt Skumringen paa, og vi havde kun netop Tid til at undersøge nogle store, taarnagtige Bygninger, som man kommer tæt forbi, kjære Gaader for Antiqvarerne. Den største af dem antager man for at være enten Pompejus’s eller Clodius’s Gravmæle. Da vi naaede Albano og rede ind ad Porten, var det mørkt, men iøvrigt klart Veir, saa at vi ikke undrede os over, at vi maatte trænge os igjennem Folkestimlen, igjennem de mange store og smaa Grupper, som opfyldte Hovedgaden.

10*

Det rummelige velindrettede Gjæstgiversted, hvor vi agte at blive i Nat, kjende vi begge to af flere Besøg. Værelset er smukt og hyggeligt, næsten paa sin Engelsk, med Tæppe paa Gulvet og en lille Kamin af Marmor, med Jerngitter om. Opvarteren, den saakaldte Cameriere, har bragt The og Smørrebrød op, en stor Sjeldenhed her tillands, og er nu ifærd med at tænde Ild i Kaminen. Vi savne altsaa Intet. Luften er kold derude og det blæser stærkt, saa at vi næsten fyrgte for at faae daarligt Veir imorgen. Jeg havde først isinde ikke at skrive denne Gang, og har blot taget Pennen for at gjøre min Reisefælle Selskab; hver Aften, naar jeg skal til at skrive, forekommer det mig altid, at de stumme Tegn blive til tomme, intetsigende s. 149Lyde ved Oplæsningen. Det er, ligesom det var aldeles Intet i Sammenligning med hvad det burde være. Jeg mægter dog ikke at fremkalde hos Dig et levende Billede, og hvad Følelser angaaer, da er Pennen kun et saare ufuldkomment Redskab.