Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Christian Ørsted FRA: Conrad Nicolai Schwach (1850-11-27)

Til H. C. Ørsted.
Bratsberg pr. Skienden 27de November 1850.

Hr. Geheimeconferentsraad Ørsted !

En dobbelt Anledning bringer mig denne Gang til at gribe Pennen for at tilskrive Deres Excellence.

Nys og omtrent paa samme Tid modtog jeg gjennem Overlærer, nu Rector ved Christianssands lærde Skole, Musæus, en venlig Hilsen fra Dem og gjennem de offentlige Blade Efterretningen om den værdige Maade, hvorpaa Konge og Medborgere have bevidnet Dem sin Deeltagelse i Deres opnaaede Embedsjubilæum.

Det er en Trang for mig, ikke mindre at aflægge Dem en ligesaa hjertevarm som forbindtlig Tak for den mig sendte Hilsen og for den af mig saa høit vurderede Erindring, hvor s. 630 fra den udsprang, end at frembære Dem min oprigtige Lykønskning til det nys Oplevede.

Den Mand, der, som De, Hr. Professor, har opført og tændt colossale Phaser i Naturvidenskabens forhen svagtbelyste Regioner, har vistnok sin bedste Løn i Bevidstheden om sin Virkens uendelige Værd og sit Navns Udødelighed; jeg lykønsker Dem derfor heller ikke til de modtagne Beviser paa Samtidens Anerkjendelse, der med Causalitetens fulde Nødvendighed maatte tilhøre Dem; men jeg lykønsker Dem af mit hele Hjerte til at have med usvækket Aands og Legems Kraft oplevet en Livsepoche, der aabnede Erkjendelsen en bekvem Anledning til at udtale sig, til at have kunnet paa egen Tinding modtage de Krandse, der saa ofte først lægges paa Gravhøien over den bortgangne Heros. Af mit hele Hjerte ønsker jeg, at De endnu længe maa nyde Sundhed og Kraft til at glæde Dem ved de lysende Erindringer fra Deres Bane, og til at berige Literaturen med flere Fund af det dybe Indblik i Naturens Aand. Med en dybt taknemmelig Lærlings hele, sønlige Kjærlighed skal jeg glæde mig, hvergang jeg hører gode Tidender om Dem eller seer nye Beviser paa Deres vedvarende Kraft.

De havde eengang den Godhed med Velvillie at modtage et lille Digt, som jeg havde skrevet over Glasset. Dette giver mig Mod til herved at sende og bede Dem med lige Velvillie modtage et alvorligt og et spøgende Digt, hvortil Stoffet ogsaa er hentet fra Naturvidenskabens Gebeet, samt et andet lille Digt. som maaskee vil behage Dem, med dertil hørende Melodie.

Jeg smigrer mig ogsaa med det Haab, at De med nogen Deeltagelse vil erfare, at jeg efter næsten 20 Aars Ophold i Throndhjem, er fra dette borealske Exilium kommen tilbage til det sydlige Norge som Sorenskriver i Nedre Thelemarken. Mine s. 631 Kaar ere, for det Første, ikke betydeligt forbedrede; men jeg er kommen til en behagelig Egn, hvor mine første Ungdomsaar henrandt, hvor mine Forældre hvile, og hvor jeg ønsker at slumre ved deres Side; til en Egn, der er Danmark i Rummet saameget nærmere, at mit Haab om Opfyldelsen af det aldrig opgivne Ønske: at gjensee Axelstad, er gjenoplivet.

Ja, Deres Excellence! jeg haaber endnu at opleve den Glæde, at møde Dem Ansigt mod Ansigt, og at kunne med varmt Haandtryk ledsage Forsikringen om den ubegrændsede Hengivenhed, den beundrede Høiagtelse, hvormed jeg er Deres

arbødigste
Schwach.