Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Christian Ørsted FRA: ukendt (1808-02-19)

Til H. C. Ørsted.
Rendsborgden 19de Februar 1808.

Behøver jeg vel at sige Dig, kjære Ørsted! hvor behagelig Din ægte poetiske Epistel har overrasket mig? eller troer Du, at Rendsborg og Commerce-Collegiet ganske skulde have qvalt den levende Deeltagelse for det Ædle og Skjønne, som jeg hidtil troer at have havt? Dog, det troer Du ei, ellers havde Du ei meddeelt Din Ven Dit sidste Arbeide, og for at vise Dig, at jeg har vidst at skatte det og af de faa Linier, af det lette Skyggerids, at danne mig et heelt Billede, saa viid! at jeg endnu samme Dag, jeg modtog det, henreven af Din Gjenstand og dens Behandling, ilede ud til Grevinde Schimmelmann, for at deelagtiggjøre hende heri og i min Glæde — Du tilgiver mig vel det? — jeg fandt her den meest levende Interesse for Dit Æmne og Tilfredshed med det, Du havde udført — og en Partiskhed for Dig, som inderlig har glædet mig, som Din Ven — denne Interesse var oprigtig, det sagde mig Tonen, og tillige den ædle Greves Ønske i Dag at meddele ham det. Du seer, altsaa, kjære Ørsted! at Din Lyras harmoniske Toner ogsaa virke her midt imellem de frygteligste Udsigter til Krigens nære Rædsler og mellem dræbende Forretninger — og dette bør vel opmuntre Dig til at meddele mig, hvad Du har færdigt, om Du ei har besynderlige Grunde til at nægte mig dette Ønskes Opfyldelse. Jeg er aldeles indtaget for dit Æmne, det hæver Dig over Læredigtets Tørhed s. 265 som Montgolfier hæver os fra Jorden — hver vigtig poetisk-physisk Opdagelse, hvert Clima, hver Himmelens Region, hver Tidsalder og Fremtiden selv kan Du svæve let hen over, kan Du hæve Dig til, kan Du skue i og malende fremstille. Det Overjordiske, Himmelske, Aandelige, som ligger i denne Opdagelse, det Store, som Fremtiden har sikkert skjult heri, gjørden mere end nogen anden til et Digteræmne, og med Din Metaphysica og Physica anseer jeg Dig for Digteren til at give Fantasie, Speculation og Folelse ligcmeget Stof til Virksomhed, og med mandig Aand at bringe Eenhed i det store Hele. Det er, som om Du var bleven mig dobbelt saa kjær, siden Du har glædet mig saa overraskende med dette aandrige Product — hvem Din Løgn og Affectation i Poesien angaaer, fatter jeg meget vel. Jeg venter nu en udførligere Udsigt over det hele Epos, og som sagt, en Afskrift af det Færdige — og Taushed, om Du ønsker det.

Medens Du svælger i videnskabelig Ryden og Virken, lever jeg et høist uvidenskabeligt Liv; nogle Forretninger, ingen Leilighed eller rettere Mangel paa et bestemt Maal og paa Hjælpemidler ere Hindringerne; dog har jeg ei forladt Videnskaberne, fordi jeg har forladt den almindelige Landevei, hvor Universitetet egentlig er en Kro — havde jeg mine Dagbøger fuldendte jeg mine Italienske Breve, jeg fandt dog vel en Forlægger; at Du ei har sagt mig et Ord, en venskabelig ærlig Mening om det, som er trykt, er ei velgjort; jeg ønskede, og det er vel tilgiveligt, dog ogsaa gjerne at høre Din Stemme; hvorfor skriver man dog, uden for at vinde sine Venners Bifald, at forene sig nøiere med dem! Siig mig altsaa engang Din Mening herom.

Mit Ønske, at vende tilbage til Syden, derhen hvor Fortidens herlige Storhed bringer os til at glemme Nutidens alskens s. 266 Daarlighed, er mere levende end nogensinde; mit Forsæt trolig at forfølge min Plan, skulde jeg selv tage en Omvei over Afrika, er urokkeligt. Man har det Galanterie her, at undre sig over min Resignation, over min Tilfredshed med Rendsborg, som vore ægte og uægte Kjøbenhavnere finde utaaleligt, netop fordi deres Synskreds er for indskrænket; man begriber ei, at Kjøbenhavn og Rendsborg for den, hvis hele Væsen hænger ved Italien, kun er en liden Modification af de samme Savn — kun nogle faa Venner der —, kun en skjønnere Natur, og Resten er lige for mig. Min Omgang er indskrænket, men behagelig her, i den finere Verden, som, hvor Cultur er forenet med Verden, dog egentlig er mig den behageligste Kreds: En Ven, der elsker mig, en elskværdig Pige, jeg kan hylde, see her det, som forskjønner mit Liv, og trods sin ydre Eensformighed giver det et Slags Afvexling, og gjør det langt rigere, end de Fleste kunne begribe; Læsning og Forretninger, Udkast til Arbeider, Blik i min Fremtid, Minder, veemodige Minder fra min Fortid, see her endnu mere Stof til Liv for Din Ven. Min igjen begyndte afbrudte udenlandske Correspondance har skaffet mig mange behagelige Øieblikke; fra Baron Humboldt i Rom har jeg nylig havt Brev, fra Wolff venter jeg hver Dag. Du maa see at læse det første Hefte af det Museum der Alterthums Wissenschaft, som Wolff og Buttmann udgive, det er heelt af Wolff, ganske ham værdigt, og kan lære Jer Profane mange herlige Sandheder. Ogsaa Zoega’s Basreliefer har jeg læst de 3 første Hefter af med megen Interesse, jeg agter at levere en vidtløftigere Anmeldelse heraf i lærde Efterretninger, — bliver den for stor, i Minerva eller Universitetets Annalerne. Du seer dog, at Din Ven ei saa ganske forruster i Commercen i Rendsborg. Forresten har Du vel hørt om vor Fest til Kongens Fødselsdag s. 267 som virkelig var glimrende og smagfuld — mais qui nous coûte un peu cher — da 45 Personer have beværtet 150. Siden have vi havt et Par Smaaballer, og nu skulle vi have en Kanefart og Bal. Det forekommer mig egentlig, som Trojanernes Glæde Aftenen efter, at de havde slæbt Hesten med de skjulte Bevæbnede indenfor Muren. Sikkert forekommer det mig, at der træffer et Uveir op; men om det drager forbi og slaaer ned hos Naboerne, eller om det ganske opbrænder Fredens, Rolighedens og Selvstændighedens Hytter, og om vi nogensinde leve at see Luften renset og aande frit, see det er Spørgsmaalet, og to be or not to be var os aldrig nærmere. Vi vente her hvert Øieblik den bestemte Efterretning om vore fornemme Velynderes Ankomst — cela nous dérangera sans doute un peu la maison, mais pour avoir l’honneur de recevoir des hôtes si magnifiques, il vaut bien la peine, j’espère, de se déranger un peu. Qu’ils viennent, pourvû qu’ils payent, sagde Grev S. Mais les Français, svarede jeg, je les ai toujours connû comme de grands économes, qui aiment bien à jouir mais pas à payer, og han trak med et bittert Smiil paa Skuldrene. Forresten beundrer jeg dette overordentlige Menneske jo længere jo mere, han har nylig forelæst mig Noget, der skulde være en Erklæring, Betænkning over Pestalozzianismen, og jeg har beundret den dybe Grandskeraand, forenet med den glødende Fantasie, som herskede deri; egentlig var det en Udsigt af hans Ideer over Menneskenes Uddannelse og Bestemmelse, og ofte traf det forunderligt sammen med Fichtes Grundzüge, som han ikke kjender — jeg bad ham lade det gjennemsee og trykke anonymt — det vilde være et sjeldent Fænomen at læse denne Speculation, disse herlige, ædle, ophøiede, rensede Begreber om Menneskenes Bestemmelse af en gammel Stats-og Finantsminister, skrevne midt imellem den uhyre Mængde af Forretninger, der overvælde ham — og endnu mere s. 268 Vilde man, som jeg, beundre hans ømme, menneskekjærlige Hjerte og hans glødende ungdommelige Fantasie, som ingen Erfaring, ei Alder, ei Forretninger have kunnet nedtrykke eller forhærde — en herlig — lysende, varmende Guddomsstraale maa være trængt dybt i den Sjæl, der saaledes skal være hævet over den men- neskelige Aands sædvanlige Lod.

Den 20de Februar.

Naar Du har et Øieblik for Din ven, da und ham det; Du veed eller bør vide, hvormeget det glæder mig. Lev vel og giv mig stedse saa overraskende, rørende Beviser paa Dit Venskab, som i sidste Brev, hvormed Du endnu mere vil gjøre mig til Din af ganske Hjerte oprigtig elskende

Gjerlew.