Danmarks Breve

Montmorenci den 5te August 1803 . Mi...

s. 148 Montmorenciden 5te August 1803.

Min Reise bestaaer kun i en liden Fodtour om Paris; jeg er nu i Montmorenci, Rousseau's Opholdssted, hvor han har skrevet be sidste Dele af sin Heloise. Jeg ankom her igaar Aftes, i Selskab med min Ven, Dr. Lehmann, efter en ret behagelig Vandring af et Par Timer, i Aftenkjølingen: vi vare nemlig kjørte fra Paris til St. Denis, og derfra, hvor Naturen lidt efter lidt mindre verder indskrænket ved Menneskearbeide, gik vi til Montmorencis yndige Bakke. Det var for s. 149 silde til at see Noget om Aftenen; men den følgende Morgen vare vi oppe før Solen og saae den gradviis oplyse den skjønne brede Dal, som omringer Staden, og de Bjerge og Skove og Steder, som begrændse den. Dersom Paris præsenterede sig, skjøndt i nogen Afstand, vilde det være et glimrende Skuespil, at betragte den fra dette Punkt; men man seer kun her som overalt Paris som en lang Strækning af Huse, uden nogen Form og uden de majestætiske Taarne, som ellers langtfra forkynde den store By. Efterat vi vare gangne rundt om Byen og fra hvert Punkt havde nydt en skjøn Udsigt, faldt endeligen Rousseau's Eremitage os i Øinene. At see den, var et af vore fornemste Ønsker, og det var let at opfylde det; Beboeren, den bekjendte Componist Grétry, tillader enhver Reisende Adgangen. Man maatte være en stor Beundrer af denne unægtelig fortræffelige Mand og mere begejstret af hans Skrifter, end jeg nogensinde har været, selv umiddelbart efter deres Læsning, kort man maatte være i en høist poetisk Stemning, naar man skulde finde nogen særdeles Interesse i at see dette Sted. Alt er der i høieste Grad hverdags, og selv Udsigten over den skjønne Egn mangler ganske. For ret paa al mulig Maade at forstyrre den Følelse, man kunde have ved at betræde et Sted, hvorfra en udmærket Mand har udbredt Lys over Verden, finder man en Buste af Rousseau, hvorunder den Dame, der havde skjænket ham dette Fristed, siger eller lader sige paa Vers, at R. var mere veltalende end viis, at hun beklagede, at han ikke vilde blive der for bestandigt, og at han var en Utaknemmelig. Paa en vis Maade skal dette gjøres godt igjen, derved at hun siger, at naar hun læser hans Skrifter, tilgiver hun ham alt dette. Den hele Franskhed i dette Vers, som jeg burde have afskrevet for Raritetens Skyld, maa opfylde Enhver med Fortrydelse. s. 150 Kort, den, der vil nyde Montmorenci, og der erindre sig Rousseau, han stille sig om Morgenen ved Solens Opgang paa Montmorenci's Høi, kaste et Blik paa det overdaadige, letsindige, slavisktænkende Paris og vende sig derpaa imod den beskedne Bolig, hvor et af de mest dybtfølende og genirigeste Mennesker har levet. Man vil der føle hans sande Værd og glemme hans Svagheder; men man geae ikke hen i Eremitagen for at lade sig erindre om disse. Jøvrigt kan Udsigten over en skjøn og herligt oplyst Dal, paa en deilig Morgen, let være Erstatning nok for en liden Fodrejse, især naar man har været 8 Maaueder indespærret i Pariserluft.