Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Christian Ørsted FRA: Adam Gottlieb Oehlenschläger (1809-08-20)

Til H. C. Ørsted.
Romden 20de August 1809.

Jeg var nærved intet Brev at skrive Dig til, bedste Hans Christian; men da jeg betænkte de mange indholdsrige Breve, Du paa den sidste Tid har sendt mig, fandt jeg det en reen Uretfærdighed at tie, om jeg endogsaa intet Videre havde at sige Dig end Tak. Hvad der især har fornøiet mig, er en vis gratiøs Snaksomhed, der udmærker Dine sidste Breve, som jeg savnede i de første, og som dog er Brevvexlingens Blomst, da uden den slige Skrivelser ikke vorde andet end Commissions Efterretninger. Du kan have Ret i at sige, at mitte første Breve til Dig ikke vare meget anderledes, da de næsten ikke indeholdt andet end Skjænd til Dig, fordi jeg kun havde 500 Rd. aarlige Reisepenge. Og Du kunde kort og godt have svaret mig, som Lisette Harlekin hos Ewald: „Hvor Intet s. 288 er, uendelige Nar, hvad vilst Du tage der!" Af Christianes Brev seer Du, at jeg nu begiver mig hjem. Jeg har en stor Længsel efter Eder. og dersom Alting gaaer godt, saa kommer jeg midt i November. Jeg haaber, at et Brev fra Dig møder mig paa Veien og siger mig, at mit Ønske om Professoratet er guaet i Opfyldelse; siden Abildgaards Død kan der jo aldeles Intet være i Veien. Jeg ønskede ellers meget heller at være Professor slethen med en god Gage, end at være bunden til Kunstakademiet. Jeg har skrevet en Tragedie her i Rom, Correggio, en Kunstnertragedie, hvori saavel Stoffet som Behandlingen ganske høre mig til. Jeg har skrevet samme Tragedie paa Tydsk og vil nu søge at gaae den modsatte Vei, at oversætte fra Tydsk paa Dansk, istedetfor altid fra Dansk paa Tydsk. Grunden indseer Du let. Det er umuligt at gjøre Dialogen saa national og flydende i en Oversættelse som i et originalt Digt, og da Correggio er et Emne, som ikke er Dansk nationalt, men europæisk, saa vil jeg dog engang for alle vise Thdskland, hvad jeg kan gjøre med det tydske Sprog, naar jeg er ubunden, da jeg dog nu engang er i Aande med at skrive germanisk. Men det forstaaer sig, det bliver ogsaa skrevet paa Dansk, hvilket ikke vil falde mig tungt, og først spillet paa Kjøbenhavns Theater, førend paa noget andet Sted. Det er ganske indrettet for Theatret og vil ikke undlade at gjøre den fornødne Effekt, selv paa Mennesker, som aldrig have hørt Correggio nævne, naar de blot have Tænke- og Følekraft og interessere sig for Menneskeheden. Hvad nu Tydskheden angaaer, saa behøver Du ikke at understrege den for de Fattige i Aanden; der kunde muligt nogle Patrioter være saa dumpatriotiske, at det lagdes mig til Last. Stykket er skrevet i begge Sprog, kan Du sige, hvis der skulde tales derom, paa Tydsk og paa Dansk, ligesom de nye Almanaker s. 289 Jeg kommer altsaa tidsnok for at indstudere Axel og Valborg med de bedste Skuespillere. Jeg veed ikke, om jeg i et foregaaende Brev til Dig eller Rahbek har talt om Rollebesætningen. Jeg tænker, det bliver saadan: Axel, Foersom; Valborg, Madam Heger eller Jomfru Olsen; Hakon Herdebred, Heger; Erland, Schwarz; Knud, Kruse; Bjørn Gamle, Knudsen; Vilhelm haaber jeg, kan dog Rosing spille; Rollen er ikke saa stor. Det er Ulykken, at han skal synge, ellers kunde Heger spille den; hvis han ikke kan, maa Frydendal vel være Vilhelm. De andre Roller kan man besætte, som man vil. Jeg haaber at komme tidsnok for at undgaae alle Cvllisioner.

Om Rom kan jeg intet Andet sige Dig, end hvad Du seer i Christianes Brev; naar jeg kommer hjem, skal Du mundtlig høre mere.

Hils min gode Fader, min Søster og Anders hjertelig. Det glæder mig inderligt, at de tvende Første besinde sig saa vel; kunde jeg dog høre det samme om Anders. Dog, nu er han jo over de farlige Aar, jeg haaber, hans Natur vil sætte sig i en jævnere, sundere Gang. Hvad skriver han og Du i disse Tider? Saa ret som det er af Anders, ikke at studere sin Sundhed bort, saa ønskede jeg dog ikke, at hans skjønne philosophiske Hoved skulde allerede fyldes nu med Jurisprudenz. Har han intet Philosophisk skrevet i den senere Tid? Naar jeg kommer hjem, maa Du give mig et Privatcursus i Physik og Chemie; det Lidet, jeg vidste, er næsten udsvedt. Det var komisk: i Mailand viste Wallich mig engang paa Gaden Volta. Jeg løb efter ham, vilde præsenteres ham af Wallich, som kjendte ham; men pludselig faldt det mig ind: Hvad skal Du tale med Manden om? og saa lod jeg det beroe med at see ham. Naar det kommer mod min Hjemkomst, maa Du leie mig et smukt Logis, Stue og Sovekammer, møbleret, i en god Gade, s. 290 hvor jeg strax kan tage ind. Dog, der er endnu Tid til. Du har handlet fuldkommen ret i Alt, hvad Pengevæsenet angaaer. Lev vel, min Ven. Naar jeg er i Tydskland, skriver jeg Dig igjen. Send mig strax et Brev til Cotta.

19

Din
Oehlenschläger.