Danmarks Breve

BREV TIL: Adam Gottlieb Oehlenschläger FRA: Hans Christian Ørsted (1807-11-06)

Den 6te November.

Saasnart jeg havde læst Dit sidste Brev, satte jeg mig hen og skrev det Svar, Du nu her erholder. og hvori en Mængde Skrivfeil og andre Skjødesløsheder noksom vise Jilfærdigheden, hvormeddet er affattet. Jeg har nu, for ikke at overile mig i nogen Maade, gjennemlæst Dit Brev og mit Svar paany. Jeg har derved vel ikke fundet Grund til at fortryde noget af det,jeg harskrevet; jeg troer tværtimod, at den første Følelse, Dit Brev maatte opvække hos mig, ikke burde være en anden ; men paa den anden Side føler jeg ogsaa, at den virkelig kjærlige Aand, som hersker i en Deel af Dit Brev, fortjener en Meddelelse af en mindre polemisk Natur. Jeg tilbagekalder mig vort hele Samliv, hvorledes vi udviklede os ved Siden af hinanden og vist ikke den Ene uden denAndens Indflydelse, hvorledes Venskabet langsomt knyttede sig, bestandigen fastere og fastere, ligesom vore udvortes Differentser mindre og mindre skjulte den indvortes Harmoni. Hvor ugjerne vilde jeg altsaa nu, at der i denne Harmoni skulde indsnigesig Dissonantser, som ikke strax igjen opløste sig! Jeg vil derfor strax give nogle Tilsætninger til den foregaaende Deel af dette Brev og forsøge derved at afskære al Mulighed til Misforstaaelse.

Det kunde maaskee synes Dig arrogant, naar jeg paastaaer, at jeg rigtigere har bedømt de nyere Bestræbelser end s. 238 Du. Vel troer jeg, at Du maatte kjende mig saameget, at Du vidste, at jeg aldrig har pralet, og at jeg aldrig har viist mig ubeskeden mod dem, som fortjene Agtelse; men Du kunde dog maaskee troe, at jeg havde sagt det, jeg sagde, for at gjøre mig tilgode med en vis Klogskab og Besserwissen. Jeg vil altsaa forklare mig nærmere. Vi have.uddannet os paa ganske ulige Veie, Du paa Kunstens, jeg paa Videnskabens. Paa hiin kan man, indtil man naaer den største Fuldendelse, nøies i mange Henseender med Følelser og Anelser, sikker ved et høiere Instinkts Ledelse; paa denne derimod maa intet Skridt gjøres, uden at belyse Alt med Fornuftens Fakkel. En ung Videnskabsmand, som lader sig nøie med uforstaaede eller halvt forstaaede Sætninger og derpaa bygger videre, kan umuligen opnaae nogen grundig Lærdom. Naar Videnskabsmanden naaer Grændsen af sin Bane, møder han først det Punkt, hvor Form og Materie uadskilleligen ere forbundne, og først da vorder Videnskaben ham tillige Kunst. Digteren derimod begynder med dunkle Følelser, som han arbeider for at bringe til Klarhed for sig selv og fremstille for Andre. Ved denne indre Bestræbelse føler han dagligen større og større Trang til Indsigt; han erhverver sig den og vækkes bestandigen mere til Fornuftklarhed. Naar han har naaet Grændsen af sine Bane, sammensmelter for ham Kunsten med Videnskaben. Saaledes skiller Digteren og Tænkeren sig ad, ved Begyndelsen af deres Vei, for ved Enden at omfavne hinanden. Synes Dig ikke selv, at vi saaledes ereblevne hinanden mindre og mindre fremmede, og har jeg havt Uret, naar jeg har troet, at vi engang skulde see Enden paa enhver Dissonants?

I Anledning af det, Du siger om æsthetiske Systemer, vil jeg aflægge Dig min Troesbekjendelse, som er den, at de ere Philosophen vigtigere end Digteren. Det er Philosophens s. 239 Interesse, at opvise Roden til Alt i Fornuften. Et philosophiskSystem, hvori det Skjønne ikke blev konstrueret, eller hvori ikke noget Forsøg dertil gjordes, kunde aldrig være Produktet af et omfattende Hoved. Men har man først opstillet det Skjønnes Idee i Almindelighed, saa søger man derfra, som fra en Nod, at forfølge det Skjønne i alle dets mangfoldige Grene Vil man gjøre dette uden udbredt Fortrolighed med de skjønne Kunsters Produkter selv. saa frembringer man derved sikkert Noget ligesaa unaturligt eensidigt, som naar man vil konstruere Naturen uden Erfaringskundskaber. Begge Foretagender ere lige fornuftige; thi de vilde være det, naar den menneskelige Fornuft var — Guds Fornuft, ikke blot en Gnist af Guddommen. Det Skjønne er som Naturen, Naturen som det Skjønne, et uendeligt Fornuftprodukt, til hvis Anskuelse vi ikke kunne komme, uden at anvende vor Kjendeevnes hele Uendelighed, hvortil endog Sandserne, selv de groveste, høre. Erfaringen skal ved hvert Skridt erindre Spekulationen om ikke at springe noget Led over i den store Organisation, den har for Øine, ellers frembringer den sikkert et Misfoster, hvori saa mange væsentlige Organer mangle, at det ikke længe overlever Fødselen. Du har derfor meget Ret, naar Du siger, at en virkelig Digters Iagttagelser ere mere værd end alle aprioriske Trompetersystemer; men jeg haaber, at Du vil være enig med mig i, at Digteren og Kunstneren kun ville levere herlige Materialer til den philosophiske Bygning, og at det i det Mindste er meget lidet sandsynligt, at en saadan vil saa aldeles drukne sig i Spekulation, at han skulde fuldføre et System, saaledes som Philosophien behøver det, som integrerende Deel. Men naar Philosophen vil lægge Haand paa et saadant Værk, saa bør han spørge sig til Raads hos alle Digtere, som have søgt at Ufsløre nogen Deel af deres s. 240 Kunsts Hemmelighed; han maa selv studere de store Digtere og Kunstnere, søge det Skjønne hos dem, bemærke hos sig og Andre, hvorledes de derved røres, kort han skal abstrahere Regler af hines Praktik og det med Hensyn paa Folkestammer, Tidsalder, Sprog o. s. v., og da forsøge han at finde Eenheden i alt dette, nu søge han at sammenknytte denne med dens første Rod i det Abslute selv. Saaledes har Aristoteles gjort, saaledes Lessing (jeg mener tilnærmelsesviis), og saaledes bør det gjøres. Ville vi tage den forrige Lignelse af Fødselen igjen, saa kan man med Rette sige, at de philosophiske Fødseler have det Mærkværdige, at naar de ere virkelig organiske, saa kunne de, for hver Feil deri findes, gjenfødes og saaledes vorde fuldstændige. Du vil nu heller ikke nægte, at et saadant System baade har en høi Interesse for den philosopherende Fornuft og kan være selv den udøvende Kunstner lærerigt. Men naar nu Philosophen vilde staae frem som en Gud og gjøre salig eller fordømme efter sine Meninger og selv gjøre sin Individualitets Indskrænkninger til Rettesnor for Nutidens og Forverdenens Genier, saa er han ikke længer Philosoph, men ubesindig. „Fortzupflanzen die Welt sind alle vernünftige Discurseunvermögend; sie bringen auch nie ein Kunstwerk hervor“. Forsaavidt altsaa nyere Philosopher have begaaet denne Feil, maa det tilskrives deres Personlighed, men ingenlunde deres æsthetiske Philosophi, hvori det forekommer mig, at der ligger mange dyrebare Guldkorn. Det var den nyere Philosophi forbeholdt, med Klarhed at fremstille Forholdet mellem Hedenskab og Christendom (see Schellings Methodenlehre) ikke blot efter udvortes Bestemmelser, men efter den indvortes Aand. Dermed fulgte Forskjellen mellem den antike og romantiske Tidsalder, og med den rigtige Indsigt i denne, den klare Erkjendelse, at den antike og romantiske s. 241 Poesi ere to lige selvstændige Digtearter, hver en eiendommelig Tidsalders Produktion. Denne Tanke, ret udført, er allerede as stort Værd. At faa Æsthetikere med saadan Begeistring have talt om Kunsten, er ogsaa vist, og sæt, at den hos Nogen var affekteret, er den det da hos Alle? Jeg havde endnu meget mere paa Hjertet; men Posten vil gaae. Jeg har kun havt liden Tid til at skrive i disse Dage, da jeg har 300 skriftlige Prøver af unge Studenter at bedømme. Altsaa kun kort og godt et Par Ord om, hvad der endnu ligger mig paa Hjertet. Dersom Du ikke endnu skulde være enig med mig om Novalis, saaskriv mig ret ordentligt derom; for vort Venskabs Skyld udbeder jeg mig den Føielighed, at Du ikke offentliggjør Din Mening om ham, førend vi have afhandlet Sagen mellem os. Kunne vi da ikke komme til Enighed, saa er det en anden Sag. Hver staaer da for sin Mening. —

Angaaende den Hegerske Familie maa jeg endnu gjøre Dig den Anmærkning, at da jeg skrev Dig det paaankede Brev til, tog jeg slet ikke det anførte Sted af Palnatoke i en saa ond Mening, som Du synes at troe. Jeg meente nemlig ikke, at Dine Veninder af Ondskab eller Kabale havde skrevet om mig, men af et Slags Kjærlingeri og af Mangel paa Overlæg. At de have gjort dette af Kjærlighed til Dig og aldeles ikke af Had til mig, hvilket jeg heller aldrig har fortjent, derom er jeg overbeviist. Jeg kan altsaa let tilgive dem de smaa Ubehageligheder, de derved have forvoldet mig; og lagt dem paa Hjertet, kan jeg forsikkre, at jeg aldrig har. At blive lidt ærgerlig over Sniksnak, kan dog vel hænde Enhver, endog den Besindigste; men derved at lade mig forstyrre i mit rolige videnskabelige Liv, det falder mig aldrig ind. Jeg haaber, at Du vil huske fra vor Samværen, hvor ugjerne jeg indlader s. 242 mig i Kjævlerier, og hvor godt jeg holder Venskab med alle Slags Mennesker, uden Hensyn paa deres Meninger, naar de kun ere det værd.

16

Og nu vær hjertelig hilset, og hils vore brave Landsmænd Koes og Brøndsted.

Din
H. C. Ø.

Med næste agende Post faaer Du nogle Exemplarer af Dine nordiske Digte.