Danmarks Breve

BREV TIL: Adam Gottlieb Oehlenschläger FRA: Hans Christian Ørsted (1807-07-23)

Til Samme.
Kjøbenhavnden 23de Juli 1807.

Den Pakke af Breve, som Du formodentligen har afsendt fra Paris i Midten af Juni Manned, modtog jeg den 15de Juli. Palnatoke læste jeg strax selv og forelæste den derpaa for Anders og Sophie, som hørte den med stor Fornøielse, hvorpaa jeg ufortøvet tilsendte Rahbek den. Jeg knude ikke sende den i den Konvolut, Du havde medsendt, fordi Du, efter al have forseglet den. havde oprevet den paa en saadan Maade, s. 212 at den ikke mere kunde bruges. Dette skriver jeg Dig kun, for at hindre, at Du ikke paany skal være ubillig imod mig. At Du har været det, da Du sidst tilskrev mig om Penge og tog Attest af Brøndsted, paa at Du havde afsendt Brevet., vil Du uden Tvivl have erfaret og seet, at Feilen enten maatte ligge hos Classen, som da maa være meget uefterrettelig, eller hos Dig, som maaskee, efter at have ladet de anviste Penge henstaae nogle Maaneder, har begjæret dem paa en Maade, som om Anviisningen nyligen var kommen. Jeg havde haabet, at Du, efter saa ofte at have gjort mig ubillige Bebreidelser, skulde mere tage i Betænkning at gjøre mig nye. Dog skriver Du i Dit sidste Brev, at jeg skulde vogte mig for, at det, Du skrev mig om, ikke blev Byrygte. Jeg veed ret vel, at den Rahbek- Hegerske Familie beskylde mig for at have forraadt Hemmeligheden angaaende Hakon Iarl. Jeg har forsvaret mig saaledes mod vedkommende Personer selv, at de have maattet skamme sig. Jeg har ogsaa engang i et Brev fortalt Dig adskillige klare Fakta, som viste, at Hemmeligheden ikke kunde holdes. Du burde altsaa vel holde Dig fra at gjøre en Ven, som Du vel har seet, ved mere end een Leilighed, at kunne tie, en saadan Bebreidelse som den, der ligger i hiin Formaning. Det er virkeligt at beklage, at Du efter saa mange Aars Samliv ikke har kunnet erholde en urokkelig Vished om, hvorvidt jeg var en paalidelig Ven eller ei. Apropos — i Palnatoke har staaet, at „Tvedragt kommer fra Qvinderne", hvorfor har Du slettet det ud og i dets Sted sat Blødagtighed? Dette var nu Skriftemaalet. Nu giver jeg Dig af ganske Hjerte Absolution, da jeg veed. Du ikke mener det ondt.

14*

Jeg har talt med Schimmelmann om Din Ansøgniug. Det varede adskillige Dage, inden jeg kunde faae ham i Tale, s. 213 derfor har jeg opsat 3 Postdage at skrive til Dig. Han var meget enig i Din Plan; men Udførelsen vil han have anderledes. Han siger, at Kronprindsen vilde blive misfornøiet med en Ansøgning, som foreskrev ham saa kort Tid. Han var af den Mening, at Du skulde søge om et Aars Prolongation af Dit Stipendium og ved samme Leilighed ansøge om en fast Stilling. Han vilde ikke, at Du skulde bestemme Gagen, fordi han troede, at dette vilde være Kronprindsen imod, og fordi han haabede, at Du let vilde faae mere. snarere end mindre end 500 Rd.

For at komme tilbage igjen til Din Ansøgning, maa jeg fremdeles gjøre Dig opmærksom paa, at Schimmelmann holdt det for godt, at Du i Dit Brev til Kronprindsen lagde Bægt paa, at Du vilde forblive i Dit Fædreland; thi Baggesens Fraværelse fra Danmark, uagtet hans gode Pension, er ikke Kronprindsen tilpas. Schimmelmann bad Dig undskylde, at han ei selv skrev, da han ikke kunde skrive Alt saa aldeles uden Omsvøb, som han kunde sige mig det. Grevinde Schimmelmann bad mig hilse Dig.

Du kan let forestille Dig, at jeg ikke har afsendt eller afleveret de andre Ansøgningen vedkommende Breve. Tag ikke ilde op, at jeg i Anledning af Dit Brev til Guldberg anmærker, at det ikke er mig kjært, at Du gjør Dig saa stærkt til Renegat. I Dit Brev til Baggesen har Du paa en værdig Maade sagt Alt, hvad Du derom behøver at sige, og Enhver har forstaaet det. Men hvorfor skrifte saa prosaisk, og det for en Person som Guldberg? Det er dog i Sandhed under Din Værdighed. Man forlader den nyere Skole, som enhver anden, naar man ikke længere behøver at gaae i Skole; men lad os vel vogte os for ikke at give Stympere Lov til at raabe s. 214 Triumf over de Mænd, som kraftigen have vakt en desværre slumrende Aand.

Fichte er her, og jeg taler ofte med ham. Ved hans Samtaler har jeg faaet et nyt Lys over adskillige Punkter i hans Philosophi og især otier hans Fjendskab mod Naturphilosophien. Han beder at hilse Dig.

Dine Digte ere nu snart trykte.

Vi hilse Dig Alle, i Særdeleshed Din Fader, Din Søster, min Broder og Søster og Lehmann.

Din
H. C. Ørsted.