Danmarks Breve

BREV TIL: Nils Reinhold Brocman FRA: Jacob Langebek (1760-10-31)

31. Oktober 1760.
TIL NILS REINHOLD BROCMAN.

Min Høistærede Herr Magister.

Tør ieg nu vel svare paa min Vens mange og kiære Breve? Hvormed skal ieg retfærdiggiøre min Forsømelse? Medlidenhed og Taalemod maae Hr. Magisteren have med mig, der ligesom er kommen under en anden Himmel, siden ieg er kommen under eget Tag at boe. Men, uanseet ieg nu er flyttet til min sidste Ro i denne Verden, saa har ieg dog derudi hidtil levet i idel Uro, og været landflygtig i mine egne Rum, uden Bøger, uden skriftlig og mundtlig Omgang med Venner, og uden Selskab af andre end Murmestere, Tømermænd, Glarmestere, Snedkere, Smede, Malere, Forgyldere, Gipsere, Tapetmagere, Blekenslagere, Kobersmede, Blytækkere, Stenhuggere, Vandkikere, Broleggere etc. etc. Bliv ikke bange, min kiere Ven, for dette vidtløftige Selskab, ieg er kommen udi; thi de ere ikke saa s. 297 farlige som Husarer, Pandurer, Cosaker, Calmuker og deslige Utøi, som andre desværre i disse tider drages med, og al min Uro sigter aleneste til min store Ro og Fornøielse. Ieg er ogsaa nu med Pungens Opladelse bleven de fleste Handverkere qvit, men med Snedkerne er det først kommet saa vidt, at de har begyndt at opsette Reoler til mit Bibliotek, hvortil ieg har udvalt den største Sal i min Gaard, som er paa 5 grundmurede Fag i anden Etage, og et Kamer ved Siden. Kunde ieg nu til Aarets Udgang see Enden paa denne Tummel, og igien komme i nogen Slags Orden, vilde ieg holde mig lykkelig. Men, omendskiønt ieg den ganske Sommer har haft min fuldkomne Del i desse mine egne Hus-Sager saavelsom de i Sl. Klarups Stervboe forfaldne Forretninger, har ieg dog ikke kunnet undgaae at paatage mig et Arbeid, som skal for Publici Øien. Det er Hr. Magisteren bekiendt, at det nu er 100. Aar, siden vore Konger erholdte den lykkelige Arve- og Enevolds- Regering, og at Undersaaterne i alle Hans Majestets Riger og Lande derfor nyeligen har med største Glæde holdet Jubileum i tre Dage, nemlig d. 16. 17. 18. Octobris. For da, i Anledning deraf, at underrette og fornøie Publicum med en tilforladelig Historie om den Kongl. Souverainitet, bilagt med alle de Actis, som haves i Archiverne, er dette Arbeid faldet paa min Lod, som burde værel færdigt til vor Jubelfest, men neppe bliver det før langt ud paa Vinteren. Naar ieg endnu legger dette til, at Helbreden i Sommer af Trekvind og andre smaa Tilfælde undertiden ikke haver været med det beste, finder min Ven Aarsager nok til at undskylde min Efterladenhed. Ja ieg er vis paa, om ieg end var mere forsømelig og frembragte lidet eller intet til Undskyldning, Han dog ikke aflader at være forsikret om min gode Affection for Ham; thi saadant er ieg imod Hannem sindet. Ingen Tidende af Sverige har kunnet være mig kiærere end den om Hr. Magisterens i Stokholm erholdte liden Tieneste 1 , hvorom ogsaa Hr. Cancelli R. Berch s. 298 har haft den Godhed at tilskrive mig. Ieg er nu i Begreb med at svare Hr. Cancelli Raadet og takke hannem for den manhaftige reflexion, han giorde paa min ringe recommendation. De Bøger, som ieg har lovet denne gode Herre, ligge endnu alle hos mig og vente paa Leilighed. Folk, som reise over Land, vil ikke lade sig bebyrde med store Pakker, og ieg har den hele Sommer forsømt at være om Skibs Leilighed. De sidste Blade af Hr. Magisterens beskrivelse om Norkøping har ieg læst med samme Fornøielse som de foregaaende, og vilde ønske, at vi havde om alle Byer i Norden saa meget og saa godt. Ikke mindre har min Vens Tanker om Runerne mig fornøiet, om hvilke ieg maae sige, at de i mange Maader komme overeens med mine: Men at give Hannem de Underretninger, Han i den Materie har forlanget, da maae ieg rent ud bekiende, at mine Concepter, saa vel som mine Bøger og Papirer, har dertil i langsommelig tid været alt for vidt adspredte. Faaer ieg bedre Leilighed, naar Hr. Magisteren igien kommer til Stokholm, skal ieg nærmere derom søge at ytre mig. Imidlertid har ieg ikke villet forsøme at skrive desse Sider, nu ieg havde det gode Indfald, paa det min Ven kan være vis paa, at ieg endnu er i Live og af den gamle Beskaffenhed. Ieg takker meget for de artige Efterretninger af Inscriptioner, Vaabener og Documenter, som Hr. Magisteren paa sine Reiser der i Landet har observeret og i sine Breve behaget at meddele mig. Ieg beder venligen om Continuation af deslige Nov.-antiqvis, men især, at min Ven ikke glemmer mig, naar nogen Diplomata til min Samlings Formerelse forekommer, ligeledes med et rigtigt Kart over Estland. Min Hustru lever vel og helser flittigen, min liden Søn begynder at gaae og tale, og voxer til vor store Fornøielse. Ieg erindrer ei, om ieg før har skrevet, at Major Scherwin deserterede af den militaire ind i den civile Stand, og er nu Etats Raad. Han boer paa sin Herregaard i Fyen, og maae nødvendig fordybe sig i Studeringer, siden han intet andet har at bestille. Klevenfeld er for nogen tid siden bleven Etats Raad. Han og s. 299 andre Bekiendte her paa Stedet have glædet sig over Hr. Magisterens employ. Ieg faaer vel vide, naar Hr. Magisteren til Stokholm ankommer. Næst min Helsen til kiære Forældre, Sydskende, Farbroder og andre Bekiendte i Norkøping, forbliver ieg, under al Velstands Forønskning, med en oprigtig Tilgivenhed

Min Høistærede Hr. Magisters
stedse forbundne Ven og tiener
I. Langebek.

Khavn d. 31. Octobr. 1760.

Magister Dass har længe siden giennemlæst Hr. Magisterens Piece om Runerne, fundet sit fulde Nøje derudi, og beder helse og takke for Tilladelsen at maatte læse den. — — Ieg sender et lidet Stykke af vore Jubel-Skrifter, hvis Auctor er Pro-Canceller Pontoppidan 1 . Herrerne see heraf, at Danske Friheden er ikke mindre fuldkomen end den, de Svenske tro sig til at have.

Dersom Hr. Mangaard 2 , som dette bringer, et vakert ungt Menneske her af Staden, melder sig, da giør Hr. Magisteren mig en Tienest, om Han forskaffer hannem Tilgang til at faae see Norköpings Merkværdigheder, i sær in historia naturali.