Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Christian Ørsted FRA: Henrik Nicolai Clausen (1834-01-19)

Til Samme.
Kjøbenhavnden 19de Januar 1834.

Høistærede Hr. Etatsraad!

Det er ikke for at skrive mere om den i disse Dage omhandlede Sag *) , at jeg ved disse Linier henvender mig til Dem; s. 451 jeg tilstaaer, at jeg ikke kan andet end betragte den som meget ubetydelig i Forhold til de mange og stærke Ord, den har foranlediget, og jeg veed desuden alt for vel, hvor vanskeligt det er, naar det først er kommet til en vis gjensidig Opposition, at skrive uden at give Anledning til ny Misforstaaelse.

Hvad der giver mig Pennen i Haanden, er alene den ubehagelige Følelse af at vide mig i en Slags Spænding til en Mand, der er Gjenstand fra min Side for en Høiagtelse og en Hengivenhed, som han deler med Faa; just fordi denne Mand er, som han er, troer jeg, at et aabenhjertigt Ord ikke vil finde Veien spærret, fordi Uenigheds-Punktet bliver staaende uafgjort.

Jeg vil ikke nægte, at jeg — det være nu med eller uden Føie — har savnet i Deres Yttringer om denne Sag baade det Træffende og det Billige, som jeg er bleven vant til at søge og at finde hos Dem, og at jeg hverken i Sagen kan finde Anledning til den Vigtighed, De har tillagt den, eller i mine Ord til den Heftighed, hvormed det forekommer mig, at De fra først af har trængt ind paa mig. Uden Tvivl har De paa Deres Side savnet væsentligere Egenskaber ved den Maade, hvorpaa jeg har taget og fastholdt Sagen. Men jeg forsikkrer Dem, at jeg selv i de Yttringer af Dem, ved hvilke jeg har følt mig — og jeg troer, maattet føle mig — tilbagestødt og saaret, veed at finde Yttring af den samme levende Varme for det. De anseer for Sandt og Ret, af den samme Oprigtighed i Sjelen, hvoraf Billedet mangengang svæver mig for Øie som ædelt Mønster, og jeg er derfor saa lykkelig at kunne glæde og styrke mig ved dette Billede nu som før. Det skulde s. 452 smerte mig, om De ikke var i Stand til at lade mit Sindelag vederfares en lignende Ret, om De skulde kunne tænke Dem anden Grund til min Fastholden ved det engang Skrevne end Overbeviisningen om, at det stod paa rette Sted; jeg forsikkrer Dem, at jeg ikke kunde have udeladt det, uden at forekaste mig selv en Opoffrelse af Sandheden af Klogskabs-Hensyn, som nu eengang, efter min Maade at tænke paa, ligge udenfor min Beregning. Denne Tænkemaade kan maaskee være overspændt — jeg vil her ikke indlade mig paa at retfærdiggjøre den; men jeg vil kun minde om, at den ofte bliver mistydet, og at den i ethvert Tilfælde tør gjøre Fordring paa Agtelse for det, som ligger til Grund for den. Jøvrigt kjender De mig vist ikke som Den, der fætter Lune eller engang forudfattet Tanke i prøvet Overbeviisnings Sted; ogsaa den Form, hvori Anmærkningen fremtræder, vil overtyde Dem om, hvor alvorligt jeg er bleven ved at gaae i Rette med hvert enkelt Ord.

Jeg har kun fulgt en ufrivillig Følelse, ved at gjøre Dem — og Dem alene — høistærede Hr. Etatsraad! denne Meddelelse, og jeg ophører ikke at tænke mig nær sluttet til Dem i de Bestræbelser for det Bedste i Livet, som Mange hylde i Ord, men Faa i Gjerning og i Sandhed.

Med uforanderlig Høiagtelse og Taknemmelighed

Deres ærbødigste og hengivneste

H. N. Clausen.