Danmarks Breve

BREV TIL: Inger Birgitte Ørsted FRA: Hans Christian Ørsted (1843-06)

Til Samme.
Berlin, Juli 1843.

Løverdagen den 22de prøvede jeg den første Reise paa Jernbane; det var til Potsdam, for at besøge Humboldt. Fra Hotellet, hvor jeg boer, til Banegaarden, hvorfra Toget gaaer ud, er der omtrent ¼ Miil; dette medfører nogen Tidsspilde. Til Potsdam er der omtrent 3½Miil, som tilbagelægges i 48 Minutter, saa at man bruger mindre end 1 Qvarteer til Milen, hvilket dog for en Jernbane kun er en maadelig Hastighed, hvilket Du godt veed.

Humboldt modtog mig meget venskabeligt og forlangte, at s. 506 jeg nøie skulde angive ham Maaden, hvorpaa jeg var kommen til min elektromagnetiske Opdagelse, som han iøvrigt meget vel vidste var en Følge af den Tankegang, som jeg havde fremlagt i tidligere Skrifter. Han talte om mange andre Gjenstande med sin sædvanlige Fyrighed, som sjeldent giver Andre Anledning til at anbringe Noget. Han har en uhyre Hukommelse, som omfatter de forskjelligste Gjenstande: Tal, Former, Tidsforhold, ligesaavel som Begivenhedernes egentlige Indhold staae levende for ham; Skarpsind og Vittighed staae ham altid til Tjeneste. Han har altid Efterretninger om de nyeste Opdagelser, hvortil hans store Brevvexel meget bidrager. Ved sine Forbindelser med Regenter og de mest indflydelsesrige Mænd udretter han overmaade meget. Han har formaaet den russiske Keiser til at udsætte 120,000 Rubler til Oprettelsen af et meteorologiskObservatorium ; da det ikke er tjenligt, under Videnskabens nærværende Udvikling, at lade dette være en Bisag ved de astronomiske Observatorier. Han har ligeledes formaaet den russiske Keiser til at lade anlægge mangfoldige magnetiske Observatorier i Asien, ja endog eet i Peking, hvortil altsaa den chinesiske Keiser maa have givet sit Samtykke. Han indbød mig til det kongelige Taffel den næste Dag Kl. 2. Saa tidligt spiser man her; naar det skal være meget sildigt Kl. 3.

II

12

Næste Dag Kl. 11 afgik jeg med Dampvognen og var omtrent Kl. 11¾ i Potsdam, hvor jeg efter Aftale med Humboldt tog ind i Hotellet der Einsiedler,klædte mig om og ventede ham. Til den bestemte Tid kom han og afhentede mig. Da Selskabet var samlet, kom Kongen. Jeg blev ham forestillet. Han sagde: „Es freuet mich ungeheuer Sie hier zu sehen“. Naturligviis bragte jeg ham den Hilsen, vor Konge havde paalagt mig at overbringe, hvilken han modtog, som man s. 507 kunde vente. Derpaa forebragte jeg min personlige Taksigelse for Ordenen pour le mérite. Siden talte han om Thorvaldsenog paalagde mig, at jeg skulde gjøre ham opmærksom paa. hvor let en Reise til Berlin nu vilde være, og opmuntre ham til at foretage den. Jeg blev ogsaa forestillet for Dronningen, med hvem der blot blev Tale om Reisens nuværende Lethed og de Fordele, som deraf flyde. Jeg blev vel gjort bekjendt med mange Herrer ved Hoffet; men saa mange nye Bekjendtskaber, sammentrængte i saa kort Tid, efterlade altfor svage Spor. Ved Taffelet sad jeg skraas over for Kongen og havde Humboldt ved den ene Side. Kongen talte nu og da nogle Ord til mig; men en egentlig Samtale kunde her ikke opstaae. Med Humboldt talte jeg derimod meget. Da Kongen efter Taffelet forlod den Sal, hvori Couren gaves, sagde han, at han ikke vilde tage Afsked med mig, men haabede endnu at see mig. Humboldt blev efter Taffelet i sine Værelser paa Slottet, men lod mig i en kongelig Vogn, som han har til Brug, kjøre til Hotellet, hvor jeg i største Hast omklædte mig, saa vidt Reisen fordrede, og endnu med samme Vogn blev jeg bragt til Banegaarden, hvorhen jeg kom endnu ½Qvarteer før Afreisen.

Da jeg var kommen hjem, Kl. 5¾, tog jeg mig endnu en Hvile og gik derpaa Kl. 8 til et Aftenselskab hos Schelling. Jeg fandt der Ehrenberg og Weitog en Dr. Partheyer, som er Boghandler, men tillige Videnskabsmand. Han er Svigersøn af Nicolay, som i sin Tid var en berømt Boghandler og længe nød Anseelse som Literator, indtil han lagde sig ud med Philosopherne. Schellings Datter og hendes Mand, Assessor Eichhorn, Ministerens Søn, vare ogsaa der, en voxen Søn af Schelling ligesaa. Samtalen var meget levende og dreiede sig om mange forskjellige Gjenstande. Fru Schelling erindrede sig med Fornøielse, at jeg 1822 havde i Nürnberg ladet hende forfærdige s. 508 en thermoelektrisk Ring, til at vise Seebecks dengang ganske nye Opdagelse.

12*

Tirsdagen den 25de førte Magnus mig til Dr. Ries, en rig Mand, som dyrker Physiken, uden at have noget Embede. Han giver sig især af med Elektricitetslæren, og navnlig med Gnidningselektriciteten. Denne Gjenstand har været mindre dyrket i de sidste 40 Aar end den galvaniske Elektricitet; og han anvender nu paa den første alle de Indsigter, den sidste har bragt os. Han har fundet Midler til at underkaste de store elektriske Virkninger, som Elektriseermaskinen frembringer, de fineste Maalninger.

Efter at være kommen hjem fra Ries, førte jeg endeel af det, jeg havde seet, tilbogs og ventede derpaa, indtil Ehrenberg kom for at afhente mig til et festligt Maaltid, hvortil be Berliner Lærde havde indbuden mig. Selskabet var samlet i en pragtfuld Sal, paa et Sted Odeon kaldet i Dyrehaven. Jeg sad mellem Humboldt og Schelling. Nabo til Schelling var den store Maler Cornelius, som paa den mest smigrende Maade lod sig giøre bekjendt med mig og sagde, at han ogsaa var Naturforsker; thi det var enhver Kunstner. Han talte med den Begeistring, som man kunde vente, om Thorvaldsenog ønskede, at han maatte komme til Berlin. Jeg lovede at sige ham det, men yttrede ogsaa det Ønske, at Cornelius vilde besøge Kjøbenhavn. Ved Bordet udbragtes min Skaal af Weit,som sad skraas over for mig, hvor ogsaa Karsten sad ved Siden. Weitbegyndte med, at jeg havde opholdt mig her i de første Aar af Aarhundredet, da Volta nylig havde aabnet saa store Udsigter for Videnskaben, ved Opdagelsen af sin Støtte Han nævnte de vigtigste Opdagelser, som dermed vare gjorte indtil 1820, og anførte, hvorledes man i den Tid saa ivrigt længtes efter et Resultat deraf for Magnetismen; s. 509 men at dette først var kommet ved min Opdagelse: af den vare mangfoldige andre fremblomstrede, blandt hvilke en af de første og skjønneste af Seebeck. Men nu vare 23 Aar siden min Opdagelse henrundne, uden at nogen ny Epoche, lig dem, der fandt Sted ved Voltas 1800 og min 1820, var indtraadt, hvorimod man vedbliver at bygge paa denne; og den Tid vil ikke værefjern, da den sætter Skibe og Vogne i Bevægelse, og hjælper os (Berlinerne) til at besøge Kjøbenhavn. Men vi maae endnu erindre os, at han har en Broder, som i et andet Fag har naaet den høieste Udmærkelse; det er to Brødre, som udgjøre et lysende Stjernepar. Jeg takkede i en kort Tale, hvori jeg sagde, at det er en anerkjendt herlig Følelse at modtage Æresbeviisninger af Mænd, som selv have erhvervet megen Ære. Denne Lykke blev mig i dette Øieblik til Deel i en Grad, som neppe kunde overgaaes, da jeg modtog saa megen Ære i en Kreds, som indeholdt saa mange Mænd af store Fortjenester, hvis Opdagelser ville bevares i Videnskabernes Aarbøger og bringe deres Navne til fjerne Slægter, og blandt disse Mænd endog saadanne, hvis Navne ville straale med den høieste Glands. — Jeg gjorde denne Tale kort, fordi jeg havde isinde at sige Mere til Slutningen af Festen. Der blev ingen flere Skaaler drukne; men ved Slutningen af Maaltidet reiste jeg mig og sagde omtrent Følgende:Jeg udbeder mig Tilladelse til, førend vi skilles ad, at gjentage min Tak for disse skjønne Timer, paa hvilke jeg altid vil see tilbage med Glæde. Der knytter sig hertil mange Erindringer. Det var, som min Ven Weitfør bemærkede, i vort Aarhundredes første Aar, da jeg første Gang saae Berlin. Jeg havde nylig begyndt min Bane hjemme som akademisk Lærer, men var endnu meget ung, og jeg erkjender med Taknemmelighed den store Velvillie, hvormed Berlins berømteste Lærde tillode, at jeg benyttede deres Indsigter s. 510 og udviklede mine ved Samtaler med dem. Berlin havde allerede dengang en høi videnskabelig Rang; men hvormeget har den ikke siden tiltaget! Det er nu 5te Gang, jeg seer den, men hver Gang i ny Tilvæxt. Dens tiltagende Størrelse og Folkemængde er det, som først falder i Øinene; men dens Tilvæxt i Alt, hvad der angaaer Videnskab og Kunst, turde endnu være langt større. Med sand Glæde hørte jeg i sin Tid, at Berlin fik et Universitet. Det var mig, som om En havde skjænket mig en herlig Gave; thi jeg hørte til dem, som ventede meget for Videnskaben af dette Foretagende, og vi see Alle med Glæde, at disse Forventninger ikke ere blevne skuffede. Berlin er mere og mere bleven til et Foreningspunkt for Tydsklands Videnskabelighed, ikke for at beherske den, men for at virke med desto større Kraft, som Solens Lys, naar det ved sindrig Kunst sammentrænges til et snævert Rum, frembringer Virkninger, som de adspredte Straaler ikke formaaede. Denne lille Tale vandt stort Bifald. Link, den gamle Botaniker, kom til mig og takkede mig derfor, og saaledes gjorde mange Flere. Forstandere for Festen vare Lichtenstein, Weit, Karsten, Poggendorff, Magnus og een til, som jeg i dette Øieblik ikke veed at nævne. Gjæsternes Antal var noget over 70.

I denne Morgen, Onsdag den 26de, har jeg atter været hos Magnus og seet adskillige skjønne Forsøg. Siden har jeg modtaget talrige Besøg og iler nu med at slutte. Giv min Broder indlagte Brev. Hils alle vore Kjære. Jeg vil Ingen opregne. De kjende mig, som jeg dem. Jeg tænker tit paa Eder og taler ofte med adskillige Venner om Eder. Lev vel, min dyrebare Kone, og lad mig snart høre fra Dig. Jeg bliver sikkert Maaneden ud her.

Din
H. C. Ørsted.