Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Christian Ørsted FRA: ukendt (1808-01-20)

Til H. C. Ørsted.
Rendsborgden 20de Januar 1808.

Du lever altsaa! nu det er dog altid Noget — og Du skriver — det er endnu mere — og skriver endog Galanterier — lutter Særsyn — siig mig dog engang, bliver Du saadan ved til Aarets Ende? Du philosopherer og Du fortæller.

Men at Du gjør Vers — alenlange Hexametre med nysselige Aladdinsk-Noureddinske Allegorier — som man læser her paa Eiderens Bred, see det er stærkt — det er et nyt Fænomen — for at opleve det, maatte en Krig udbryde mellem Danmark og England — Skade, at jeg glemte at bestille nogle rimede Vers hos Dig, Du Pe’er Syv! til vor Fest og Fødsels Høitid her — nu har Guldberg og Staffeldt faaet Fortjenesten og Æren

Du taler om skrevne Prygl — ja! kjendte jeg ikke Din s. 259 aandelige Callus, saa vilde det maaskee have været muligt at gjøre dette Forsøg med Dig — men jeg veed, at Du paa Sjælen er ligesaa haardfør og kjæk, som Du Paa. Legemet er ømskindet og bange — mine Næver vilde Du frygte meget mere end min Pen — og Forholdet blev omvendt — den Uskyldige kom her tilkort — at skjændes skriftlig eller mundtlig med Dig er jeu perdu — jeg kjender Din virtuosité bedre. Men at Du er saa lud-skind-doven, saa lunken — saa valen — i Din lille Professorsjæl, ei at kunne offre et Menneske, der saalænge har baaret over med Din Syndefuldhed, et Par Linier, og til Tak for hans Langmodighed give ham et Par- gode Ord — et Par af Dine eiendommelige Fraser, naar den gode Aand er over Dig, som Du veed der in tantâ inopia hominum glæder mig usigeligt — see det er karnaliøsk — som Du gjerne maa udlede af carnalis — eller af Carnaille, alt som Du lyster — og bedst veed, vil og kan.

Du har Intet at skrive om — Du er fattig — naar er Du bleven det? Nei! Du er gjerrig, lumpen, smudsig gjerrig paa Ord. — Øs af Dit rige Væld — og bild sig ei ind, min Fa’er! at han kaster sine Perler for Sviin — fordi han ei skriver til Fichte eller Ritter — eller for den lærde Verden — som Dine Olden vel ville smage — og omendskjøndt Du læser for Damer etc-, saa kan Du gjerne skjænke den, som her beærer Dig med sit Venskab — nogle ringe Tanker af dine Fonds — husk paa, hvor ofte jeg paa Parises slibrige Bane var Din Mentor — og vær taknemmelig — det er en smuk Dyd. — Næsten har jeg troet, Du var bleven forelsket og gik paa Freyers Füssen — thi da glemmer man Alt for den Himmel, man lever i — Nube pro Junone — og næsten troer jeg, Du er en Smule forelsket — thi Taushed og Poesie ere sikkre Tegn — also gratulire schönstens! Herr Nachbar! —

17*

s. 260 Det maa klæde Dig godt! gift sig min Ven, werden Ihn schon finden — wenn er nicht zu Hause ist.

Jeg kunde nu sige Dig meget om vor forestaaende Fête — og burde næsten gjøre det, for at kjede Dig tilbørlig — jeg kunde sige Dig meget om vort mageløse Theater og tier blot af Ædelmodighed. — Jeg kunde sige Dig noget om en vis elskværdig Pige her — en høist elskværdig Skabning — og tier for at ærgre Dig, da jeg kjender Din Nysgjerrighed — jeg kunde fortælle Dig Ting, som vilde more Dig og tier for at straffe Dig. — Jeg forlanger ingen Avisnyheder — Commerce-Collegiet har Dagen og Monitøren — men mine Venners Aand ønsker jeg fraværende at nyde og glæde mig ved — og derfor vil jeg, at Du især skal skrive — om Du troer mig det værd.

Oehlenschlägers Poesier ere i de rigtige Hænder — Mørch fra Paris vil snart besøge Dig — han har Brev med fra Oehlenschläger til Din Svigerinde.

Hils Din retskafne Broder og hans elskværdige Kone, hver for sig, meget — hils Steffens og Kone meget — og alle vore øvrige fælleds Bekjendte — Gud veed, naar vi atter sees — min Hu stander mod Syden — jeg erindrer ei mit sidste Ophold i Kjøbenhavn med Glæde just, men vel at jeg skylder Dig mangt et lykkeligt Øieblik.

Din
Gjerlew *) .