Danmarks Breve

Fortsættelse af Breve i Dagbogsform....

s. 114 Fortsættelse af Breve i Dagbogsform.
Paris, Marts 1803.

Jeg har, siden jeg skrev mit sidste Brev, været den meste Tid syg af en Forkjølelse, som her var meget hyppig og farlig.

s. 115 Det var den samme, som vi for 2 Aar siden havde i Kjøbenhavn under Titel af Influenza; men man behandlede den her mindre fornuftigt; man aarelod, man gav Tissaner og afførende Midler, kort, man gjorde Alt for at befordre Patienterne ind i Evigheden, og det lykkedes saa vel, at Franskmændene sagde: il faut se mettre à la queue pour être enterré. Jeg slap noget bedre derfra, jeg brugte Kampher, som i Kjøbenhavn, og blev derfor ikke saa meget farligt angreben, dog var jeg i nogle Dage ilde nok daran og maatte i lang Tid iagttage Forsigtighed, da jeg er særdeles ømfindtlig mod Forkjølelser. Uagtet de franske Læger nyligen have skikket en saa stor Mængde Mennesker heden og selv synes at erkjende dette, idet at de nu følge en ganske anden Kuurmethode mod denne Sygdom, som her fører Navn af la grippe, saa troe dog de franske Læger, a de ere de Første paa Jorden, og de andre Franskmænd tvivle ligeledes om, at der gives et Sted paa Jorden, hvor man forstaaer Kunsten saaledes til Bunds som hos dem. Nyligen spurgte Laplace en Doktor Franck, Søn af den berømte Franck i Wien, om man ogsaa havde saadanne berømte Læger i Tydskland som i Paris. Franck svarede ja, men lagde til, at man der gik en ganske anden Vei og ganske havde forladt den Methode, man endnu bruger i Frankrig; „diable“ sagde Laplace og kunde ikke rekreere sig fra den Forundring, hvori dette satte ham. Denne samme Arrogants hersker i alle Lærdomsgrene her, og derfor er det umuligt Andet, end at Franskmændene om nogle Aar maae komme skrækkeligt tilbage; thi hidtil holdt den Iver, hvormed de selv gjorde Opdagelser, dem endnu i Veiret; men denne Periode er aabenbart forbi, og Intet ligner den Skjødesløshed, hvormed man optager fremmede Opdagelser, idet man som oftest fortæller dem halvt eller ganske falskt. I det nyeste Hefte af de la Metheries Journal, hvor han gjør s. 116 Regnskab for forrige Aars Opdagelser, findes en Opdagelse af Aldini i Italien, hvorover Ritter allerede har skrevet en Bog for 4 Aar siden. Selv de Beskedneste afholde sig ikke fra at insultere fremmede Lærde, og jeg har flere end een Gang hørt Vauquelin sige: de tydske Chemister have paastaaet dette eller hiint, og ledsage dette med en spottende Anmærkning, naar det kun var Girtanner eller Gøttling eller deslige, som han havde Ret til at tale imod. Et andet morsomt Exempel har jeg i en Journalist, som ikke turde optage et Udtog af en Afhandling, hvori den berømte Philolog Wolff viste, at Ciceros Tale pro Marcello var uægte ; thi sagde Journalisten, Akademiet har en Gang for alle erklæret den for ægte. Jeg har af Vauquelin faaet Tilladelse at arbeide i Laboratoriet ved Mynten, hvor han foretager sine Analyser; jeg har blot i Sinde der at gaae nogle Analyser igjennem for at lære hans Haandgreb; thi naturligviis bliver der ikke megen Tid tilovers her for det alene. Bergmann, en Svensk, som er beslægtet med den berømte Chemist af dette Navn, arbeider der ogsaa. Vi ere Venner og forene os om at foretage nogle Arbeider sammen, som ikke ere angivne af Vauquelin. Det bestaaer i at analysere nogle Porcellainfarver, hvoriblandt nogle fra den Dilske Fabrik, nogle hemmelige Pulvere, som man sælger her til høie Priser, og deslige. Ved denne Leilighed er jeg ogsaa i Stand til at faae alle de chemiske Forretninger ved Mynten at see, jeg har allerede været der een Gang. Alt foretages der efter Vauquelins Manuel d’un essayeur. Maaskee kunde jeg ved dette faae Leilighed til at gavne mit Fædreland. Jeg har nyligen gjort Bekjendtskab med Thenard og hørt ham læse i Athenéet, hvor han afvexler med Fourcroy; han læser ret godt og grundigere end Fourcroy. som ofte begaaer de forunderligste Feil af s. 117 Skjødesløshed. Ved Vauquelin har jeg været adskillige Gange indført i Nationalinstitutet, hvor Thenard og Seguin nyligen oplæste hver en Afhandling over Gjæringen; den Sidste lovede en fuldkommen Theori af Ølgjæringen, hvorved han meente aldeles at kunne reducere Bryggeriet til Grundsætninger; men han leverede for denne Gang blot Begyndelsen, som indeholdt nogle Bemærkninger over Gjæret (la levure) og en Udsigt over de Problemer, han havde foresat sig at optøse.

8*

Vor Gesandt, Dreyer, har en besynderlig Forkjærlighed for Adelen, som han ofte inviterer til sig og forsømmer de Borgerlige. Jeg har kun været inviteret een eneste Gang hos ham, og det først et Par Maaneder efter, at jeg var kommen hertil; Neergaard var der samme Gang og Dr. Lehmann. Det var uden Tvivl ved hans Dagligbord, at vi spiste, thi det var ei meget brillant. Gjerlew spillede ham nyligen et lille Puds. Da han mærkede, at Dreyer ikke vilde invitere Landsmændene til Kongens Fødselsdag, fik han alle Landsmændene til at forene sig og invitere Dreyer. Han blev derover meget forlegen, erklærede, at det egentlig var hans Pligt, men at hans Kok just var syg for nærværende Tid etc. Tilsidst afslog han Indbydelsen, paa Grund af at alle saadanne réunions ikke vare politisk raadelige, hvorpaa de, som vare deputerede til ham, svarede, at naar han holdt det for politisk farligt, maatte man ansee hans Raad som Befalinger; dermed gik Sagen til Ende, og Dreyer inviterede nogle Dage efter atter Adelen til sig. Baggesen, Gjerlew, Haffner (Kapitain ved Artillerikorpset) og jeg høitideligholdt mellem os Kongens Fødselsdag og sang en Vise, som den Første havde skrevet dertil.

Karnevalet har været ret lystigt. Fastelavns Søndag, Mandag, Tirsdag og Onsdag have været opoffrede dertil. s. 118 Alle folkerige Gader, Boulevarderne, Palais royal vare opfyldte med Masker, i alle mulige Former. Jeg var netop i Bedring fra min Forkjølelse i de Dage, saaledes at jeg om Tirsdagen ret godt kunde taale at gaae omkring og betragte alt dette Væsen. En utallig Mængde af alle Slags Vogne vare fyldte med maskerede Personer, et Mandfolk som Fruentimmer, et Fruentimmer som Mandfolk, En som Neger, En som Jøde, som Munk o. s. v.; men især vare de Fleste maskerede som Harlequiner. Om Aftenen vare alle offentlige Huse fulde af Masker, og paa mange Steder var Bal. Jeg var paa 3 Steder een Aften, med Gjerlew, Juul og Haffner. Paa det ene Sted var Alt saa fuldt, at det var os umuligt at respirere. Det er ingen Overdrivelse, naar jeg siger, at vi neppe kunde trænge os frem paa dette Bal; vi vare der ikke 10 Minuter. Paa et andet Bal forefaldt intet Mærkværdigt; det tredie var temmelig brillant, det var i Hameau de Gentillie, som før har hørt en af de franske Prindser til. Der var 9 Stuer, som alle vare fuldere, end det var at ønske. — Man fortæller, at Buonaparte har givet en stor Sum til Masker, hvormed Politiets Personale deels har gjort Karnevalet lystigere, deels har denyttet Lelligheden til at anstille sine Observationer.

Man fabrikerer her Salpeter af gamle Mure. Enhver, som nedbryder et Huus, maa lade de nedrevne Mure undersøge af Kommissairer og overlade dem til Salpeterfabrikerue, naar de findes tjenlige dertil. Jeg saae nyligen en saadan Fabrik, som ikke frembød meget Interessant, men var høist simpel. En Franskmand, en Normand, ved Navn Klaussen, og Bergmann fulgte med. Klaussen spurgte mig, hvortil man dog kunde bruge den Salpeter. Han er Kjøbmand og har nu gjort en Reise gjennem England og Frankrig!!!

Jeg har glemt at fortælle, at jeg har maattet forandre s. 119 Logi. Værten i Hotel de Philadelphia blev jaget ud som insolvent, han solgte alle sine Meubler, og vi maatte flytte ud, uden at være ordentligt opsagte. Jeg boer nu, saavel som Gjerlew, i Grand Hotel de Versailles, Rue Batave, ganske nær ved Palais royal. Det koster mig her 6 Livres mere om Maaneden; men jeg boer her meget bedre og kan have alle mine Sager i bedre Orden.

Min Sprogmester holder jeg nu kun to Gange om Ugen. Han roser mig meget for min franske Stiil; men i at tale har jeg endnu ikke den Færdighed, som jeg ønskede mig, dog har jeg gjort kjendelige Fremskridt heri, og jeg kommer egentlig ikke i Forlegenhed ved at tole. Selv i den allerførste Tid jeg var her, talte jeg med Hany om adskillige videnskabelige Gjenstande, saaledes at han forstod mig, og nu gaaer det naturligviis bedre.

Tilfældigviis har jeg her havt Leilighed til at besøge en duelig Kunstner, Brequet, berømt for sine Uhre, som han har forbedret ved betydelige Opfindelser. Jeg gik ud med Gjerlew, for at besøge Gregoire; paa Hjemveien proponerede han mig at følge med til en Uhrmager, da han vilde kjøbe et Uhr. Jeg antog dette Forslag, og vi traf at komme til denne Mand, om hvem jeg Intet havde hørt; men jeg saae nogle Uhre der, hvis Mechanisme ganske afveg fra de sædvanlige saavel som fra de astronomiske Uhres; jeg forespurgte mig, fandt Indretningen overmaade ingeniens og har siden erfaret, at han er den berømteste Uhrmager her og Medlem af Nationalinstitutet. Han viste sig meget artig imod mig og forklarede mig Alt meget nøie.

Iblandt mine Bekjendtskaber er ogsaa Friedländer, som udgiver Journalen for fransk naturhistorisk etc. Literatur, et af de mest diminutive Mennesker, jeg har seet. Saa svag i Kundskaber i Forhold til det, han paatager sig, saa indbildsk s. 120 og dog saa krybende, kort, saa ganske blottet for al Sands for det, som giver Videnskaberne Værd, havde jeg ikke tænkt mig ham. Han er en Jøde og driver sine videnskabelige Foretagender og er i sine Forhold ganske jødisk. Hvem der kan meddele ham en vis Mængde videnskabelige Nyheder, hvorfor han kan tilbytte sig andre hos Franskmændene, er ham en velkommen Mand, som han gjerne viser enhver mulig Tjeneste, at sige, som han kan gjøre ham, uden Skade for sig selv. Han har villet bruge mig som sin Materialist for Tydskland; men da jeg snart faae, hvad Manden var, holdt jeg mig tilbage, da jeg bedre troer selv at kunne meddele de franske Lærde mine videnskabelige Nyheder.

Med en ringe Ting kan man her, ligesom alle andre Steder, ofte sætte hele Byen i Bevægelse. Nyligen udsatte en Mand en Præmie, som bestod i nogle Bøger, for den, som gjættede Ordet til en meget vidtløftig og vanskelig Charade, og hertil indkom mellem 3 à 4000 Svar, hvoriblandt 60 havde truffet det rette. Over denne Begivenhed har man fabrikeret en Art af Vaudeville for Montensier; denne sætter atter en Mængde Skuespillere, Tilskuere, Theaterrecensenter etc. i Bevægelse, og saaledes gaaer det fort.

Rosen over det Pariser-Politi maa jeg bistemme; man hører næsten aldrig nogen Uorden her; men i det daglige Bedrageri og deslige i det Smaa blander det sig næsten ikke og kan maaskee ikke heller.

Jeg vil slutte dette Brev med nogle videnskabelige Efterretninger, som forekomme mig interessante. Et af de Forsøg, som Coulomb anfører for at bevise, at Elektriciteten blot forplanter sig efter Legemernes Overflade, har altid forekommet mig paradox. Det bestaaer deri, at naar man elektricerer en huul Cylinder udvendig, meddeler den indre Flade ikke nogen s. 121 Elektricitet til en liden vel isoleret Metalkugle, saaledes som den udvortes. Dette Experiment syntes mig altid Intet at bevise, da den indre Flade af Cylindren i Ordets egentlige Forstand er en Overflade som den ydre, hvorhen Elektriciteten kan komme, uden at trænge gjennem Legemet. Charles viste, at dette hele Forsøg Intet beviste. Han erindrede nemlig, at en saa ganske liden og isoleret Kugle intetsteds kunde afsætte sin modsatte Elektricitet, da den ganske var indhyllet i en Atmosphære. For at bevise Rigtigheden heraf, bragte han samme Kugle ind i en ladet Leidner-Flaske, hvor den heller ikke modtog mindste Elektricitet; men en større Kugle eller en Kugle, som kommunicerede med en anden, ved en med Lak overtrukken Metaltraad, modtog i Cylindren og Flasken lige godt Elektricitet. At derimod en hunt og en solid Metalkugle, af lige Overflade, besidde lige elektrisk Kapacitet, nægtede han ikke, og dette bliver altid et interessant Faktum derfor.

En Bemærkning, som er meget simpel, men ofte oversees, er, at den elliptiske Form netop er den mest uskikkede til Høresale, Theatre og deslige. Mange have troet, at naar de byggede deres Theatre etc. i Ellipser, som fuldkomnest samler Lyden i eet Punkt, havde de gjort meget vel; men det er aabenbart nok, at derved de Fleste faae for lidet, og Nogle faae for meget af Lyden. Dette er Feilen i det nye Berliner Theater.

Naar Guld indeholder Platina, kan man skille dette derfra, ved at legere Blandingen med 3 Gange saa meget Sølv og derpaa behandle det med Salpetersyre, som nu opløser Platinet og Sølvet tillige. Denne Bemærkning af Vauquelin veed jeg intetsteds før at have fundet.

Den 11te Marts i Vauquelins Forelæsning og om Aftenen i det philomatiske Selskab, hvor man oplæste en Afhandling om Kanaler, som ikke var for Andre end Mathematikere.

s. 122 Jeg gjorde der Bekjendtskab med Biot, som ønskede at faae Efterretning om, naar det kongelige Videnskabers Selskab tildømte Prisen for de sidst udsatte Spørgsmaals Besvarelse. Ligeledes ønskede han at faae Indsendelsesterminen at vide.

Den 12te besøgt Thenard i école polytechnique, hvor Eleverne i Dag havde Øvelsesdag. Jeg opholdt mig derved med Thenard og lærte tillige Desormes at kjende. Jeg sinder den Indretning, man har i denne Skole, at Eleverne have en egen Øvelsesdag og egne Laboratorier dertil, meget efterlignelsesværdig. Man har nemlig 12 saadanne Øvelseslaboratorier her, hvoraf hvert er forsynet med det, som er mest nødvendigt til de grovere Forsøg. Hvert Laboratorium har en Skorsteen, hvori flere Ovne, og ved hver arbeider en Elev. Thenard har derimod et Laboratorium, som er forsynet med alle Nødvendigheder for vigtige Forsøg. Om der ikke er flere saadanne, om ikke Thenards staaer under Fourcroys Opsigt etc., derom har jeg endnu ikke underrettet mig. Eleverne blive her 2 Aar, og af Gunst beholder man dem 3 ja vel 4, naar man er meget tilfreds med dem. De maae, førend de optages i Skolen, have fyldt deres 15de Aar og ikke være over 20. Uden gode Kundskaber i den elementaire Mathematik optages Ingen. I Charles's Forelæsninger. Da jeg afvexler med Charles og Bauquelin hver Dag, vil jeg ikke oftere nævne dette.

Den 13de. Da Vauquelin i saa lang Tid ikke har opfyldt sit Løfte, at forestille mig for Guyton og Berthollet, gik jeg selv i Dag til den Første. Jeg fandt en meget artig Modtagelse, og han lovede mig Billet til at høre Forelæsninger i den polytechniske Skole, hvilket jeg gjerne gjør, for at faae et fuldkomnere Begreb om denne Indretning. Ganske nødvendig troer jeg ikke, at en saadan Billet er. I Asten har jeg gjort Bekjendskab med von Arnim, hos Schlegel. Uagtet s. 123 jeg ikke havde store Tanker om ham, siden jeg er bleven overbeviist om, at han har stjaalet Ideen til sin bedste Afhandling fra Ritter, saa fandt jeg ham dog langt under min Forventning. Jeg polemiserede meget, skjøndt mest indirekte, imod ham, ved at rose Ritter; han derimod søgte paa en fiin Maade at nedsætte denne Physiker; men jeg bragte ham hver Gang i Knibe. Han synes at behandle Physiken mere som Liebhaber end som Videnskabsmand, kun at han er en spekulativ Liebhaber, t Stedet for at de Andre ere empiriske. En vis Meyer, som ogsaa studerer Chemien her, kømmer ofte til Schlegel, hvor jeg ligeledes traf ham i Aften og talte mere med ham. Uden at forraade mange Talenter, synes han at være et sundt Hoved og meget venskabelig, saa at jeg kan vente adskillige smaa Tjenester af ham.

Den 14de Charles. Adskillige tidsspildende Ærinder. Læst det galvaniske Selskabs Rapport over de galvaniske Opdagelser. Tre Læger, Medlemmer af Selskabet, var det overdraget at forfærdige den. Man finder deri neppe een ret Nyhed, mange Feil, og det Vigtigste, hvad der er skeet i Tydskland, er deri ikke berørt. Den Opdagelse, hvorover Ritter har skrevet sit første Skrift, tillægges Aldini, som en Opdagelse fra ifjor. Det Samme har de la Metherie gjort i sin Journal.

Den 15de besøgte jeg Bouillon la Grange. Han var høflig, som alle de franske Lærde, men det var Alt. Instrumentmageren Fortin boer i samme Huus, nemlig école centrale de panthéon ; jeg besøgte altsaa ogsaa denne og saae Et og Andet ret interessant af hans Arbeider. En anden Person, der saae ud som en Tigger, tilbød at føre mig i det galvaniske Selskab; men jeg undskyldte mig med Mangel paa Tid; thi Selskadet er anerkjendt jammerligt, og dets Medlemmer anbefale det just ikke. Jeg besøgte derpaa Liebes, som er Professor s. 124 i Physiken ved école centrale i Faubourg St. Antoine. Jeg traf ham ikke hjemme strax; men man sagde mig, at han kom inden een Time, jeg gik derfor noget omkring i denne Forstad, hvor jeg ikke ofte har været, og endcligen ind paa et Kaffehuus, hvor jeg traf et Væsen, der meget lignede en Politispion. Han talte meget hemmelighedsfuldt til mig om Frankrigs Forhold og vilde føre mig ind i en politisk Samtale. Jeg forsikkrede ham, at jeg ikke forstod mig meget paa Politiken og skaffede mig ham saaledes af Halsen. Liebes, som har skrevet en ny Lærebog i Physiken, er allerede en aldrende Mand og er ikke nær saa interessant som hans Kone, der maa være en god Deel yngre. Jøvrigt er Liebes selv upaatvivlelig et ordentligt Hoved, hans Bog udviser dette; men hans Konversation er meget phlegmatisk. Vi talte mest om Galvanismus, og da jeg havde meddeelt ham adskillige tydske Nyheder over denne Sag, spurgte han mig endnu, om jeg havde seet et galvanisk Batteri. Saa ulægelige ere de Franske i deres Indbildning om, at der Intet existerer uden i Frankrig! Guyton spurgte mig ogsaa, da jeg var hos ham, om jeg havde seet en Platinadiegel. Jeg svarede ham, ja, for nærværende Tid har man Platinadiegler overalt, hvor der gives Chemisier. Efter denne Omstreifning besøgte jeg Friedländer, som forelæste mig en kort Historie over det franske Opdragelsesvæsen. Foredraget og Ordenen deri vare saa gode, at det satte mig i Forundring. Virkeligen havde jeg aldrig troet, at den lille pussilanime Friedländer havde saadan en Fremstillingsgave, uagtet at Galls System tilsagde det. Vi saae siden Vaudevillen Fanchon la vieilleuse i Selskab med hinanden. Stykket er ikke betydeligt; men Madame Henri spiller saaledes Fanchon, at man aldrig kan vorde kjed deraf.

Den 16de. Kun de løbende Forretninger. Om Aftenen s. 125 hos Gjerlew i Selskab med Baggesen, Linstow, Juul og Tourné, en Fransk, som er bosat og gift i Kjøbenhavn.

Den 17de hørte jeg første Gang Berthollet, i école polytechnique. Han læser kun een Gang om Ugen. Han havde Varmestoffet, hvorover han sagde meget gode Ting. Fourcroy læser i denne Skole over den elementaire Chemi, Berthollet over den praktiske eller nok egentligere over den finere Deel af Videnskaben. Han forudsætter naturligviis det, som Fourcroy har sagt, og opløser kun Panskeligheder, hvorpaa man i Almindelighed ikke tænker. Han taler vanskeligt og derfor noget langsomt; men just dette passer meget godt til de dybttankte Ideer, han foredrager. Fra Berthollet gik jeg hjem med Meyer, som forærede mig adskillige skjønne Mineralier. Med ham gik jeg i école des mines, hvor Enhver, der har Lyst at studere Mineralogi, finder en sand Skat. Man finder der et Kabinet ordnet efter Werner, med de tydske Navne, et andet efter Hauy, et trebie efter Struve, et fjerde efter Departementerne i Frankrig, hvor de findes, en høist angenem Ting for dem, som ville gjøre mineralogiske Reiser i Landet. Jeg kom endnu tidsnok herfra til at høre Vauquelin. Herfra gik jeg med Lehmann i jardin des plantes. Vi tilbragte hele den øvrige Dag med hinanden og sluttede med at besøge bal masqué paa Operahuset, hvor vi havde aftalt at træffes med flere Landsmænd. Det er rigtignok her lidet morsommere end i Berlin, men ikke meget, imidlertid holdt jeg det dog for min Pligt som Reisende at have seet det.

Den 18de. Charles's Forelæsninger og andre saadanne daglige Forretninger. Om Aftenen i det philomatiske Selskab, hvor en Rapport, som jeg havde leveret over Ritters Forsøg med Lyset, oplæstes, ikke uden Bifald.

Den 19de var jeg i école polytechnique for at høre s. 126 Monge. Fortræffelige Gaver har han just ikke. Han foredrog noget af Physiken om Legemernes almindelige Egenskaber, meget mathematisk. Man driver overordentligt paa Mathematiken i denne Skole, og Chemien spiller kun her den anden Rolle, skjøndt den drives vel. Unægteligt bør det ogsaa være saaledes for dem, som skulle dannes til Officerer, Vei-Opsynsmænd. Guyton skulde begynde en Time efter, at Monge havde endt; Meyer og jeg gik derfor en Tour paa Boulevard neuf; men da vi kom tilbage, var det forsilde. Med Linstow var jeg i Dag hos cit. Schmidt, som har opfundet en Ovn til at opvarme Stuer med Luft og meddele denne Luft Fugtighed, ja aromatiske Dampe, naar man finder det nødvendigt. Opfindelfen er nogle Aar gammel, og om den virkeligen er praktist, tør jeg ikke bedømme.

Den 21 de i Samlingen i école des mines. Meyer proponerede, at vi skulde gjennemgaae Hanys Kryskallographi sammen, efter de Modeller, som der ere. Jeg antog dette Forslag, dog saaledes at jeg studerer det først der, og efterhaanden som jeg arbeider mig ind deri. foredrager jeg igien ham det. Tommelier, Medlem af société philomatique, er Opsynsmand derved. Han gjorde mig mange venskabelige Bebreidelser, fordi jeg ikke strax henvendte mig til ham, for at begjære Alt, hvad jeg ønskede, og i Sandhed, den simple Grund var den, at jeg ikke kjendte ham igjen, da jeg aldrig havde talt med ham i hiint Selskab; men han havde lagt Mærke til mig, formedelst den Efterretning jeg havde givet om Ritters Opdagelser over Lyset. Om Aftenen i Théatre faideau, hvor ma tante Aurora og Ambroise spilledes. Det Interessanteste derved var, at Martin og Elleviou sang og spillede meget godt deri.

Den 22de besøgte jeg Heiberg, hørte som sædvanligt s. 127 Charles og studerede hjemme i Hauys Mineralogi, for at forberede mig til at see mere af Samlingen i école des mines.

Den 23de. Om Middagen hos Kjøbmand Pobechein, Meyers Svoger, hvor Heiberg, Harbauer og Pöckelmann, en dansk Konsul, vare. Selskabet var mig ikke meget interessant, dog passabelt. Paa Veien hjem havde jeg en langvarig Dispute med Heiberg over mange af vor Regjerings Foretagender. Han. anførte mig forskjellige Exempter paa den mest skrigende Uretfærdighed; men jeg har den Mistanke, at de ere halvt opdigtede, i det mindste var det Tilfældet, da Talen kom paa vore Love, hvor jeg havde Leilighed til at vise ham, at han enten ikke havde læst dem eller ikke vilde forstaae dem ret. Meyer var derved.

Den 21de i école des mines med Lehmann. Medens jeg sysselsatte mig med Hauys Kryskaller, besaae han Samlingen, som er ordnet efter Departementerne. Han fandt, at det var kun fra de Departementer, som ere Paris allermrrmest, at man havde Noget, og at de øvrige Skabe uden Forskjel vare opfyldte med fremmede Mineralier. Herfra gik jeg med Lehmann til den Kunstner, som forfærdiger Gonyometerne. Han var nyligen flyttet hen i en Bygning, der tilhører Nationen, og som før har været et Kloster. Han har der fri Bolig, til Opmuntring, og de mathematiske Instrumenter, han forfærdiger for Regjeringen, faaer han betalt. Endnu havde han Intet færdigt, men laa ganske under Bygning.

Den 25de studeret Hauy i den Tid, jeg havde tilovers fra Forelæsninger.

Den 26de hørte jeg Berthollet i école polytechnique. Derpaa talte jeg længe med Desormes og Thenard og faae Øvelserne, som Eleverne have hver Løverdag. Begge have noget Tilbageholdent i deres hele Opførsel, hvilket jeg ikke veed, s. 128 om jeg skal forklare af Undseelighed eller Stolthed. Desormes er Guytons Præparator. Jeg talte derfor med ham om de Forsøg, denne Chemist havde anstillet over Winterls Prolnsioner, da han er udnævnt af Nationalinstitutet til at undersøge dette Skrift. Man har anstillet tre Forsøg derover, meget slet, og har derfor intet Bevisende udbragt; men jeg forudseer, at man vil fordømme Winterl. Guyton læste ogsaa i Dag her over Mineralogien, hvormed han skal forbinde noget Technologi, men umaadeligt slet. Intet Mineral fremvistes ordentligt, 7 à 8 Species bleve gjennemgaaede i een Time, Intet sagt om dem uden Navne, Bestanddele og et Par udvortes Kjendetegn. Ganske fri for Konfusioner var heller ikke det, han sagde om Materierne. Komisk forekom det mig at høre d'Andrada kaldes minéralogiste danois célèbre. Herfra gik jeg med Meyer i en Manufaktur, hvor man aftrykker Malerier paa Lærred, Træ og Glas. Man kan der kjøbe Betræk til hele Stuer, saaledes at de komme til at see ud, som om de vare malede; men Prisen kommer dog temmelig høi, og Malerierne ere vel temmelig gode, men ikke fortræffelige, især fandt jeg dem næsten alle stive; hist og her fandt jeg endog nogle, som vare slette og fortegnede. Det Skjønneste var, at man havde trykt smaa Malerier bag paa Glas og anvendt dette til Bordplader og deslige. Det var virkeligt ziirligt, og Prisen syntes mig ikke overdreven.

Den 27de var jeg inviteret til Middag hos Gesandten, Dreyer. Der var stort Selskab. De allerfleste af Landsmandskabect vare samlede. Jeg sad hos Lehmann og en Lieutenant de Witte i Søetaten. Samtalen fordeelte sig meget og blev næsten slet ikke almindelig; altsaa underholdt jeg mig med mine Naboer, ret behageligt, dog uden at afhandle Noget, som her var værd at fortælle.

s. 129 Den 1ste April hos Le Blanc. Jeg traf ham ikke hjemme; men en af hans Medarbeidere, til hvem jeg var anbefalet af Tommelier, lovede mig, saa snart Le Blanc kunde komme en Dag i sin Kryskalfabrik, at lade mig det vide. Jeg var derpaa i conservatoire des arts, hvor man for nærværende Tid ikke ret kan komme til at see Noget, fordi Direktenrerne ere sysselsatte med at ordne Alt. Jeg kjøbte der Le Blancs Bog om Kryskallisationerne, som interesserer mig saa meget mere, da den ligesom tjener til Prøve for Hanys Kryskallographi. Vel er denne Bog høist uvidenskabeligt skrevet; men den indeholder dog Experimenter, som i høi Grad ere interessante og fortjente at fortsættes af En, der var bedre Physiker, og som det var mere om at gjøre, at opdage de Naturlove, hvorefter disse Operationer foregaae, end at forfærdige Kryskaller til Salg. Jeg sysselsatte mig derefter Resten af Dagen med at exerpere det Interessante af denne Bog og tilføiede en Deel Ideer til nye Forsøg, af hvilke jeg haaber megen Oplysning, naar jeg faaer Tid til at anstille dem. Om Aftenen var jeg i det philomatiske Selskab.

Den 2den. Foruden de daglige Forretninger hørt Berthollet i école poly-technique.

Den 3die. Schlegels Forelæsninger. — Besøg af Heiberg. — Hos Classen til Middag. Jeg traf der Grev Moltke, som er Søofficeer og kom fra en diplomatisk Mission, og Kammerherre Buchwald. Denne sidste kjender min Fader overmaade vel og erindrede sig ham endnu med Agtelse. Samtalen var interessant og gik mest ud paa Politik og Danmarks indvortes Bestyrelse. Hos Görike var jeg derpaa, da jeg gik fra Classen.

Den 4de besøgte jeg Cadet, en sand fransk Lærd. Han veed sin Chemi af de franske Lærebøger, og videre gaaer han s. 130 ikke. Han troede, at Mineralogien var den Videnskab, som mest studeredes hos os. og blev meget forundret, da han hørte, at Botaniken endnu havde flere Tilhængere der; thi meente han, vi havde dog vel ikke mange Planter. Jeg maatte da fortælle ham, at Vindruerne modnes i vore Haver o. s. v., saa at han ikke skulde troe, at vort Danmark hører til de Lande, som ere bedækkede med en evig Jis og Snee. Cadet var iøvrigt ret artig, saa at jeg maatte tilgive ham dette saavelsom hans Formodning, at vi ikke havde Andet at handle med end Fisk. Han gav mig Adresser til nogle Fabriker og til en tydsk Kunstner, som kunstigen efterligner de naturlige Stene. Da denne ikke var langt derfra, gik jeg derhen og fandt, at det Hele ikke var af megen Betydenhed, og at det blot var Glad, som paa Bagsiden belagdes med et farvet Kit. Hans Navn er Vachelst. Aftenen i Théatre français, hvor jeg for første Gang faae Mdsl. Contat, en af Frankrigs berømteste Skuespillerinder, der en Tid lang har været i Provindserne, spille i to forskjellige Stykker. Kjendere gjenfinde hos hende den Fiinhed og Elegants, som herskede i den franske Skuepladses mest glimrende Dage Jeg kan ikke lægge Andet til, end at jeg efter min ringe Indsigt ogsaa maa rose hende.

9

Den 5te. Efter Charles's Forelæsning, i champs élysées, lige ud til Barrièren. Disse elysæiske Marker ere forsynede med Træer, som stygge, med Telte og smaa Huse for Restaurateurer, Kaffehuse o. s. v., og hele Veien, som derigjennem gaaer ud til bois de boulogne, er forsynet dermed. Barrièrerne ere noget af det Bizarreste og Latterligste, hvormed den franske Nation nogensinde har prostitueret sig i Bygningskunsten. Disse Toldhuse ere her to uformelige Masser, omgivne med Piller, som ikke høre til nogen af de hidtil bekjendte Ordener og altsaa vel maa føre Navn af den franske Orden; disse Piller bestaae s. 131 af lutter fiirkantede og runde Skiver, som ere murede afvexlende over hverandre. Hver Barrière har en egen Form. jeg har endnu ei seet dem alle. Om Aftenen i Théatre des jeunes élèves, med Gjerlew og Lehmann. Dette Theater hører til de smaa og besøges kun af de ringere Stænder og sjeldent af Fremmede. Det fortjener heller ikke at sees meget mere end een Gang. Unge Mennesker, hvoraf neppe noget er over to eller tre og tyve Aar, udføre her alle Rollerne uden Forskjel.

Den 6te. Promenade til Longchamps. I gamle Dage drog man derud i Paaskeugen: Askeonsdag, Skjærtorsdag og Langfredag, for at høre en Messe; nu tager man derud for at lade sig see. De Fornemme kjøre eller ride derud, de Fleste gaae. Hele Veien er, fra om Middagen Kl. 3 indtil om Aftenen Kl. 7 à 8, opfyldt med Vogne og Mennesker. Hvo, som er en stor Ven af at see skjønne Eqvipager, finder her sikkert sin Fornøielse; thi Alt viser sig her i de Dage i sin muligste Glands. Man sparer flere Maaneder for at have en smuk Egvipage paa den Dag; man pantsætter derfor sine Vinterklæder, kort, man er saa forgadet deri som nogen Kjøbenhavner i sin Dyrehavetour paa St. Hansdag. Veien til dette Longchamps, som ligger i bois de boulogne, er ikke lang, jeg troer, at man bedst kan sammenligne den med den fra Kjøbenhavn til Fredriksberg. Overalt er der sørget for Fornøielse og Beqvemmclighed, uden at man derfor kan paastaae, at denne Tour virkeligen bliver derved gjort amusant. Hele Veien igjennem finder man Stole, hvorpaa man for et Par Sons kan sidde og betragte hele Toget efter Hjertens Lyst; ved hvert Skridt finder man Restaurationer, hvor man kan spise til Middag og Aften, Kaffehuse, hvor alle Slags Forfriskninger ere at finde, Vogne, hvori man kan fortsætte sin Tour, og deslige. At man ved denne Leilighed faaer alle Modens s. 132 Bizarrerier at see, forstaaer sig, og dette giver virkeligen Jagttageren nogen Interesse derfor. En ikke uvittig Pamphletskriver, som nok har seet dette Tog oftere, har forud givet derover en Beskrivelse, i Dagens Aand, og angiver, hvorledes man kan distinguere alle Personer der. „Naar Du seer et velktædt Fruentimmer," siger han, „med ædel Anstand og blide Øine, sidde ved Siden af en gammel, alvorlig Mand, dersom hendes hvide Dragt kun synes at være et Billede af hendes Hjertes Reenhed, dersom hun, god Ægtefælle og god Moder, fører fine Børn med sig, saa vær sikker pan, at det er en Fremmed. (De ce signe seulement dis: c’est une étrangère, oui c’est une étrangère). Den anden Klasse ndgjør efter ham de Fruentimmer, som nyligen ere komne fra Provindserne, uden Opdragelse og uden Smag, og som have solgt deres Yndigheder til den Rigeste; Skjønhed, som en Følge af fuldkommen Sundhed, udmærker dem endnu; men ellers er han dem ei gunstig. Den letsindige Pariserinde, som synes at have laant af Amors Moder hendes Ynder og Svagheder, som en let, men smagfuld Pynt udmærker, har hos Forfatteren Fortrinnet for Alle (si j’étais nouveau Pâris, à cette Venus de Paris, je donnerais la pomme). Jeg finder alt dette saa charakteristisk, at jeg ikke har kunnet afholde mig fra at nævne det her. Endnu maa jeg anføre deraf en god Sarkasme over de Folk, som her nu skrive meget for den katholske Religion og meget mod Fornuften, Folk som nu ere temmeligt i Moden her. I Anledning af de meget korte Kjoler, som nogle elegante Herrer bære, og som næsten see ud som Veste, siger han, at det er rognerede Kjoler, og anfører, at man rognerer jo Penge og meget Andet, kort: on rogne sur tout, et l’on dit, qu’à Paris, chose très commode, un auteur doit rogner sur l’esprit, s’il veut être auteur à la mode.

9*

s. 133 Auføreren for Troens Helte her er en Abbed Geoffroy, som tillige giver Theaterkritiker. Man har hævnet sig paa ham ved en Mængde Karrikaturer. Den vittigste af Alle er en, hvor han staaer paa sin Journal (Journal de Débats), der ligger paa hans Bord, for at gribe efter en Genius, som bærer Voltaires Æreskrands. Hans Venner tilraabe ham: Herr Abbed, I brækker vist jer Hals". Paa hans Bord liggeren Mængde slette Journaler, paa Gulvet de mest agtede Lærdes Værker, paa hans Hylde stane en Mængde umaadelige Bøger vel indbundne. Paa en anden Karrikatur sidder han paa en Vægtskaal; som Modvægt har Nogen kastet et Bind af Rousseau paa den anden Skaal, og denne løfter baade Abbeden og hans Journal op. Fire Karrikaturer existere i det Mindste over ham.

I Journalerne her hersker en skjændig Smigertone og en foragtelig Føielighed efter Magthavernes Villie. Jeg har ikke fundet en eneste, som har vovet at sige det Mindste mod den katholske Religion og endnu mindre mod nogen Anordning. Det Høieste, Nogen naaer, er at mene, at man dog kan sige meget til Roes for Voltaire og Rousseau. Nyligen havde Geoffroy angredet en Medarbeider af en naturhistorisk Ordbog, for at have viist sig Atheismen og Spinozismen (to temmelig modsatte Ting) gunstig, og denne fandt dette saa farligt for sin Lykke, at han i et meget høfligt, man kunde vel kalde det smigrende Svar, fralagde sig dette og viste, at han var en god Katholik, hvorfor ogsaa Abbeden gav ham en Æreserklæring. Uforskammetheden gaaer saa vidt, at Digteren Delile nyligen har sagt i et Digt, la pitié kaldet, at Emigranterne havde gjennemlødet Ærens Bane. Et Blad, le citoyen français, har dog vovet at spørge ham, hvilken Bane de Helte, som have udøst deres Blod for Republiken ere gangue, naar s. 134 det er Ærens, som de gik, ber have baaret Avinbsskjold mod deres Fædreneland.

Ved Promenaden til Longchamps forkjølede jeg mig, uagtet al anvendt Forsigtigheb, saaledes at jeg længe har maattet holde mig inde. Dog har jeg passet Charles's Forelæsninger, og naar Veiret var godt ogsaa besøgt Vauquelins. Jøvrigt har jeg i denne Tid læst adskillige franske Skrifter, som ansees for klassiske, deels for at trænge dybere ind i dette Sprog, deels for ikke at være forlegen, naar der tales om disse Skribenter i Selskaber, da det ansees for en Skam ei at kjende dem. Den vidtberømte Racine var en af dem, jeg først henvendte min Opmærksomhed paa, og hans kraftfulde Forgænger Corneille lod jeg følge efter. Dersom Elegants, forbunden med en vis Værdighed, var Poesiens eneste Dyd, vilde jeg sikkert give de Franske Ret, at han havde været een af de nyere Tiders største Digtere. Men det er ulykkeligt, at han har valgt det dramatiske Fag; thi Personerne fremstille ikke deres Tænkemaade i deres Handliger, men fortælle, hvad de tænke. Derfor føre de Alle samme Sprog, og en Franskmand vilde tage det ilde op, naar en Soldat talte som en Soldat og en Tjener som Tjener i en Tragedie, saa gemeen tør kun Komedien gjøre sig. Den Roes, en Kjender har givet Shakespeare, at man kunde udslette alle Personernes Navne, og man vilde dog kunne see, hvad for en Replik, der tilfaldt enhver, bliver altsaa ikke at anvende her. Det gjør ogsaa et meget ubehageligt Indtryk, at i alle Stykker egentligen de samme Ideer komme igjen, kun under andre Navne. Phèdre er det eneste af hans Stykker, som jeg kan sige, at jeg har læst med Fornøielse. I alle de Andre stikker den franske Etikette mig altfor meget frem. Natnrligviis maa det i alle franske Tragedier frembringe en uendelig Monotoni, at man blot kan denytte sig af de eensformige Alexandriner. s. 135 At lade ubunden Stiil og Vers af 3 à 4 forskjellige Arter afvexle med hverandre, efter Foredragets Charakteer paa hvert enkelt Sted, maatte for Sprogets Mangel paa lange og korte Stavelser være ugjørligt, men vilde, om det end kunde udføres, vække alle franske Kritikere imod sig. Det forekommer mig, at de Stykker, som Corneille har forfattet efter Planer, tagne af det Spanske, ere uden Sammenligning de bedste, fordi de ere fulde af Phantasi og Kraft. Cid, Don Sancho og Komedien le menteur have sikkert, fra Opfindelsens Side, ikke deres Mage i det franske Sprog.

Voltaire har havt mange gode Ideer til den franske Literaturs Forbedring; men deels lagde Sproget og de allerede indgroede Fordomme ham altfor mange Hindringer i Veien, deels manglede det ham ogsaa selv paa den høiere Aand, som skulde have ledet ham til det høiere Punkt af Fuldkommenhed. Det franske Sprog er overalt det mest slaviske, der kan tænkes. Jo videre jeg kommer deri, jo mere man siger mig, at jeg er nær ved at skrive det særdeles godt, desto flere Feil finder jeg deri. Skulde man troe, at man ikke holder det for godt at anvende et metaphorisk Udtryk, som ikke har været brugt af de klassiske Skribenter? Hvormegen Hindring, denne pussilanime Kritik maa lægge i Veien for alle Fremskridt, er let at forndsee. De Nye nødes overalt til at blive i de Gamles Spor og aldrig at komme udenfor den flaueste Efterlignelse. Den franske Grammatik er særdeles uddannet, men mere som en ny Samling af Vedtægter end som en Videnskab, grundet paa Principer; hvad Akademiet har sagt, hvad Racine, Bossuet, Fénélon. have brugt, det er vigtigere end Resultaterne af en sund Sprogkritik *) . Dog, jeg vil ikke fylde mit hele Brev med s. 136 saadanne Klaager; saa ringe jeg nødes til at agte den franske Aand i Videnskaber og Kunster, saa er det dog unægteligt, at den, der forstaaer at profitere af Omstændighederne og af de enkelte agtværdige Lærde her, finder her, mere end noget andet Sted, Leilighed til at studere.

Indtil den lOde Mai har jeg kun udrettet meget lidet Andet end studeret hjemme adskillige franske Skribenter og freqventeret nogle faa Forelæsninger.

Den 10de corps législatif. Jeg bivaanede Forsamligen, som kun varede kort, fra Begyndelsen til Enden. Forsamlingssalen, som er i det forhenværende Hotel d’Orléans, er meget skjøn. Medlemmerne komme ind med Præsidenten, i Procession, med fuld Krigsmusik, og gaae ligesaadan derfra igjen. Der er kun meget liden Plads for Tilhørerne, saa at Publikum ikke kan have den store Indflydelse mere i Debatterne, som det havde i de republikanske Dage.

Den 13de i société philomatique, hvor jeg meddeelte en Efterretning om Ritters Forsøg med Voltas Søile. Den vandt s. 137 temmelig meget Bifald, og Præsidenten takkede mig. paa Selskabets Vegne, for denne Meddelelse. Da denne séance var forbi, bad Biot mig at skrive Ritter til, at han dog jo før jo hellere maatte melde de Opdagelser, som han havde gjort i det sidste Aar, da det neppe kunde mangle, at han jo maatte erholde Institutets Præmie (3000 Livres).

Den 16de hos Vanquelin I Nationalinstitutet. Det er ofte meget kjedsommeligt i Nationalinstitutet, fordi man ikke altid veed, hvormed man skal udfylde to Timer ugentlig; men nu og da er det meget interessant; kun have Tilhørerne altfor ofte den Ubehagelighed Intet at høre, fordi Forsamlingssalen just ikke er indrettet hertil. Den er lang og smal, saa at man ikke let hører i den ene Ende, hvad der siges i den anden. I Dag forefaldt intet Mærkværdigt.

Den 17de Cuviers Forelæsninger i Athénéet. Disse høre til de interessanteste, jeg har havt Leilighed til at denytte mig af. Det er Naturhistoriens Philosophi, hvormed han her sysselsætter sig. Hidindtil var det endnu kun Videnskabens Historie; men snart vil han komme til at afhandle den egentlige Materie. En Lærdom, som Franskmændene næsten aldrig besidde, er det, som ved første Øiekast udmærker ham. Han taler om Aristoteles, om Plinius, om Gesner, om Leibni, saaledes at man hører, at han kjender dem mere end blot af Sagn. Hermed forbinder han en Oversigt over det Hele, som sjeldent nogen Lærd besidder. Hvad Indflydelse enhver stor Mand har havt paa Videnskabens Aand, veed han at fremstille, uden at anføre Detailler af hans Opdagelser. Det er Videnskabens Aand, han fremstiller, og ved denne Leilighed viser han, i hvad Forhold denne eller hiin individuelle Aand stod dertil. Dette er ham ikke nok; han kaster tillige et Blik paa Menneskehedens Historie, for at vise, i hvilket Forhold Menneskeslægtens Udvikling s. 138 og Videnskabens Fremskridt staae til hinanden. Han overskuer hele Jordens Organisation, for at vise nogle af de Hovedlove, hvorefter Naturen har udbredt sine Skatte paa den, og derpaa kaster han paany et Blik paa, hvad Anledning disse store Forhold have givet til denne eller hiin eensidige Uddannelfe af Videnskaben. Naturhistorien er ham ikke et blot Register over Gjenstande, men et i hinanden indgribende Hele. Uagtet han ikke er Chemist, har han dog en Oversigt over denne Videnskab, og jeg har som oftest hørt rigtigere Domme af ham end af de fleste Chemister af Profession. Naturligviis har jeg ikke overalt kunnet være tilfreds med hans Paastande; men det har dog som oftest været Tilfældet. Hvad hans Foredrag angaaer. saa er det flydende og skjønt, uden at være pyntet med de Franskes intetsigende rhetoriske Phraser. Hans Organ er ikke meget behageligt. Jeg har lagt Mærke til, at hans Værd saa almindeligen paaskjønnes, at alle de Tilhørere, som ere i Læsesalen, strax lægge deres Bøger hen, uden at læse Perioden ud, naar der anmeldes, at Cuvier vil begynde.

Den 18de. Hamilton, en skotsk Lærd, der især besidder store Kundskaber i det indiske Sprog, men tillige interesserer sig for Physiken, havde yttret for Schlegel, som havde talt med ham om mig, at han ønskede at lære mig at kjende. Schlegel bad mig derfor komme til sig i Dag paa Nationolbibliotheket, hvorfra vi gik sammen hen til Hamilton. Han modtog mig med særdeles Artighed, og han lovede at stifte en Forbindelse mellem mig og adskillige engelske Lærde. Dette er mig særdeles behageligt, da jeg troer, at vore danske Lærde kun staae i liden Forbindelse med de engelske. Ved mit Beføg paa Nationalbibliotheket saae jeg noget i Manuskripterne, der ere vel opstillede, i Skabe med Gitterdøre af Staaltraad. Adskillige Lærde, især fremmede, arbeide i denne Sal og have s. 139 bestandigen et Par af Bibliothekets Betjente deels til Opsigt, deels til Tjeneste.

Den 22de. Jeg har nu faaet en ny Landsmand herhid. Uldahl, en Botaniker, Discipel af Vahl. Jeg fulgte med ham i Dag til jardin des plantes og besøgte i Selskab med ham Hauy, Thonie, Jussieu og Desfomaines. De tre Sidste kjendte jeg ikke før, men fandt deres Samtale meget interessant. Jussieu viste os Maaden, hvorpaa han bevarer sine Planter, og hvorledes han let veed at gjenfinde hver. Næsten altid arbeide nogle Botanikere i hans Studerestue, med at gjennemsee hans Herbarium, og de have hvert Øieblik Leilighed til at raadføre sig med ham, en Beredvillighed, som ikke kan Andet end have de skjønneste Følger for Videnskaben. Desfomaines viste os, hvorledes den indvortes Organisation i de to store Plantefamilier monocotyledones og dicotyledones er forskjellig. Som bekjendt skylder Botaniken ham denne vigtige Opdagelse. Hauy er sysselsat med at udarbeide en Lærebog i Physiken, som den første Konsul har beordret ham at fuldende i en Tid af 6 Maaneder, hvorimod han har dispenseret ham fra at holde Forelæsninger. Denne Lærebog kommer blot til at indeholde den Deel af Physiken, som ikke er Mathematik; men man kan vente, at den vil blive behandlet meget mathematisk. og fra denne Side faae en meget høi Grad af Uddannelse, hvilken dog naturligviis ikke kan være Andet end eensidig, dog vil den rette Videnskabsmand vist vide at sætte Priis derpaa. Man maa rose Buonapartes gode Valg i at uddele Arbeider. Man seer her med Forundring, at han har forbigaaet de andre Physikere, som egentligen gjøre Profession deraf, for at vælge en Mand, der ellers synes ganske at have indarbeidet sig i et andet Fag, men som dog sikkert er grundigere Physiker end nogen Anden af dem, man knude have valgt. Til Middag var s. 140 jeg efter Indbydelse hos Guyton. Meget interessant var der ikke; thi der var næsten ikke indbudet Andre end Fremmede, hvoraf man kan saae nok at see i Paris, uden Guytons Hjælp, En af de Franske, som var tilstede, havde været i Ægypten og fortalte adskillige interessante Anekdoter derfra. Jeg hørte af Andre, at Aarsagen. hvorfor han var gaaet til Ægypten. var. at han paa ingen Maade kunde holde sin eneste elskede Søn derfra. Han fulgte med og havde den Sorg at see ham døe i sine Arme af Pesten. Den bedrøvede Fader ønsker endnu ofte, at han havde kunnet døe for ham. Hans Navn er Champagne eller Champignie. Han er Opsynsmand over Arsenalet. Min meste Underholdning havde jeg med Md. Guyton, en gammel lærd Dame. som har oversat Bergmanns Skrifter af det Svenske og Werners af det Tydske.

Den 23de. Besøg af Hamilton. Nationalbibliotheket. Fabritins fra Kiel er nyligen kommen hertil. Jeg traf ham i Dag hos den Restaurateur, hvor jeg sædvanligen kommer. Han viser megen Artighed mod sine Landsmænd.

Den 24de besøgte jeg Cuvier, men fandt kun hans Broder hjemme. Jeg var der i Selskab med Friedländer og en Dr. Schmidt fra Leipzig. Ved samme Leilighed besøgte jeg atter Hany. Han beklagede sig over. at uagtet han ellers vidste at forklare sig alle Phænomenerne, som frembragtes ved Galvanismus, vidste han dog slet ingen Rede i de Forsøg som Fourcroy, Vauquelin og Thenard havde angivet over Hornsølvets Reduktion paa den positive Side; han maatte derfor ganske forbigaae disse, sagde han. Jeg svarede ham, at det gjorde ham særdeles Ære. at han ikke kunde forklare disse Forsøg, fordi de vare falske. Jeg fortalte ham. hvorledes Ritter havde gjendrevet dem, og hvorledes jeg ved mine egne Undersøgelser havde fundet det Samme. Han var dermed s. 141 særdeles vel tilfreds. Biot læste i Dag i Athénéet over Elektriciteten. Forsøgene faldt kun maadeligen ud. I Aften læste Cuvier, som jeg hvergang hører med ny Fornøielse.

Den 26de. Vauquelin. Om Aftenen hos Lehmann med Schulz og Bergmann. Denne Sidste havde havt Leilighed til, ved dygtige Bestikkelser, at see Chaptals Svovlsyrefabrik, og vi nødte ham nu paa en god Maade til at fortælle os, hvad han der havde seet. Det Meste er mechaniske Indretninger, der ere temmelig simple, og dette er just Aarsagen, hvorfor man ikke vil lade Nogen see dem, da man frygter for, at En eller Anden kunde denytte sig deraf.

Den 27de. Daglige Forretninger. Om Aftenen i Théatre Montensier med Uldahl og Lehmann. Vi traf Charles der. Man giver kun meget faa Stykker i dette Theater, uagtet det fører Titel af Théatre de variétés amusantes, og de Stykker, der gives, ere mest skrevne i den lavere Klasses Smag; men Skuespilleren Brunet trækker overmande mange Personer derhen ved sit Spils Naturlighed og Styrke. Han synes ganske at være den Person, han spiller; men han spiller kun meget faa Roller, og disse henhøre næsten alle til een Klasse. Charakteren er den mest tossede Enfoldighed.

Den 1ste Juni med Friedländer hos Berthollet, som boer i Arcenil omtrent en Miil fra Paris. Vi traf ham i hans Laboratorium, hvor han var sysselsat med Forsøg af Farvekunsten. Man kan snart vente en ny Udgave af hans éléments de l’art à teindre. Han vil ogsaa oprette et stort Farveri ude hos sig. Vi spadserede en halv Timestid sammen i hans nydelige Have, og siden vare vi i hans Bibliothek. Friedländer talte med ham om Politik, hvorfor han syntes at interessere sig; jeg ledte Talen, saa tit jeg kunde, paa chemiske Gjenstande. Jeg talte især med ham om Mathematikens Anvendelse s. 142 i Chemien efter de Opdagelser, vi skylde ham. Han fyldestgjorde mig meget. Jeg havde den Fornøielse at høre ham tale med den behørige Agtelse om Richters Støchiometri, hvoraf Pfaff havde givet ham et Udtog. Paa Hjemvejen fortalte Friedländer mig en interessant Anekdote om Berthollet fra Revolutionstiden Fra Armeen havde man sendt Brændviin, som udgaves for forgiftet, til Velfærdskommissionen. Man overleverede det strax til Berthollet og et Par andre Chemister, som inden Aften skulde aflægge Rapport derover, for at fyldestgjøre de Tiders prompte Justits. De erklærede, at der ikke fandt nogen Forgiftning Sted; men at Brændevinet blot havde været blandet med ureent Vand, sanledes at naar det blev vel filtreret, kunde det drikkes uden Skade. Robespierre, som havde ventet der at see Spiren til en Sammensværgelse, sprang forbittret op fra sit Sæde og sagde, det var let for dem at give en saadan Erklæring, da de ikke skulde drikke det. Strax lod Berthollet bringe et stort Glas, fyldte det med filtreret Brændeviin og tømte det. „De har Mod Citoyen," sagde man til ham. „Ikke saa meget," svarede han, „som da jeg skrev Rapporten." Hans Kolleger efterfulgte nu hans Exempel, og Tyrannen maatte tie. At Berthollet, siden den Tid han var i Ægypten med Buonaparte, hører til dennes Fortrolige, er vist. Han er Senator og har store Indtægter. I Dag fik jeg Brev fra Ritter og Wintert. Den Sidste agter at udgive Accessiones til sine Prolusiones. Om Aftenen hos Lehmann.

Den 2den hos Mechanikeren Le Noir. Mirbels Forelæsninger over Botaniken. Det er mig alle Tider interessant at høre Forelæsninger af forskjellige Mænd. Man lærer overmaade meget i Henseende til Methoden. Mirbel synes at være et ret ordentligt Hoved og har gode Kundskaber; men der er intet s. 143 Liv i hans Foredrag. Han veed ikke at hæve det Vigtige over det Uvigtige ved Maaden, hvorpaa han siger det, ved Stedet, hvorpaa han sætter det, kort, der er ikke Lys og Skygge. Man finder denne forunderlige Monotoni igjen i hans Plantcphysiologi. Om Aftenen gav Sicard en Forelæsning i Athénéet og anstillede nogle Prøver med sine Døvstnmme

Den 4de. Biot over Galvanismen. Om Aftenen i Théatve Louvois, hvor man opførte en ny Komedie af Collin d'Harleville. Den fører Navn af le vieillard et la jeunesse og har til Øiemed at fremstille en agtværdig og, hvad her gjælder mere, elskværdig gammel Mand, stillet imod et Par foragtelige og, hvad endnu er værre her, latterlige unge Mennesker. Stykket har mange vittige Steder, hvilket forskaffede det et afgjørende Bifald.

Den 10de besøgt Gesandten, som om Sommeren opholder sig paa la muette. Jeg var i Selskab med Gjerlew; vi havde taget en Cabriolet sammen, som tillige maatte tjene os til at komme til St. Clond. Dreyer inviterede os nemlig til Middag, og da det endnu var tidligt, troede vi ikke at kunne gjøre bedre end at nyde den smukke Promenade i Haven ved St. Cloud. Denne Have er anlagt i den saakaldte engelske Smag og med megen liden Pragt, saa at den snarere ligner en Skov. Man finder der Restaurationer. Kaffehuse, Boutiker, kort alt det, som betegner en stærk Konkurrents af Mennesker. Slottet St. Cloud er anlagt paa en Høi, som behersker Egnen, og det vilde ikte være vanskeligt, i Tilfælde af et Angreb fra Folkets Side, der at forsvare sig. Det Indre af Slottet kan man endnu ikke faae at see. Til Middag fandt vi Konsul Classen og hans Kone, hvilke ogsaa her have deres Sommeropholdssted. Det gik ret muntert til, og Dreyer erindrede sig sine Universitetsaar og Universitetsbekjendtskaber.

s. 144 Jeg satte mig ret i Kredit hos ham derved, at jeg kjendte de mærkelige Universitets-Begivenheder fra den Tid. Han forsikkrede, at jeg kjendte disse Ting saa godt, som om jeg havde været tilstede derved. Førend Bordet erfoer jeg en Omsæninghed af ham, som morede mig meget. Professor Aldini, om hvem jeg allerede for har talt, en temmelig uvidende italiensk Professor, som reiser omkring og gjør Vind med Galvanismen, fordi han er en Søstersøn af Galvani, troer sig bestemt til at oplyse alle Nationer, som ligge Nord for Italien. Den italienske Republiks Gesandt tilbød derfor ogsaa Dreyer, at Aldini kunde komme til Danmark og indføre Galvanismen der. Dreyer svarede meget fornuftigt, at han ikke kjendte Tingene og Omstændighederne og derfor ikke kunde vide, om dette kunde være hans Fædreland nyttigt. Nu spurgte Dreyer mig, hvad jeg dømte derom. Jeg gav ham et tydeligt Begreb om Galvanismen og fortalte ham tillige, hvem Aldini er, og hvori hans Fortjenester bestaae. Vi talte om adskillige andre nye Opdagelser, og Dreyer syntes meget tilfreds med de Oplysninger, som jeg gav ham desangaaende.

Den 11te. Nationalinstitutet og deslige.

Den 12te til 17de intet Nyt, undtagen Revolutionssesten.

Den 14de. Det var Bastillens Nedbrydelse, man høitideligholdt. Alle Borgere vare indbudne fra Politiets Side til at illuminere deres Huse; men meget faa efterlevede det. Kun Regjeringens Palaier vare illuminerede og det middelmaadigt nok. Denne Fest, der ikke alene er en Revolutionsfest, men en Fest for Menneskeheden, da et af de skammeligste Fængsler, en af de affkyeligste Støtter for Tyranniet, paa denne Dag blev styrtet, helligholdes hvert Aar med mindre Pragt og mindre Enthusiasmus. Saaledes er Frihedens Sind gaaet af Mode i s. 145 Frankrig, at man ikke engang med Fornøielse erindrer sig Slaveriets Afskaffelse.