Danmarks Breve

BREV TIL: Adam Gottlieb Oehlenschläger FRA: Hans Christian Ørsted (1807-11-01)

Kjøbenhavnden 1ste November 1807.

Kjære, gode Adam!

I hvilken besynderlig Stemning maa Du have været, da Du modtog mit Brev og saa besynderligt misforstod det. Jeg maa vel nu give Dig en lang Retfærdiggjørelse, ligesom Du har troet nødvendigt mod mig. Jeg maa begynde med at takke Dig for Din. At Du har villet saa udførlig afhandle denne Sag med mig, har ret glædet mig inderligen, som et sandt Venskabsbeviis. Du begynder med at bebreide mig, at jeg ikke taler om Dine nyeste Digte. Der kunde være nogen Grund dertil, naar jeg ikke ved denne Leilighed havde viist mig den Samme, som Du altid har kjendt mig. Naar har jeg sagt Dig Andet, om noget af Dine Digte, end at det har glædet mig? Og har jeg ikke ogsaa sagt dette om Palnatoke? Er jeg da en Kritikus, som staaer paa Pinde til at skrive lange Recensioner (NB. i Kunsten) ? Og naar Du har indladt Dig med mig i Samtaler over Dine Arbeider, har Du s. 222 da fundet, at mit Bifald var mindre motiveret eller mindre dybt følt end de Megettalendes? Eller har Du ikke fundet, at jeg bevarede det Skjønne i et reent og beskedent Hjerte, ofte fremstillede det paany for mig og meddeelte Andre det? Naar Nogen vil nedsætte, hvad jeg beundrer, saa troer jeg vel, at jeg kan finde det rette Punkt, hvorfra jeg skal vise ham til Rette. Naar Nogens Sands slumrer, veed jeg maaskee ogsaa at røre en Streng, hvorved den kan vækkes; men uden særdeles trængende Anledning, at sige mine Venner deres Roes lige i Øinene, dertil har jeg en altfor stor naturlig Tilbageholdenhed, som jeg ikke troer gjør mig saa megen Skam. Jeg paastaaer ikke heller, at den gjør mig Ære; hos en anden Individualitet kan det Modsatte være smukt. Der gives maaskee Flere, end Du troer, hvis Sjæls Tilstand ligner noget Uffe hiin Spages, hvori store Tanker vel bevæge sig, men sjeldent komme for Lyset. Hvad om jeg havde Noget af dette, skjøndt jeg just ikke er fuldt saa taus som han? Jeg beder Dig, naar Du skriver Din Ven til, saa husk paa, hvorledes han er, og forlang ikke. at han skal være som Du; Du har jo dog altid elsket ham, saaledes som han var. Det undrer Dig, at jeg har taget Dine Erindringer ilde op. Jeg vil først og sidst bede Dig om Forladelse herfor, og dernæst, saavidt jeg formaaer, betage Dig Din Forundring. Husk efter, om Du kan erindre at have skrevet noget Brev til mig, uden Bebreidelser. Naar Du endvidere vil tage Din Hukommelse til Hjælp, har Du ikke, ved nogen vigtig Anledning, fundet Feilen hos mig; men enten har Du selv ikke beregnet rigtig eller endnu meget oftere har Skjæbnen været Gjerningsmanden. Hvortil da den evige Knurren, som om jeg var aldeles uefterrettelig? Kan Du da aldrig komme til den Overbeviisning, at paa en Reise mangfoldige ubehagelige Tilfælde kunne indtræffe i Pengeaffairer, s. 223 uden at Din Ven hver Gang skal have begaaet en virkelig utilgivelig Efterladenhed? Kan Du da troe, at dette aldeles ikke skulde smerte mig, naar det gaaer saa vidt, at Du lader en Anden skrive Postskripta i Dine Breve, for at foreregne mig, hvor snart man vil have Svar fra mig. Nyligen har jeg atter faaet en Billet fra ham (Brøndsted), hvori der hersker samme Aand, skjøndt der rigtignok er en Bræmme af Komplimenter for og bag. Siig ham, at jeg besværger ham ved det Venskab, som bør være mellem alle dem, der elske Kunst og Videnskab, at han forskaaner mig for mere Skriftligt af det Slags; thi jeg tager det virkelig for en Fornærmelse. Et er, hvad man taaler af en Ven, som man har levet med fra den tidligste Ynglingsalder, et Andet, hvad man bør tilbagevise af en Mand, som man blot kjender deraf, at man har viist ham forekommende Opmærksomhed. Dig min Ven er jeg saa lidet vred paa, at jeg meget mere ønskede Dig et Slaraffenland, hvor Vexlerne, med Penge i. kom Dig flyvende i Lommen, medens Du skrev efter dem (thi saa er det den høie Tid), og hvor mine Svar kom og lagde sig, allerede brudte paa Bordet, medens Du forseglede Brevene til mig. Hvad nu den Rahbek-Hegerske Familie angaaer, saa har jeg jo ikke sagt noget ærekrænkende om den. Jeg har kun sagt, at den har fornærmet mig, ved at sige og skrive og foreholde mig, at jeg var Skyld i, at Hakon Jarls Ankomst var bleven bekjendt, ja det er gaaet saa vidt, at Rahbek har stiklet derpaa i Tilskueren. Mener Du virkeligen og alvorligen, at jeg skal finde dette smukt og elskværdigt? Nu tommer Du, idet Du sender mig Palnatoke, og beder mig vogte mig for, at det ikke skal vorde Byrygte, og derover blev jeg lidt fortrydelig; er dette ikke ganske tilgiveligt? Jeg er mig nu bevidst ikke at have sagt det til Nogen, uden Din Fader, Din Søster og min Broder og Søster; men andre s. 224 Folk vide det dog og have talt til mig derom. Jeg spurgte dem, hvoraf de vidste det, de svarede af Rahbek. Forresten tilstaaer jeg Dig, at jeg for det Første slet ikke indseer, hvad det skader, at det er bekjendt, og for det Andet indseer jeg ei heller Muligheden af at holde det hemmeligt, saasnart Theaterdirektionen veed Dit Navn. Forresten kan jeg forsikkre Dig, at jeg ikke hader den Hegerske Familie, ikke engang Rahbek. Du skriver, at Du agter ham. Agt Du ham kun væk. Du holder det maaskee nok ud, til Du kommer hjem og seer den rødhaarede Persons Gjøren og Laden i Nærheden. Men sæt endog, at han Din Høiagtelse sor evig fik forpagtet, saa skal det dog ikke stille Dig ved et Gran af min. Dog, jeg maa være saa undskyldelig, som jeg vil, saa beder jeg Dig dog as Hjertet om Forladelse for min Uvillie, da Du forsikkrer mig, at det, som foranledigede den, ubetænksomt var henkastet. Du klager over, at jeg skulde forsøge paa at skolemesterere Dig. Denne Paastand er sikkert saare ubillig. Dersom det er Dit Alvor, hvad Du skriver til Baggesen, at saa længe vi paa Banen vandre, vi ofte feile, trofast varer Ven sin Ven, saa troer jeg, at jeg slet ikke her har feilet; thi jeg har kun gjort Dig opmærksom paa Omstændigheder, som burde være mig bedre bekjendte end Dig. Jeg har ved et Aars daglig Omgang været nødt til at lære Baggesen at kjende. Jeg havde i Begyndelsen mere Agtelse for ham, som Digter, end Du og Steffens havde, og maaskee mere end Du endnu har. Tænk nu, at jeg, som derved allerede var meget indtaget for ham, desuden omslyngedes af hans Smigrerier og hans løiede Venskab, saa seer Du selv, at det har kostet mig nogen Overvindelse, for at sige mig selv, at han er — —. Jeg vilde spare Dig for den samme smertelige Følelse, og derfor skrev jeg om ham. ikke for at give Dig en Rettesnor for Dine Handlinger, men s. 225 for at gjøre Dig opmærksom. Jeg beder Dig, læs mit Brev igjen, og Du vil ikke finde den mindste Aarsag til at blive vred, uden for min Korthed, en Feil som jeg i dette Brev lykkeligen haaber at undgaae. Af hvad jeg har sagt i Anledning af Dit Brev til Guldberg, behøver jeg heller ikke at tage nogen Tøddel tilbage. Jeg har jo heller ikke nægtet, at Du jo kunde skrive til Guldberg, ja selv gjøre ham adskillige Komplimenter. Jeg paastaaer heller ikke, at det var upassende, om Du incidenter lod falde et Ord om Din Meningsforandring; men det er og forbliver min uforanderlige Mening, at det er Dig uværdigt at aflægge et langt Skriftemaal for ham. Naar jeg seer min Ven i Distraktion gaae lige mod en Grøft, saa raaber jeg „vogt Dig"; men mærker jeg, at han ikke tager Notits af mit Raab, saa skriger jeg „for Satan, der er en Grøft". Dette vil jeg nu herved venskabeligst have Dig tilskreget; Din Erklæring over alt det, som angaaer Partier, har Du paa det Værdigste leveret i Dit Svar til Baggesen, og dette er et sandt Mesterstykke, som man ofte kan gjenlæse med fornyet Opmærksomhed. Et Skridt videre vilde efter min Mening baade være uskjønt og upolitisk; egentlig det Sidste for det Førstes Skyld. Dersom Du offentligen saaledes gaaer løs paa den Skole, hvori Du har arbeidet med, som Du I Dit Brev til mig og tildeels til Guldberg har gjort, vil det meget skade Dig. Af Dit Brev til Baggesen seer man, at Du er bleven mere sindig og billig og gjerne lader hvert Parti vederfares Ret, og det sætter man Priis paa, selv ved Universitetet kunde Du maaskee gjøre Din Lykke i den Anledning; men dersom Du reent glemmer at vise den nyere Skole Agtelse, efter at have forladt den, saa vil man ansee Dig som en Person, der i sine unge Dage var en Daare, men nu har omvendt sig. Jeg siger, saa vil Publikum dømme; og i s. 226 Sandhed, Du havde været en Daare, dersom det Parti, som Du i adskillige Aar med mere end billig Hæftighed havde forfægtet, ikke havde udmærket sig ved Andet end ved Pral og tom Dunst. Jeg er overbeviist om, at Du ikke mener det saa, og at Du ret vel veed, hvad Du har lært i den. Er det altsaa Din Mening at forlade alt Parti, hvortil ogsaa hører, ikke at ligge til Feldts mod den nyere Skole, saa er jeg dobbelt saa lykkelig ved at være Din Ven, som jeg før var. Jeg kan forsikkre Dig, at jeg er lige saa fri for at være Partigænger eller Tilbeder som Du. Du skriver, at Du med Dit Brev ikke tænker at overbevise, men blot at vække mig. Her har Du atter glemt, hvordan jeg var, da Du forlod mig. I vort tidligste Bekjendtskab erindrer Du, at allerede min Broder og jeg, ved eget Studium, vare blevne Venner af den nyere Philosophi og Poesi, da Du endnu kaldte Schleglerne uforskammede Drenge. Da jeg kom hjem fra min Reise, husker jeg meget vel, at Du vilde lære mig Schleglernes Fortræffelighed at kjende, og at jeg langt fra ikke var varm Tilbeder nok af Schelling og Steffens, som jeg satte under den stærke Fichte og den saa rige og produktive Ritterske Aand. Nu vil Du vække mig til at see den svage Side hos hine forhen beundrede Mænd! Adam! Adam! hvo af os har ageret Skolemester? — Tilgiv mig denne Yttring. Jeg glæder mig som Videnskabsmand, over at jeg med stadige Skridt har gaaet frem mod mit Maal, og jeg vil ikke staae lavere i Din Mening end billigt, fordi Du ikke har seet det. Du elsker mig ikke, som jeg har fortjent det af Dig. Jeg har altid med Hengivenhed erkjendt Dit Geni og inderligt hængt ved Dig for det, uden Tilbageholdenhed, da Du kun var erkjendt af Faa, uden Misundelse, da Alle erkjendte Dig. Du har derimod saa ofte baade ved Stolthed og Mistænkelighed krænket mig. Jeg s. 227 har i min rolige Bevidsthed altid tilgivet Dig og ikke formindsket min Kjærlighed til Dig; men nu, da Du selv paastaaer at være bleven af en Yngling en Mand, og det ogsaa af Dine Arbeider forekommer mig saaledes, saa bør Du heller ikke behandle mig med Ubesindighed. Dit sidste Brev anseer jeg som en vigtig Epoke i vort Venskab, jeg vil derfor benytte den. Det er klart, at det Polemiske i Dit sidste og mit nærværende Brev kommer af Misforstaaelser, som maatte hæves, og lad det nu være afgjort imellem os, at vi ville behandle hinanden som Mænd, og det som dygtige Mænd, hver i sit Fag, men tillige som Venner, der ikke tage hinanden en Smaating ilde op, men ansee Sligt som en Misforstaaelse; thi en Ven kan jo ikke ville fornærme eller forsømme den anden; han viste jo derved Ringeagt mod sig selv.

15

Hvad nu Steffens angaaer, saa veed jeg ret godt, at han vil indklemme Naturen i et System, og det i et meget snævert. Gud bevare mig fremdeles fra at blive Steffensianer, som han hidindtil har bevaret mig derfor. Jeg har vel ogsaa mærket, at han praler. At jeg ei skulde have mærket, at han ikke stak dybt i Chemien og Physiken, vilde være altfor besynderligt; men uvidende er han heller ikke. Med Naturhistorien har han beskjæftiget sig saa længe, før han blev Philosoph, og i den Tid ogsaa holdt Forelæsninger derover, at han umulig kan være uvidende deri. Med en sjelden Mangfoldighed, skjøndt ikke Dybde, i Kundskaberne, forener han mangfoldige lykkelige Overblik. Naar man ikke tager disse for uimodsigelige Resultater af den dybeste Philosophi, men for det, de ere: Lynglimt til Veiledning, saa lærer man meget af ham. Saaledes har jeg gjort og kan uden Fare vedblive at gjøre. Jeg frygter endogsaa herved at have sagt for lidt til hans Fordeel; men jeg frygter, at hvis jeg vilde sige mere, jeg da sagde for meget.

15*

s. 228 Det Værste man kan sige om ham er, at han er en Renomist, dog af en ædel Natur. Baggesen derimod er af de stille Pralere, der give sig Mine af Beskedenhed og under denne Maske fortælle Mirakler om sig selv. Han lyver ikke blot for at ophøie sig selv, men ogsaa sor at sværte Andre. Han smigrer for alle Mennesker, som enten ville rose, eller som kunne bringe ham Fordele. Han gaaer heri til den Yderlighed, at man ikke kan kalde ham andet end en Spytslikker. Hans Forhold til Dig er en virkelig Noureddins. Jeg er fuldkommen overbeviist om, at hans Brev var anlagt paa at fange Dig og tillige paa at fange hans Venner, som han meente, det var let at kaste Støv i Øinene. Jeg holder det endog for muligt, at han virkelig, ved at vælge Noureddin til Navn, har følt en sand Noureddinsk Glæde over sit Paafund, at komme frem under sit sande Navn og dog at bedrage os. Dit Svar viste ogsaa tydeligen, at Du havde gjennemskuet hans List.

For at sige min Mening om Baggesen som Digter, saa er den, at han besidder alle de Talenter, som udfordres til en udmærket Digter, men at der mangler ham den indre Eenhed, søm gjør mange Talenter til et Geni. Derfor seer man alle Digterelementer jage hverandre i hans Arbeider, alt i en uophørlig Bevægelse, et poetisk Chaos, hvor den forbindende Aand mangler, saa at det aldrig kommer til en solid Organisation. Have Atomernes Sammenstød hist og her, i det store Hav, hans Digte, bragt det til en lille spæd Organisation, saa veed han dog altid ved Forbedringer, i en ny Udgave, at opløse den igjen, saaledes at Eenheden kommer ud deraf. Dette har han gjort ved det lille Digt Trøsten, som i første Udgave s. 229 begyndte med at see i hele Naturen et Symbol paa Døden og Graven; han stiger derpaa ned i Graven selv og ender med Himmel, Salighed, Evighed, I den anden Udgave har han skudt en uhyre Mængde nye Vers ind i den, hvorved den finere Traad, som forbandt Alt, forsvandt, og den hele lille veemodige Udgydelse blev til — Vand. Førend han reiste, gjorde han den atter om, ved at skære den i Stykker og gjøre tre deraf. I disse er der Taarer, Grav og Fortvivlelse nok; men Trøst og Salighed ere forsvundne deraf. Jeg anfører kun dette som Exempel. Læs selv i hans Digte, hvorledes han er gaaet over til det nyere Parti; jeg mener i hans Gjenganger. Jeg gider ikke udførligen kritisere den, læs den, saa har Du nok. At enkelte og mange smukke Steder maae forekomme i hans Arbeider, det følger af hans Natur, saaledes som jeg har angivet den; men Horatius siger med Rette: Aemilium circa ludum faber imus et ungues exprimet et molles imitabitur aere capillos, infelix operis summa, quia ponere totum nescit&c. — Det er min fuldkomne Overbeviisning, at Naturen Ingen giver Geni. Den udruster Mennesket med flere eller færre Talenter; men selv de største blive kun Talenter, naar ikke sand Kunstnerretsindighed, sand Kjærlighed til Videnskaben kommer til, saaledes at man uden Hensyn paa Fordeel eller Forbindelser eller noget andet Lavere altid lever i sin Kunst eller Videnskab, og gjør Alt med Hensyn paa den. Du vil altsaa ikke finde det forunderligt, naar jeg siger, at det virkelig har bedrøvet mig, at Baggesen ikke var, hvad han burde være. Som interessant Anekdote kan jeg fortælle Dig, at Baggesen her har en Søn, som er en fortræffelig Dreng, og som besidder saa megen Charakteer og Forstand, at Faderen tit i Hjertet har maattet skamme sig for ham. Han ligner ham imidlertid meget, saa at det maa være Moderens Schweiternatur, s. 230 som med hiint bevægelige Princip har kunnet frembringe noget saa Kraftigt. Han har fuldt og fast besluttet at vorde Kriger, og jeg har hørt ham, med beundringsværdig Forstand, besvare de Indvendinger, man gjorde ham imod denne Stand.

Du spørger efter Fichte. Som enIndledning til det, jeg vil skrive Dig om ham, maa jeg endnu erklære mig noget udførligere om Schelling og derved over Steffens med. Ikke fordi jeg ei troer, at Du er enig med mig; men fordi jeg vil være vis derpaa, og paa det Du atter kan være vis paa, at jeg er den, jeg er, og ikke en Anden. Schellings Fortjeneste er, som bekjendt, at have stiftet Naturphilosophien og med denne grebet ind i alle Videnskaber. Det Genialiske heri var ikke, at han konstruerede Naturen og allermindst saaledes, som han konstruerede den ; men hans Fortjeneste var at skue Naturen som een heel Organisation. De Ord: „Die Natur ist ein productives Product“, vilde, ret forstaaede, og de ere tydeligt nokkommenterede af ham selv, være nok til at mærke ham som en omfattende og dybtindtrængende Aand. Det Samme har han gjentaget under mangfoldige Former. Den skjønneste og mest træffende er den, at Naturen ikke er Andet end Guddommens Aabenbaring. Du kan svare mig, det have mange Andre sagt før. Jeg tilstaaer det meget gierne; jeg vil sige mere: Alle Philosopher af stort Geni have følt det, ja sagt det, mere eller mindre klart; men Schelling har i vore Tider sagt det, paa en Tid da kun nogle faa Religiøse troede det; men Ingen philosophiskindsaae det; thi Fichte har aldrig henvendt sine Øine paa Naturen, uden for at konstruere den til Objekt for vore Sandseevner og Sphæren for vor Moratitet. Er Naturen Guddommens Afglands, saa kunne vi ogsaa med Værdighed sige det, som Erfaringen forbyder os s. 231 at nægte, at Mennesket er et Naturprodukt, og herved bliver Menneskehedens Historie selv til et høiere Naturphænomen og kan virkeligen konstrueres. Om man har fundet denne Konstruktion er noget ganske Andet. Selv Menneskets Aands-Produkter ere at ansee som Naturprodukter. De ere de høieste Potentser deraf, og man finder deres Analoger paa alle Naturens Trappetrin, om ogsaa Ligheden ikke strax; opdages. Denne Maade at beskue Alt har Steffens grebet og med en beundringsværdig Kjækhed ført igjennem. Men om hans Dristighed ikke ofte, altfor ofte, er gaaet over til Frækhed? Jeg tør ikke nægte det. Jeg vil tilstaae mere. Jeg troer, eller rettere jeg finder, at han ikke har Philosophens Besindighed og Klarhed, men et levende bevægeligt Talents hastige og ofte lykkelige Overblik, og det er ikke lidet. Nu troer jeg, at have lykkeligen faaet Dig sagt, hvad jeg frygtede for før at sige om Steffens, af Frygt for enten at sige for Meget eller for Lidet. Schelling synes mig hver Dag at blive kraftigere og roligere og bør vist ikke behandles som en Sværmer. For Schellings og Steffens’s Konstruktioner, har jeg allerede flere Gange nu sagt, at jeg ikke indestaaer, og dette er atter meget sagt imod dem, naar jeg lægger til, at jeg meget ofte har fundet dem overilede. Er Du enig med mig i denne Dom, saa behøver jeg ingen Opvækkelse; skulde Du derimod ansee denne Grundforestillingsmaade, med al dens store Indflydelse paa et konseqvent Menneskes Tænkemaade, for Sværmeri, saa vil jeg staae Dig til Rette med klare og uigjendrivelige Grunde; thi min Besiddelse i Sandhedens Rige er ikke saa stor som mangen Andens; men den er vel befæstet. Hvad jeg veed, det veed jeg. Dog, jeg er overbeviist om, at jeg fægter her mod et Intet; men Indholdet af Dit Brev har foranlediget mig dertil. Bliv derfor ikke vred. Hvorledes jeg tænker over Videnskabernes s. 232 Historieog Udvikling, kan Du see i Gehlens Journ. f. Physik und Chemi, 3. B. 2. Heft. Den vil sikkert ogsaa være at faae i Paris. Afhandlingen indeholder ikke mere chemist Detail, end Du godt kan forstaae.

Den kraftige og dybttænkende Fichte maatte forlade Kjøbenhavn for Krigens Skyld. Jeg kom hver Dag sammen med ham og spadserede med ham, og vi erindrede os ofte Dig, som han holder meget af. Med Anders kom han ogsaa meget sammen. Vi levede mange lærerige Timer med ham. Hans mandige Veltalenhed, den Klarhed, hvormed han udvikler sine Ideer, hans faste Charakteer maa indtage Enhver for ham; men jeg maa tillige erklære Dig, at jeg har fundet ham yderst utilgængelig for fremmede Ideer. Naar man sætter sig ind i hans Tankegang og da sætter et nyt Led til den gamle Kjæde, saa optager han det med stor Fornøielse. Men hans System er ogsaa indskrænket, og naar man kommer udenfor det, saa misforstaaer han paa den besynderligste Maade. Han har i Samtaler med mig tillagt Schelling Meninger, som denne slet ikke har, og da jeg gjorde ham opmærksom paa, at de Steder, han anførte af denne Philosoph, maatte have en ganske anden Betydning, svarede han mig, da jeg havde angivet ham den rette Forklaring, at jeg gjorde Schelling for megen Ære ved at forstaae ham saaledes. Men naar jeg nu kan forstaae Schelling saaledes, at der kommer noget Fornuftigt ud deraf; men Fichte derimod forklarer hans Ord saaledes, at de give en i sig selv revolterende Mening og desuden modsige andre udtrykkelige Erklæringer af ham, saa troer jeg mig berettiget til at antage, at jeg er den Forstaaende blandt os To. Denne Fichtes Mangel af Modtagelighed lader sig let forklare af hans Produktivitet, en Kraft, der for det Meste virker repulsiv mod fremmede Ideer. Mathematik forstaae desværre ingen af de s. 233 Herrer Philosopher, og det er en slemFeil, især rigtignok for Naturphilosopherne. Jeg har, siden vi saae hinanden, studeret mig mere ind i Mathematiken og finder deri guddommelige Ting, især i den høiere Mathematik. Lad dem kun foragte den, som burde forstaae den, men ikke gjøre det. Jeg har fundet en ganske ny Maade at behandle Geometrien paa, hvorved den langt inderligen sammenknytter sig med Physiken og tillige vorder langt lettere at fatte. Den forvandler sig ganske til en Bevægelseslære.

Min Dialog over Mysticismen omarbeider jeg i disse Dage og haaber, at give den en Form og et Indhold, som kunde gjøre den værdig til at see Lyset. Jeg er meget glad ved, at jeg ikke før har ladet den udkomme; men jeg troer, at det nu er den passende Tid; thi at der kraftigen maa arbeides mod det overhaandtagende Sværmeri hos det unge Mandskab, deri giver jeg Dig fuldkommen Ret, og jeg haaber, ot Du vil finde, at det, jeg dengang havde skrevet, ikke var ganske uskikket dertil.

Din Mening om Novalis kan jeg paa ingen Maade underskrive. At han kun var halvt en Physiker, benægter jeg aldeles, dersom et stort og frit Overblik, forenet med en velordnet Kundskab om det Vigtigste i alle Videnskabens Dele, ellers er noget Andet end Halvhed. At han var en saadan Mand, det sees i hans efterladte, desværre ufuldførte Arbeider, og desuden veed jeg det af Ritter, som ikke nok kunde rose ham, just som Physiker. Du kalder ham ogsaa en halv Poet. Saa stor min Agtelse for Dine æsthetiske Domme end ellers er, saa maa jeg dog her modsige Dig. Er hans Weinlied, Bergmannslied, det andet mystiske Digt over Bjergvæsnet poetiskhalvgjorte, saa tilstaaer jeg Dig, at jeg endnu ikke har det rette Begreb om poetisk Fuldendthed. Finder Du Fremstillingen s. 234 i Romanen selv. indtil das Märchen, som vi ikke forstaae, ufuldkommen? Mig forekommer det, at den har en beundringsværdig Klarhed, at den skjønneste Besindighed hersker deri. Erindre Dig, hvorledes han skildrer Handelslivet, Bjergmandslivet, Haandværksmandens, Præstens. Riddernes, de velhavende Byindvaaneres Liv, hvor skjønt, hvor klart og upartisk hvert staaer der, uden at der gives det Ene noget paa det Andels Bekostning. Erindre Dig, hvorledes Korsfarernes hellige Iver skildres med Upartiskhed ved Siden af deres Raahed, og hvorledes Saracenerindens Blidhed og Veemod sættes derimod som en frappant Kontrast. Jeg behøver vel ikke at udføre alt dette videre, da Du selv kjender det saa godt. Jeg er saa langt fra at holde Novalis for en umoden Digter, at jeg meget mere holder ham for en af de modneste, der har existeret. At han døde, førend hans Arbeide blev fuldendt eller rettere fuldført, det begræder jeg; thi jeg troer ikke, at Nogen af vor Tids Mennesker, idetmindste ikke blandt de mig bekjendte, kan fuldføre det, som han havde isinde. Jeg kan ikke troe Andet, end at Du blot har læst af Novalis, siden vi saaes, nogle af hans Psalmer og i et Slags Distraktion ikke har tænkt paa det Øvrige. men taget ham blot som Repræsentant for de svagelige Forsøg til at forene Physik og Poesi, og jeg haaber sikkert, at Du vil fortryde, at Din nye Billighed har været saa ubillig mod ham. — Die moderne Weltansicht *) glæder mig; jeg seer nu, at Du er enig med mig herover. At Raahed og Barbari skulde være noget Skjønt, har hidindtil Ingen uden Paradoxjægere paastaaet. Saadanne Paastande kunne kun hidrøre fra en grov Misforstaaelse af den simple Sandhed, at hver Periode nødvendigen maa have s. 235 sin skjønne Side. Denne Misforstaaelse eller rettere sagt skjæve Retning kan uden Tvivl godt undskyldes som en Opposition mod den taabelige Indbildskhed, hvormed mange Skribenter ville gjøre vor Tidsalder til en Guldalder. Om Dig og Steffens troer jeg, at I ofte fremsatte Eders Paradoxer blot som en Materia disputandi, for at have en aandelig Gymnastik. Paa nogle svage Forsøg mod Dig nær, indlod jeg mig ikke derpaa, fordi I vare saa uregjerlige og strax frakjendte dem, som meente Andet end I, al Sands for det Høiere. De andre Digte behage mig meget og synes mig at indeholde Meget, ligesaa vigtigt som skjønt; men mod det prosaiske Udfald paa Fr. Schlegel har jeg atter meget at sige. Du har, efter min Mening, Ret, at hans Roland er et sandt Hundedigt; men hvad siger Du om hans Breve om den gothiske Knust? Du vil maaskee svare mig, hvad ere disse gamle Kunstprodukters Skjønhed mod Grækernes og Romernes efterladte Storværker? Jeg svarer igjen, at de ere Produktet af en heel nu sluttet og meget charakteristisk Tidsalder, der rigtignok ikke var det Mønster, vi skulle danne os efter, men der heller ikke var saa raa, som Mange paastaae. Jeg tænker, at det vel er et værdigt Foretagende for Grandskere, nøiere at undersøge den Aand, som herskede deri, og den, hvoraf de udsprang. Naar Du vil være billig, maa Du ikke behandle Schlegel med saamegen Ringeagt. Han har store Kundskaber i Literatur og Sprog og er et spekulativt Hoved. Fichte, som dog kjender ham nøie og vel veed at bedømme Folk, agter ham meget. Ritter ligeledes.At det Meste, han skriver, har nogetforunderligt Gediegent, vil heller ikke Du nægte. Vil Du derimod blot klage over hans Intollerants, over hans Katholskhed o. desl., saa klag kun. jeg vil klage med af alle Kræfter.

Kjære Ven, Du troer, at Du er bleven billig; jeg troer s. 236 det endnu ikke. Du har opdaget, at Du har troet meget paa Autoritet og deriblandt meget urimelige Ting. Du har den guddommelige Kjækhed reent ud at tilstaae det og at afkaste det gamle Aag, for at blive en fri og selvstændig Mand, og det har Du udført; men jeg besværger Dig nu at vogte Dig for ikke at bortkaste altfor Meget, men at veie og Prøve med Fornuften, hvad der maaskee turde findes Stort og Herligt hos Schelling og Steffens og Schleglerne og Tieck. Behandl Dine gamle Venner med halv den Skaansel og Billighed, hvormed Du nu behandler Rahbek, og de ville sikkert ikke staae i noget slet Lys.

Jeg har nu efter Evne besvaret alle Punkter i Dit Brev og, som jeg tør haabe, viist, at Dine Bebreidelser ikke vare saa ganske billige. Du vil maaskee sige mig: „Jeg har sagt, at Dit Brev gjorde mig en hæslig Mine, og nu anatomerer Du mig det og viser mig Næse, Øine, Mund og mener, at Du derved kan fralægge Dig Beskyldningen“. Jeg svarer i saa Fald: Du har selv viist mig Delene saaledes Stykke for Stykke, og jeg har nu viist, at der, paa en eller anden lille Rynke nær, som desuden havde et Slags Anledning, Intet var. hvorpaa Du kunde have at klage. Har det hele Physiognomi mishaget Dig, saa beder jeg om Forladelse, men Du, tilskriv det en ulykkelig Stjerne. — Nærværende Brev vil maaskee heller ikke overalt være Dig til Behag; men jeg beder Dig at betænke, Dit var det heller ikke for mig ; slige Explikationer gaae ikke saa lempeligen af, naar man virkelig vil tale af Hjertet. Jeg gjentager det, at jeg anseer det nærværende Tidspunkt som vigtigt i vort Venskab, og derfor har jeg talt reent ud, paa det at Du enten kan elske mig ret eller reent give slip paa mig.Dog derfor frygter jeg i Grunden slet ikke.Vær forsikkret om, at baade jeg og Anders og Sophie hjerteligen s. 237 have glædet os baadeover Palnatoke og der irrende Ritter, somog over den rensede og forskjønnede Skikkelse, hvori Du der viser Dig. Vi hilse Dig hjerteligt. Din Fader ligeledes. Bliv ved at elske os, som vi elske Dig.

Din
H. C. Ørsted.