Langebek, Jacob BREV TIL: Thott, Otto FRA: Langebek, Jacob (1770-07-10)

10. Juli 1770.
TIL GREV OTTO THOTT.

Høibaarne Hr. Geheime Raad og Greve,
Naadige Herre.

Paa Deres Hoigrevelige Excellences naadige Tilskrift under 7. huius, angaaende 2de Verker, hvoraf det ene, nemlig Corpus Dipl. Daniæ et Norvegiæ, er mit eget Arbeid, det andet, som er betroet under min Opsigt, er Monsieur Abildgaards, nemlig de gamle Monumenters Aftegning, at ieg skulde tilmelde D. Exc. til Underretning for den Kongl. allernaadigst anordnede Commission, hvorvidt med samme er avanceret, og hvorsnart de kan ventes at komme til Ende, Har ieg den Ære herved at nedlegge mit underdanige Svar:

Hvad det sidste angaaer, nemlig Monumenternes Aftegning, refererer ieg mig til det Brev, som ieg derom for kort Tid siden tilskrev D. Exc., da ieg tillige sendte Fortegnelsen over de sidste Monumenter, som Mr. Abildgaard leverede mig, hvoraf D. Exc. behagede at erfare, hvorvidt han er kommen; men at fastsætte, til hvad Tid dette Arbeid kan komme til Ende, er en pure Umuelighed, da det beroer, deels paa Tidens og Veirets Beskaffenhed, dels som der i hver Egn falder lidet eller meget at forrette, deels som man vil giøre planen, han skal igienemgaae, mere eller mindre vidtløftig. Ieg indstillede da til D. G. Exc. som den mest competente Dommer, selv at paaskiønne, hvor stor Ære for den Danske Nation, engang at kunne opvise noget, som, om ikke i alt, saa dog i nogen Maade, kunde sættes ved Siden af deslige Verker, som Engelske, Franske og flere Nationer saa meget brillere med, og paa den anden Side, hvor stort Tab i vor Historie og for det tilkommende Publico, om man ikke søgte i Tide at frelse de faa endnu overblevne Levninger fra den nu gængse og almindelige Skiødesløshed, som truer alt saadant inden faa Tider med s. 489en total Undergang. Men hvad det første er angaaende. nemlig et Corpus Diplomaticum over Danmark, Norge og alle de Landskaber, som enten nu ligge eller fordum have ligget under vore Kongers Regiering, da, omendskiønt der allerede ere anvendte mange Aar og megen Bekostning derpaa, maae ieg dog rent ud sige, at det er lidet imod det, som forestaaer, i fald Verket nogen tid skal komme til det foresatte Maal, nemlig at udkomme i Tryk fra de ældste Tider og i det mindste indtil Reformationen; thi hvad som er nyere og kanskee i visse Maader mere interesserende, vil der, naar Bekostning giøres, altid findes Folk, som kan komme til Rette med at læse, afskrive og udarbeide samme saasom mere læselige og mere bekiendte Ting. Men hvad de ældre Skrifter at læse, afskrive, conferere, bringe i behørig chronologisk Orden og med fornødne Anmerkninger oplyse, angaaer, da hører dertil en utrolig Tid, Flid, Taalmodighed, Agtsomhed, Øvelse, Læsning og Indsigt, samt en egen Lyst og Drift, hvilke samlede Egenskaber i Fremtiden vil blive rare og først savnes, naar de kanskee aldeles ikke ere at finde. Ieg taler af Erfaren hed, da ieg har Vidnesbyrdet hos mig selv, og kan vise for enhver, at ieg ikke har oppebaaret det Kongelige Tillæg forgieves, men arbeidet utrættet tilig og sildig, saavidt min svage og tildels derover svækkede Helbred har tilladet, og endda ikke er kommen nær saa vidt, som ieg gierne ønskede, og som ieg kunde have været, i Fald Understøttelsen havde været større og mere tilstrekkelig. Til saadant Arbeid, naar det skal gaa ret for sig, behøves mange Hielpere og mange Hielpe-Midler. De allernaadigst tillagte 300. Rdlr., hvorfra nu gaaer et anseeligt aarligt Afdrag, forslaaer ikke til at drive Arbeidet med Eftertryk, og selv er ieg ikke i Stand til, enten af mit eget, eller af min gage at anvende noget derpaa. Det lidet, ieg har haft, er i disse kostbare aaringer medgaaet, og min Gage, som nu ikke er halvsiete Hundrede Rdlr. om Aaret, kan ikke nær strekke til min nødvendigste Udkomme og mine Børns Opdragelse, uden at ieg hvert Aar skal fordybe mig i større Gield. Lysten taber ieg, s. 490naar Belønningen er liden, og ieg kunde gierne taale paa min Alder, som nu lider mod 61. Aar, at befries fra et besværligt Arbeid. Men om de, der ville tilraade at nedlegge et saa betydeligt Verk midt i sit Løb, som allerede bar kostet saa meget og som forud har giort saa megen Ry og Opsigt i fremmede Lande til vor Nations Ære og vore Kongers Berømmelse, alene for Besparelsen af en saa liden aarlig Udgift, ikke skulde paadrage sig nogen Slags Ansvar og Omdømme, det maatte Fremtiden lære. Men om Verket skal fortsættes, og den, som engang efter mig skal antage det, ikke bliver rigeligere understøttet end ieg, da troer ieg neppe, det i een Mands Alder kommer til den Fuldkommenhed, at det kan passere for et af de store Verker i Europa, uagtet ieg allerede har giort ganske meget derved, og ei allene afcopieret de fleste af de ældste og mest ulæselige Documenter, men endog en utallig Mængde af det XIII. XIV. XV. og følgende Seculis. Ellers er med Begyndelsen af Verket i sær saavidt avanceret, at den første Tome, som skal indeholde Origines eller det VIII. IX. X. XI. og XII. Sccula og til en god Deel med stor Møje er uddragen af andre Nationers Skrifter, snart kunde gives i Trykken, i Fald man saae nogen Middel og Udveie til Bekostningen, men hvor skal det store komme fra til Papir, Tryk og Koberstik, naar der tænkes paa at inddrage det lidet, som den Høisalige Konge uden tids Bestemmelse havde henlagt til Arbeids løn? Imidlertid skal ieg med det allerførste forelegge D. Exc. et fuldstændigt Register over de Ting, som skal udgiøre den første Tome. Af alt dette finder D. H. Exc., hvorvidt med begge Verker er avance ret, men at det er umuligt at bestemme visse Aar eller nogen tid til deres Endskab. I øvrigt lever i allerdybeste Ydmyghed

Min Naadige Herre
Deres Høigrevelige Excellences
ganske underdanige tiener
I. L.

Kh. d. 10. Iulii 1770.