Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Christian Ørsted FRA: Christopher Hansteen (1850-07-28)

Til H. C. Ørsted.
Observatoriet ved Christianiaden 28de Juli 1850.

Kjære Ven!

Jeg har saa mange Ting, jeg kunde ønske at udlade mig over i Anledning af Deres senere indholdsrige og interessante Meddelelser, at jeg ikke i dette Brev kan indlade mig paa Andet end det for Øieblikket meest paatrængende. Ikke at jeg har nogen for Dem ny Bemærkning at meddele; snarere Udtalelsen af et, saavidt jeg skjønner og hidindtil har havt Leilighed til at see, almindeligt og ubetinget Bifald og Bravoraab, hvortil De dog naturligviis ikke trænger. Men hvor man finder sine egne mere eller mindre klare Tanker udtalte, ligesom om de vare komne af Ens eget Inderste, der finder man Trang til at fremsige det i sine egne Ord og derved glæde sig selv og mulig fornøie den Anden ved Samstemningen.

Dersom den Charakteristik, De Side 109 i Overskriften til Afdelingen „fra Skolen til Livet" *) har givet af en af Deres literaire Venner, er stemplet paa mig, da er den saa smigrende, at jeg ikke tør tilegne mig den, og vist er det, at det overraskede mig, at see Dem i den medfølgende Billet hentyde derpaa, da det ellers aldrig vilde faldet mig ind, at tage den til Indtægt. Under mit første Ophold i Danmark skildrede flere af mine samtidige Ungdomsbekjendtere mig som en phlegmatisk og prosaisk Person, og jeg var altid indtil den seneste Tid overbeviist om, at jeg manglede Phantasie og alt Anlæg til, hvad man kalder Philosophie og Poesie, og i det Høieste kunde kaldes „en ganske fornuftig Mand". Efter en Anmeldelse, af Prof. Heibergs Urania (1844), jeg efter Forlangende skrev i s. 612 „den Constitutionelle", hvori jeg iblandt Andet spøgede med, at han forlangte, at „fornuftige Skabninger, ifald saadanne gaves paa de øvrige Planeter, nødvendig maatte have Menneskeskabning, som den absolut skjønneste Form, dog kunde de gjerne have Vinger, hvilket, vi af Kunstneres Productioner see, ikke klœbe ilde", og gjorde opmærksom paa, at disse Vinger, hvis De ei blot skulde tjene til Stads, udfordrede en saadan Masse af Brystmuskler, at derved den menneskelige Form vilde gaae forloren, ei at tale om, at til Flugt hører nødvendig et Roer, en bred Hale, og at Vinger og Arme ei kunne coexistere, saa blev jeg af et Par unge Mennesker, der dengang fyldte Rigstidenden med jammerlige selvgjorte og oversatte Noveller, Kritiker og Anmeldelser, samt Hegel-Heibergske halvfordøiede Sager, desaarsag udskjældt for en spidsborgerlig Philister. Saaledes maatte et saadant Vidnesbyrd fra Dem nødvendig overraske mig.

Da jeg kun læser langsomt og fatter langsomt, saa vil jeg ikke skrive noget i Detail om Deres Arbeide, førend jeg klart har opfattet det Hele. Da har jeg stor Lyst til at tale med Dem om Et og Andet. For Øieblikket vil jeg kun rose Dem for den Kjækhed, hvormed De er optraadt mod Theologernes Uforstand eller med systematisk Flid bræbte Forstand.

Onsdagen den 31te Juli. Igaar Kl. 1 Eftermiddag kom Dampskibene Nordcap og Christiania, og bragte Kongefamilien (den nye Prindsesse) og danske Aviser med Efterretningen om de to Dages blodige Slag i Slesvig. Kongefamiliens Ankomst havde trukket den hele By i sine bedste Klæder ud paa Gader og Stræder ; fra Slotspladsen til Havnen mylrede der af oprømte Mennesker; fra Skibet var Efterretningen om Slagets Udfald som en Løbeild faret Byen rundt, og Enhver standsede sine Bekjendtere med Spørgsmaalet: „Har I hørt s. 613 om det store Slag?" og berettede, hvad han vidste. Man glemte Kongefamilien over Slaget; Glæde over det afgjørende Slag og Bedrøvelse over de mange Offre og deres sørgende Efterladte vexlede. Hos mig var Glæden saa overveiende, at jeg sagde: „Den første Følelse maa være ublandet Glæde; de Faldne ligge paa Ærens Mark, og have betalt deres Gjæld til Danmark, som vi Andre maae misunde dem. Senere kan Smerten komme."

Deres
Chr. Hansteen.