A
Søgaard, 17/12 1900
Det forbavsede og glædede mig at finde Dig lige saa overbevist om Nødvendigheden af Samfundets Omdannelse til socialistisk Stat, som jeg selv er. Derimod stiller Du Dig skeptisk overfor mine Idéer om Familielivets fuldstændige Ophævelse og Børnenes Fællesopdragelse. Du kalder dem stridende mod de menneskelige Følelser. Men (husk paa, at Følelserne ikke er haandgribelige og konstante Størrelser, men at de som alt andet i Verden er Forvandlingens Love undergivne. Hvor meget i dit og mit Følelsesliv er ikke ændret, siden dengang vi var naive og fromme; og lignende Forvandlinger maa kunne foregaa og er bevisligt flere Gange foregaaede i hele Slægtens Følelsesliv. Udviklingen retter sig efter Følelserne eller maa dog tage Hensyn til dem, men Følelserne retter og forandrer sig Pinedød ogsaa efter Udviklingen. Hvad Ensomheden angaar, saa vidste allerede J. P. Jacobsen, at ”en Sjæl altid er ene;“ og nu ved Aarhundredets Udgang veed alle vi udviklede s. 45Mennesker det samme, føler os allesammen som ensomme og rodløse Eksistenser. Denne Bevidsthed kan være pinlig, saa længe vi ser de andre ”dampe hinanden af“ i stupid Tilfredshed; men jo flere Ensomhedens Skæbne rammer, des mindre Smerte vil den volde hver enkelt, og jeg kan meget godt tænke mig et Fremtidssamfund, bestaaende af lutter selvstændige Individer. Men hverken Du eller jeg kommer til at opleve det.
Det er fint og rigtigt Set af Dig, at det er ”Moderen“, der staar for mig som Hjemmets fordærvelige Aand…