Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Christian Ørsted FRA: Johannes Carsten Hauch (1834-10-11)

Til Samme.
Sorøeden 11te October 1834.

Jeg takker Dem meget for Deres Brev og for alle devenskabelige og for mig vigtige Efterretninger, De deri giver mig. Hvad De yttrer angaaende Maanedsskriftet ogden s. 461 Mande, hvorpaa den mundtlige Discussion af en eller anden Materie virker, kan jeg godt begribe, og hvad mig angaaer, da harjeg læst saamange gode Afhandlingeri Maanedsskriftet, oghar desuden ensaa stor Høiagtelseforog Tillid tilflere afdets Redacteurer,at jeg vilde anseedetsom en Ære,at virkei Samfund meddem. Ligeledes erjegvis paa, atjeg af saa dygtige Mænd med Taknemmelighed skulde høre og benytte enhver Modbemærkning; men det er Ulykken for mig, at Molbech er deri; han har for det meste behandlet mig saaledes, at jeg troer det bedst, vi to holde os saa langt fra hinanden som muligt.

Hans Recension af Vilhelm Zabern finder jeg meget maadelig, ligesom det Meste hvad han skriver af den Art Jeg haaber med Guds Hjelp, at jeg ikke er af Dem, der forbittres ved enhver Dadel; hvor gjerne vilde jeg ikke høre Indvendinger af en Mand, der havde Hjerte til at føle og Forstand for at begribe et Digterværk; men med ham er det anderledes. Skulde jeg imidlertid have Uret i min Mening om Molbech, og skulde de vigtigere af hans Indvendinger være grundede, da behøvede jeg en stor Resignation for at finde Ro i dette Liv; thi jeg maatte da for største Delen ansee mit Liv for spildt og henkastet. Jeg har ikke engang Øie for at see, hvori Forskjellen bestaaer paa det, han kalder Godt og Slet; hvad han finder slettest, finder jeg tværtimod som oftest bedst og omvendt. Der er da intet Andet tilbage for ham og mig, end en Kamp om vor hele aandelige Tilværelse; thi er han seende, da er jeg blind. Jeg tænker derfor ikke, at De tager det ilde op, at jeg skarpt tager til Gjenmæle imod ham, det maa da vise sig i Tidens Længde, hvad der skal staae eller falde. Skulde den Irritabilitet, der er saa almindelig hos s. 462 Forfatterne, her lede mig vild, saa er det i del mindste mig selv ubevidst. Jeg har forresten her som bestandig at beklage, at ikke en rolig og upartisk Ven, som De f. Ex. staaer mig nær, og kan give mig et Vink, der kan lede mig, saavel ved denne, som ved flere Leiligheder, hvor jeg kunde gaae forvidt; jeg er mig bevidst, at ikke Lidenskab skulde hindre mig fra at høre en slig advarende Stemme, naar den var velmeent og kom fra en Mand, der var Sagen voxen.

Med sand og inderlig Høiagtelse

Deres hengivne og ærbødige
I. C. Hauck.