Danmarks Breve

BREV TIL: Adam Gottlieb Oehlenschläger FRA: Hans Christian Ørsted (1809-05-26)

Til Samme.
Kjøbenhavnden 26de Mai 1809.

Det gjør mig ondt at erfare, at mit Brev saa meget har nedstemt de, sandeligen ikke for høie, Forventninger, Du havde om det, man vilde gjøre for Dig i Fædrelandet. Jeg nødes til at melde Dig endnu, at der ikke er skeet stort Mere, end da jeg sidst skrev; men jeg troer at burde lægge til, at jeg er temmelig vis paa, at der snart vil skee Noget, og at Du bliver Professor og fetaer en Gage, hvordan det end gaaer. Schimmelmann har nyligen talt med mig derom. Han forsikkrede mig, at der ingen Tvivl kunde være, at man jo vilde beholde Dig her, og at man for at kunne dette maatte opfylde Din Begjæring, i det Mindste hvad det Væsentligste angik. Han meente, at hvis det ikke kunde skee paa anden Maade, maatte man give Dig Prædikat af Professor og en Gage, hvorfor Du forpligtede s. 284 Dig til at læse over Poesi og Kunst, uden at Du dog var bunden til noget bestemt Institut. Han lovede saa snart muligt derom at tale med Kongen, der selv har erklæret, at man maatte gjøre Noget for Dig. Hvad Du skriver om den af Dig selv opfundne Plads ved Kunstakademiet, er fuldkomment rigtigt, og jeg har sagt det til Schimmelmann; men Du har ikke kunnet bringe en Omstændighed i Beregning, som den, der kjender Abildgaard, derimod veed udenad, at han nemlig vil gjøre Alt, ikke for at faae den Plads, Du vil have, men for at hindre, at Du skal faae den. Dette kommer nu aldeles ikke af noget Had til Dig, men af hans Lyst til at regiere, ifølge hvilken han er bange for alle udmærkede Mennesker i sin Nærhed, saa gjerne han end ellers vil omgaaes og vexle Tanker med dem. Det gaaer med Statsmaskinerne, som med andre Maskiner, deres Virksomhed indskrænkes skærkkeligt ved Inertien og Friktionen. De Led af Maskinen, som ved langt Slid ere komne til at passe til de øvrige, gaae lettest og mest uforstyrrede deres jævne og sikkre Gang. Ethvert nyt Led behøver en meget stor Kraft til at overvinde blot en liden Deel af denne Friktion, og er det ikke desto stærkere, saa knuses det ved alle Nabodelenes forenede Bestræbelse. Jeg har i mit sidste Brev ikkun villet give Dig Efterretning om, hvorledes denne Friktion yttrede sig her; har jeg gjort dette paa en ungeschickt Maade, saa beder jeg om Forladelse. Det har maaskee bragt mig selv noget ud af mit Humør, at finde bemeldte Friktion saa afskyelig stor. Dog, som sagt, jeg tvivler ingenlunde paa, at Du jo overvinder saa meget deraf, som Du denne Gang har begjært.

At Palnatoke har indbragt Dig 849 Rd, dansk Courant, i frie Penge, har uden al Tvivl Christiane skrevet Dig til.

s. 285 For Sovedrikken hor Theatret Intet villet give, men erklæret, at Weise maatte affinde sig med Forfatteren. Weise spurgte da, hvad Theaterdirektionen vilde give for et saadant Stykke, hvorpaa Hauch, i et Brev, som Weise foreviste mig, erklærede, at 100 Rd. var Prisen. Denne ubetydelige Sum har Weise udbetalt mig. Rahbek har til Din Fader sagt, at det var for lidt; men paa min skriftlige Anmodning om at sige mig, hvad jeg burde fordre af Weise, har han erklæret, at jeg ikke kunde fordre mere; men han meente, at Weise af sig selv burde have givet mere derfor. At det havde været godt, om Du havde faaet Stykket til Eftersyn, før det tryktes, nægter jeg ikke; men saa havde det ikke kunnet spilles før næste Aar. Jeg nægter ikke, at Weise jo burde bie noget efter Dig, da Du har maattet bie saalænge efter ham; men jeg tænker, at Du ikke vil regne det saa nøie med den besynderlige Weise, der forresten er fortræffelig og virkelig elsker Dig. Han længes meget efter Din Hjemkomst og ønskede, at Du vilde forfatte en Opera, hvori det Overnaturlige spillede en vigtig Rolle. Han vilde da anvende alle sine Kræster paa at komponere den. Om Honoraret maatte naturligviis først gjøres en Akkord med Theaterdirektionen.

Axel og Balborg er nu formeligen antaget af Theaterdirektionen og tredie Aftens Indtægt Dig bevilliget, uagtet den skal spilles paa Kongens Fødselsdag. Dette skal være en særdeles Begunstigelse, da ellers de Stykker, som opføres paa denne Dag, skulle spilles 5 Gange i Rad, for at alle Abonnenterne kunne faae det at see. Nu har jeg da atter maattet skrive Dig et sandt Kommissionairbrev, men hvad skal man gjøre, Du skal og vil dog nu engang vide alle disse Ting, og naar nu Nogen skal have en Ulykke, saa kunne vi jo ligesaagodt have den som en Anden, siger Jonas. — Nu er der s. 286 ikke Tid og Rum uden til en og anden Efterretning, og disse ere endda ikke alle af de behageligste. Der har nyligen været en Assessorplads ledig i Høiesteret, hvorom Anders Sandøe søgte; men man har, endog imod Anciennitetens Love, foretrukket Rosenkilde i Politiet for ham. Han tog sig det først meget nær, saa at han blev syg, men har dog nu nogenlunde glemt det. Jeg kan endnu ikke ret fordøie denne Historie.

Hvad mig angaaer, saa lever jeg tiel, har ved kongelig Understøttelse faaet et skjønt og stort Lokale paa Østergade Nr. 68, har skjønne Instrumenter og kan Gudskeelov gjøre, hvilke Experimenter det skal være. Af Videnskabernes Selskaber i Kjøbenhavn og München er jeg bleven Medlem i Vinter, en Sag, der dog neppe fortjener at fortælles herfra til Italien.

Christiane hilser Dig. Sophie ligeledes. Hvad Du har truet hende med, som forklaret Aand at tilraabe hende, har havt megen Virkning. Jeg troer næsten, at hun skriver. Din Fader og A. S. Ø. hilse Dig ligeledes paa det Kjærligste.

Din hengivne
H. C. Ørsted.