Danmarks Breve

Paris , December 1802 . Det er umuli...

s. 88 Paris, December 1802.

Det er umuligt at betragte alle de Gjenstande, man finder her i Paris, nøie nok første Gang, og endnu mindre kan man strax fælde en Dom over dem. Bor Underholdning vilde derfor være altfor tumultuarisk, dersom jeg beholdt den fadvanlige Dagbogsform i mine Breve. Jeg maa nøies med s. 89 hver Aften for mig selv kort at optegne, hvad jeg har seet, og derimod her søge at koncentrere det, som jeg ved gjentagen Undersøgelse har bemærket over vigtige Mænd og Gjenstande, i enkelte Rubriker.

Athenee. Dette er en Indretning for videnskabelig Selskabelighed. Der gives flere af dette Slags; men Hovedsagen ved dem alle er, at Medlemmerne, hvoriblandt ogsaa ere Damer, til enhver Tid af Dagen der har fri Indgang til en Samling af de nyeste Journaler, til et lidet udvalgt Bibliothek o. s. v. Om Aftenen holdes populaire Forelæsninger over adskillige Videnskaber, hvoriblandt Physik, Chemi, Philosophi, Italiensk, Engelsk og deslige. Jeg har ladet mig optage til Medlem i et af disse Selskaber, som udmærker sig fordeelagtigt fra de andre Fourcroy tæser der Chemi, Le Fevre Ginean Physik, Haenftat Technologi Boldoni Italiensk. Jeg hører den første og den sidste; men min Dom opsætter jeg til en anden Gang. En Aften om Ugen holdes, som man kalder det, en séance litéraire, hvor snart Noget af en berømt Skribent oplæses, snart Efterretninger om Nyheder i den lærde Verden meddeles. Selskabet har en større Samling af physikalske Apparater, end man kunde vente. Entréen i dette Selskab er meget dyr, den koster 4 Louisd'or, hvorfor man har Rettigheder som Medlem i et Aar.

Gamle Bekjendtskaberfornyede. (I Artiklernes Følge maa Du ikke vente nogen Art af Orden, jeg retter mig heri efter Indfald og kan umuligt Andet). At jeg har fundet Heiberg og Gjerlew igjen, veed Du allerede. Jeg har ligeledes fundet Baggesen, som tog meget glad imod mig. Han boer ret godt og har en vis Ziirlighed i sine Værelser; fremfor Alt besidder han nogle Skjønnc Malerier. Hans Kone tegner fortræffeligt, og af hende saae jeg der adskillige Arbeider.

s. 90 For nærværende Tid arbeider Han paa en bansk Oversættelse af Homer og et tydsk episk Digt, men ikke over Buonaparte, som han nu hader. Uagtet han er meget interessant i Omgang, saa forekommer det mig dog, at han ikke mere kan være den, han før var, i det mindste var noget Satirisk om Bot's Kartoffelvise, som han forelæste, langtfra ikke saa kraftigt som hans ældre Arbeider. Det samme har jeg allerede bemærket ved Noget, han forelaste min Broder og mig i Kjøbenhavn over Fichte. F. Schlegel har jeg ogsaa fundet her igjen. Han lever her mest for at studere, men gjør tillige Regning paa at vorde anstillet ved et af de Lycæer, som nu oprettes. Han læser over den tydske Literatur, men paa Tydsk. Han har foræret mig en Jndgangsbillet dertil, og jeg benytter mig ogsaa af den, da han blot læser hver Søndag Formiddag og meget interessant, efter det at slutte, som jeg har hørt den eneste Gang, jeg endnu har været der. Suell har jeg ogsaa gjenfunbet ; han boer i samme Huns som jeg.

Nye Bekjendtskaber har jeg endnu ikke søgt meget; men adskillige have frembudet sig selv. Adskillige Landsmænd har jeg her, men hvoraf neppe een er værd at nævne uden for Historiens Skyld. I., en adelig Dreng, i Særdeleshed nvidende, Lilienkrone, Baron og Ofsiceer, men Intet videre, en Kapitain Seuften, en ganske dannet Mand af en Kapitain at være, en Kapitain Haffner, et godt Menneske som det synes, Kapitain (egentlig Skipper) Arktander, maaske en god Sømand, en vis Mørk, som jeg endnu kun eengang har seet, en Bjørnerud ligesaa, eit vis Hasler, som studerer her Chemi, men knude have lært Noget, jeg vil ikke tale om noget Mere, hjemme først. En holsteensk Landsmand Lehmann, som studerer Naturvidenskaber og Philologi og arbeider paa at udgive Plinius med Anmærkninger, synes at høre til en meget bedre s. 91 Klasse. Hos Gørike, Legationspræsten, har jeg været to Gange og oil oftere komme der, jeg holder det sor et godt Bekendtskab, som Prof. Manthey der har forskaffet mig. Af Lærde har jeg gjort Bekjendtskab s. Ex. med Millin, som har Opsigten over Antikerne og en Deel af Bøgerne i Nationalbibliotheket. Han kjender den tydske Literatur og er meget tjenstfærdig mod Fremmede. Jeg haode den Fornøielse at høre ham forklare de skaarne Stene og andre Oldsager for et Selskab. Man har en ret rig og smuk Samling deraf, dog forekommer den mig ikke overordentlig. Hver Onsdag Aften staaer Millins Huns aabent for Videnskabsdyrkere og forener ofte de interessanteste Mænd til et Selskab. Man finder der en stor Mængde af tydske og ftanske Journaler og andre nye Bøger til Gjennemsyn. Dette og Selskabet er Alt; med Mad og Drikke opoartes man ikke i saadanne Selskaber i Paris som andetsteds. Winkler, en Tydsker, er Millins Medhjælper; jeg haode Anbefaling til ham fra Oberlin i Stratburg; jeg har endnu kun talt et Par Gange med ham.

Forelæsninger. Bauquelin læser et prioat Kollegium over Chemien, hvorfor han lader sig betale 144 Liores af hver, og han har for nærværende Tid over 40 Tilhørere. Han læser hver anden Dag over 2 Timer, men hvorlænge er ubestemt, saa at man ikke kan bestemme sig til nogen Forelæsning, som holdes strax efter hans. Jeg har besluttet mig til at høre ham for de skjønne Experimenters Skyld, hvoraf jeg virkeligen lærer meget. Forresten er hans Foredrag ikke alene uforstaaeligt formedelst hans svage Stemme og store Hastighed i at tale; men det er tillige saa uordentligt og uvidenskabeligt, som det kan tænkes. Jeg kan ingen anden Orden sinde deri end Jdeeasociationens. For at give et Exempel maa jeg blot anføre, at han en Dag læste først over Barmen, dernæst over s. 92 Forbrændingen, den følgende Dog over Luftens mechaniske Egenskaber, over Fordrunstningen i den fortyndede Lnft og over de Stene, som ere nedfaldne fra Himmelen. Jeg kjender Ingen, som overgaaer ham i lyrisk Uorden uden Prof. B. i Kjøbenhavn. Men for at komme igjen til hans Fuldkommenheder, jeg kjender heller Ingen, som overgaaer ham i at gjøre Experimenter med Lethed og Præcision. Han forholder sig til en egentlig Chemist som en god Projektor til en Anatom, og bet er ret godt; gid vi havde mange saadanne paalidelige Prosektorer. Han har i sit Laboratorium sire Famuli, saa at Forsøgene ikke tage saa lang Tid op som ellers. Laboratoriet er godt og smagfuldt indrettet: En stor Skorsteen, med de nødvendige Ovne, et Bord, hvorpaa der ved den ene Ende er et Qviksølvved den anden et Vand-Apparat for Luftarterne. Skabene med Reagentserne have Glasdøre, hvorigjennem man kan see Alt staae med den største Reenhed og Orden. Tilhørerne tage Plads paa et Amphitheater ligeoverfor Skorstenen og Forelæsningsbordet, saa at Alt kan oversees fuldkomment, ved Hjælp af det Lys, som falder gjennem Glastaget, der bedækker Arbeidspladsen, men ikke Tilhørerne, saa at Alt er oplyst i det rette Forhold. Vinduer findes her slet ikke. Paa Væggen findes en Medaillon med de fornemste Chemisters Navne, hvorved de Fremmede saa temmeligt er skeet Ret. — Fourcroy læser i Athéet, hvor jeg endnu kun har Hørt ham een Gang, da han afvexler med Thenard, som jeg endnu ikke har havt Tid til at høre. Fourcroy læser unægteligt govt, men naaer dog neppc min Forventning, jeg troer at maatte sammenligne ham med vor Bugge, hvis Foredrag virkeligen er ligesad skjønt og ligesaa — overfladisk. Den Aften jeg hørte Fourcroy, var det en Introduktion til Chemien, hvori han søgte at bevise, at de Gamle Intet vidste af Chemien, og gjerne vilde overtale os til at troe, at vi s. 93 nu vidste Alt. Det er bist, at bet er lettere at forkaste end at sorstaae de Gamle, og at man ikke kan Andet end gribe til det Første, naar Ens hele Indsigt ikke strækker sig ud over den antiphlogistiske Chemies Grændser. Det er meget let at lade de Gamle skee Retfærdighed og de Nye med. Kunsten at experimentere er de Nyeres Eiendom, Evnen til af faa Observationer at uddrage store Resultater, eller med prophetisk Aand skue ind i Naturen, havde de Gamle maaskee mere, end de Nyere have Lyst til at troe. Fremtiden vil maaskee i lære dem, at Pythagoras's Tal og Thales's Band have mere at betyde end alle deres net beviste, men i desto snævrere Grændser indskrænkede Theorier. Naar Experimenteerkunsten faaer ført os med Bevidsthed derhen, hvor Digteraanden førte de Gamle dem ubevidst, vil man først almindelig lærre at vurdere de Gamle. De Gamle forstode Naturen ved Overeensstemmelse med den: Sympathi; vi forstaae den kun ved Strid imod den: Antipathi vilde jeg sige om de Fleste; vi forstaae den ufuldkomment, skjøndt vi kjende den mere. Hos Charles har jeg hort en Forelæsning over Elektriciteten, som behagede mig meget. Hans Tale er fuld af Liv og Interesse, hans Forsøg ere skjønne og mangfoldige. Han begynder snart et fuldstændigt Kursus over Physiken, som jeg vil høre.

Theatre. Paris har for nærværende Tid nogle og tyve. Du vil altsaa ikke undres over, at jeg ikke kjender dem alle endnu. Det fortræffeligste af Alt her er Operaen, og det ikke saa meget for Sangens og Spillets som for Maskineriets og fornemmelig Dandsens Skyld. Jeg har seet der to Balletter, den ene Hero og Leander, den anden Psyche. Den Ynde, Kunstnerne vide at lægge i deres Bevægelser, den uendelig svævende Lethed, hvormed de ile os forbi, er neppe opnaaet paa noget andet Theater. Bekjendt nok er det, at Vestris er s. 94 den mest udmærkede af dem Alle, og en Søn af ham, som endnu er et Barn, har en ganske overordentlig Færdighed. Maskineriet er her ligeledes ofte fortryllende; mellem Akterne lades ikke Forhænget ned ; men alle Forandringer soregaae umiddelbart for Tilskuernes Øine, dog saa hurtigt, at man næsten ikke seer dem. Guder fare op og ned mellem Himmel og Jord, uden at man seer en Strikke eller deslige; en majestætisk Sky dækkeralt det Profane for Tilskuernes Øine. Da jeg i München saae Paris's Dom, var jeg i den største Uvished, om en af Personerne enten blev hængt (af Vanvare) eller tagen til Himmels. Theatre français indtager den anden Plads. Jeg har der seet Dedip, Rodozune og Venceslaus, en gammel Tragedie før Corneilles Tid, den eneste, som har vedligeholdt sig fra den Tidsalder, men maaskee den kraftigste af alle franske Tragedier. En af Skuespillerne her finder jeg fortræffelig, det er Talma, Stochflets Svoger. Han har Kraft og Natur, og den Overdrivelse, som næsten alle ældre franske Skuespillere gjøre sig skyldige i, derfor er han fri, og han har tillige en Rundhed og Fuldendthed i sit hele Spil, som virkeligen sætter ham blandt Mestrene. Hans Figur er ædel, hans Stemme er skjøn. Uagtet sit naturlige Spil, og uagtet han holder sig fri for al Bombast, har han dog meget Bifald hos de Franske. De Øvrige have alle mere eller mindre Talent; men ingen Anden end Talma er fri for Bombast, og man kan lade de franske Tilskuere sige, som Grethe i Kjærlighed uden Strømper:

— — — — — „tænk hvor min Beundring steg
Og steg des høiere, jo meet Du bistert skreg."

Det er virkelig bogstaveligt sandt. Det er min inderlige Overbeviisning, at Kunstneren skal overgaae den almindelige Natur, og at Skuepladsens Fremstillinger, som alle Kunstværker, skulle stille sig i en høiere, ideal Natur; men Kunsten s. 95 har sine Grændser i det Skjønne, enhver Kraftyttring, som gaaer derudover, er Kunsten uværdig. Herfor synes de Franske ingen Følelse at have; Kunstneren kan gabærde sig saa fælt han vil, naar han kun har Udtryk, saa er man heelt vel tilfreds.

Faideau er et Theater af mindre Rang, men i en Art, hvor de Franske vise sig langt fordeelagtigere, nemlig i det almindelige Komiske og Hverdagsnaive. Jeg har seet de smaa Savoyarder og et Par andre Smaastykker her, spillede fortræffeligt. For nærværende Tid intet Detail videre. Maaskee en anden Gang.

Logi. Nær havde jeg glemt denne vigtige Deel af min Existents. Jeg har 2 Stuer her, den ene er 6 danske Alen lang og 3 bred, den anden er halv saa stor og er mit Sovekammer. Derfor betaler jeg 36 Livres maanedlig. Det er noget mindre end 9 Rd. Jeg kunde have et større for bedre Kjøb; men dette er i Centrum af Paris, og det sparer ofte megen Tid. Logiet kaldes Hôtel de philadelphie og ligger i passage des petits pêres. Jeg angiver dette, dog ikke for at mine Breve skulle adresseres derhen, da jeg maaskee kunde falde paa at flytte, men beder, at de bestandigt adresseres til Gørike.

Leveordenen her er den, at de Fleste staae op Kl. 9 eller 10, gaae ud Kl. 12, spise til Middag Kl. 4, gaae derpaa paa et Kaffehuus og derfra i Komedie, og Sengetiden falder mellem 12 og 2. Jeg staaer for nærværende Tid op noget før 8, og ved denne Tid kommer min Sprogmester til mig, som drikker Thee med mig og bliver hos mig l½, ofte 2 Timer. Derfor betaler jeg ham 2 Livres daglig. Han er meget duelig, og han og Flere forsikkre mig, at jeg allerede i de 14 Dage, jeg har været her, har gjort god Fremgang. At s. 96 jeg har taget Sprogmester, nagtet jeg tilnøds kunde udtrykke mig paa Fransk, holder jeg for meget nyttigt og nødvendigt; thi det er hverken billigt eller tjenligt at bruge de Lærde, hvis Omgang man vil søge, til Sprogmestre; det paalagger en ubehagelig Tvang, naar man ikke hos disse kan udtrykke sig med en vis Lethed. Kl. 10 har min Sprogmester forladt mig, og jeg er nu saa vidt eller endog en Smule videre end dem, som staae op til denne Tid. Tidt gaaer jeg strax ud, tidt bliver jeg hjemme nogle Timer, da ikke alle Arbeider kunne vorde færdige om Aftenen. Om Middagen Kl. 12 gaaer jeg hveranden Dag til Vauquelin og i det Følgende hveranden Dag til Charles. Førend Kl. 3 kommer jeg aldrig fra Vauquelin, ofte sildigere. Tiden for Kl. 4, hvor man spiser, anvender jeg paa forskjellige Maader, som Dagen giver det. Kl. 5 har jeg spiist; efter Maaltidet har jeg hidtil gaaet til Café de mille Colonnes og derfra enten i Theatre! eller Athenéet; men i denne Henseende træffes jeg snart Forandring. Om Aftenen kommer jeg sammen med Suell og Gjerlew, for at vi kunne meddele hverandre Dagens Bemærkninger. Derpaa skriver jeg eller læser ofte til Kl. 2. Saaledes gaaer Dagen hen, og jeg synes hver Dag, at jeg kun har faaet for lidt udrettet. Imidlertid har jeg dog virkeligen seet en Deel; men meget maa jeg endnu see oftere.

Musæum, en Samling af Antiker og Malerier, som vist ikke har Mage i hele Verden. Jeg har endnu kun seet det 3 Gange og kan ikke Andet end beundre det. Detail vil jeg levere efterhaanden, her kun lidt Almindeligt og nogle faa Specialia. Musæet er i Louvre og har et meget stort Lokale der. Antikerne ere i den nederste Etage, til Malerierne stiger man en Trappe op. Efter hvad Grundsætning, Antikerne ere ordnede, veed jeg endnu ikke; Malerierne ere ordnede efter s. 97 Skolerne. Adskillige af de nærværende Mestres nyeste Arbeider vare udstillede, da jeg kom hid, og bleve kort efter nedtagne, for at pryde Consulens Palais. Iblandt disse Arbeider har et Maleri af Guerin, en ung Mand paa 26 Aar, gjort megen Opsigt. Det forestiller Theseus, hvis Kone havde elsket hans Søn, hendes Stedsøn, og da hun ingen Gjenkjærlighed fandt, beskyldt ham for at ville have forført hende. De Franske, eller rettere nogle Franske, forsikkre, at han i Udtrykket har overgaaet Alt, hvad man hidindtil har seet. Det er virkeligen ret skjønt, men taaler ikke at holdes ved Siden af et af de ældre italienske Mestres Arbeider. Man kan anvende paa ham, hvad en Kjender har bemærket om de franske Mestre i Almindelighed: De have studeret Natur og Mennesker paa T heatret, og paa deres Theater lægger jeg til, og ikke i Virkeligheden. Derfor male de ogsaa lutter Theaterscener. Her i dette Stykke findes ogsaa en Fortrolig bag Prindsessens Stol, en meget nødvendig Ting paa det franske Theater. Forresten har denne Maler vidst at give sin Komposition en Eenhed og Simplicitet, som er sjelden hos en Fransk. Theseus sidder ved Siden af sin Kone, omfavner hende med den ene Arm, som om han vilde trøste hende for den hende tilføiede Fornærmelse, og udstrækker den anden bebreidende mod sin Søn, en ung Jæger, som nylig er kommen fra Jagten og staaer ligeoverfor sine Forældre, fuld af Bevidsthed om sin Uskyldighed. I Stedmoderens Ansigt ere Angst og Samvittighedsqval tydeligen malede. Koloriten finder jeg afskyelig. Af en Madame Le Brun var Billedet af et helligt Fruentimmer det skjønneste af alt det, man denne Gang havde exponeret. I Antik-Salen har jeg kun betragtet Apollo af Belvedere og Laokoon nøie. Al Beskrivelse herover er unyttig; man kan kun føle og nyde disse Mesterstykker ved at see dem. Buonaparte har havt den s. 98 herviske Idee at udsætte en stor Præmie for den, som forfærdigede den bedste Arm til Laokoon (en Arm mangler nemlig). Man seer, at de Franske altsaa endnu have den ulykkelige Idee at ville lade fuske ind i Mesterarbeider. Jeg finder det ikke meget bedre end at udsætte en Præmie for at fuldende en af de gamle Tragedier, hvoraf vi besidde Fragmenter. Buonaparte kan være en god Generalissimus, men forstaaer sig slet paa Kunsten.

7

Jeg havde foresat mig at skrive mere om Musæet; men jeg finber det endnu meget for tidligt. Jeg vil see det endnu oftere og saa paa eengang skrive et langt Brev om det alene. Jeg seer det ofte, men ikke for længe ad Gangen, og finber saa temmelig Rebe deri. Jeg kunde allerede forhen kjende de berømteste Mestres Arbeider ved Hjælp af det, jeg havde seet i Tydskland; men her har jeg nu havt Leilighed til at studere mange af Kunstværkerne noget nøiere, dog anvender jeg ikke Tid nok derpaa for at vorde en Kjender. Jeg vil hellere her give mig af med en Ting, som jeg har studeret nøiere, nemlig de physiske og chemiske Forelæsninger her. Jeg har allerede talt om Vauquelins og et Par Ord om Charles's; men jeg troer det ikke af Veien, lidt udførligere at omtale dem til Minde om den Maade, hvorpaa jeg har denyttet og betragtet dam.

Uagtet Naturen har forsynet Charles med alt det, som udgjør en god Docent, saa har han dog heller ikke sin Flid lidet at takke. Enhver Forelæsning har han opskrevet næsten in extenso og oplæser ofte samme umiddelbart af Papiret, naar det skal være et sammenhængende og udført Raisonnement, dog veed han at gjøre dette saaledes, at man ikke føler, at det vorder oplæst. Jeg finder denne Maade særdeles god, da den sikkrer den, som ikke altid er lige disponeret til at s. 99 tale offentlig, den Orden og de Grunde, som han før havde udtænkt. Vanquelin kommer, om ikke ganske uforberedet, dog kun lidet forberedet og gjør derved et saa meget mere ubehageligt Indtryk, da Naturen har nægtet ham det, som den gav Charles. Denne er en veldannet Mand, med et særdeles reent og aabent Ansigt, hvis noget skaldede Hoved ikke vanzirer ham; Vanquelin seer ud som en Skrædder, hvilket allerede Professor Manthey har bemærket. Charles har en skjøn Stemme og en flydende Tunge; V. har en svag Stemme, savner ofte Ord og taler skrækkeligt hurtigt. Charles sørger for sit Udvortes og gjør en langt anderledes Figur i sin sorte Silkefrakke end V. i sin gamle Kavai. (Naturligviis taler jeg kun om denne Bisag for Kontrastens Skyld). Charles har forberedet hvert Forsøg, saa at Tilhørerne netop faae det at see, som skal sees, og hverken mere eller mindre. Vil Charles f. Ex veie Noget, saa er det allerede veiet i Forveien,. og ved første Greb har han altsaa den Ligevægt, som en Anden længe vilde søge (dette er kun et Exempel blandt hundrede). Vanquelin lader sine Elever anstille mange af Forsøgene, og oftest gjør han kun selv det Allersimpleste, f. Ex. at blande to Ting med hinanden eller deslige; Charles spiller altid selv Hovedrollen ved sine Forsøg, og man seer i hans Medhjælpere blotte Opvartere. Dette er høist fordeelagtigt for Opmærksomheden, som altid maa deles, naar en Anden taler, medens Forsøgene anstilles. Jøvrigt vil jeg aldeles ikke nægte, at det er noget vanskeligere at foredrage Chemien end Physiken, dog har jeg ved Vauquelins Forelæsninger, selv der, hvor de vare saa gode som andre fornuftige Folks, gjort mange Bemærkninger over Methodens Forbedring, hvilke jeg heller ikke har forsømt at optegne. Jeg optegner desuden altid ved Forelæsningen, hvad jeg enten finder mærkværdigt i Fremgangsmaaden, eller hvad jeg finder er s. 100 en Feil, som man bør undgaae, eller naar Noget forekommer mig nyt. Desuden forsømmer jeg ikke, hvor de bekjendte Sætninger kunde føre paa nye Anvendelser, baade i Videnskaberne og i Kunsterne, at annotere det.

7*

Fourcroy's Kunst bestaaer i at generalisere; intet isoleret Faktum, Intet, som mangler Interesse, enten i theoretisk eller i praktisk Henseende, kommer for hos ham. Det Tørreste veed han at gjøre den Ukyndige interessant, idetmindste ved at fortætte, hvorledes man derom før havde falske eller latterlige Ideer, og hvorledes de Franske have forbedret alt dette. F. forstaaer fuldkomment, hvorledes man bør læse for Liebhabere og veed, hvorledes man kan gjøre en Ting begribelig, uden at nøde Folk til at trænge ind deri. Det er kun ubehageligt at høre ham trække løs paa de Gamle, uden at kjende dem ordentligt, saa at han næsten altid meddeler skjæve Forestillinger om dem.

Foruden de Forelæsninger jeg i forrige Brev har talt om, hører jeg ogsaa Dummeril, som læser een Gang om Ugen over Naturhistorien, efter Cuviers System. Uagtet denne Forelæsning kun kan berøre Overfladen, har jeg dog den Fordeel ved den at vorde bekjendt med dette nye System, som jeg ikke kan øse af Kilden selv, da Cuvier er, i en Kommission Skolevæsenet angaaende, paa en Reise i Provindserne. Da Forelæsningen holdes i Athenéet, koster den mig heller Intet og spilder mig ikke megen Tid, da jeg boer nær derved. Af dette Athenée profiterer jeg overhovedet meget, da næsten Alt, hvad Paris har af interessant Literairt, der meddeles. For nogle Dage siden var jeg tilstede ved en Øvelse, som Sicard der foretog med sine Døvstumme; havde jeg ikke havt Leilighed til at lære dette at kjende her, havde jeg først maattet hente en Billet og siden til en mig ubeleilig Tid være gaaet ud i den s. 101 anden Ende af Byen. Sicard har begyndt at lære nogle af de Døvstumme at tale, hvilket dog kun een af dem ret var i Stand til. Han bad en af Tilhørerne opsøge et Vers i en liden Bog, som han havde med sig, og lod den ene af de Døvstumme diktere den anden det, lod derpaa en tredie oplæse det ved Tegn og en fjerde oplæse det høit. Jeg vil ikke her gjentage, hvad allerede mange Andre have fortalt, jeg maa blot bemærke, at det ikke mere havde Nyhedens Interesse for mig, da jeg allerede havde seet saameget deraf i Leipzig og Berlin, og den herværende Indretning var mig allerede væsentligt bekjendt af Andres Beretninger. Det undrer mig kun meget, hvorfor man her gjør sig saa megen Umage for at lære dem at udtrykke alle deres Ideer mimisk; Fingersproget, som betegner hvert enkelt Bogstav og sammensætter af disse Ordene, ligesom Skriftsproget, forekommer mig langt beqvemmere og fuldstændigere. Hvorfor man har forsømt et saa simpelt Middel, kan jeg ikke forklare mig; men naar Leilighed gives, vil jeg søge at underrette mig herom. At det mimiske Tegnsprog kan være dem nødvendigt til det daglige Liv, naar de komme i Berøring med Andre, det finder jeg meget begribeligt, at ogsaa disse høist sandseligc Tegn kunne tjene til at udvikle mange Begreber hos disse Ulykkelige, nægter jeg ikke; men at ville udtrykke ved blot Mimik: Gud, Sjæl, Udødelighed, Evighed, Tid., finder jeg, let udarter til Barnagtighed. — Ved en anden literair Séance var Opfinderen af Pasigraphien i Athenéet og udviklede der Grundprinciperne af sin Pasigraphi og Pasilali. Det er naturligviis ikke muligt med Sikkerhed at bedømme en saadan Sag efter een eller to Timers Underretning, dog troer jeg, at jeg ikke paastaaer for meget, naar jeg siger, at denne Kunst endnu aldeles er i sin Barndom, og sikker er jeg paa alle fornuftige Folks Bifald, naar jeg siger, at Opfinderen s. 102 foredrog sine Ideer med en barnagtig, skjøndt nu og da træffende Vittighed. Det finder jeg kun mærkværdigt, at han til sit System bruger tolv Tegn, hvilke han paa samme Mande inddeler i 4 Klasser, som Kant sine tolv Kategorier, og disse Klasser have virkeligen nogen fjern Lighed med hine, kun at de enkelte Tegn aldeles ikke svare til Kategorierne, men ere langt individuellere. Disse Tegn ere alle bestemte for sandselige Gjenstande eller dog afledede af disse. Paa en naturlig Maade kan man nu ikke heraf udlede de usandselige, f. Ex. Tanke, Skarpsind. Jøvrigt har han mangt et lyst Blik og gjør ved sine Betegninger meget ofte opmærksom paa Sprogets Mangler. Han viste saaledes, at det franske Ord aimable har to Bemærkelser, en analog med calculable, som nemlig udtrykker Muligheden, at Gjenstanden kunde elskes, vi maatte derfor danne Ordet elskbar, som rigtignok vilde være meget haardt, den anden Bemærkelse var naturligviis den, som vort danske elskværdig har. Hans Tegnsprog konfunderer ikke saadanne to Ideer. Han antager, at ethvert Adjektiv kan modtage 7 Modificationer, efter de 7 Lysstraaler, hvori Lyset kan deles, en Sammenligning, som han vel ikke holder for ufeilbar, men dog heller ikke troer ganske at burde forlade. — Delile har nogle Gange oplæst her nogle af sine egne Digte. Han veed dem næsten udenad og kan heller ikke andet, da han næsten er blind. Hvad han ikke husker, tager han af en Soufleur. Første Gang læste han fortræffeligt, saa at man med Fornøielse hørte hans Vers, som i sig selv ikke ere meget andet end særdeles godt vercificerede Prædikener eller Taler. Anden Gang læste han ikke saa godt og huskede heller ikke vel, hvad han vilde sige. Saaledes er dette Selskab rigt paa Underholdning og Belæring og anbefalingsværdigt for Enhver, som vil besøge Paris.

s. 103 En anden Art af Forelæsninger har jeg her havt Leilighed til at freqventere hos Hany. For et lidet Selskab læste han 6 à 7 Gange over det Eiendommelige i sit kryskallographiske System. Det var mere en venskabelig Underholdning end et Kollegium, og den ædle Simplicitet og Godmodighed, som udbreder sig over alle hans Taler og Handlinger, maa gjøre ham til Enhvers Ven. En Charakteer saa fri for Pretensioner finder man nok sjelden i Paris. Han erindrer sig Professor Manthey med den fortjente Høiagtelse.

Da jeg i mine foregaaende Breve har talt om Theatrene, maa jeg her ikke forglemme, at jeg siden den Tid har seet adskillige af de mindre, for dog at lære dem at kjende. Disse ere: Théatre Montensier, den italienske Opera, ogsaa Opera buffa kaldet, hvor man sædvanlig hører skjøn Sang, Vaudevilletheatret, hvor de Franskes eiendommeligste Art af Skuespil, over Dagens Anliggender, i en Blanding af Sang og Tale, ledsaget af en let, ofte behagelig, men høist sjelden kraftig Musik, lokker Tilskuerne hen. Théatre Louvois, som egentligen skildrer Parises Sæder, og hvor Skuespildigteren og Skuespilleren Picard spiller den fornemste Rolle. Han vinder i Almindelighed meget Bifald; men naar man finder for godt, piber man ogsaa et af hans talrige Aandsprodukter ud. De tre sidste af disse Theatre, især Lonvois, agter jeg at besøge oftere.

Det falder mig ved denne Leilighed ind, at jeg ogsaa har været nogle Gange i Nationalinstitutet. Engang var jeg i den moralske og politiske Klasse, indført af Gregoire, og et Par Gange har jeg været i den physiske Klasse, men uden at noget Vigtigt der foretoges. Tilhørerne ere desuden ilde placerede der og høre kun lidet. Paris er overhovedet nu meget fattig paa videnskabelige Nyheder, da alle Lærde ere for meget beskjæftigede s. 104 eller for vel lønnede til at arbeide; nu gjør man lutter Finantsoperationer, for at vorde rigere, end man er, istedetfor at man før blot arbeidede for det daglige Brød, nu arbeider man for at naae Hofære, istedetfor at man før søgte den videnskabelige. Det eneste Trøstelige her er, at Berthollet snart er færdig med sin chemiske Statik, et Værk, som vist vil gjøre Epoke.

I société philomatique har jeg ogsaa været. — Lasteyrie indførte mig der; dette Selskab lover næsten mere Interesse end Nationalinstitutet. Dog hørte jeg Intet af særdeles Betydenhed den Aften, da jeg var der.

Lasteyrie har hver Dekade eengang Selskab hos sig; men da jeg var der, var det ikke meget talrigt; det bestod derimod af meget gode Republikanere, som sagde Meget, der her ansees for udmærket frit, men hos os vilde betragtes som ganske almindeligt, jeg har ofte hørt langt dristigere Ting siges i Dreyers Klub, end man her vovede at sige i et privat Selskab og i en saakaldet Republik.

Et andet Selskab, som interesserer mig meget, er hos Schlegel. Hver Søndag Aften samles et tydsk Selskab hos ham, og Talen er altid om philosophiske, physiske eller æsthetiske Materier. Ofte oplæses noget af et berømt Digt eller deslige. Saaledes oplæste Schlegel forleden „Tieck's gestiefelter Kater", hvorved han efterlignede alle de Personers Stemmer, som deri forekomme, f. Ex. Fetler, Fisher., hvorved det Hele blev meget charakteristisk. NB. Intet uden disse Mænds literaire Charakteer er deri angrebet. I dette Selskab har jeg gjort Bekjendtskab med adskillige Tydskere, hvoraf de fleste blot kunne nævnes her. En Maler Jagemann, en anden Maler Lombard, en Schweier, en Fru von Aswerd, en Konsistorialraad Horstig og hans Kone fra Cassel, en Schweighänser, s. 105 Son af den Stratburger Philolog, en Thiriot, Musiker, en Meyer, Chemist, Froeriep kommer ogsaa der, og ved denne Leilighed har jeg fornyet hans Bekjendtskab.

Baggesen seer jeg ofte her. Han lægger sig ivrig efter Physiken og hører Charles. Han har ofte ganske herlige Ideer i denne Henseende, Han har skrevet mig et Brev til over Naturphilosophien, hvori der findes mange skjønne Vink. Digtergeniet er dog godt til Alt; naar man kunde forene med dette den behørige Temperatur af Taalmobigheb og Penetration, maatte derved udrettes mere end 100 Banqueliner ere i Stand til at tilveiebringe. Hvad Charles angaaer, er Baggesen meget flittig og har endnu ikke forsømt ham eengang.

Blandt de gamle Bekjendtskaber, som jeg her har fornyet, er ogsaa Danbuisson, (Forfatteren af Description des mines de Freiberg). Jeg har kjendt ham i Freiberg.

Inden 14 Dage mere.