Danmarks Breve

BREV TIL: Anders Sandøe Ørsted FRA: Hans Christian Ørsted (1802-02-16)

Til Samme.
Berlinden 16de Februar 1802.

Uagtet Fichtes fortræffelige Foredrag ikke sætter hans System saa hastigt i et klart Lys, som jeg havde ventet, kan jeg dog meddele Dig nogle Vink, som maaskee ikke ere Dig nye, men som dog have givet mig meget Lys og spændt min Forventning paa det Tilkommende. Det Absolute maa tænkes med to Attributer, nemlig det Absolute er slethen, hvad det er, og fordi det er. Over det Første forklarer han sig med andre Ord saaledes: Det Absolute er et i sig Hvilende, bestandigt en Væren (Sein). Det Andet udtrykker han ved Ordet Frihed. Da dette Absolute ikke kan være for noget s. 48 Andet, maa det være for sig, og dette maa man tænke sig som den inderligste Forsmeltning af Frihed og Væren, og dette er egentlig Viden, og derfor er der en Duplicitet i al Viden; al Viden er en Forening mellem Separate, og derfor kunne vi ikke komme til noget Enkelt i vor Viden, men Alt er deelbart uden Grændse. Han gjorde selv opmærksom paa, at det syntes modsigende, at han i sit System gik ud over Viden; men denne Modsigelse lovede han at løse i det Følgende. Om dette Absolute vilde han desuden ikke tale mere for Øieblikket, og dette skulde blot staae der som et Vink til det Følgendes bedre Forstaaelse. Her vilde han nu blot tale om den absolute Viden. Ogsaa i denne maatte Frihed og Bæren være forsmeltede, og nu var der to Retninger mulige, hvori disse kunde gaae over til hinanden, nemlig fra Frihed til Væren eller fra Væren til Frihed. Det første Standpunkt er det Idealistiske, det andet det Realististe; men ingen af disse er for sig Bidenskabslærens, som forener dem begge i den absolute Viden.

At jeg kun har givet Dig saa faa Ord over Fichtes Principer, kommer deraf, at jeg veed, at Du kjender det, han før har sagt, fuldkomment nok til at forstaae det. Du seer let, at han nu vælger ganske nye Udtryk, men at hans System er det samme som før, paastaaer han selv, og at det i det Væsentlige er det, troer jeg ogsaa, nemlig forsaavidt som han gaaer ud fra den absolute Viden; om det Absolute xατƐξoxɳv veed jeg ikke, at han har udladt sig nogetsteds i sine „Grundlage zur Wissenschaftslehre" ; men maaskee kommer dette kun deraf, at jeg ikke er nøie nok bekjendt med den. Jøvrigt skal jeg dog, saa snart det er mig muligt, skrive Dig noget udførligere, om hvad han har sagt. for dog, saa vidt som det lader sig gjøre, fraværende at tale med Dig om en Gjenstand, som længe har s. 49 interesseret os Begge. Her blot endnu et Par Ord til Forklaring eller rettere til Sammenligningspunkt mellem det Nye og det Gamle. Veien eller Retningen fra Væren til Frihed er konseqventsens Bei. Forestillingen er der bunden til en vis Orden (herfra Tiden). I Retningen fra Frihed til Bæren (Frihedens Sigselvindskrænken) svæver Friheden ubunden over ethvert Punkt, og intet af disse bestemmer derfor det andet, mere end det omvendt selv bestemmes (herfra Rummet). Ogsaa dette er kun Vink, som F. siden vil udføre; men for Dig vil det være klart, om han afledte Tiden og Rummet paa samme Mande før. F. holder det, som han har sagt i sin Moral, over de fornemste Punkter af Transcendentalphilosophien for at være det mest Oplysende, han har skrevet derover.

Hils vor Øhlenschlæger.

Med broderligt Venskab
Christian.