Meier, Johannes BREV FRA: Meier, Johannes (1902-10-20)

B
Mern, 20/10 1902

Kære Ven!

Modtag min Forsikring om, at jeg foragter den militære Stand uendelig dybt, — saa dybt, at jeg ikke vilde lade et Fnug af min Følelse for en Ven berøres af samme Stands Eksistens. — Hvor kunde du dog tro det om mig? For det første har, som du let antyder, min egen Livsbane ikke været saa højtliggende eller min Idealisme saa uplettet, at jeg med Rette kunde rynke Næse ad nogen af principielle Bevæggrunde. For s. 67det andet har jeg forlængst opgivet enhver anden Klassifikation af Menneskene—bortset fra Kønsforskellen — end den Tvedeling: fornuftige, fornøjelige, interessante Mennesker — og Idioter. De fleste militære er dybtsunkne Idioter, og de fleste civile er ganske det samme. Og har du væ ret mig kær i Slængkappe og med kvarterlangt Haar, saa er der ingen Fare for, at jeg skal vrage dig i friseret og uniformeret Skikkelse…

Nej, vær du rolig:

Verschlechtert sich nicht dein Herz und dein Styl,
dann magst du treiben jedwedes Spiel;
mein Freund, ich soll dich nimmer verkennen,
und soll ich dich auch »Herr Lieutnant« nennen.

Jeg selv drysser Tiden hen i dovent Veilevnet, — og har dog Hovedet fuldt af store litterære Planer. Naa, det er selvfølgelig ikke almindelig Dovenskab, jeg lider af. Naar der spørges om min Bevæggrund til at gøre eller undlade noget, kan man i Reglen trøstig gætte paa Mistillid til et eller andet. Ogsaa i dette Tilfælde er det Mistillid, der er i Vejen, — ikke just til mit Talent, men til min Modenhed. Jeg tror mig endnu ikke i Stand til at udtrykke mine Tanker i en tilfredsstillende Form.

Foruden ”Sorte Faar“, *) der, som du ved, s. 68foreligger omtrent færdigt i Raakladde, har jeg Idéen til tre Romaner, hvoraf den første er den, som er dig bekendt under Navn af ”Valmuedrengen“. Om den, hvis den bliver til noget, vil faa denne Titel, ved jeg ikke. Du kender vistnok dens Hovedindhold og ved, at den nærmest skal give et Udsnit af min egen Udviklingshistorie, — Omdannelsen fra Romantiker til Skeptiker, særlig gennem Forholdet til tre Kvinder.

Den anden skulde hedde ”Søstrene paa Salvig“ og paa Baggrund af jysk Natur og Herregaardsliv give et mere sammensat og dramatisk Billede af menneskelige Lidenskaber og Skæbner, en Fremstilling af Kærligheden som Livets største fornedrende og ophøjende Magt.

Over begge disse Bøgers Indhold, Komposition og Figurerer jeg fuldstændig klar; lidt mindre Rede har jeg endnu paa den tredje, hvor jeg vel har alle Faktorerne i Orden, men ikke paa ethvert Punkt ved, hvorledes jeg vil manøvrere med dem. Den skulde foregaa i en Kystby, (gæt: hvilken?) og skildre nogle Børns og unge Menneskers daglige Liv i Leg og Alvor og den pludselige Optræden mellem dem af en sjælfuld og højtkultiveret Københavnerinde, der er bleven Moder og derfor har maattet forlade sit Hjem. Det skulde i Modsætning til de to andre være en lys og forhaabningsfuld Bog.

Jeg ved mig intet andet til Salighed eller blot til Resignation ved Tilværelsen end disse Hjærnespind; men jeg kan heller ikke andet end tro, s. 69at jeg skal faa det hele lavet, naar jeg blot maa have en halv Snes uformørkede Leveaar tilbage…

V. H.
Din gamle Ven
Johannes Meier.