Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Johannes Meier (1900-11-18)

A
Søgaard pr. Humble,
Langeland, 18/11 1900

Jeg er ikke beskeden nok til at antage, at du brænder mine Breve. I dem har du jo efterhaanden faaet adskillige af mine bedste Frembringelser; nogle har du jo ogsaa i ”Vagten“. Gør mig den Tjeneste at læse dem igennem og sige mig uforbeholdent, om Du paa et eneste Sted i dem kan finde noget selvset eller selvtænkt,— noget originalt, d.v.s. noget, der ikke er sagt lige saa godt før. Hvis ikke — saa har det vist lange Udsigter inden jeg med nogen Selvtillid kan optræde som Digter. Thi helt forsværge s. 39 Tanken derom kan jeg neppe. Jeg tror quand même, at jeg har Talent, og at jeg, ”naar Tidens Fylde kjommer,“ vil kunne gøre dette Talent frugtbringende.

Jeg tumler netop med Planerne til en ny Roman, hvortil mine sallingske Erindringer skulde danne Baggrunden, og hvori jeg vilde give Kærligheden og Kvindekønnet Oprejsning for de værste af de Grovheder, hvormed ”Valmuedrengen“ skal traktere dem. Gennem begge Bøger kunde jeg have Lyst til at gøre en Gerning, som jeg tror der trænges til herhjemme: at rive nogle af de Ranker bort, hvormed den traditionelle Opfattelse har smykket Murene om ”det nordiske Hjem,“ og vise dette frem i sin stygge Nøgenhed. Misforstaa mig ikke! jeg agter ikke at sige noget saa forslidt, som at der gives slette Hjem. Nej, jeg vilde hævde, at ”Hjemmet“ som Institution, det gode saa vel som det slette, i sig selv er en Ulykke, en Fordærvelse — at det er Fjenden, der ”gør Mændene til Kvinder og Kvinderne til Rovdyr eller Trældyr,“ — ”Pestgruben, hvor Autoritetens Kadaver ligger fredlyst og forgifter Luften i hele Landet,“ — og at det maa blive Fremtidens Opgave ”at stikke Ild i Tagene paa de tusind Hjem.“