Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Carl Henrik Lorenzen (1828-12-29)

Den 29 December.

Ligefra den tidlige Morgen have vi været omkring og seet, hvad der var at see, baade her og i Norba. For en Times Tid siden, i Mørkningen, kom vi hjem og opsøgte igjen vort Chambre garnie fra igaar, som heldigviis endnu ikke var bortleiet. Føreren, som hentede os imorges, meente, at Dyrene s. 154 havde det ligesaa godt, om ikke bedre. Vi ere imidlertid blevne mætte og savne Intet; vor tjenstagtige Værtinde havde idag forberedt sig paa at modtage Gjæster, og Manden kom med to Folietter Viin, som kunde staae paa det brillanteste Taffel.

Tag nu ogsaa tiltakke med følgende Beskrivelse. Cora, en gammel Volskerby, men af latinsk Oprindelse, som Du nok husker, har det tilfælleds med de fleste gamle Byer, at den ligger paa en Høi, og bestaaer af to Dele, Coramonte og Coraballe (Valle) hiin det gamle Citadel eller Arr, denne den egentlige By eller Middelalderens Borgo. Denne fritstaaende, steile Høi er paa de tre Sider omgivet med høie Bjerge; den fjerde vender ud imod Campagnen. I sin Tid har den været stærkt befæstet, med en tredobbelt Række af høie cyclopiske Mure, hvoraf man endnu træffer store Stykker. Den nederste Kreds er maaskee den yngste, da Stenene ere mindre og bedre tilhuggede; de to øverste derimod bestaae af svære, uregelmæssige Polygoner, optaarnede over hverandre. Det er Kæmpehænder, der have fuldbragt dette Værk. Murene omkring Coraballe bestaae af Opus Reticolatum og høre til en nyere Tid, formodentlig den Augusteiske, Byens blomstrende Periode. Hernede findes ogsaa Levningerne af et Castor- og Pollur-Tempel, tre corinthiske riflede Søiler af Travertin, men hvoraf den ene er temmelig beskadiget. De danne en Vinkel, ligesom de tre Søiler af Jupiter Tonans Templet paa den Capitolinske Clivus, ere overtrukne med en fiin Kalkpuds og hvile paa et Fodstykke, ligeledes af Travertin. Der er endnu et Stykke af Frisen og Architraven tilbage. Af Inseriptionen ere endeel Bogstaver læselige, hvoraf man seer, at Templet er bygget under Claudius.

Til Coramonte, som er skilt ved en lille Olivenskov fra Coraballe, fører en steil Vei mellem Huse og Hytter forbi et Stykke af den tredie Muur. Heroppe paa Spidsen af Bjerget tilbragte vi en deilig Morgenstund. I den lille Kirke, som er bygget paa gamle Substructioner, findes et smukt antikt Alter, s. 155 med Vædderhoveder i de fire Hjørner, og Guirlander paa Siderne. Den støder lige til det berømte Herkules-Tempel. Hvad dette angaaer, da maa jeg tilstaae, at jeg endnu ikke har seet Noget smukkere i Omegnen af Rom, hverken hvad Form eller Beliggenhed angaaer. Det maa ogsaa være overordentligt i sit Slags, siden Raphael har besøgt det, og taget en Skizze deraf. Hvad der endnu er tilbage af denne mærkværdige Bygning, bestaaer af otte doriske Søiler, fire, som dannede Fronten, og to paa hver Side. Omtrent en tredie Deel af hver Søile er riflet, og det Hele overtrukket med Puds, ligesom de før omtalte. De bære endnu Frontespicen og have forneden tre og en Fjerdedeel romersk Palme, og foroven to Totrediedele i Gjennemsnit. Høiden er ikke fuldt elleve Palmer. De staae syv Palmer fra hinanden, saa at deres Intercolumnium er omtrent to Diametre. De dannede Templets Pronaos; over Cellens Dør, som nu er tilmuret, læses den fuldstændige Inscription. Efter al Sandsynlighed er det bygget under Tiberius.

Denne korte Beskrivelse ved døde Tal og tomme Ord faaer Du at nøies med. Men hvad jeg endnu mindre formaaer at male, er Udsigten fra dette Tempel. At staae inde imellem disse gamle Søiler, og see ud i det Fjerne, fra Civita Lavinia til Terracina, næsten det Hele af de Pontinske Sumpe, et yndigt, grønt Landskab, under en italiensk Morgenhimmel, og i fulde lange Drag at indaande den friske Ætherluft, denne Rydelse er ikke at beskrive. Man glemmer baade Hjem, Frænder og Venner; Øieblikket er det, man dvæler ved, en nødvendig Betingelse for den, der vil være lykkelig. Lad os forlade Stedet og gaae ned igjen ; jeg burde slet ikke have talt til Dig om denne Time, endskjøndt Du nok forstaaer mig, naar jeg siger, at den eneste rene Glæde er egentlig blot den over Naturen og Kunsten; de fleste andre Glæder ere som oftest blandede med Tvivl og Bekymringer, Frygt og Misundelse.

s. 156 Henad Formiddagen sadlede vi vore Rosinanter og rede til Norba. Luften var reen og mild, næsten en Foraarsluft. Veien er ikke god; den gaaer langs med en steilt nedløbende Skraaning, er som oftest smal og ujævn, paa sine Steder meget besværlig og næsten ufremkommelig. Til Høire seer man dybt nede de Pontinske Sumpe. Det varme Sollys og Taagen over det deilige grønne Landskab havde ikke noget Vinterligt; vi saae eiheller Spor af Snee paa Bjergtoppene. Omtrent halvveis, paa et Sted, hvor man har den meest fortryllende Udsigt, satte vi os et Øieblik paa et stort Klippestykke for at hvile os.

Henimod Middag naaede vi vort Maal og begyndte strar at tage Alting i Øiesyn. Byen laae paa et temmelig stort Plateau, paa tre Sider omgivet af høie Banker, paa den fjerde ned imod Sletten beskyttet ved steile, utilgjængelige Skrænter. De høie Mure ere opførte af deels regelmæssige, deels polygoniske Masser, som synes at hvile paa hverandre ved deres egen Vægt, uden mindste Bindemiddel. Portene ere især mærkelige, synes mig, derved, at der ikke sindes Spor af Huller i Murene til Iernhængsler; de have altsaa blot været store Aabninger, som i Tilfælde af Beleiring eller Overfald enten maatte stoppes med lignende Masser, som Murene, eller forsvares med Mandskab. Den saakaldte romerske Port paa den sydlige Side er den bredeste, nemlig fire og tyve Fod, og var formodentlig Hovedporten. Man seer her endnu Spor af en gammel Vei, som gik ned i de Pontinske Sumpe og rimeligviis stod i Forbindelse med Via Appia. En anden Port, ligeledes paa Sydsiden, som nu kaldes Porta Grande, er ikke fuldt saa stor, men meget smukkere, og tager sig især malerisk ud i en stærk Aftenbelysning. Paa høire Side, lige ved Indgangen, staaer endnu en rund, uformelig Masse, som synes at have været etslags Taarn; paa den østlige Side findes en anden, fiirkantet Udbygning, som nu ikke er høiere end selve Muren, men muligen kan have været et Taarn, ligesom det forrige.

s. 157 Gaaer man nu ind igjennem en af de omtalte Porte, befinder man sig ligesom paa en lille Høislette, der kan have en Fjerdingvei i Omkreds. Foruden en Deel sædvanlige Substructioner , kjælderagtige Huler, Spor af gamle Gader og af et Citadel paa en lille Høi inde i selve Staden, seer man endnu en heel Deel Substructioner af samme Materiale, som de udvendige Mure. Have disse Fundamenter hørt til private Huse, da vidner dette vist om en meget høi Alder; men det er vel sagtens rimeligere, at det har været offentlige Bygninger.

Ved at gaae omkring mellem alle disse Minder om fjerne, hensvundne Tider, faldt det os ind, at vi aldrig havde hørt omtale Norba som et Sted, der var værd at besøge. Vi kjende Ingen i Nom, der nogensinde har besøgt det, ei heller nogen trykt Efterretning derom. Og dog kan jeg forsikkre Dig, at der udenfor Nom i hele Mellemitalien ikke findes mange gamle Byer, som kan sættes i Sammenligning med Norba. Naar Dn har læst din Homer godt og kjender den tilbunds, vil Du her kunne tydeliggjøre Dig mangt et Billede, og samle Bidrag til en Commentar, om hvilken de Lærde maaskee ikke ville bryde sig synderligt, men hvoraf Du selv vil høste ligesaa megen, om ikke mere Nytte, end af alle Heines Apparater, som desværre ere blevne et nødvendigt Onde.

Vi tilbragte hele Eftermiddagen deroppe. Den nyere By Norma, der ligger et Par Bøsseskud fra den gamle, besøgte vi ikke, men sendte Føreren derhen, for at hente Noget. Det har været særdeles smukt Veir idag og i Middags var det endogsaa varmt, da vi sadde en halv Times Tid lige ved en af de vestlige Skrænter, og mønstrede Egnen. Ruinerne af en lille Flække, som ikke har været beboet siden Midten af det forrige Aarhundrede, toge sig underligt ud nede i Dalen. Bjergene omkring Norba ere næsten uden alt Grønt, men denne Mangel har ikke Noget stødende for Øiet.

s. 158 Ellers har jeg Intet videre at fortælle. Vi reise imorgen tidlig herfra, og haabe at kunne naae Nom inden Aften. Vil Veiret blot blive gunstigt, er denne Dagsreise ikke for lang. Det er imidlertid blevet lidt vel kjøligt i Aften, og enkelte sorte Skyer begynde at samle sig paa Himlen. Endskjøndt Du er mange Mile borte, kan jeg dog her paa Papiret sige god Nat og takke Dig for det gamle Aar. Gud veed, hvad det nye vil bringe os.