Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Christian Ørsted FRA: Jakob Peter Mynster (1805-10-11)

Til H. C. Ørsted.

Kjære Ven!

Efterdi De dog eengang har paataget Dem Underhandlingen angaaende Recensionen over Oehlenschlägers Digte, saa haaber jeg, De ikke fortryder paa, at jeg endnu engang uleiliger Dem s. 182 i denne Anledning. Jeg vil strax tilstaae Dem, at min Hensigt ikke er mindre end at undskylde mig for dette Arbeide, uagtet jeg dog, skjøndt paa en anden Maade, har bestræbt mig for ikke at svige vor fælleds Vens Tillid. De maae ikke troe, at denne min Undskyldning kommer af nogen Slags Magelighed, tvertimod har jeg, saasnart jeg kunde, meget alvorligen tænkt paa Recensionen, ogsaa begyndt den, men — Feilen ligger nu i mig eller i Tingen, eller, som jeg troer, i begge Dele — overbeviist mig om. at det er mig umuligt paa denne Maade at levere Noget, som kan nogenledes være fyldestgjørende. Jeg finder ikke, at noget af Digtene er som Kunstværk i det Hele forstilet, og hvad jeg kunde erindre derimod, var kun, at nogle Partier syntes mig svagere; dette kunde jeg ledsage med nogle enkelte Anmærkninger om Steder, som ikke havde behaget mig, men disse ere saa enkelte, at endog kun faa af dem vilde lade sig bringe under een Kategorie. At charakterisere Oehlenschläger som Digter, vilde vistnok være for tidligt; i philosophisk Henseende at indlede, commentere og bedømme hans Digte vilde, som Oehlenschläger selv har sagt, blive til en vidtløftig Afhandling, om jeg end havde troet mig istand dertil. Imidlertid troer jeg, at en Recension var mulig, hvori saa meget af alt dette, som passede efter Tid og Omstændighed, blev udført med faa men sikkre Træk, men jeg er tillige overbeviist om, at dertil vilde udfordres en saa fuldkommen videnskabelig Indsigt, og et saadant Mesterskab i den kritiske Kunst, som jeg desværre erfarede, jeg ikke var i Besiddelse af. Da jeg altsaa kun saae mig istand til at levere en ubetydelig Annonce, og dog ikke syntes at vilde indskrænke mig dertil, erindrede jeg mig til Lykke Holbergs Ord, at hvad der klinger slet i solut Stiil, det kan være kostbart i Vers; jeg oplod derfor min Mund i Vers til Oehlenschläger, og disse Vers sender jeg i s. 183 Dag til Rahbek, saa de formodentlig snart ville findes i Tilskueren. De vil see, at jeg efter fattig Evne har søgt miscere utile dulci ; De vil tillige see, at hvad jeg har givet, ret vel kan passere for en Recension, skjøndt Formen ikke vil tillade, at den indrykkes i lærde Tidender blandt andre satte og fornuftige Recensioner. Jeg kroer altsaa, saa vidt jeg har formaaet, at have opfyldt, hvad jeg har lovet, kun gjør det mig ondt at have opholdt Prof. Müller saa længe. De vilde vel have den Godhed at hilse ham fra mig, og bede ham venskabeligen undskylde dette, da jeg dog intet bestemt Løvte har givet, just fordi jeg først vilde see, om jeg kunde holde det. Undskyld selv den Uleilighed jeg volder Dem, hils alle Venner, og erindre med Venskab

Deres
I. P. Mynster.

Spiellerup den 11te October 1805.