Danmarks Breve

BREV TIL: Valdemar Adolph Thisted FRA: Hans Christian Ørsted (1847-10-04)

Til V. Thisted.
Kjøbenhavnden 4de Oktober 1847.

De to Bøger, De har været saa god at sende mig, ankom ikke, førend jeg havde tiltraadt en Reise til Odense og Kolding Skoler, i Anledning af Examinerne. Jeg har derfor ikke kunnet svare Dem saa snart, som jeg ellers vilde. Jeg har endnu kun gjennemlæst Vandringerne i Syden og Noget af Havfruen, men vil dog ikke opsætte længere at svare Dem, da jeg i det s. 582 Mindste kan sige Noget om disse Arbeider og navnligt om eet Spørgsmaal, som har Vigtighed for Dem. En af Deres Hensigter med at sende mig disse Bøger var, at erfare om De med Nytte kunde beraabe Dem derpaa, naar De vilde søge Fritagelse for Magisterconferentsen. Dette troer jeg sikkert, at De kan. Disse Bøger vise Dem som en Mand af Aand og høiere Dannelse, og som har Sproget i sin Magt; og det er herpaa, at det kommer an ved denne Leilighed. Det er med Hensyn paa dette Punkt, at jeg kan svare Dem nu ligesaa bestemt, hvad der er min Mening, som om jeg biede længere. Derimod maatte jeg have mere Tid, for ret at modne min Mening om disse Værkers fulde Betydning. De henhøre, uagtet det dem Eiendommelige, til en poetisk-philosophisk Tænkemaade, hvorover jeg endnu ikke har kunnet fatte en Dom, til hvilken jeg selv følte en fuldendt Tillid. Indtil videre er jeg bleven staaende ved denne Mening, at den hele Tænkemaade vel indeholder en skjøn Stræben til at give Poesien det høieste Sving; men det forekommer mig, at deri fremtræder altfor megen philosophisk Menen, som ikke stiller sig i klare Skabelser for den indre Anskuelse. Med andre Ord: Den philosophiske Tankeform træder mig altfor meget frem i dette Slags Poesi og indtager altfor meget Rum. Digterens philosophifle Tanker maae ikkun skimte frem i Digtningen, og det ikke fordi han har fattet det Forsæt at udtrykke dem; men fordi Digtningen ved sin egen Naturs Nødvendighed fordrer det. Digtes Personerne saaledes, at de næsten heelt igjennem maae tale philosophisk, er man i meget stor Fare for at skabe unaturlige Væsener. Jeg veed vel, at dette især har dem imod sig, som mest ere grebne af Tidens Aand. Da dette henviser til et Fremskridt, maa jeg frygte, at jeg feiler. En tilkommende Tid kan ikkun afgjøre dette. Jeg er vel af den Mening, at Nutiden, ligesom dens s. 583 nærmeste forgængere, befinder sig i Fremskriden; men jeg troer, at man har i mange Henseender taget altfor stort Anløb, og derfor er faret forbi den rette Græudse. Man synes mig ogsaa at lade det herskende philosophiske System faae en altfor stor Indflydelse paa Digterværkerne. Disse Systemer vexle stedse, og aldrig har noget af Tydsklands Systemer gjennemtrængt den hele oplyste Menneskeslægt, ikke engang de gothiske Nationer. Hvad nu Anvendelsen paa Deres Værker angaaer, saa troet jeg gjerne, at de ikke selv betragter Dem som Tilhænger af noget philosophisk System; men dog stikker noget Saadant heelt igjennem frem. Dette er det Indtryk, jeg har modtaget deraf, men som dog ikke har hindret mig i at læse disse Bøger med Fornøielse. Naturskildringerne ere skjønne og livfulde. Ogsaa i Charakterernes Fremstilling finder jeg en poetisk Aand, skjøndt jeg dog ikke ret modtager Indtryk af dem, som Værker af en skabende Natur. Jeg man iøvrigt sige Dem, at det famme Indtryk modtager jeg af mange andre, heelt anseete Digterværker, i forskjellige Landes Frembringelser. Jeg maa derfor bede Dem ikke at tillægge mig en hos mig selv fuldendt Dom herover, men betragte dette som en Antydning til Overveielse. Men De kunde endnu forlange nogle mere i det Enkelte gaaende Bemærkninger. Jeg vil gjerne meddele Dem nogle, som de falde mig ind; men førend jeg gjør dette, bør jeg gjentage, at jeg har læst Deres Vandringer i Syden med megen Fornøielse, og at jeg beklager, at Bemærkninger over saadanne Arbeider ifølge Sagens Natur mere eller mindre blive til Udsættelser. Jeg beder Dem da at forudsætte et overveiende Bifald for det Hele, og da modtage følgende Bemærkninger. Fortællingen medfører i Vandringerne, at Beskrivelsen over nærbeslægtede Naturforhold komme særdeles ofte igjen. Endskjøndt hver kan have sit Eiendommelige, faae de dog et Udseende af Gjentagelser, s. 584 som ikke er Nydelsen fordeelagtig. Det Samme vilde jeg sige om gientagne Yttringer af Følelser og Charakteertræk, som i det Væsentlige ere de samme. En større Sammentrængthed vilde mægtigt have forøget Indtrykket.

Jeg mærker, at mit Brev bliver langt, endskjøndt jeg tilsigter Korthed; dog maa jeg tale et Par Ord om den kun halvt gjennemlæste Havfrue. Om det Punkt, hvortil jeg her sigter, har jeg allerede for nogle Aar siden handlet med vor berømte Andersen, i Anledning af hans Agnete. Jeg vil i visse Maader gjentage min mod ham yttrede Mening. Det synes mig nemlig, at det hele Havfruevæsen ikkun tilsteder en kort antydende Behandling, ingen Udmaling. Flygtigt antydet, som i Visen om Agnete, støder dette Liv under Havet ikke; men udmales det, nødes man til at give det saa mange Ligheder med Tilstandene paa Jorden, at Læseren bestandigt søler den skærende Modsigelse mod vor hele Kundskabsmasse. Jeg nægter ikke, at der findes udmærket skjønne Steder i Deres Beskrivelse over Livet under Havet; men den Aand, som yttrer sig i saadanne skjønne Træk, tør jeg sige, vilde yttre sig heldigere under andre Forudsætninger. Det kunde synes, at jeg her talte imod al poetisk Brug af det Overnaturlige. Nei, langt fra; men det maa ikke træde trodsigt og udfordrende op. Hiin Overtroens Verden er en Usandhed, som kun faaer sin Berettigelse som Skyggebillede af Virkelighedens inderste Dybder. Man synes mig her paa Vildspor. Man hævede sig med Rette over en Poesien qvælende Fordring paa Naturlighed, hvormed der ofte ikke meentes Andet end Overeensstemmelse med en aandløs Naturopfatning, som i Naturen ikke saae Andet end Legemverdenen. Men en høiere Indsigt viser os hen til den skabende Aand deri, som ikke maa trodses. Naar Poesien vil føre os ud i det Overnaturlige, maa den ikke lade Tænkningen tydeligt fremtræde, s. 585 men forsætte os i en dunkel anende Tilværelse. Ligesom Spøgelser, Nisser og Trolde o. s. v. maae forblive i den usikkre natlige Belysning og ei taale Solens Skin, saaledes maa alt det Overnaturlige holdes dækket mod Forstandens Solglimt, ellers rives vi ud af det nødvendige Selvbedrag og tvinges til at see dets Gjenstande som uvirkelige. Derved tabe de deres Skintilværelse som levende Væsener og synes os kun et Slags Marionetter, som Digteren har sat i Bevægelse for at virke paa os. Det hjælper ikke, at Digteren spotter over dem, der ikke troe paa disse Væseners Tilværelse; tværtimod skader det; thi om det ogsaa kuer den Tankeløse til et Slags Tro, vil det derimod opfordre den Bedre til undersøgende Tænkning, medens han skulde troe paa Skygger. Jeg veed vel, at De kan anføre store Exempler imod mig; men disse Exempler have ikke indeholdt Noget, som kunde bestemme mig.

Jeg slutter med det Haab, at De vil optage mine aabenhjertige Udsættelser med Velvillie, og deri tillige see et Pant paa, at min Roes er uskrømtet.

Deres hengivne
H. C. Ørsted.

S. T.

Herr Cand. theol. og Adjunkt Thisted.