A
Mern, 12/10 1902
… der er ikke den Ting mellem min Navle og Mælkevejen, som jeg tror usvigelig sikker, ikke et Forhold til Mennesker eller Idéer, ikke en Stemning i mit eget Hjerte.
I øvrigt troede jeg selvfølgelig ikke, at du havde opgivet mig; kun i min Bevidstheds Baggrund krøb Skyggen lurende over Horisontens Gærde. Og saa faldt det mig ind, at jeg bedst kunde gøre dette Gespenst uskadeligt ved at bruge det, — bryde Spidsen af den stikkende Naal ved at jage den ind i din Bagdel, til du bandende sprang op af din Døs.
Hilsen og Haandslag, Thøger Larsen, fra din gamle Kammerat, i Hovedtrækkene den samme, du altid har kendt: dovent slentrende gennem Livet og dog fuld af nervøs Higen, yderligt sortseende og dog med et skælmsk Smil i Øjet, altid spottende og kritiserende og dog med dybe Drømme paa Bunden. Saadan var jeg, saadan er jeg, og saadan vil jeg sandsynligvis blive ved at være. Hvortil det vil føre, — om til Parnasset, Sindssygeanstalten eller Kordøren, Lavrbær eller Cyankalium — det ved jeg ikke, og det interesserer mig heller ikke meget. Jeg er, jeg sanser og tænker — og Øjeblikkets Tanker og Sanseindtryk giver mig nok at bestille.
Om mit Talent nærer jeg i øvrigt ingen nævneværdig Tvivl. Hvor naar det for Alvor vil udfolde sig, skal jeg ikke kunne sige; i min nuværende s. 62Stilling har jeg ganske simpelt ingen Tid til litterært Arbejde af nogen Betydning; — saa maa jeg nøjes med at holde min Pen sleben og min Sjæ 1 befrugtet ved flittig Brevveksling med udmærkede Venner. Af Digte har jeg skrevet nogle, men de bedste af dem er en anden Persons Privateje…
Du har Ret i, at Drikkeri i Almindelighed er Daarligdom og Ødelæggelse af den kostbare Tid. Men hvad bryder et stakkels Menneskebarn i den Tilstand, hvor Tiden alligevel har tabt sin Værdi, sig herom? Hvor Livsglædens kongelige Gud gaar ud, bliver Kong Alkohol tilbage og vinker med sin Flaske; og man skynder sig at styrte Drikken i sig, at beruse og bedøve sig — ”at vi kunne glemme vort Livs elendige Vilkaar.“
Det falder mig grumme let i denne Stund med den ædleste Mine af Verden at fordømme alt Solderi; men kommer jeg igen til at føle mig ene og ulykkelig, saa ved jeg, at jeg igen vil drikke, og det, til jeg daaner derved, — naturnødvendigt, uden at noget kan hindre det. — At Vin, naar man er glad, kan være en liflig Tilgift til Glæden, ja at selv en Rus i godt Selskab kan være guddommelig, er noget andet og noget, vi vist er enige om.
Forholdene er for Resten i det hele taget ikke lystelige. Selv om vi laderAlberti sidde paa sin Smørtrone og hans Kvæg flokkes om ham — og s. 63kun holder os til de fremmeligste, saa kan det ikke nægtes, at der er meget tilbage at ønske. Meget tilbage at ønske — intet at fordømme. Ingen kan bebrejde en Mand, der famler sig frem ad en mørk Vej, at han træder i Vandpytter og faar Stænk paa sine Bukser, — mindst de, der helst gør det, de, der sover trygt i Stuekrogen ved Guds Ords Natlampe. Men alligevel, — alle de skønne Drømme om den ny, frigjorte Menneskehed, hvad bliver det til med deres Realisation? Hvor er det Menneske, der vilde sige: ”Vær som jeg i alle Stykker“? Og en saadan maatte dog den være, hvem det skulde lykkes at spigre det store Spøgelse fra Golgata saa fast til sit Kors, at ikke den mest mørkrædde Dannekvinde længere kunde tro ham levende.
En ny Menneskehed, — det bliver vi sg’u aldrig, vi Sildefødninger af en senil Kultur, fødte og opfostrede i unaturlige og beklumrede Forhold, midti Ungdommen pludselig kastede ud i Dagslyset, hvor vi dog aldrig lærer at bevæge os med fribaaren Lethed, hver med sin Pæl i Kødet, hver med større eller mindre Trævler af sit bedste eg hængende paa det Gitter, han har maattet krybe over. Nej, kom med Adam og Eva, — og lad saa os andre i stor Endrægtighed skære Struberne over paa hinanden, saa viser vi da, at vi mener det ærligt.
Adam og Eva, — ja, det er jo barnagtigt at fable om sligt. Men hør alligevel engang. Giv mig en halv Snes Spædbørn af begge Køn, helst s. 64af Arbejderklassen, nogenlunde velskabte, uden forbryderske og sygelige Dispositioner i Familien og selvfølgelig udøbte. Giv mig saa den fornødne Kapital til disse Børns Underhold, — fremdeles et Par flinke og fordomsfri Sygeplejersker og en fremragende moderne Pædagog, der vilde ofre sig for deres Opdragelse, oplære dem i Tidens ypperste Visdom og Leveregler, i Læ for enhver teologisk eller infekt Luftning,— i Begyndelsen i landlig Stilhed, senere i de store Byer, og lad saa et Par af Børnene dø, et Par vise sig umulige i intellektuel Henseende og et Par i moralsk, — saa kunde der endda tilsidst være et Par Stykker tilbage, hvis Legemer var fri for Lyde som deres Hjerner for Taage og deres Hjerter for Smuds, — som ikke kendte Frygt og Løgn og Lystenhed, hvem ingen Autoritet kundje skræmme og ingen Julesalme hypnotisere. Men saa var jo den ny Stads Grundsten lagt… Og slog det aldeles fejl, — nu, saa havde man een Undskyldning mere for at lægge Hænderne i Skødet og fløjte sin Vise og glæde sig ved jorderiges Piger, Vin og Tobak.
Noget radikalt maa der til, — det er ikke gjort med Valgrettens Udvidelse eller Frigivelse af Teaterdriften eller Indførelsen af Nævningedomstole.