Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Johannes Meier (1902-10-22)

A
Mern, 22/10 1902

Kære Ven!

Jeg kunde svare meget paa Enkelthederne i din Kritik af ”Tidspunktet“, men den dybe Animositet, du røber overfor dette Blad og hele den Kres, der staar i Forbindelse med det, giver mig Ulyst dertil.

Det er naturligt, at en skuffet Ungdom, der er henvist til at rende Panden mod en Væg med det Resultat, at begge holder, maa frembyde et latterligt Skue for en udenforstaaende Betragter. Naar man derimod føler sig som en integrerende Del af denne Ungdom, deler dens Haab og dens Tvivl og dens Had, har drømt dens Drømme og set dem splittes, har set op til de samme Mænd som den og lært at foragte dem, saa mangler man Sansen for det komiske i dens Adfærd. Saaledes føler jeg overfor ”Tidspunktet“s Mænd, og det kan jeg mærke, du ikke gør, — og derfor er der ingen Udsigt til Enighed mellem dig og mig om dette Æmne.

s. 70 … Den danske Kristendom er hovedsagelig Overfladiskhed og Humbug, — derfor mangler den enhver Livsberettigelse.

Jeg synes ikke, at det er saa ligegyldigt, om man fik denne Mare væltet fra Folkets Hjerte. Du spørger, hvad den kan genere mig. Ja, jeg ejer ikke for Øjeblikket Papir nok til at opregne det altsammen; men jeg kan dog give dig nogle Antydninger. Den har præget min Opdragelse, afspærret mig fra meget fortræffeligt, sat Gud maa vide hvor mange Mærker i mit Temperament, dem jeg aldrig slipper af med, selv om jeg rent dogmatisk har frigjort mig for den; den har forvoldt et fremmed og stundum fjendtligt Forhold mellem mig og de Mennesker, der holder mest af mig, — mine Forældre; den har været Skyld i, at jeg mistede den Plads, hvor jeg har befundet mig bedst; den tvinger mig hver Dag til, for overhovedet at leve, at foreplapre uskyldige Børn dens Dumheder og derved nedværdige mig selv og skade dem. jeg kan blive forelsket i en Kvinde, hvem kun den forhindrer fra at tilhøre mig…; jeg kan skrive en Bog, hvis bedste Del ikke kan blive trykt, fordi den strider mod den. — Jo, kære, skal vi ikke være enige om, at den Digter har Ret, der har sagt:

Guderne kræver
Menneskeofre, saa længe de lever. —

og at hverken Kristendommen eller ”en ny Galskab“, men alene den gudløse Taalsomheds og s. 71 Forstaaelses Aand kan byde Menneskene ren Luft at leve i.

Saa er der endelig dette om Aartusindernes Vækst, hvori den ny Menneskehed skal udvikle sig. Dit Synspunkt er naturhistorisk og som saadant konsekvent; men strider ikke Historien derimod? Har ikke de store aandelige Bevægelser straks skabt sig en ideal Form i Menneskelivet, som Aartusinderne kun har bidraget til at forflade og nedbryde, indtil noget nyt arbejdede sig frem? Naturligvis er der den Løsning, at de tidligere Kulturformer og Religioner har været en Slags Udslæt paa Menneskeaanden, og at Nutidens Frigørelsesbevægelser er en Operation mod dem; naar den er overstaaet, vil Slægten gaa over i en langvarig Rekonvalescens, hvoraf den engang vil rejse sig som en ”ny Menneskehed“. Det er jo den fineste Forklaring, og jeg vilde ønske, at jeg altid kunde tro paa den; men alt, hvad der er i mig af Skepsis, rejser sig mod at tillægge det, man selv staar midt i, en saa enestaaende verdenshistorisk Betydning.