Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Ludvig Heiberg FRA: Hans Christian Ørsted (1829-04-23)

Til Samme.
Den 23de April 1829.

Høistærede Ven!

Jeg har nærmere overveiet vore Forhandlinger i Aftes *) og troer, at det vilde være ret godt, om man engang opsætter skriftligt de Punkter, hvorom vi ikke syntes at kunne blive enige, og derpaa bestemmer, om vi skulle fordrage hele Selskabet **) Noget derom. At dette Brev vil være meget flygtigt og tildeels skjødesløst, forndseer jeg, men haaber Undskyldning derfor, da jeg kun har en meget kort Tid idag at anvende derpaa.

Et Hovedspørgsmaal synes det mig at være, om man tør antage den Sætning, at den, som nægter sit Lands Guder og ikke antager en positiv Religion, er en Atheist. De vil sige, at jeg ikke stiller Spørgsmaalet rigtigt, og at De kun paastaaer, at den, som antager en Gud, der ikke kan erkjendes, der ikke aabenbarer sig (forstaaer sig hverken i Ord eller Gjerning ɔ: s. 421 hverken i Historie eller Natur) er en Atheist. Dien tager De Sætningen saaledes, saa har den Intet med vor Sag at gjøre. I Rolf Krake handles om en Mand, der antager Alfader, som har frembragt Alt, og som skal regjere, naar Guderne ere forgaaede. Jeg mener, at man ikke kan erklære en saadan Mening for Atheisme, uden at forandre Ordenes Betydning. Baade som gammel Ven og som Medarbeider til et fælles Maal maa jeg sige reent ud, at det synes mig at ligne noget Kjættermageriet, at ville sætte det omhandlede Sted i saa inderlig Forbindelse med Religionen. Mig synes, at her er kun Spørgsmaalet, hvor poetisk rigtig den omhandlede Allegorisering er.

Det andet Hovedspørgsmaal (det første i Tidsordenen) er om Maaden, hvorpaa man skal skildre den philosophiske Tendents, De misbilliger hos Oehlenschläger. Devil henføre den til Philantropisterne. Jeg interesserer mig ikke mere for disse end for noget andet faldent literarisk Parti. Men for det Første synes mig den Fremgangsmaade at bruge saadanne Partiers Navn til Haan ikke rigtig; man har hørt denne saa tit, at det var mere værd, at see hvad godt de havde udrettet. For det Andet saa er denne Henførelse af Mænd til visse Partier, som de selv ikke vedkjende sig, forhadt og i Slægt med Kjættermageriet. For det Tredie synes det mig ikke, at man har tilstrækkelig Data nok til at henføre Oehlenschläger til dette Parti; det synes endog aabenbart, at ett Mand, der har hørt til et aldeles modsat Parti og nit forlader det, ikke ganske vil kunne antage Forestillingsmaader, som dette tildeels fortrængte, men i det mindste dermed maa forbinde noget Egent.

For det Tredie, og dette kom ikke ret paa Tale i Aftes, forekommer det mig, at De altfor meget stræber efter at construere hele Digterens Aand, hvilket jeg troer, man bør overlade s. 422 til Efterverdenen. Af denne Construeren opstaaer en vis Overmandstone, som jeg ikke troer, man bør tillade sig uden mod Stymperne.

Over disse tre Punkter synes det mig, at vi maae consultere Selskabet, hvis vi ikke blive enige; thi skal vort Tidsskrift have en bestemt Farve, maa man over slige Punkter komme til Enighed.

Dette, som Medarbejder. Som Ven tillade De mig endnu at bede Dem vel overveie, om De ikke maaskee i disse Sager lader Dem for meget lede af skuffende Theorier. Jeg har selv været i dette Tilfælde og er kun seent vendt tilbage. Lykkeligviis har min Dovenskab i at skrive gjort, at det mindste deraf er kommet paa Prænt. De er en Mand, hvis Arbeider man om mange Aar atter vil læse ; vil De da, at man skal finde alt for Meget, der blot er Tidsalderens Eensidighed? Vi maae alle betale vor Tribut dertil; men jo mindre jo bedre. Efter saa mange gjennemlevede videnskabelige Revolutioner troer jeg. at vi bør være dobbelt varsomme, og at vi kunne være det.

Om jeg ikke her har lagt mine Ord nok paa Vægkskaalen og maaskee sagt endog mere, end jeg vilde sige, haaber jeg dog. at De undskylder dette og af det Hele seer, at jeg med uforandret Venskab og Høiagtelse er Deres

Hengivne
H. C. Ørsted.