Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Christian Ørsted FRA: Johan Ludvig Heiberg (1831-01-05)

Til Samme.
Kjøbenhavnden 5te Januar 1831.

Med megen Interesse har jeg læst bet mig laante Manuscript *) , som jeg herved med Taksigelse sender Hr. Etatsraaden tilbage. Det forekommer mig, at De netop har grebet de væsentligste Punkter i det recenserede Skrift, uagtet dette vel endnu gav Anledning til visse andre Betragtninger, f. Ex. over den reelle Betydning af Striden mellem Baggesen og det Oehlenschlägerske Parti, saavelsom af den heraf udsprungne Strid mellem mig og Hauch; fremdeles over Usselheden af vor journalistiske Literatur, og andet mere. Men jeg kan vel indsee, at dette laa udenfor Deres Plan; og De har sikkert gjort vel i, fremfor Alt at udhæve Hovedpunktet: den Vægt, Forf. lægger paa Formen, og dertil at knytte paa en naturlig s. 429 Maade Betragtningerne over Maanedsskriftets Virksomhed i æsthetisk Hensende. Hvad De siger om Debatterne i vor Redaction, finder jeg udmærket heldigt, og ikke mindre Fremstillingen af, hvorledes Videnskabens Form selv er Skjønhed. Men dette, som er rigtigt, naar Talen er om Videnskab Almindelighed, og følgelig ogsaa om hver enkelt Videnskab, for aa vidt som denne participerer i Videsklabens almindelige Liv, rekommer mig ikke længer at have Gyldighed, naar det anvendes paa Stoffet af de specielle Videnskaber, saasom Anatomie, Physiologie, Acnstik og Optik. Skjønheden af disse Videnskaber bestaaer deri, at de fremstille Naturens Love i en vis bestemt Kreds, men ikke i deres umiddelbare Bidrag til Kunsten, for hvilken de kun ere Hjælpe-Videnskaber. Det, som i den dannende Kunst tilhører Anatomien, eller i Musiken tilhører Acustiken, eller i Maleriet tilhører Optiken, er vel den materielle Basis for disse Kunster, ligesom Mad og Drikke for Livet, men ikke deres ideelle Væsen, hvorved de blive til Kunst. Al den Skjønhed, som henhører til dette Stof, er endnu ikke Kunst-Skjønhed, men kun den almindelige, abstracte Skjønhed, som findes i Naturen. (Jeg kalder den abstract, fordi den i Kunst og Poesie ikke er andet end en enkelt, og det endog underordnet Side, hvorimod den i Naturen viser sig som det eneste Concretum af Skjønhed). At Schelling har skrevet en enkelt, ubetydelig Roman, hvori endog Stoffet er det Herskende, forekommer mig heller ikke at gjendrive Forfatterens Ord, men vel, at Schelling ogsaa er Kunst-Philosoph eller philosophisk Æsthetiker, hvorfor jeg ogsaa bifalder, hvad der er sagt om Kant, mindre Forsvaret for Fichte, eftersom dette især er hentet fra det Practiske, ligesom det for Schelling.

Endelig synes mig. at Forfatteren paa det Pag. 15 bis anførte Sted har fuldkommen Ret i at sætte Skjønheden ene s. 430 og alene i Formen, ikke som om denne Form kunde være adskilt fra Ideen, men saaledes forstaaet, at det først er Formen, hvorved Ideen bliver skjøn. Denne Mening stemmer ogsaa ganske overeens med Schillers og Göthes. Jeg maa derfor ansee det Spørgsmaal som overflødigt (Pag, 15): „om Skjønheden nogensinde er saa aldeles blot Form, at den ikke skulde vække Anelsen af en Idee?" og hvad der strax efter staaer om Antiken; thi en saa absurd Mening kan ikke være Forfatterens, og synes mig ikke at ligge i hans Ord, Et andet Spørgsmaal er, hvorvidt han har Ret til at troe, at Videnskabsmænd, som Redacteurerne af Maanedsskriftet, ikke skulde have Sands for Formen. Men ved Formen maa naturligviis forstaaes meget Andet end Versificationen; dog synes Forfatteren især at mene denne, at dømme efter det Pag. 12 citerede Sted. Hvorvidt han derimod skulde have sat Skjønheden blot i Ynde, veed jeg ikke. Stedet Pag. 15 bis taler om Skjønheden i Almindelighed, som en Form, ikke om den specielle Yttring af Skjønhed, som kaldes Ynde; thi at Forfatteren beskriver sin „nøgne Skjønhed" som yndig, skeer kun for at individualisere den mere. At ogsaa det Sublime (Modsætningen af det Yndige) bestaaer i Formen, er ikke vanskeligt at bevise. Maaskee kunde ogsaa Bemærkningen om Baggesens overdrevne Iver for Gratie bestemmes lidt nøiere. Som bekjendt, var han ligesaa ivrig for det Sublime, men var ofte uheldig i at opnaae det, da det under hans Pen, især i tidligere Aar, let forvandlede sig til Svulst. Men mange af hans nyere Smaadigte (f. Ex. det til Admiral Sneedorf) ere virkelig sublime; og i det store Digt „Thora" lagde han i det mindste an paa det Sublime meer end paa det Yndige. Det er derfor et Spørgsmaal, om ikke det smukke Digt, som slutter Recensionen, kunde finde en anden Anledning til at fremtræde, og om der ikke i selve s. 431 Gjenganger-Brevene skulde findes et passeligere Sted at knytte det til, end det Pag. 15 bis citerede.

Jeg har fundet Deres Recension saa interessant, saavel i Almindelighed, som i mange Enkeltheder, at jeg har troet, ikke at burde tilbageholde de Indvendinger, som ere opstaaede hos mig under Læsningen deraf.

Deres ærbødigst hengivne

I. L. Heiberg.

E. Skr. Kunde ikke Pag. 1 det Udtryk „vor" foran „Oehlenschläger" ombyttes med et andet? Kjøbenhavns-Posten har gjort det saa trivielt.

S. T.
Hr. Etatsraad Ørsted.