Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Carl Henrik Lorenzen (1828-12-28)

Efter Bordet, som man siger.

Vi ere dog blevne mætte, og Vinen gaaer nok an, saa at jeg har forlangt en Foliette til og spidset Pennen. Da vi imorges forlode Albano, stod Maanen endnu paa Himlen. Det lod til at have frosset lidt om Natten, at dømme efter enkelte tynde Riimfnug. Vi havde taget vore Cheniller paa, bundet Tørklæder om Hals og Nakke og frøs alligevel, paa Nordboernes Viis, der intetsteds føle mere til den mindste Kulde, end netop her i Syden. Nede i Dalen mellem Albano og Aricia, hvor det ellers er saa ubeskrivelig yndigt om Sommeren, bølgede en kold og ubehagelig Riimtaage; vi lagde hverken Mærke til den smukke lille Eremitage eller til Capellet og ilede ligegyldige de mange Punkter forbi, som hvert for sig er et deiligt Studium. Den blaa Kuppel af Kirken i Aricia, som tittede frem engang igjennem Taagen, over Træerne paa den modsatte Banke, tog sig underlig ud. Vi opholdt os ikke i Byen. Fra Aricia til Gensano er omtrent to Miglier, om Sommeren en af de yndigste Veie her t hele Egnen: dybe, mørke Dale, høie Banker, det ene Vandløb efter det andet, og vedvarende smukke Skovpartier. Tidt og mange Gange har jeg troet at see et Maleri og ikke den rene, ukunstlede Ratur, naar jeg dreiede om et Hjørne, og et Par Landsbyfolk, Manden med de stærke Lemmer tilfods og Konen i sin brogede Dragt paa et Æsel kom mig imøde ned af Banken. Man kommer uvilkaarligt til at tænke paa Flugten til Ægypten. Imorges, i denne Aarstid var Veien ikke fuldt saa smuk. Der var rigtignok endeel Grønt, mange Steenege og enkelte høie Christtornbuske; men de fleste Træer manglede dog deres Løv, og her i Syden er man ellers ikke vant til at see bladløse, spidse Grene. Da vi vare komne halvveis, brød det første Morgengry frem. Det var endnu temmelig kjøligt inde i den taagede, fugtige Skov; men ligesom vi forlode den og rede op ad den lange Allee til Gensano, begyndte Solen at faae Bugt med Taagen, og Veiret blev mildere. For s. 151 at styrke Dyrene lidt til den forestaaende lange Vei til Velletri, stode vi af udenfor et Osteri og forlangte et Foder til dem. Folkene, som nylig vare staaede op, havde ingen Havre og meente, det var overflødigt at give disse dovne romerske Spradebasser Noget; men da man tillige tilbød os en Deel Oranger for yderst billig Priis, fyldte vi vore Lommer, og gave vore Rosinanter Resten. Dette uvante Skuespil hidlokkede nogle pjaltede Gadedrenge, som raabte til deres Kammerater, at de skulde komme hen for at see, hvordan to fiirbenede Inglest aad Oranger. De tiggede os ovenikjøbet om nogle Bajok, men fik naturligviis Intet.

Fra Gensano til Velletri er vel henimod ser Miglier. Veien er ret smuk, helst da den frie Chaussee snoer sig i mangfoldige Bugter langs med Foden af de Albanske Bjerges Skraaninger, og aabner en fri Udsigt til alle Sider. Især toge sig Volskerbjergene ypperligt ud i deres blaanende Taageslør. Længere henne imod Syd saae vi det Circejiske Forbjerg strække sig langt ud i Havet, og skjælnede Ponzaøerne. Til Høire ned ad Sletten til, reiste sig en skovgroet Banke, nuværende Monte di Giove, efter al Sandsynlighed det gamle Corioli. I Velletri fortalte Værten os, at der ikke fandtes det mindste Spor af Ruiner paa denne Banke. Vi forlode ikke Landeveien for at undersøge Stedet, ikke heller siden, da vi kom forbi Ruinerne af et ødelagt Castel fra Middelalderen, som nu kaldes S. Gennaro, og formodentlig er bygget paa samme Sted, hvor det gamle Sublanuvium laae. De høie Mure ere tæt begroede med Mos og grønne Slyngplanter og tage sig godt ud i Frastand.

Henad Formiddagen ankom vi til Velletri, hvor vi holdt vor Siesta og spiste et tarveligt Middagsmaaltid. Byen ligger ganske malerisk paa en lille Høi under Monte Artemisio, er ikke lille, men daarligt bygget, og har smudsige Gader, ligesom de fleste italienske Byer i Provindserne. Da vi nu skulde forlade den gamle Appiske Vei, som løber herfra lige ned i de s. 152 Pontinske Sumpe, bleve vi nødte til at tage en Fører, en gammel, graahærdet Mand, med Pjalter istedetfor Klæder paa Kroppen. Hans Udseende var ogsaa meget mistænkeligt; men da Værten forsikkrede os, at han var en mangeaarig, ærlig Cicerone her i Egnen, leiede vi ham paa to Dage for billig Betaling med Løfte om gode Drikkepenge, saafremt han bragte os uskadte tilbage igjen. Iøvrigt skal Egnen imellem Velletri og Cora for nogle Aar siden have været saa usikker, at sjelden nogen Indfødt, end sige en Fremmed vovede sig derover. Idag have vi ikke havt Grund til at klage over Usikkerhed; derimod er Veien yderst besværlig, og maa i Regnveir være næsten ufremkommelig. Den ligner snarere en dyb og bred Vandgrøft imellem to Marker med levende Gjærder paa begge Sider. Den tolv Miglier brede Slette, som adskiller Volsker- og Albanerbjergene, er meget frugtbar og vel dyrket. De enkelte ikke store Lodder i Nærheden af Velletri skulle efter Førerens Sigende være særdeles indbringende. Et mærkeligt Punkt, som man ikke skulde vente hernede ved Foden af en betydelig Bjergkjæde, er den lille Sø Giulianello (Iulius’s Ring) eller Lago di Giuliano, et udbrændt Krater, med pittoreske Bredder, ikke langt fra en Landsby, Giuliano, som kun tæller nogle faa Huse, da Luften skal være daarlig der om Sommeren. Ildens Hovedsæde her i Egnen synes altsaa vel at have været paa selve de Albanske Bjerge, under Nemi og Albanersøen. Solfatara ved Tivoli, hvor der endnu spores enslags vulkansk Virksomhed, Søerne ved Gabii og Giuliano, Regillus og Ildsvælget paa Aventinerhøien danne en Ring af mindre Vulkaner omkring hiint store Gjemmested, hvis Virkninger sikkert have været meget betydelige i gamle Dage. Det er mig ikke bekjendt, om en kyndig Geolog har undersøgt hele denne Egn lidt nøiere; den fortjener det maaskee ligesaa meget, som Omegnen af Neapel. Er der nogen Sandsynligbed for, at Albanerbjergene samt de romerske Høie . engang have været Øer, og Campagnen Havbund, de mindre s. 153 Kratere derimod smaa Klippeholme ved Siden af Hovedvulkanen, da falder dennes Virksomhed muligen i en forhistorisk Tid, og forsaavidt er en Opløsning af Gaaden ikke tænkelig; men ikke destomindre vilde det være lærerigt, at faae alle de enkelte Punkter bestemte, hvor der i hele Campagnen findes Spor af Eruptioner eller vulkanske Producter.

Dog slige vanskelige videnskabelige Spørgsmaal er det i disse tvangløse Breve ikke Steder til at omhandle. Lad mig blot fortælle Dig, at vi kort, førend Mørket faldt paa, forlode Sletten og rede op ad, langs med en stor Olivenskov, og siden forbi nogle maleriske Puncter, i Selskab med to unge Luchesere, raske, haardføre Arbeidsfolk, som fulgte med os fra Giuliano. Hvad vi have seet af Byen og dens nærmeste Omegn, er ikke meget, men tilstrækkeligt til at danne os en Forestilling om dens udmærket smukke Beliggenhed, faa at vi hverken fortryde den lange Vei, eller det usle Logis, hvor vi nødsages til at blive Natten over. I vort lille Lukaf vil Du ikke finde meer end to rette Vinkler; det er bygget ind under Taget, saa at vi maae sove under en Hypothenuse, i al Fald noget Nyt, som er værd at prøve. Aabnes derimod en Laage, vort eneste Vindue, see vi ligeover paa gamle cyklopiske Mure i faa Alens Afstand, og var det ikke saa sildigt, kunde jeg næsten have Lyst til at tage dem nærmere i Øiesyn; saa begjærlig er jeg efter at see disse Levninger fra en forsvunden Tid, hvortil vi kun have et saare ufuldkomment Kjendskab.