Danmarks Breve

BREV TIL: Inger Birgitte Ørsted FRA: Hans Christian Ørsted (1843-08)

Til Samme.
Berlin, August 1843.

Dette Brev skrives endnu tildeels fra Berlin. Jgaar den 5te August, efter at jeg havde sendt Brevet til Dig, var jeg i det geographiske Selskab, hvor Ehrenberg indførte mig. Jeg blev her bekjendt med en ung Hr. Dieffenbach, som har været paa Nyseeland og andre Dele af den sydlige Klode. Han havde samme Aften indleveret til Eftersyn et heelt Bind af Tegninger. som vare meget interessante. Man saae deraf, at Beboerne af Nyseeland ere smukke Folk, ligesom Sydsø-Øernes Beboere, fra hvem de ogsaa nedstamme, efter deres egne Sagn. Man spiste efter Mødet. Jeg var Ehrenbergs Gjæst og havde paa den anden Side Dieffenbach. Medens vi spiste, kom den ældgamle, og nu aldeles alderssvage Professor i Oekonomien, Hoffmann hen til mig. Han er næsten blind, saa at Ehrenberg havde maattet lede ham; tunghørig er han ogsaa; men han sagde, at endskjøndt han nu maatte betragtes som død, maatte han dog gjøre mit Bekjendtskab. Scenen var mig meget rørende. Zeune kom mig ogsaa meget venligt imøde og yttrede sig særdeles tilfreds med det skandinaviske Naturforskerselskab.

Søndagen den 6te har jeg tilbragt med Afstedsbesøg. Det interessanteste var hos Karsten. Med denne indsigtsfulde Praktiker talte jeg om Agerdyrknings- og Forstinstituter. Han sagde, at de alle udrettede meget lidt, men kostede meget og spildte mange Kræfter. Han udtalte sig endog stærkere derover, end jeg havde ventet, og udvidede sin Paastand til Bjergværksskoler, Vei- og Brobygningsskoler o. s. v. Alle disse forskjellige Praktikere, sagde han, skulle have deres foreløbige Dannelse i Skolerne, men lære den Theori, de ellers behøve, ved Universiteterne. s. 520 Derimod skulle de lære Praxis t Forretningerne selv. Han har her, hvor man dog har en Bjergværksskole, men som Intet udretter, maget det saa, at de Bjergværkselever, som skulle blive Embedsmæud, først maae have gaaet en Skole saaledes igjennem, at de kunne afgaae til Universitetet. De tjene derpaa eet Aar ved Bjergvæsenet, prøves, om de have seet det, som der foregaaer, med Nytte, og henvises da til Universitetet for at gaae videre i Mathematik, Chemi, Maskinlære o. s. v. Først derefter komme de ind paa Embedsbanen. Man seer let, at han maatte billige vor Forstunderviisnings Indretning, da jeg fortalte ham den. Det glædede mig, at finde mig saa enig med en Mand, som fortjener saa stor Tillid. Et andet Besøg samme Dag var mig ogsaa interessant. Jeg besøgte nemlig den gamle Fru Herz, en af de faa Bekjendte jeg endnu har tilovers her fra 1801. Det er bekjendt nok, at hun baade er lærd og aandrig, og at hun i tidligere Aar saae i sit Huus næsten alle anseete Videnskabsmænd og Kunstnere og alle udmærkede Fremmede. Hun var maaskee den største Kone i Berlin; men nu er hun sammensunken af Alder. Nylig havde hun det Uheld at styrte ned ad en høi Trappe, fra 2den Etage, og slog en Knap paa Gelænderet istykker, men slap selv med temmelig ubetydelige Beskadigelser. Hun spurgte meget til Sibbern og bad mig hilse ham. Ogsaa til Oehlenschläger spurgte hun og bad mig hilse ham.

Om Aftenen var jeg hos Weit, som forelæste meget godt mange Digte af Chamisso og nogle af Herweg. Han gjør dog mere af Chamisso end jeg. Imidlertid nægter jeg ikke, at meget af det, han forelæste mig, var fortræffeligt; men saavidt jeg kjender Chamisso, hælder han formeget til at see Tingene fra Skyggesiden. Som Digter har han hertil Ret og er heri s. 521 ofte fortræffelig; men jeg finder mig ikke stemt for at kjøbe Digterens samlede Skrifter, endskjøndt de kunne faaes for temmelig godt Kjøb, fordi jeg ikke vil have en Ven af Sorgen til en af mine daglige Huusvenner. Jeg skal dog see noget mere i hans Digte, omikke en blomstrende Livslyst ogsaa hyppigt udtales deri og holder det Sørgelige Ligevægt; thi savnedes dette ikke, fortjente Værket nok at læses ofte. Herweg har virkelig en stor og levende Begeistring og er en sand Digter; men han har et praktisk Øiemed. Dette skal langt fra ikke lægges ham til Last, da det er stort og ædelt; men naar jeg læser alle disse Opfordringer til Kamp for Friheden, fremførte med et Liv, som maa begeistre Ungdommen, og jeg tænker mig Kampen bragt til Virkelighed og udført med Seier, gyser jeg ved at betragte det ringe Haab, vi tør have om, at den tilkæmpede Frihed vilde blive vel benyttet; hvorimod de Goder, som frembringes og endnu i den sidste Menneskealder ere frembragte ved roligt fremskridende Forbedringer, ere varige Erhvervelser, som blandt Andet ogsaa have den Dyd, stille at fortrænge de Misbrug, hvis voldsomme Ophævelse ofte ikke er varig. Jeg troer dog heller ikke, at alle disse Poetiske Opfordringer ville have virksomme Følger, saalænge man ikke troer, at Regjeringen vil gjøre Tilbageskridt.

Jeg reiser nu Torsdagen den 10de fra Berlin. Imandags var jeg indbuden til Kongens Taffel i Potsdam og til at see det antike Skuespil Medea. Denne i sig selv behagelige Dag kostede mig dog een af dem, jeg vilde have anvendt i Berlin, hvorfor jeg har maattet lægge een Dag til. Min videnskabelige Dagbog har jeg fortsat til idag; Fortsættelsen af nærværende vil Du faae fra Leipzig eller Dresden. Dersom jeg, tværtimod alle mine Bestræbelser, skulde blive opholdt i Dresden, kan jeg først reise herfra Løverdagen den 19de, og kommer da tilbage om s. 522 Morgenen den 21de August. Dog det er kun ifald vigtige Grunde fordre det, at jeg opsætter min Hjemreise.

II.

13

Hils alle vore Kjære. Jeg længes efter Dig og dem Alle.

Din
H. C. Ørsted.