Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Martin Orla Lehmann FRA: Hans Christian Ørsted (1832-09-01)

Til Orla Lehmann.
Den 1ste September 1832.

Jeg har nu atter modtaget Deres Afhandling om Trykkefriheden, af Schouw, og tilbagesender Dem den herved. Han vedbliver, ogsaa efter Forandringerne, ikke at finde den ganske egnet til Optagelse i hans Blad. Det gjør mig ondt, at jeg har givet Dem Anledning til saamegen Uleilighed; men jeg kan ikke Andet end tiltræde Schouws og Fleres Mening, at Afhandlingen ikke er stikket til det Øiemed, man havde med den: at virke mod det en fornuftig Frihed skadelige Indtryk, som Nutidens uhyre Misbrug af Trykkefriheden maa frembringe endog hos de sandeste Frihedsvenner. Jeg føler mig saameget mere dreven til at tale til Dem om denne Sag, som jeg i sidste Møde af Red. for Maanedsskr. f. Literatur erfoer, at De agter at udgive Deres Recensioner og maaskee denne Afhandling med. Uden at tale om, at De ved dette Skridt opgiver om ikke ganske, saa dog tildeels Deres Anonymitet, som jeg troer det meget klogt endnu en Tid lang at bevare, troer s. 436 jeg at burde gjøre Dem opmærksom paa, at disse Afhandlinger neppe ville frembringe en stor Virkning, ud over det de allerede have udrettet. Den første Recension er bleven læst med Bifald af Maanedsskriftets temmelig talrige Læsere, den anden gjør sin Forfatter ligeledes Ære, men efter at de mange almindelige Betragtninger, den fra først af indeholdt, efter Redaktionens Ønske afkortedes saa meget, vil den som en særskilt Afhandling ikke være af Bigtigbed. Vilde De sætte det Udeladte ind igjen, maatte De sandligviis sætte Deres Navn paa, og i intet Tilfælde behandlem som blotte Aftryk af Maanedsskriftet. Hvad nu Afhandlingen om Trykkefriheden angaaer, saa forekommer den mig at være holdt i en saadan Almindelighed, at den ikke kan frembringe nogen ny Overbeviisning hos Nogen. Skjønsomme Læsere ville sige, det er en ung Forfatter af Aand, der har skreven dette; men han har gjort sig Arbeidet for let. De veed, at jeg er en Ven af Trykkefriheden og frygter for enhver ny Indskrænkning deri; men naar jeg seer de mange modbydelige Løgne og Fordrejelser og Bagvaskelser, som ikke blot de saakaldte Obskuranter, men ogsaa de saakaldte Liberale tillade sig, synes det mig, at man ikke kan drøfte Spørgsmaalet om Trykkefriheden uden at handle derom. At sige, ak Saadant bør straffes, er endnu Intet; thi Spørgsmaalet er just nu, hvorvidt det er muligt at hindre de groveste Misbrug uden at forstyrre den rette Brug. Dersom De ikke vil nøies med at uddrage det Bedste af det, som herom før er sagt, troer jeg ikke, at De. uden et langt Studium, kan levere et virkeligt godt Arbeide herover. Jeg taler her ikke om en Afhandling, der godt lader sig læse. men om en, der frembringer en god og kraftig Virkning.

Jeg har endnu en Ting paa Hjertet at sige Dem, som en sand Ven af Dem og Deres Fader. De har viist Dem s. 437 flere Gange som en alt for varm Ven af Bevægelsespartiet. De ønsker at indføre det hos og. Jeg beder Dem først at overveie, om det ikke er bedst at lade dette Parti udrase i andre Lande, og see hvad godt der efter mange Kampe vil blive tilbage. For det Andet maa jeg bede Dem overveie, om der er mindste Udsigt til, at De derved kan udrette noget Godt her. Jeg troer, at De meget lettere derved kan spilde Deres og andre unge fyrige Mænds Lykke. De har de skjønneste Udsigter til at arbeide Dem frem til en Stilling i Livet, hvor De kan virke Meget for de store Menneskehedsanliggender; hvorfor vil De nu spille i et Lotteri, hvori Tabet er vissere end i Tallotteriet. Skriv, indtil videre, kun engang imellem, for at forsøge hvad De formaaer, men bland Dem ikke ind i borgerlige og literariske Foretagender, der ere saa vidt udseende, at De let kan spilde deres bedste Kræfter paa enten Intet at udrette eller noget Skadeligt. De kan vorde en hæderlig Embedsmand og en udmarket Skribent tillige, og vil da kunne virke for de Goder, en modnet Eftertanke og Erfaring har viist Dem som det Rette. Troer Dc ikke at Børne og Heine ville misunde Dem dette?

Maatte De nu optage dette ligesaa venskabeligt, som jeg har meent det, saa er mit Ønske opfyldt. Jeg har skrevet det i den Tanke, at De ingen Opmuntrer behøver, men vel en Advarer.

Deres hengivne
H. C Ørsted.

S. T. Hr. Studios, jur. Lehmann.