Danmarks Breve

BREV TIL: Niels Søren Peter Hasle FRA: Hans Christian Ørsted (1849-09-18)

Til Pastor Hasle.
Kjøbenhavnden 18de September 1849.

Kjære Hasle!

Det glæder mig og os Alle her meget, at Du og Marie have havt en behagelig Hjemreise. Om alle Sager her hos os, vil jeg overlade til de Andre at skrive, og derimod ile til den vigtige Sag, hvorom Du med sædvanlig kjærlighedsfuld Tillid forlanger mit Raad. Et afgjørende Raad kan jeg vel ikke give Dig; men derimod skal jeg aabenhjertigt sige Dig, hvad jeg tænker om Sagen. Du har allerede i Dit Brev meget godt fremhævet, baade hvad der kan siges for og imod, saa at jeg for største Delen maa indskrænke mig til at udvide Overveielserne noget. Der skeer i Sandhed Fædrelandet en vigtig Tjeneste, naar en velsindet og oplyst Mand vælges til Rigsdagsmand, hvor man maatte frygte for, at Valget skulde falde paa et blindt Partiredskab. Vælges Du, vil det gaae Dig som mangen anden brav Mand, der efter Valget og selv under Rigsdagen maa lære meget til. Saadanne Mænd bør vistnok staae tilbage for dem, der have en betydelig Indsigt i Statsforholdene; men de fortjene et stort Fortrin for de Mange, som Intet ville lære, fordi de blot agte at stxide for egennyttige s. 600 Hensigter. Dette er nu den store Hovedgrund. En Bigrund, som ikke er at foragte, er den, at en Mand, som ikke er ældet, virkelig uddanner sig ved Deeltagelsen i de store Forhandlinger, og uddanner sig i en Retning, hvortil Studerestuen ikke fører.

Efter alt dette synes det, at jeg afgjort maatte raade Dig til Modtagelsen af Valget; men Vægten af Dine Betænkeligheder synes mig virkelig stor; dog kan jeg ikke lægge noget dertil. Naar jeg da nu giver Dig endeel Raad, som maaskee kunne bruges, hvis Du stiller Dig til Valg, saa skeer dette ikke, fordi jeg afgjort raader, at Du skal stille Dig, men kun fordi der i modsat Tilfælde ingen Anledning er til Raad.

Jeg henstiller nu til Din Overveielse, om det ikke var godt, om Du talte om Sagen med nogle fornuftige Sognemænd, især af dem, der have Hang til Bondevennernes Parti. Du vil af det Følgende see, hvad jeg vilde raade Dig, at yttre til dem.

Nu vil jeg fremsætte Et og Andet, som jeg troer. Du kunde sige, hvis Du stiller Dig. Jeg forudsætter, at Du tænker som jeg i denne Sag; er der Noget, hvori Du afviger, vil Du selv tage Din Beslutning. Du vil sikkert ogsaa finde Anledning til at sige Meget, som jeg her ikke berører ; men om Du ogsaa forud havde betænkt at sige alt det, jeg her fremsætter, gjør jo denne fortrolige Meddelelse ingen Skade. Jeg mærker, at jeg ikke i Korthed vil kunne fremsætte min Mening uden at give den Talens Form. Du seer let, at her ikkun handles om Vink og ikke om at lægge Dig Ordene i Munden.

Jeg vilde da sige, at det aldrig havde været min Tanke at stille mig her som Valgkandidat, dersom ikke hæderværdige s. 601 Medborgere havde opfordret mig hertil. At jeg ikke havde troet at burde unddrage mig fra at følge denne Opfordring; thi vel følte jeg, at jeg vilde have mange Kundskaber om Forholdene at indhente, for at opfylde de Pligter, et Valg maatte paalægge mig; men Følelsen af min redelige Iver for at tjene mit Fødeland bestemte mig til at følge Opfordringen.

Jeg vilde videre sige, at jeg vidste vel, at der gives mange Spørgsmaal, som man ønskede, at en Valgkandidat skulde besvare. Nogle saadanne vilde jeg berøre. De Spørgsmaal, som især nu sætte Aanderne i Bevægelse, ere dem angaaende Landbosagerne. Om disse vilde jeg sige: Jeg er overbeviist om, at der i disse Sager lader sig gjøre mange Forbedringer, som kunne fremme Bondestandens Bedste, uden at fornærme de andre Stænder, ja til Gavn for hele Landet. Det er enhver god Borgers Pligt at fremme disse, og Tiden dertil synes gunstig. Afskaffelse af Hoveri, Eiendoms Udbredelse, Lettelse i de mere Uformuendes Kaar, Udbredelse af Dannelse i alle Stænder ere Fordringer, som Billighed anbefaler, og Tidsalderen begunstiger. Om Maaden, hvorpaa de store Forbedringer i Landbovæsenet skulle skee, bør jeg ikke forud sige Noget, der kunde ligesom binde mig, førend jeg havde hørt de Forslag, Landbokommissionen vil fremsætte, og de Domme, som derover vil meddeles af de sagkyndigste Rigsdagsmænd; jeg troer, at jeg lover nok, naar jeg erklærer, at jeg efter bedste Evne vil virke for de Ønsker, jeg har nævnt, men at jeg kun vil virke for dem ved lovlige Midler; kun disse kan Religionen billige, og kun ved disse kan Landets sande Vel fremmes. Men naar jeg taler om lovlige Midler, er det langtfra min Mening, at man skulde lade sig afskrække fra at fremme Forbedringer, ved alt det, som kaldes Ret, og efter visse vedtagne s. 602 Former maa kaldes saa ; thi det Bestaaende har vel sin Ret, men, naar det er skadeligt og hemmende for Samfundets sande Fremskridt, maa der kunne udfindes Midler, hvorved man, uden at krænke Retfærdighed eller Billighed, kan omdanne det. Jeg skal stræbe samvittighedsfuldt at følge ethvert sandt Fremskridt og at lade mig lede af de mest sagkyndige og oplyste Rigsdagsmænds Raad. Ville I, mine høitagtede Medborgere, vælge mig Paa et saadant Løfte, vil jeg taknemmelig modtage Valget, som et Beviis paa Eders Tillid. De, som maatte forlange, at Valgkandidaten skulde forud love visse bestemte Maader i Udførelsen af de store Øiemed, som nu foreligge os, dem maa jeg bede at vælge nogen Anden, som allerede forud veed, at hans Meninger ikke kunne blive berigtigede ved Forhandlinger, der ville foregaae mellem de Mænd, som Folkets Tillid kalder til Rigsdagen; jeg lover kun min samvittighedsfulde Bestræbelse for at svare til Eders Tillid.

II.

18

Jeg har især talt om Landboforholdene; men jeg glemmer ikke, at Kjøbstæderne have et stort Krav paa Rigsdagens Opmærksomhed, og at Fædrelandets sande Vel fordrer, at beres Bedste ikke forsømmes. Naar Alt ret overveies, maae Kjøbstædernes og Landbefolkningens sande Vel lade sig forene til et Hele.

Imidlertid vil der paa Veien til en ny og forbedret Indretning af Statsforholdene, indtræffe Tilfælde, hvor de Forbedringer, som kunne fordres i den ene Retning, kunne medføre en øieblikkelig stor Skade i en anden. At Rigsdagen tager saadant i Overveielse, dertil bør ethvert Medlem bidrage Sit.

Til Slutningen maa jeg bede Dig at betænke, at alt det her Fremsatte er skrevet i stor Skynding. Prøv, forkast, vælg, læg til efter bedste Skjøn. Beslutter Du efter modent Overlæg s. 603 at holde Dig tilbage, vil jeg derfor ikke tænke ringere om Dig. I hvilketsomhelst Tilfælde ønsker jeg Dig Guds Velsignelse.

Din
H. C. Ørsted.