Langebek, Jacob BREV TIL: Hiemstierne, Henrik FRA: Langebek, Jacob (1743-02-24)

24. Februar 1743.
TIL HENRIK HENRICHSEN ¹Brevet er for en Del tidligere trykt i Hist. Tidskrift IV, 302 ff. Her meddeles det efter to hinanden ndfyldende Koncepter..

Velædle og Velbyrdige
Høistærede Hr. Secretaire!

Var det Maimaaned som det er Blidemaaned, og var det Sommer som det er Vinter, eller var det for mig paa Kraagerop som i Kiøbenhavn, da skulde intet Arbeid saaledes holde mig, at ieg io længe siden skulde have i agt taget den Skyldighed, med hvilken ieg er Hannem forbunden, og ikke ladet mig, som nu skeet er, af Hans besønderlige Høflighed forekomme, ia da skulde det nu ikke fattes mig paa fornøden Tid, Materie og Eftertanke, til at besvare saa artigt, saa stateligt, saa riigt og saa kiært et Brev, som Min høistærede Herre har beæret mig, den ringeste iblandt sine Venner, med, og faaer dette at være den første Undskyldning, ieg bruger saavel for min lange Udeblivelse, som for den slette Stiil, disse faa Linier fremkomme udi. Sandeligen, dersom ieg var reist til Kraagerop i den Tanke, at glemme Kiøbenhavn, at væmmes ved dens Suurseenhed, at moquere mig over dens Indbyggere, eller for at præparere mig til Fasten eller for at bruge preservatif imod Skiørbug, eller for at finde her baade Sommer og Paris, eller for at agere homme galant, da har ieg merkeligen bedraget mig selv, og andre, som tænke det, tage ilde feil, thi alting befinder sig i en gandske anden Tone. I stedet for et vildt og lystigt Paris er her et ret Mønster og en fuldkommen Afbildning paa den ærbare og adstadige Verden, i stedet for den deilige Sommer og de grønne Lunde, forlyster man sig i den kiælne Kakelovns Krog, i stedet for preservatif imod Skiørbug vedligeholdes det sædvanlige Arbeid og en bestandig Stilsiddenhed, i stedet for at agere homme galant øves den Enfoldighed, som en fød lyde hest s. 46er vant ved og opdragen udi, i stedet for Beredelse til Fasten har ieg som en Antiquarius, desværre, ikke endnu tænkt paa, at Fastelavns Mandag er for Doren, og i stedet for at glemme eller væmmes ved eller moquere mig over Kiøbenhavn, har ieg aarle og silde saa meget at bestille med alene at tænke paa den, at drømme om den, at lystes ved dens Herligheder, at prise dens Borgere lyksalige, at ieg snart ingen Tid fra de Tanker har til overs at efterkomme de andre Pligter, som ieg kand være een og anden af dens elskelige Indvaanere skyldig. Og paa den Fod er det, ieg anden gang bruger den Frihed at undskylde min næsten uundskyldelige Forsømmelse i at opvarte min Kiære Herre med Skrivelse. Paris maae være et sødt Sted for Liebhavere: Men ikke vilde ieg ønske, at Kiøbenhavn nogen tid for min Skyld skulde blive Paris, og det er umueligt, at Kraagerup kand blive det. I Kiøbenhavn, endskiønt man der veed, hvad for en Prydelse Hovedhængsel og bedrøvede Ansigter er, saa veed man dog ogsaa at finde en temmelig Lystighed, naar man ikkun vil betiene sig deraf, og ikke vil giøre sig selv til svorne Indsiddere. I Paris er for meget af det sidste Slags, men paa Kraagerup er intet uden til Maade af begge Dele. Her er daglig Arbeid, som er blandet med den ædle Frihed, her er Rolighed, som er blandet med Sinds Forlystelse, her er Adstadighed, som er blandet med Behagelighed, her er et stille Væsen, som er blandet med Yndighed og Belevenhed. Det er io alt det, ieg vil ønske mig, det er io alle de Fordele, ieg har søgt ved min Udflugt fra Kiøbenhavn, og det er iust dem, ieg har fundet for mig paa Kraagerop. End mere: Her er en Vert, som er Elsk og Ære værd, et Selskab, som er angenemt og Omgængelse værdt, en gout saa god, som ieg af Verden forlanger, her kand høres og læres saa mange Viisdoms, Erfarenheds og Lærdoms Regler, at, om de skulde udøves, maatte de flye alle fem Sandserne mere end nok at bestille, og være mægtige til at distrahere den, som endnu var mindre skiødesløs imod sine Venner end ieg. Det er min Hr. Secretaires egne Ord, og derved s. 47har Han i Sandhed selv lagt mig den tredie Undskyldning i Munden, som er herlig og uden lige til at besmykke ovenmeldte min Forsømmelse med. Midt under Hans Moraliseren gik det mig, som Han skriver, at mine Øren kløede efter Nyt: Men, om ieg var af de Tanker, at Han iævnligen besøgte Piqueniquer, Julestuer og Barselstuer, hvad Nyt vilde ieg da vel vente fra Hannem, uden amouretter, Kærligheds Skermydseler og Ammestue-Begivenheder. Nu, da ieg paa den ene Side er forvisset om, at Han intet mmdre end elsker slige Samlinger, og paa den anden Side eftertænker, at Han er et Lem af Staaten og vort ny Lærde Selskab, en Pillere i den Danske Lærdoms ny op reiste Hoved-Tempel, hvad Nyt kunde ieg da andet vente fra Hans kiære Haand end det, som ieg har faaet, nemlig godt og behageligt. Til Krigs-Rustningen har ieg intet andet at meddele, end de inderlige Ønsker, at Gud vil styrke Kongens Hænder, og lade Hans Majestets Foretagende til sine Rigers og Landes Sikkerhed vel lykkes. At de tvende Heroës og Skioldmænd, den Danske og Norske, ere hiemkomne, det vil ufeilbarligen spaae Fædernelandet noget godt og gavnligt. Hans ventende Græve Taube vil uden tvil blive en anden Mand, end den sidste Svenske Græve, som man nyligen i Kiøbenhavn har begegnet med Slutteriet, og derefter ladet ham fare den Vei, han var kommen fra ¹Her er Tale om en Eventyrer, der var kommen til Kiøbenhavn, og havde udgivet sig for svensk Greve.. Skriver den gode Gr. R. ²Den Grev Rantzau, der havde ledsaget Geheimeraad Berckentin paa hans Sendelse til Stockholm (s. ovf. S. 20). intet uden om hvad hans Been tage sig for, da maae det enten være en tør Materie, han har skrevet, eller ogsaa hans Been maae tage sig mere for end at gaae paa lovlige Veie.

Men hvad er det, Han vel skriver om vores gode Hoffman? Er det ikkun en suurøiet Iydepige, han faaer at divertere ³Langebeks Yen Hans Hofman var bleven forlovet med Bodil Biering, en Kiøbmandsdatter fra Horsens, der var meget rig.? Har hun ikke mere Opdragelse end en s. 48uoptugtet Fæ-Rygter-Dotter? Kiære Herre, det er crimen læsæ virginitatis Iuticæ. Man veed og i Iylland at bruge Frangoises, Dandse-, Spille- og andre Tugte-Mestere. Nei, Nei, Hun er en Lillie for alle Tydske Møer, et Speil for alle Kiøbenhavnske lomfruer, en Perle for alle Pariser-Mademoiselles, imo flos totius virginitatis. Hvad faaer han vel andet med hende end et ærbart Ansigt, en veldannet Skabning, et tugtigt og sædeligt Væsen, et fromt Hierte, en fornuftig Enfoldighed, og et Dukkeskab med 32,000 Rdr. Ieg negter ikke, at ieg io setter et par tindrende Øine, sammenføiede med et smukt Ansigt og et, velskabt Legem og et dydigt Hierte langt over den rigeste Guldmine: Men tag først et dydigt Hierte bort, tag siden Guldminen bort, saa maae enhver, som lyster, gierne beholde Frue Veneris tindrende Øine og velproportionerede Arsbalder i ro for mig, og ieg hellere for min deel vil være fornøiet med en taallig og fornuftig Lea end med en spodsk og ubesindig Rachel. Min Herre maae langt hellere ønske sig en from og suurøiet end en smuk og suurmulet Brud. Fattes der noget i Opdragelsen, da er dette ikke mere, end en Kiøbenhavns Reise kand giøre det godt. Og fattes Øinene noget, da kand der af 32000 Rdl. nok anvendes en liden portion paa Doctoren. Ieg har ikke i sinde at skrive en apologie for sure Øine, ikke desmindre mener ieg dog, at de kand fournere lige saa mange og nyttige penséer som tindrende Øine. Et par sure Øine hos et deiligt Ansigt giver mig at betænke, at de allerskiønneste ting i Verden er dog ikkun Forfængelighed. Af et par sure Øine erindres man at begræde Verdens og sin egen Daarlighed. Ved at have dagligen et par sure Øine for sig, dæmpes mange af de Lyster, der af et par tindrende Øiens Betragtning setter een i idelig Bevægelse. Et par sure Øine holder en Mand i Ro, i Stedet for at de tindrende ere udsatte for mange Farer og Fristelser. Under et par sure Øine findes gierne det sødeste Gemyt, men ofte under de smukkeste Øine det barskeste Sind. Ved et Par sure Øine er man nogenledes s. 49siker for den skadelige jalousie, der altid følger den, der har et par spillende Øine dagligen at speile sig udi.

Er det da saa slet et Market, han har giort, at han faaer en sød Dukke og et riigt Dukkeskab at divertere sig med? Ikke agter ieg at forsvare den Iydske Opdragelse: Men ieg maae bekiende min Skrøbelighed, at ieg tusende Gange hellere vilde tage en fattig og efter sin Maade skikkelig opdragen lydepige, om hun skiønt ikke var af de allersmukkeste, end den allerdeiligste Pariser Iomfrue. I Iylland er Opdragelsen, som Leve Maaden, eenfoldig. Et Fruentimmer lærer sin Catechismus og holdes til at læse andre nyttige Bøger, hun lærer at sye, spinde, staae et Huus for, hun lærer lidt at spille, lidt at dandse, og lidt af fremmede Sprog og andet, som ei strider mod Tugt og Ærbarhed. Ikke lærer hun, som Pariser lomfruerne, det første hun kand gaae, at legge Vind paa alle Elskovs-trekker og Miner, ikke lyster hun at læse de trøstelige Romaner, ikke veed hun at bruge den velsignede Sminke Flaske, ikke fordriver hun Dagen ved Nat-, Coffé-, Spise- og Spillebordet, ikke fordriver hun Aftenen ved Dands, Gomedier, Opera Cavallerers Omgængelse, ikke forlanger hun, at hendes Mand (som hun veed, har andet at bestille) eller andre Messieurs skal hænge over hende, fra hun staaer op til hun legger sig, for at høre hendes megen Viisdom og Veltalenhed.

Det er en stor Ære, at Min Hr. Secr. tilbydes at blive Membrum af Societetet i Engelland, og ikke mindre Ære for det ny Societet i Khvn., at Præsidenten der begierer at blive Membrum her. Tænk engang, hvilke Øine Danmark nu har faaet at see med, naar selv Præsidenterne for de lærde Selskaber vil søge udi vores at indlemmes.

At Han har faaet sin Gage formeret, kand ingen glæde mere end mig, men at Han derved har faaet sin Fortieneste belønnet, skal ingen negte sterkere end ieg. 400 Rd. og en god Zusatz om aaret gaaer nok an i et Land, hvor ingen Maitresser holdes, og for een, der har donum continentiæ som Han (det Han selv skal sige, ikke vilde ieg svære derpaa). s. 50Ieg for min deel vilde gierne dermed være fornøiet og endda stræbe at være lige saa flittig som den, der har 4 gange saa meget.

J. Langebeks Breve.

4

Nu, Posten vil gaae og Papiret slipper, ieg faaer derfore denne Gang at sidde overhørig med de øvrige og lærde Poster af Hans kiære Brev at besvare, som dog ikke skal blive forgiet. Min Hr. Secretaire hilses paa det venligste fra Hr. C. R. ¹Conferentz Raad Rostgaard., beder og, min ærbødigste compliment at aflegge hos Hans kiære Forældre. Hvornæst ieg med den sædvanlige Høiagtning stedse findes

Min Høistærede Herres
tienstærbødige tiener.

Kraagerup, d. 24. Febr. 1743.