Danmarks Breve

BREV TIL: Adam Gottlieb Oehlenschläger FRA: Hans Christian Ørsted (1807-09-08)

Til Oehlenschläger.
Kjøbenhavnden 8de September 1807.

Du maa af Aviserne have erfaret, at Kjøbenhavn var beleiret og paa det Skrækkeligste blev bombarderet. Jeg iler nu at rive Dig ud af den Urolighed, hvori dette kunde sætte Dig for Dine Venner. Vi have udstaaet 3 skrækkelige Dage og Nætter, i hvilke en stor Deel af Byen er ødelagt, blandt Andet Frue Taarn afbrændt. Endeligen ere vi ude af Faren; s. 220 men 20 Linieskibe og Fregatter ere Prisen for Byens Redning. Din Fader maatte være de engelske Generalers Vært paa Frederiksberg Slot, men har lykkeligen absolveret sin Funktion. Frederiksberg Have er ikke meget beskadiget, men Søndermarken desto mere. Min Broder og Din Søster have ikke tabt Meget, jeg næsten Intet. Etatsraad Hegers Gaard derimod er brændt. Jeg er ikke rolig nok til at skrive ordentligt, tag altsaa til Takke med rhapsodiske Efterretninger. Winkler er uskadt, Lehmann har ved et Mirakel undgaaet Døden, men mistet Alt, hvad han eiede. De tre yngste blandt Professor Hornemanns Døttre ere saarede, og den ene mister en Fod. Antallet af dem, som ere saarede, er overmaade stort. Denne Maade at føre Krig paa er den grusomste af alle; thi man overøste Byen i en Tid af 3 Gange 24 Timer med mere end 12,000 Bomber, Brandkugler o. s. v., uden at et Forsvar var muligt. Læg nu hertil, at de nærmede sig Danmark under Venskabsforsikkringer, indtil Øerne vare omringede, 30,000 Mand rede til at stige i Land og alle Mordbrandsanstalterne færdige, saa har Du et Begreb om Kjøbenhavns Stilling.

Naar jeg kan, skal jeg skrive Dig mere. Hils Koes og Brøndsted.

Din
H. C. Ørsted.

Da jeg vilde sende ovenstaaende Brev paa Posthuset, erfarede jeg, at man endnu ikke antog Breve, som skulde gaae ud af Landet. I Dag gaaer da endeligen Posten til Hamborg, men, som jeg i dette Øieblik erfarer, meget tidligere end sædvanligt. Jeg maa altsaa ile. Vi have nu siden Kapitulationen tilbagelagt næsten en Uge. Alt er roligt, skjøndt Matroserne ere meget forbittrede. Vor Flaade tiltakles nu af s. 221 Englænderne i muligste Hast. Vi kunne maaskee inden een Maaned see os ganske befriede for dem, og da først igjen sikkert nyde den desværre dyrtkjøbte Fred. Vær forsikkret, at hver dansk Borger gjerne havde vovet og offret Liv og Blod for at redde Danmarks Perle, dersom man ikke kunde have beregnet Umuligheden af at standse Byens Ødelæggelse, hvorpaa dog Flaadens Tab maatte fulgt. Om Styrerne kunde have forebygget, at Staden kunde bringes til dette Punkt, tør jeg ikke sige.

Englænderne føre sig meget artige op, saa at man kan see, at Optugtelsen gaaer over Naturen hos dem. Kun de medfølgende Høiskotter lade sig ingen Tugt underkaste.