Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Christian Ørsted FRA: Peter Engel Lind (1843-12-02)

Til H. C. Ørsted.
Berlinden 2den December 1843.

Kjære Onkel!

Deres Skrivelse af 20de November og de Anbefalinger, som fulgte med den, modtog jeg i Søndags; de erindrede mig levende om den Velvillie for mig, hvorpaa De har givet mig saa mange Beviser; og jeg vil tilstaae Dem, at dette Tegn paa Deres Velvillie glædede mig endnu mere end Anbefalingerne selv.

Dog har jeg allerede gjort Brug af disse. At see og tale med berømte Mænd er jo een af de høiere Glæder, en Reise kan forskaffe. Ifølge en Yttring i Deres Brev ventede jeg mig meest af Weit; han er desværre sengeliggende, dog ikke af nogen betydelig Sygdom, og vil først om nogen Tid kunne tage imod Besøg. Jeg antog, da jeg var ved Hans Dør, at De var en nøie Ven af ham; for at prøve min Antagelses Rigtighed fortalte jeg Pigen, der lukkede mig op og spurgte mig, fra hvem hun skulde hilse, at jeg havde et Brev fra Dem; ved at høre Deres Navn opklaredes hendes Ansigt, og hun forsikkrede mig, at det vilde gjøre Weitmeget ondt ikke at kunne modtage mig strax.

Paa Grund af det Forhold, hvori jeg vidste, at De stod til Steffens, besøgte jeg ham kort efter min Ankomst til Berlin og foreviste ved denne Leilighed den almindelige Anbefaling, De har medgivet mig, og som jeg ellers kun har benyttet, hvor der var Noget, jeg ønskede at see. Jeg vil ganske oprigtigt sige Dem, at det var Tanken om, at De maatte finde det meget forunderligt, hvis jeg ikke opsøgte Steffens, der bragte mig til at hilse paa ham; thi flere Steder i hans Memoirer have gjort mig noget ærgerlig paa ham; s. 537 men nu glæder jeg mig over at være bleven bekjendt med denne Mand, i hvis Væsen der er et Liv og en Kjærlighed. som har forundret mig.

Jeg bliver denne Vinter i Berlin. Jeg hører nogle Forelæsninger, jeg gjør nogle interessante Bekjendtskaber; men Hovedsagen for mig er dog den uforstyrrede Ro. hvori jeg lever. Jeg benytter denne Ro blandt Andet ogsaa til skriftlige Arbeider, af hvilke jeg har tænkt paa tre: en fortællende Fremstilling af et Fattigbarns Farer og Fristelser, en Omarbeidelse af Jussieu’s berømte Værk: Anton og Morits for de danske Fængsler, og en historisk Fremstilling af Christendommens Indflydelse paa Fængselsvæsenet. Med det første af disse er jeg næsten færdig. Jeg faaer nu at see, hvad der kan blive af de andre.

De vil af disse Beskjæftigelser see, at jeg tænker paa Fængselssagen. Jeg har den samme Lyst til at blive Fængselspræst, som da jeg reiste, og det aner mig, at det vil skee. Naar man blot vil give mig frie Hænder og ikke stille mig under Boisen, er jeg tilfreds med ringere Gage.

Af min Reise har jeg havt Nytte. En Følelse af Træthed, jeg meget ofte sporede i Kjøbenhavn, er vegen bort, og jeg er bleven Physisk styrket; jeg har vundet mig mange smukke Erindringer og endeel Kundskaber i forskjellige Retninger; jeg har endelig ligesom levet i den Atmosphære, hvori jeg ønsker at bevæge mig, da jeg har gjort mig bekjendt med en Mængde Fængsler og Velgjørenhedsanstalter. Paa denne Maade troer jeg at have vundet et praktisk Blik, hvad slige Indretninger angaaer, der i Tiden kan komme mig tilgode.

Jeg glæder mig ret til atter at see Dem og Deres Huus; først i April haaber jeg at være hjemme. Det er underligt s. 538 nok at leve borte fra Alt, hvad man har kjært; men jeg har følt, at der er et Gjensyn.

II.

14

Mine kjærligste Hilsener til Tante.

Jeg tillader mig ogsaa at bede Deres Broder hilset. Selv hilses De paa det Kjærligste af

Deres hengivne og ærbødige
Peter E. Lind.