Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Christian Ørsted FRA: Adam Gottlieb Oehlenschläger (1807-08-11)

Parisden 11te August 1807.

Min gode Ørsted!

Du har nylig sendt mig et Brev af en saa uventet og besynderlig Natur, at jeg ikke kan undlade strax at svare Dig derpaa, omendskjøndt Brevskriveriet ikke i Almindelighed har meget Tillokkende for mig, som Du veed. Denne Ulyst til at skrive mine Venner til er ingen Særhed, der kommer af Dovenskab eller slent Vane, men er en Følge af Tingenes Natur og grundet paa naturlig Billighed. Hvorfor skriver man sine Venner til? For at meddele dem sine Tanker og Fornemmelser, tænker jeg, for at lægge dem Tid efter anden for Dagen, hvorledes Tiden er ikke blot gaaet med dem, men de med Tiden; det er en vexelsidig Udvikling af den sig efterhaanden formende Charakteer og Indsigt, hvorved bevirkes, at Menneskene ikke ved Skilsmissen og Afstanden fjernes aandeligt og vorde hverandre fremmede. Høist brutalt vilde det altsaa s. 215 være af mig, hvis jeg, skilt fra mit Fædreland og mine Fortrolige, levede Livet hen uden at lade høre et Muk fra mig uden engang i Ny og i Næ, saa at jeg tilsidst maatte blive dem en mørk Gaade. Men af alle ufortjente Bebreidelser, troer jeg med Billighed at have Ret til at kalde den særdeles ufortjent, som forekastede mig, en Digter, Sligt, der danner og virker og afsætter sit personlige Liv i lutter Kunstprodukter, hvilke han omhyggeligt sender sine Venner, saasnart han har fuldendt dem, efter Evne, og hvori de klarere end i et Speil kunne see, hvad han lever og røres i, og hvad han er vorden.

Flere slige Produkter har Du paa den senere Tid seet fra mig. At Du deri skulde seet, hvorledes jeg var bleven en Mand, at Du deri skulde seet, hvorledes den brusende Ynglings Krashed havde modnet sig til anstændig Billighed; at Du deraf skulde seet, hvor usigelig smaa alle Døgn-Misforstaaelser og Dissonanzer maatte forekomme mig; at Du deraf skulde seet, hvor kjære mine Venner vare mig, og hvor tung for mig Afstanden fra dem; at Du af min Palnatoke skulde vorde begeistret og tankefuld og glad — Alt dette havde jeg, som kjendte Dit foregaaende Liv, god Grund til at formode; da det jo dog er naturligt, som tillige trøsteligt og kjært at troe: Menneskene, med Bravhed og Evne, gaae dagligt frem, ei tilbage. Hvor glad blev jeg altsaa ikke, da Postbudet bragte mig Dit Brev. Jeg haabede deri at finde Meddelelser og Meninger over mit Sørgespil, jeg haabede, at dette Værk skulde have bragt mig Dig endnu nærmere, og at jeg ret skulde levet et fornøieligt Øieblik med min gamle Kammerat H. C. Ørsted; thi at han til Gjengjæld for et stort Digt sendte mig et varmt og indholdsrigt Brev fandt jeg naturligt og billigt. Du indseer altsaa selv, kjære Ørsted, min Forundring og Nedslagenhed, da jeg istedetfor alt dette fandt en fragmentarisk vandkold Blanding s. 216 af tørre Efterretninger, Utilfredshed, Indignation, Formaninger, Raad, Bebreidelser og Forekastelser. Ei et eneste Ord, om hvad Indtryk Palnatoke og der irrende Ritter havde gjort paa Dig. Men derimod to Sider om en engang i Parenthesis gjort Begjæring om at vogte Dig for Byrygte, hvori jeg aldrig har tænkt paa at sige Dig eller Nogen det mindste Bittert, en Sag som er høist ubetydelig og latterlig at lægge paa Hjertet. Det Eneste af Palnatoke, Du har fundet værd at anføre, var en Tirade bitter satirisk, anvendt paa Fruentimmer, Du veed jeg har den største Agtelse og Kjærlighed for.

Som en Skolepog bliver jeg heglet igjennem, fordi jeg har skrevet et Brev til Guldberg, da Du dog meget mere med skaansom Delikatesse heller skulde reent undgaaet at omtale en privat Sag, der er af ringe Importance, og som beviser den sørgelige Nødvendighed, selv Fortjenesten stundom kommer i, at maatte rette sig lidt efter Omstændighederne, hvor det kan skee uden Opoffrelse af det Vigtige, for at vinde noget Vigtigt.

Hvordan, min gode Ørsted, skal jeg nu forklare mig disse Phænomener? Hvordan skal jeg uden at fortørne Dig udtrykke Dig min Bedrøvelse over den dissonante, forvirrede, forblummede, gnavne og misfornøiede Tone, der hersker i Dit Brev. Hvordan skal jeg forklare mig den partiske Lidenskabelighed for Steffens? Mod Baggesen? Dit Stikleri paa den Hegersk-Rahbekske Familie, som Du kalder den? O, hvor det er nedtrykkende, naar man langt fra sit Hjem og sin liden Kreds pludselig faaer Nys om, at Storm og Trækvind og Regn og Slud pidske Paa og omsuse de Arner, man i Grunden holder for at være det eneste lune Sted paa Jorden! Men det er nu engang ikke anderledes, og jeg mærker nok, at der mellem mine Venner, som jeg saa gjerne ønskede sammen, er en Tvedragts Djævel. Velan! Hvad gaaer det mig an s. 217 Enhver maa handle efter sin egen Samvittighed, og mig faae I ikke mere i Malstrømmen. Jeg vil leve et fredeligt, kraftigt, venligt, produktivt Liv, og skaansom Anstændighed, forbunden med Kunsthensigt og den dertil nødvendige Klogskab, skal være mit Mærke. Jeg vil respektere, hvor jeg finder noget Respektabelt. Derfor respekterer jeg Rahbek, fordi han har Digterfortjeneste (ikke blot som Visedigter), og fordi han ved sin underlige literaire Humor har vidst at holde en vis Tids Literatur sammen, der kan betragtes som et Hele, fordi der igjennem det gaaer en Aand og en Hensigt, hvilken ikke blot er at bringe Alting herunter; thi den Periode er den Oldingstid, hvori den visnede. Jeg er kommen til den fuldkomne Erkjendelse, at der er mere Værd selv i et Menneskes vagante Flakken, naar den er egen, naar han har Kundskaber og Natur, end i alle konseqvent konstruerede Trompeter-Systemer, der grunde sig paa Uvidenhed, Eensidighed og Forfængelighed. Du vil maaskee høiligen forundre Dig; men jeg maae tilstaae Dig reent ud. at jeg holder Rahbek for en bedre Æsthetiker end Steffens. Thi Rahbek har Kundskaber, Digtertalent, Humor og Vittighed. Den Anden blot noget af det Sidste, fordunklet ved en immens Prætension og utaalelig Impertinenz. Alt kan man tollerere uden Intolleranz. Steffens’s hele Solsystem er sat i Bevægelse ved et rask Stød af Tieck og Schelling.

At den stakkels Rahbek, af Natur svag, har i en Række af Aar været nødt til at skrive Tilskueren, beviser mig Intet mod hans oprindelige Værd og mit personlige Venskabsforhold. Alt hvad man kan forlange af et Menneske er den gode Villie. At Rahbek saavelsom enhver Anden har sine Feil, at han i de senere Tider har været opbragt imod den s. 218 literære Revolution, er vist; og derfor maa man meget mere betragte den affekterede Hverdagshed, som en opbragt Opposition end som en Naturdrift. Rahbek har en uindskrænket Agtelse for Lessing, Rousseau, det digteriske Danske og det gamle Norden. Dette gaaer konseqvent igjennem hans Liv. At det, som i Bund og Grund vilde nedrive, hvad han agtede, maatte opbringe den svage Rahbek, er naturligt; men han har en god Villie, og med det Gode kan man overbevise ham. Steffens har stoppet Bomuld i Ørene og skjælver for enhver Sandhed, der kunde rive ham af Pinden; naar man er hos ham, maa man vel vogte sig for at støde til Bordet, fordi ikke Korthuset skal falde.

Det gaaer Steffens i den Henseende fuldkommen som Fr. Schlegel. Begge væve de om Kunst fra Morgen til Aften, og Begge ere de aldeles uden Kunstsind. Hvad er Kunstsind Andet end een med høiere Iagttagelsesevne forbunden sindig Opmærksomhed paa Skjønheden i det Objektive, reen for al personlig Interesse. Og hvorledes er sindig Opmærksomhed og rolig Iagttagelse af det Uegoistiske mulig hos sværmende Drømmere, der blot see for at finde, og ei finde ved at see? Aldrig saalænge Verden staaer har der aabenbaret sig en stor Kunstner af denne Natur og heller ingen stor Kunstkjender. Efter min fuldeste Overbeviisning og min Samvittighed maa jeg næsten være imod hele det æsthetiske System af den nyere Skole; jeg finder det uden Sandhed, uden Geni og selv — hvad der er det Værste — uden Moralitet. Den Eneste af de Nyere, som jeg ret agter, uden forresten paa nogen Maade at bifalde saavel hans Kunstmaneer, som de fleste af hans Værker — er Ludvig Tieck; thi han har Genie, Fylde og virkelig naturlig Godmodighed. Jeg troer ogsaa om Tieck, s. 219 at han stod til at omvende. Hovedtrækket hos de Andre er: Et vist borneert Talent, forbundet med ubegrændsede Pretentioner og umandig Ryggesløshed i Tænkemaade. Dette yttrer sig aldrig bedre, end naar de ville producere Noget. Det Menneske af de nyere, som i mine Tanker havde mest Genie næst Tieck og mere Sædelighed end Tieck, var Novalis — men den unge sygelige Mand troede ogsaa allerede at have fundet de Vises Steen. Goethe selv blev tilsidst kun en peen engelsk Manufakturist i hans Øine, der solgte smukke røde Saffiansbrevtasker. Hvad jeg mener om ham, har jeg i et poetisk Øieblik opsat i et Vers og vil afskrive det her, da jeg ikke troer at kunne udtrykke mig kortere og bedre:

An Novalis.

Geist und Gefühl fürwahr besatest Du; rein und mit Einfalt
Klang die Harfe, wenn fromm, kindlich ertönte Dein Lied.
Aber Du stimmtest sie gar zu hoch — da sprangen die Saiten.
Einsaitig ward Deine Harf', einseitig ward Deine Kunst,
Nicht der Weisheit Stein hast Du noch erfunden, mein Jüngling!
Weil Du den Physiker halb machtest und halb den Poet —
Jeder braucht was er hat! Und Dein persönliches Streben
Ist nicht das, was ich meist schäe durch Deinen Gesang.