Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Christian Ørsted FRA: Adam Gottlieb Oehlenschläger (1808-02-03)

Parisden 3die Februar 1808.

Bedste Ørsted!

Skynd Dig for Alting snart at skrive mig til, ellers troer jeg, at Du er vred paa mig, og det var een af de Ting, s. 256 jeg i Verden nødigst vilde have. Vær forvisset om, at Tanken om vor Forening, vor Sympathie og vort Broderskab er een af de skjønneste Udsigter, Erindringen af mit Hjem viser mig. Fra min Side skal visselig Intet hindre os i at blive det samme uadskillelige Par som før min Afreise. At der engang imellem kommer en lille Kurre paa Venskabs Traad, er naturligt, da der er saamange Knuder paa Livets; at man undertiden i det fornuftigste Raisonnement deraisonnerer, det er ikke saa uraisonnabelt, som man skulde troe; thi der hører virkelig meget til at finde Veien i den store Pligts og Fornufts Labyrinth, og man maa allerede takke Gud, naar man slipper for at sluges af Forfængelighedens, Dumhedens, Ondskabens eller Lidenskabens Minotaurus. Smaa Misforstaaelser og Vildfarelser ere derfor, for den genialiske Aand, mere at betragte som Eventyr, som Forvildelser i en stor Skov, man forresten meget godt kjender; men som har det Gode ved sig, at man netop ved dem opdager Steder og Situationer i Skoven, som man, ved at gjøre den almindelige Gjennemgang, aldrig før har seet. Jeg er ogsaa ganske vis paa, at Du ikke suurmuler; men at Du kun af visse Aarsager har opsat at skrive mig til; som f. Ex. for at oppebie Hakon Jarls Opførelse og for at fortælle mig dens Skjæbne — hvorefter jeg da naturligviis ogsaa længes. Jeg havde sendt Rahbek en Epilog, som jeg vil haabe kom tidsnok. Kronprindsen var ikke tilstede. Rosing spillede ikke, Frydendahl har formodentlig faaet Fryden noget til at dale. — Lader os give os i Herrens Haand; thi hans Barmhjertighed er stor!

Formodentlig har Du dog af Curiøsitet været engang paa Rahbeks Forelæsninger over Hakon; lad mig vide, hvad Du mener om dem.

Hvad siger bitte Sander for godt? Formodentlig bliver s. 257 Hakon betragtet som en Reminissenz og Efterligning af Grev Geert, Palnatoke af Niels Ebbesen og Baldur hin Gode af Søren Frost eller Slud, hvad han hedder. Thors Reise til Jothunheim er formodentlig en vidtløftig barbarisk Variation af Dødens Vuggevise.

Baggesen kommer af og til herned. Jeg har havt lange og svære: Samtaler med ham; jeg har taget ham i Skole som en Pebling og sagt ham Alt i hans Øine paa en godmodig Maade. Han har lovet Bedring. Fuldkommen Bedring er vist umuligt; men den Higen efter at ville, ville, er allerede Noget, som den Gode ikke maa foragte eller tilbagestøde. Jeg kan ikke finde mig bedraget i ham; thi jeg har aldrig taget ham for Andet, end den han er: Et Menneske med megen Vittighed, nogen Phantasie, øieblikkelig opflammende Følelse (som naar man kaster Harpix i Ilden), Sands for Velklang i Sproget og lyrisk Talent; men uden Fornuft, uden Forstand, uden Dybde, uden Varme („Du brænder eller fryser“ siger Utg. Loke, til Loke i Baldur), uden Besindighed, uden Omfatning, uden Jagttagelsesevne, uden mandig Kraft, uden Ærlighed, kort sagt, uden Genie. Naar han har et Menneske hos sig, som kan gjøre ham opmærksom paa Critikkens Fordringer, som kan pege Flauhederne ud af hans Arbeide, saa er han Karl for at indsee det og villig til at rette det. Saaledes har jeg ofte gjort. Han har nylig skrevet Søman dssange og et Brev fra en Matros, som forgaaer, hvilke virkelig ere i ægtekomisk-Dansk-National-Sømands-Charakteer. Men meget burschikos-Student-Literatur-Vittighed —, og Baggesensk-Smiger- Sentimentalitet og Svulsthovenhed har jeg faaet ham til at stryge ud.

Ved slige Leiligheder kan jeg ikke bare mig for at smile s. 258 lidt indvortes og recitere mig den Strophe: „Jeg, som veed om Lampen og om Lampens Brug Besked, vil lære Dig dens Kobberrust at gnide! “

17

Og nu kjære Ven, lev vel! Hils Ørsteds og alle Venner.

Din
Adam.

E. Sk. In Parenthesis vil jeg lade Dig vide, at jeg for Øieblikket arbeider paa 5te Akt af en ny Tragedie, og at de 4 første ere fuldkommen færbige. Tal til Ingen derom. Aarsagen, hvorfor jeg holder det hemmeligt, er, at den dumme Theaterdirektion, naar den hører, jeg skriber saa meget, kunde faae Frygt og Bævelse. Jeg bringer min nye Tragedie med mig i Juli, naar jeg kommer hjem.